Sanktioner imod Rusland: Vi vil bevare troen på, at vi er de stærke

Sanktioner imod Rusland:
Vi vil bevare troen på, at vi er de stærke

03.02.2015


Vesten vil ikke i krig for Ukraines skyld, men vi vil gerne tro, at vi styrer udviklingen i Europa. Det gør vi ikke, og sanktionerne og eventuelle amerikanske våbenleverancer til Ukraine kan være direkte farlige.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, Ræsons Østeuroparedaktør

Den eneste måde Vesten kan løse den ukrainske krise på – sådan som vi ønsker at se den løst – er at blive en del af konflikten og hjælpe Ukraine militært. Det vil formentlig betyde, at en ny krig vil bryde ud i Europa, og det er de færreste, der ønsker det scenarie. Hvis krisen skal have at andet udfald en europæisk krig, skal alle konfliktens parter vise villighed til at indgå kompromis. Det kan derfor undre, at EU bliver ved med at tale om nye sanktioner, at USA åbenbart i fulde alvor overvejer at forsyne Ukraine med våben, og at Rusland bliver ved med at fortælle, at landet ikke er involveret aktivt i begivenhederne i Østukraine. Lysten til at indgå kompromis ser ud til at mangle hos alle konfliktens parter.

Våben til Ukraine
Det seneste amerikanske udmelding, om at USA nu vil overveje at levere våben til Ukraine, vil kun have én konsekvens: en voldsom eskalering af krisen. Og det vil udløse en stor risiko for, at en international konflikt vil bryde ud. Det kan derfor undre, at seriøse politikere, som oven i købet har massevis af rådgivere og eksperter til rådighed, overhovedet kan bringe sådan et forslag på banen. Her er de europæiske sanktioner noget klogere disponering, selvom den langtfra er brugbar til at løse den ukrainske krise.

Sanktionerne duer ikke
Det er snart et år siden, at EU og USA indførte de første økonomiske sanktioner mod. Dengang var EU`s udenrigsministre overbeviste om, at sanktionerne vil tvinge Rusland til forhandlingsbordet og på den måde løse den ukrainske krise. I dag, omtrent et år senere, taler EU`s udenrigsministre fortsat om økonomiske sanktioner, oven i købet med de samme alvorlige udtryk i deres ansigter. EU har valgt at forlænge sanktionerne mod Rusland frem til september, men det er tvivlsomt, hvorvidt sanktionerne er et udtryk for en bevidst politisk linie over for Rusland. De ligner umiddelbart mere et udtryk for afmagt og for politikernes forsøg på at overbevise os og dem selv om, at det er Vesten, der er konfliktens stærke side. I hvert fald mere end det ligner en brugbar løsning på konflikten.

De vestlige sanktioner og de faldende oliepriser har ganske givet gjort livet surt for russerne. Priserne i Rusland stiger og rublens værdi falder, og den almindelige russer kan ikke længere tage på ferie i Egypten eller tage på shopping i London. Men russernes forringede levestandard har foreløbigt ikke ført til nogen resultater. Den russiske præsident Vladimir Putin er populær som aldrig før, og sanktionerne ser umiddelbart ud til at forene russerne mere, end de splitter dem. Russerne opfatter nemlig ikke de vestlige sanktioner som en straf for det russiske engagement i Østukraine, men snarere som et angreb på Rusland. Sanktionerne er derfor med til at forstærke russernes nationalfølelse og sammenhold og på den måde gøre Rusland stærkere. Det gælder også, selvom den russiske levestandard formentlig vil blive ved med at falde. Her må vi ikke glemme, at russerne historisk set har stået i langt værre situationer end vestlige sanktioner og lav levestandard, og at russerne er langt mere hårdføre, end de forholdsvis forvænte vesteuropæere.

Nye muligheder
Det er sjældent, at hårdt-mod-hårdt-taktikken giver resultater. Tryk avler som bekendt modtryk. De europæiske sanktioner løser ikke den ukrainske konflikt, de presser Rusland og giver ikke landet mulighed for at komme ud af konflikten på en værdig måde – med æren i behold. De færreste kan lide bare at makke ret, og denne sandhed er formentlig dobbelt så gyldig i Ruslands tilfælde. Derfor bliver vi nødt til – hvis vi altså reelt ønsker at løse den ukrainske konflikt fredeligt – at åbne op for andre løsningsmuligheder, og at give russerne mulighed for at komme ud af konflikten med værdighed i behold.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad samt flere norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Højrefløjsaktivister i Kiev [Foto: Mstyslav Chernov]