Søren Espersen: Hvorfor svigter Europa Israel?

Søren Espersen: Hvorfor svigter Europa Israel?

02.03.2015


KOMMENTAR af Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører, Dansk Folkeparti

”JEG HAR IKKE noget mod jøder – slet, slet ikke. Men jeg er modstander af den israelske regering…” Hvor mange gange har man i den offentlige debat hørt en sådan sætning – eller en, der ligner. Og hver gang bliver der nikket anerkendende, for det er sådan set i orden at udtrykke sig således – og helt i tråd med europæisk-ideel demokratisk, fordomsfri tænkning: Vi har ikke noget mod jøder… Ja, altså lige undtaget Benjamin Nethanyahu. Ja, altså lige undtaget Avigdor Liebermann. Ja, altså lige undtaget Barak eller Peres eller Dayan eller Rabin eller Meir eller Ben-Gurion eller Chaim Weismann eller Theodor Herzl…
Den infame modstand mod jøder har igennem historien altid haft mange forskellige sofistikerede og lignende pænt indpakkede forklædninger.

Det er ikke jøder som sådan, vi har noget imod. Kun dem, der korsfæster Kristus. Kun dem, der puger penge eller tager ågerrenter. Højst dem, der slagter fedekalvene på den forkerte måde. Højst dem, som æder kristne børn ved Pesach. Højst dem der tager alle de bedste jobs. Højst dem, der går med kalot. Højst dem, der står bag den kommunistiske revolution. Højst dem, der styrer Wall Street og den internationale finansverden. Højst dem, der konspirerer om at tage verdensherredømmet. Men ellers – nej, – så vi vi da ikke modstandere af jøder.

Ja, og så er der jo Netanyahu…

Han er den nye årsag, imod hvilken modstanden rettes. Som den tidligere rettedes mod David Ben-Gurion, Golda Meïr, Menachem Begin, Ariel Sharon og såmænd også mod Yitzhak Rabin, lige indtil sidstnævnte var så elskværdig at lade sig myrde, og følgelig – ligeledes i tråd med den historiske tradition – blev udnævnt til at være en god, gennemreel og fredselskende jøde.

Skæres de påtaget fordomsfrie og tolerante ord væk, står kernen tilbage: Europa vil erklære, at man ikke har det mindste imod jøder; det er bare den jødiske stat, man ikke kan lide. Og melder sig med denne retorik dermed naivt ind i klubben, der tæller Hizbollah, Hamas, IS, Al-Qaeda samt 22 arabiske lande.
Det er en lang proces, der har bragt en stor del også af den danske intellektuelle elite fra koncepterne. Men det er en proces, der i sin substans begynder og ender med jødehadet. Og for jødehadere er Israel i dag såvel tornen i øjet som alibiet. Og det vil Israel være lige til den dag, hvor Israel ikke længere eksisterer.

Araberne vil ikke modtage palæstinenserne
Selv her, knapt syv årtier efter staten blev oprettet, blev fuldgyldigt medlem af FN og anerkendt af mere end 200 lande på jorden, mødes Israel stadig næsten dagligt med kravet om at legitimere sin ret til den jord, man gør krav på, og dermed sin egen eksistens. Underligt! For hvem har eksempelvis ”retten” til Slesvig? Eller til Kosovo? Eller til Baskerlandet? Eller til Skotland? Eller til USA, for den sags skyld – er det The British Empire, som i virkeligheden ejer det sted – eller var der en Selvstændighedskrig, som én gang for alle satte en stopper for dét ejerskab? Med hvilken ret er Frankrig på Korsika? Hvor var retfærdigheden i, at 45.000 skåninger måtte opgive deres ejendomme og flygte til Sjælland og Bornholm efter svenskerkrigene? Og hvordan med de i hundredtusindvis af tyskere, som blev jaget ud af Tjekkoslovakiet og Polen efter krigen – og måtte se deres ejendomme overtaget af andre?

Når to eller flere folkeslag gør krav på det samme landområde, må det jo nødvendigvis komme til konflikt. Og ofte deles derfor området – som det skete med Slesvig. I tusind år var Kosovo en del af Serbien, men her var der igennem tiden kommet et stort albansk befolkningselement, som ønskede noget andet. Til det ønske fik man tilmed det internationale samfunds militære støtte. Retfærdighed? Måske bare international realpolitik.

Når en stat deles eller et folk enten rejser væk eller drives væk – som tilfældet eksempelvis med sudetertyskerne efter krigen – ja, så er det et ”matter-of-fact”, som man må forholde sig til. Man kan vælge at tage kampen op på det verbale plan eller med våben i hånd, eller man kan vælge at resignere og konstatere, at så må man jo hellere se at finde en ny tilværelse i det land, man er fordrevet til – i sudetertyskernes tilfælde i Tyskland blandt folk, som er af samme etnicitet, fælles historie, og som taler samme sprog. Før, under, og ikke mindst efter Anden Verdenskrig var der rigtigt mange tilfælde af disse folkefordrivelser. Retfærdige? Det ved jeg ikke. Men i intet andet tilfælde end netop med oprettelsen af den jødiske stat, opholder de fordrevne sig stadig i flygtningelejre.

Skylden for denne situation kan i hvert fald ikke tilskrives Israel, men nok så meget det faktum, at hverken ægyptere, jordanere, syrere eller libanesere kunne drømme om at integrere palæstinensiske arabere i deres lande. Ægypten bevogter nidkært grænsen til Gaza. Da ægypterne efter 1967-krigen fik Gaza tilbudt slog de syv kors – eller måske snarere syv halvmåner – for deres bryst.

Det er det, der er det groteske ved de arabiske palæstinenseres situation. I Tyskland opslugte man sudetertyskerne og østpreusserne – og det samme skete med fordrevne folkeslag i Ungarn, i Bulgarien, i Rumænien, i Tjekkoslovakiet o.s.v. De 750.000 jøder, som var bosiddende i omkringliggende muslimske lande, kom til Israel i stort tal – fra Iran, fra Syrien, fra Ægypten, fra Irak, fra Jordan – og blev integreret.
Men de arabiske palæstinensere blev aldrig integreret i de arabiske lande, hvortil de ankom. Om end de var ankommet blandt brødre, som talte det præcist samme sprog, var af samme stamme, havde samme historie, og var af samme religion. Et mærkeligt fænomen i verdenshistorien. Jeg kender intet lignende tilfælde.

Skylden for denne situation kan i hvert fald ikke tilskrives Israel, men nok så meget det faktum, at hverken ægyptere, jordanere, syrere eller libanesere kunne drømme om at integrere palæstinensiske arabere i deres lande. Der er jo nok en grund til, at Ægypten så nidkært bevogter grænsen til Gaza – og at Ægypten efter 1967-krigen betakkede sig, da man fik Gaza tilbudt. Man ville ikke så meget som røre området med en ildtang. I international politik gælder der for Israel ganske særlige moralske regler, hvortil ingen andre anerkendte stater behøver at forholde sig, selvom konflikterne er af lige så ny dato.

Polen behøver således ikke at legitimere, at landet – nogenlunde samtidig med Israels oprettelse – gravede sig godt og grundigt ind på tysk område. Selv det modbydelige Sovjetunionen behøvede i sin tid ikke legitimere, at man havde underlagt sig de baltiske stater og snesevis af kaukasiske folkefærd. Og det helt nydannede Kosovo behøver bestemt ikke legitimere sin eksistens – derimod lever denne helt uproduktive stat næsten hundrede procent af begejstrede overførselsindkomster fra EU og FN. Men Israel mødes hele tiden med krav om at legitimere det hele – et lille landområde oppe ved Syrien, en del af en storby, nogle kvadratkilometer langs med et sikkerhedshegn. Det er i mine øjne ganske, ganske grotesk.

Jura
Hvis vi istedet for politik begynder at diskutere jura, hvem er det så, der har “retten” til det landområde, som to parter strides om? Og hvad er det egentlig for nogle “ulovlige bosættelser”, der finder sted på Vestbredden? For det er jo således, at hvis noget er ulovligt, må det nødvendigvis indebære, at der er en lovgivning, der er overtrådt. Og mit spørgsmål i det følgende er derfor: Hvilken lovgivning overtræder Israel på Vestbredden?

For et års tid siden bad jeg i den forbindelse Udenrigsministeriet bekræfte, at resolutioner vedtaget i FN’s Generalforsamling ikke har status af “international lov”.
Det bekræftende, skriftlige svar fra udenrigsministeren kom prompte: “Resolutioner vedtaget af FN’s Generalforsamling, er ikke juridisk bindende, men alene udtryk for en politisk tilkendegivelse fra FN’s medlemsstater”.

Jeg bad om bekræftelsen, fordi der rundt om er opstået den fortælling, at det, Israel har foretaget sig – og foretager sig i sin tilstedeværelse på Vestbredden, er “ulovligt” – altså stridende mod international lov. Med Udenrigsministerens svar bliver det fastslået, at samtlige resolutioner, vedtaget af FNs generalforsamling mod Israel – og det drejer sig i tidens løb om knapt 300 – ingen juridisk gyldighed har overhovedet! En smule anderledes forholder det sig, når det drejer sig om FNs Sikkerhedsråds resolutioner – specielt Resolution 242 af 22. november 1967. Men den vender jeg tilbage til.

Hvad er det da, der juridisk betragtes som værende “international lov”? Ja, det ligger i hvert fald fast, at FNs Generalforsamling ikke er en lovgivende forsamling, og følgelig ikke beskæftiger sig med at lave love. En international lov bliver til enten ved traktater mellem stater eller ved tradition – eksempelvis er det almindelig anerkendt, at Den Internationale Domstol i Haag kan afgøre tvister mellem stater, og afsige en dom, som så vil være at regne for international lov. Ligeledes er det blevet hævdet, at FNs Sikkerhedsråd kan vedtage resolutioner, som har en slags status som international lov.

Men inden jeg kommer til FNs Sikkerhedsråds resolution 242, er et lille historisk rids om grænsedragninger og våbenstilstandslinjer i Mellemøsten nødvendig, for den viser, hvor meget, der i århundredernes løb er blevet flyttet rundt, ændret, forandret – og at det hver gang af det internationale samfund er blevet betragtet som – om ikke nødvendigvis sympatiserende – så dog som et “matter of fact”.

Fra 1516-1917 var hele Mellemøsten og det nordlige Afrika en del af Det Ottomanske Imperium. Med i dette tyrkiske imperium var altså alt det, vi i dag benævner Israel, Vestbredden, Gaza, Syrien, Libanon og Jordan – og tilmed Egypten samt den væsentligste del af den Arabiske Halvø med byerne Mekka og Medina. Disse grænser var igennem 400 år ikke bestridt. Men da tyrkerne ved Den Første Verdenskrigs afslutning befandt sig på den tabende side, måtte de i 1917 afstå deres oldgamle imperium, derunder altså Mellemøsten til sejrherrerne. Frankrig overtog som mandat det nuværende Syrien, hvorunder Libanon hørte, samt en del af Irak, mens briterne modvilligt overtog mandatet Palæstina, som var navnet for det nuværende Israel, Vestbredden, Gaza samt hele det nuværende Jordan. Det britiske mandats grænser var ikke på noget tidspunkt bestridt.

Frankrig delte ret hurtigt Syrien i et kristent område, Libanon, og et muslimsk mandat, Syrien. Også Storbritannien delte sit mandat, Palæstina, i to: Det ene det nuværende Israel samt Vestbredden og Gaza, og den anden del Jordan. Den britiske regering havde ved overtagelse af mandatet i 1917 lovet oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina, og i 1922 skete så delingen, således at Jordan blev et selvstændigt kongerige – mens Palæstina forblev under britisk administration. Mandatet var sat til at udløbe den 15. maj 1948.

Året før, i 1947, havde FN afsluttet sine undersøgelser af, hvor grænserne for den nye jødiske stat kunne være. Man havde fra FNs side anbefalet, at – det nu stærkt indsnævrede – Palæstina skulle deles i to: En jødisk stat og en arabisk stat, og at Jerusalem skulle lægges under international kommando. Det er vigtigt at bemærke, at denne anbefaling kun ville have international juridisk legalitet, såfremt begge parter – jøderne og araberne – havde accepteret det. Dette skete som bekendt ikke – i stedet kom det til krig, efter at Israel den 14. maj udråbte sin stat på det areal, som FN havde anbefalet. Fem arabiske lande angreb næste dag Israel.

Den meget blodige krig, som varede et år, ændrede markant på det kort, som FN havde anbefalet, og da der i 1949 på Cypern blev indgået våbenhvile mellem parterne, stod hærene på de linjer, som i dag er “før-1967-grænserne”, hvor Jordan besatte Vestbredden og Jerusalem.
Det var en fuldstændig militær tilfældighed, at linjerne netop blev trukket dér – der var altså intet som helst historisk, traditionsbundet, eller geografisk logisk ved disse før-1967-grænser. Og der var i øvrigt ingen, som i årene mellem 1949 og 1967, hvor Jordan var besættelsesmagt, betragtede eller hævdede det som “palæstinensisk” land.

Ved Seksdageskrigen i juni 1967 tabte Jordan, og Israel indtog Jerusalem, Golan, Vestbredden, Gaza og Sinai. Og seks måneder senere, den 22. november 1967, vedtog et enigt FNs Sikkerhedsråd Resolution 242, hvori det hedder, at Israel skal trække sig tilbage fra territorier indtaget i krigen. Der står altså, i ubestemt form, “territorier” og ikke, i bestemt form, “territorierne”, som det hed i det første tekst-udkast. Og dette er afgørende vigtigt at forstå; for var det ikke blevet ændret, havde såvel Storbritannien som USA nedlagt veto. Med ordet “territorier” i ubestemt form åbnede man for de muligheder, der ville kunne fremstå i forbindelse med en fredsslutning mellem Israel og landets arabiske naboer. Man enedes i Sikkerhedsrådet så at sige om at være uenige.

Og Israel kan siges fuldt ud at have levet op til resolution 242, for man holder et stykke land i et såkaldt “disputed area” – et område, som der står strid om, hvor der endnu ikke er indgået nogen fredsslutning mellem tidligere fjender, og hvor der således ikke er fastlagte og anerkendte grænser. I Geneve-Konventionens artikel 49 hedder det, at den besættende magt, som holder et andet land – eller dele af et andet land – “ikke må deportere eller overføre sin egen befolkning ind til de territorier, som det besætter”. Det er denne artikel, mange synes at have misforstået således, at de boliger, Israel opfører på Vestbredden, er “illegale under international lov”.

Det er blevet sådan, at de to ord, ”jødiske bosættelser”, bruges i et enormt politisk pres på Israel for at få landet til at standse byggeriet. Ja, faktisk er hele bevægelsen for at gøre den jødiske stat illegitim baseret på den ene beskyldning, at besættelsen af Vestbredden er stridende mod international lov. Mange mennesker støtter op om denne palæstinensiske fortælling – at israelerne stjal et land, Palæstina fra palæstinenserne, og nu bør give dem det tilbage. Og i dén fortælling er det egentlig ret ligegyldigt, om Israel siger, at man er klar til at forhandle, for hvis verden har den opfattelse, at Israel bygger boliger på stjålent land, kan det hele jo være lige meget.

Lovlige/ulovlige bosættelser
Men hvad nu, hvis bosættelserne ikke strider mod international lov? Hvad nu hvis den almindeligt brugte sætning “de besatte palæstinensiske områder” ikke har nogen lovmæssig understøttelse? Det spørgsmål stillede direktøren i The Institute for Contemporary Affairs, professor i international ret, Alan Baker, i en kronik i US-Today, idet han bl.a. konkluderede: “Territorierne er hverken besatte eller palæstinensiske. Der har på intet tidspunkt været truffet nogen lovmæssig beslutning om overhøjheden over disse territorier, ligesom der ikke mellem Israel og PLO er truffet nogen aftale om deling. Territorierne er derfor lovmæssigt alene at betragte som uafklarede stridspunkter, idet der jo er to parter, som gør krav på området. En situation, der har været tusindvis af i verden gennem tiderne”. Baker tilføjer, at “Israel har en grundfæstet, lovlig ret til området – som juridisk indbefatter Balfour-Deklarationen af 1917, San Remo Deklarationen af 1923, Folkeforbundets mandat og FNs Charter. Hertil kommer, at Oslo-Aftalerne ikke indeholder noget forbud overhovedet mod at opføre bygninger i de dele af territoriet, som der er enighed om, er under Israels kontrol”.

Oslo-Aftalerne, som Alan Baker nævner, er i øvrigt det eneste dokument, som har underskrifter fra såvel Israel som PLO, og er derfor det nærmeste, man juridisk kan komme på en aftale mellem de to parter. Og i dokumentet fremgår ikke ét ord om opførelse af boliger i området. Man kan altså politisk have den opfattelse, at bosættelserne er uantagelige, men det er ingenlunde det samme som at sige, at bosættelserne er ulovlige, som det atter og atter hævdes i debatten. For ifølge international lov, er der altså intet juridisk, der forhindrer israelske virksomheder i at opføre boliger på Vestbredden. Man har oven i købet har været forsigtige med at bygge: Der er gået knapt 50 år siden Israel overtog kontrollen med Vestbredden, og ind til nu dækker israelsk byggeri kun to procent af arealet.

Danmarks udenrigsministerium har altså fastslået, at de knapt 300 resolutioner fra FNs Generalforsamling er juridisk værdiløse, og når det så samtidig forholder sig således, at FNs Geneve-Konventions artikel 49 alene drejer sig om forholdet mellem stater, må man altså konkludere, at Geneve-Konventionen bevidst mistolkes. For hverken Vestbredden eller Gaza har status som en stat – og har aldrig haft det. Boligbyggeriet kan altså juridisk ikke betragtes som illegalt, hverken i forhold til Geneve-Konventionen eller til Resolution 242.

Politiske opfattelser
Noget andet er så, hvad man i verdensopinionen har af politiske opfattelser. Og det er så sagen, for alt dette er politik og kun politik, og bør behandles således: I en politisk diskussion. Juridisk bliver grænserne mellem Israel og den nye palæstinensiske stat således først “international lov” i det øjeblik, de to parter er nået til enighed om, hvor grænserne mellem de to lande går. Og en sådan aftale kan først blive virkelighed i forbindelse med en fredsslutning. Og indtil en sådan er en realitet, foretager Israel sig juridisk intet ulovligt.

Jeg håber bestemt, at der i en topartsaftale mellem den Palæstinensiske Aurotitet (PA) og Israel opnås enighed om oprettelse af en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden. Men hvad skal der så stilles op med de 450.000 jøder, som har deres hjem dér? Skal de lide samme skæbne, som blev de jøder til del, der blev tvunget væk fra deres hjem i Gaza. Ja, skal man tro samtlige palæstinensiske ledere, er der kun én dagsorden: Mens der meget gerne i deres optik må bo halvanden million muslimer i Israel – med stemmeret, israelsk pas og lige rettigheder – så gælder det samme ikke for jøderne på Vestbredden i den nye palæstinensiske stat. De må flytte, og skal om nødvendigt fjernes med magt, som det skete i Gaza. Men er et sådant synspunkt egentlig et legalt synspunkt at have i vor moderne verden? Er det legalt og ordentligt i 2015 at forlange, at et område skal være frit for jøder?

Det er tilmed officiel EU-politik, og det er officiel dansk regeringspolitik. Det er ikke, som man skulle tro, noget der er blevet opfundet af de røde udenrigsministre. Nej, det samme mente skam deres borgerlige forgængere i embedet,. Det er ikke min opfattelse, at nogen af de nævnte ministre har gjort sig ret mange tanker om rækkevidden af det arabiske krav, som de støtter.

Men det, ministrene nikker til, er altså at samtlige 450.000 jøder, som har deres hjem i Judæa eller Samaria, skal forlade deres huse – om nødvendigt med tvang. De skal rive deres børn ud af børnehaver, skoler og gymnasier. De skal opgive deres arbejde, som skaffer dem en indkomst, og de skal fjerne deres bedsteforældre fra plejehjem og sygehuse. De skal sige farvel til naboer og venner. De skal opgive alt det, som for nogens vedkommende er blevet deres by, deres landsby, deres identitet, deres liv igennem måske 30 eller 40 år. Og altsammen bare fordi de har den frækhed at være jøder.

For store krav til Israel
Hvordan skal denne uløselige konflikt, som for alvor har været i gang siden 1929, egentlig kunne løses? Ja, som nævnt tidligere er der tale om to folkefærd, som gør krav på de samme områder, og af samme årsag er det pinedød nødvendigt, at de to folkefærd finder ud af, hvordan området eventuelt kan deles. Politikerne i Israel har bredt accepteret, at to stater bliver løsningen, men har jo samtidig en sikkerhedsdagsorden, som ingen vil slække på. Samtidig har Israel to ultimative krav: Ingen israelsk politiker vil opgive Jerusalem som Israels udelelige hovedstad; ligesom den såkaldte “retten til tilbagevenden” for efterkommernes efterkommeres efterkommere af de arabere, som i 1948 blevet jaget ud eller selv rejste, aldrig vil blive realiseret. Opgaven, som indtil nu har holdt 10 amerikanske præsidenter beskæftiget, er altså ikke let.

Blandt førende vestlige politikere har der udviklet sig en tilgang til fredsprocessen, som nogenlunde kan beskrives således: 1) Der skal lægges pres på begge sider, men størst pres på Israel, fordi Israel er den militært stærkeste, og 2) Israel skal, fordi det er et vestligt demokrati, leve op til “dobbelt-standarder” – det vil sige, at israelerne skal måles og dømmes efter en særlig moralsk standard, hvilket man ikke i samme grad vil påføre palæstinenserne.

Danmarks ambassadør i Israel, Jesper Vahr, sagde det direkte i en TV-debat, som fandt sted på Jerusalem Posts redaktion nogle uger før julen 2014, og udsendt på avisens net-tv. Han udtrykte det på den måde, at israelerne jo er “lige som os”, og derfor havde særlige moralske forpligtelser. Han blev mødt med rasende protester fra de øvrige deltagere, og ikke mindst fra den amerikansk/isralelske redaktør på Jerusalem Post, Caroline Glick. Jeg kender personligt Jesper Vahr godt nok til at vide, at hans udtalelser var fremsagt i den bedste mening – nemlig som en slags ros til israelerne: “I er som os”, men som jo endte med at lyde som en fuldstændig umyndiggørelse af palæstinenserne. Men sagen er jo, at palæstinenserne er blandt områdets mest veluddannede folk, at de har dygtige folk og dygtige politikere.

For små krav til palæstinenserne
Hvorfor stiller man ikke større krav til palæstinenserne? Hvorfor udbetales eksempelvis milliarderne til PA fuldstændig betingelsesløst? Hvorfor forlanger man ikke et stop for den hadefulde retorik mod Israel selv fra såkaldt moderate som Mahmoud Abbas? Hvorfor forlanger man ikke, at PA skal anerkende Israel? Hvorfor accepterer man en konstant palæstinensisk glorificering af selvmords-terrorister, som man opkalder gader og pladser efter? Hvorfor udbetaler PA livslange æres-pensioner til selvmords-terroristernes pårørende og kæmpe-bonus til løsladte mordere? Hvorfor forlanger man ikke, at PA rydder op i sine egne, kontrollerede medier, og begynder at tale om fred og sameksistens med Israel – frem for krig og terror? Hvorfor kører man børne-programmer på PA’s TV-stationer, hvor børnene dagligt lærer, at det er en rigtig god idé at myrde jøder, og enhver muslims pligt? Hvorfor foretager PA ikke en afvæbning af Hamas’ terrorister? Hvorfor betaler man til jøde-hadsk undervisningsmateriale – eksempelvis et atlas, hvor israelske byer er ikke eksisterende? Dette ville være et rimeligt sted at starte, hvis palæstinenserne da overhovedet er interesserede i at få deres egen stat. I stedet har Vesten blot ét svar på alt det ovenstående: Penge.

Et faktum er, at der ikke findes noget folkeslag, der af “det internationale samfund” forkæles så meget som palæstinenserne. I Udenrigsministeriets officielle tidsskrift, “Udvikling” dokumenterede man støtten i 2012. I artiklen “Verdens vildeste bistandseksperiment” (nr.3/2012) viser de knas-tørre tal, at det palæstinensiske selvstyreområde, målt pr. indbygger, er verdens i særklasse største modtager af udviklingsbistand: 30.000 kr. pr. indbygger. Dette beløb er fraregnet den enorme inddirekte støtte og hjælp fra Israel, eksempelvis at i titusinder af palæstinensere fra Vestbredden og Gaza hvert år vederlagsfrit behandles på israelske sygehuse og klinikker. Nummer to er Irak, der modtager ca. 6.500 kr. pr. indbygger i Afghanistan får man pr. person 1.000 kroner, i Etiopien 290 kr. og i Bangladesh 140 kr.

Vare- og pengeoverførslerne til områderne, herunder Gaza, kommer fra Israel. Udenrigsministeriet oplyser, at vare-indførslerne pr. måned fra Israel alene til Gaza svarer til cirka 4.800 lastvognlæs (i alt 120.000 tons). Det vil sige i gennemsnit 160 vognlæs varer pr. dag. Fødevarer, byggemateriale, nødvendige humanitære produkter, elektronik, dyrefoder etc. Valutaen i Gaza er israelske shekels i de mange butikker, som markedsfører kosmetik, ure, tøj, sko, iPads, iPhones, fladskærme. Blandt de flittige og begejstrede shoppere er ikke mindst de 40.000 mennesker, som FN har på lønningslisten i Gaza og i Samaria og Judæa – ikke at forglemme de – ukendt antal – EU-aflønnede.

Såfremt israelere og palæstinensere kan blive enige om en fredsslutning, og deraf følgende grænseaftale, vil jeg begejstret bakke dette op. Mit spørgsmål lyder: Kunne vi snart komme videre i forhold til de helt urimelige gentagelser af påstandene om Israels overtrædelse af international lov – og begynde at stille krav til palæstinenserne? ■

ILLUSTRATION: Officielt pressefoto. Redigeret 3/3