Philip Lerer giver to råd til Socialdemokraterne:Sæt R på plads – og kom tættere på vælgerne

Philip Lerer giver to råd til Socialdemokraterne:
Sæt R på plads – og kom tættere på vælgerne

26.06.2015


KOMMENTAR af Philip Lerer. Under folketingsvalget 2015 var Lerer kampagneleder for tidl. sundhedsminister og medlem af folketinget Astrid Krag (S)

I LØBET AF VALGKAMPENS tre uger har jeg kørt de sjællandske landeveje tynde og besøgt både S-land og DF-land i kraft af mit job som kampagneleder. Jeg har været fluen på væggen og dermed fået et andet perspektiv på en sådan valgkamp end politikerne måske har. For det handler – som det noget blakkede Radikale slogan lød – om mennesker. Når man deltager i det tredje Vælgermøde på en aften i en lille flække 20 kilometer nord fra Roskilde, så handler det ikke om det kan betale sig at arbejde, om 100 eller 1000 flygtninge. Det er hverdagen, der er afgørende. Størstedelen af vælgerne stemmer ikke ud fra ideologier, de stemmer ud fra følelser og oplevelser – og det er der stadig nogle kandidater, der har svært ved at forstå.

Umiddelbart havde man forventet en valgkamp, der ville være præget af ufine metoder, personsager og larm fra partikontorerne men tværtimod, blev det en valgkamp hvor partierne nok var i offensiven, men grundlæggende blev der spillet efter reglerne, og både Helles Gucci taske og Løkkes fadøl blev mere eller mindre holdt ude af kampens hede. I stedet kom valgkampen til at handle om hvorvidt det skal kunne betale sig at arbejde, om hvordan et godt sundhedsvæsen kunne blive endnu bedre og om hvordan vi sætter højere krav til dem der kommer til Danmark. Alle fine mærkesager, men en debat som for den gennemsnitlige vælger måske virker abstrakt og uforståeligt.

Valget har for alvor vist, at man ikke udelukkende kan vinde valg med store kampagner og flotte reklamer. Det er også et spørgsmål om at være tilstede lokalt. Fra vores egen kampagne kom dette til udtryk gennem lokale virksomhedsbesøg, institutionsbesøg men mest af alt et simpelt koncept som kaffemøder. At 10-15 borgere inviterer kandidaten på en kop kaffe og et stykke kringle – det kan virke trivielt, men i sandhed også effektfuldt. Også på nettet har den daglige dialog med vælgerne været afgørende i vores kampagne. Selvom man har en rækkevidde på 280.000 mennesker på FB er det ikke kun afgørende at skrive TIL vælgerne, men MED dem. Vi har svaret stort set samtlige mennesker, der har skrevet til os under valgkampen, vi har sendt personlige breve til folk, der ville dele ud for os og vi har sendt personlige hilsner. Alt sammen for at møde vælgerne der, hvor de er.

 

Medierne har travlt med at tale om et delt Danmark. Men der er intet nyt i, at storbyerne stemmer rødt og Jylland og provinsen stemmer borgerligt
____________________

 
MEDIERNE HAR TRAVLT med at tale om et delt Danmark. Sagen er bare den, at vores land altid har været delt. Der er intet nyt i, at storbyerne stemmer rødt og Jylland og provinsen stemmer borgerligt. Forskellen denne gang er blot, at vælgerne ikke har stemt traditionelt borgerligt, men derimod har de stemt Dansk Folkeparti.

Det er intet under, at københavnerne stemmer rødt. Selvom udfordringer med integrationen i både Mjølnerparken og Tingbjerg er uundgåelige, fylder de ikke meget i storbyen og derfor er indvandrerspørgsmålet og udlændingepolitikken slet ikke lige så vigtig, som den er for folk i provinsen, der ironisk nok har langt mindre berøring med asylansøgere og indvandrere. Storbybeboerne i København, Aarhus og Odense har en tro på at en bedre og mere social integrationsindsats er vejen frem. Det føler sig således ikke truet af de integrationsproblemer, de oplever. Syd for Gudenåen stemmer de Dansk Folkeparti. Her oplever de udlændinge, der kommer ind over grænsen nede ved Kruså. Provinsbyer, hvor lokalsamfund lukker og arbejdspladser forsvinder. Samt en demografi med et relativt antal stigende ældre fordi de unge flytter mod byerne. For vælgerne i Syddanmark er det i høj grad en frygt for at miste deres lokalsamfund og jobs til udlændinge, der får dem til at stemme DF.

Om det virkelig står så grelt til som DF siger er ét spørgsmål. Men det er den oplevelse, mange giver udtryk for. Derfor er det mere nærliggende at stemme på at parti, der taler ens sag i øjenhøjde, og det gør Dansk Folkeparti. De taler direkte og bevidst ind i provins-Danmark. De store partier prøver at favne bredere – det lykkes bare ikke altid.

HAR S HÅNDTERET VÆLGERNES BEKYMRINGER seriøst? Det er netop udfordringen ved at ramme alle: hvordan sikrer man sig, at den lokale vælger i Kruså bliver taget seriøst samtidig med at den enlige mor på Østerbro også bliver hør? Det er en balancegang og Socialdemokraterne har med ”Det Danmark du kender”-kampagnen argumenteret for, at Danmark ville gå i en anden retning med en blå regering. Det er nok lykkedes bedre på Østerbro end i Sønderborg.

Mette Frederiksen vil kunne henvende sig til et andet segment end Helle Thorning-Schmidt og dermed kunne styrke S. Socialdemokraterne kommer nok også til at bruge en rum tid på at håndtere de Radikale. Selvom alt ånder af fred lige nu, er det ingen hemmelighed at de Radikale delvist var skyld i valgnederlaget, og det kommer de til at høre for.

Men derudover skal man finde ud hvordan man skal håndtere Dansk Folkeparti for fremtiden, for en ting er sikkert: Det er ikke det sidste vi har set til dem – tværtimod. DF er blevet et stort parti der nu er på linje med Venstre og Socialdemokraterne.

 

Under valgkampen har S brugt enorme ressourcer på at angribe Dansk Folkeparti for deres manglende realitetssans. Det har ikke virket
____________________

 

Under valgkampen har S brugt enorme ressourcer på at angribe Dansk Folkeparti for deres manglende realitetssans. Det har ikke virket. Derfor står man tilbage med spørgsmålet om hvordan man håndterer et parti, der på mange punkter mener det samme som Socialdemokraterne, men alligevel peger på en Statsministerkandidat, der går ind for nulvækst. Det letteste ville være at håbe på, at Dansk Folkeparti efter en delvis regeringsdeltagelse vil være svækket og derfor ikke vil kunne løfte den samme vælgerskare som ved dette valg. Men mest af alt bør Socialdemokraterne se indad. Udfordringen er således at skabe et socialdemokratisk projekt, hvor man ikke kun henvender sig til danskerne i storbyerne, men også formår at favne bredere. I det hele taget skal centrum-venstre stå sammen. Måske vil nogle år i opposition gøre godt – for det er klart at vælgerne ikke gider støtte en blok, der mest af alt ligner en børnehave. F.eks. skal de Radikale i første omgang acceptere den størrelse, partiet har fået – og dermed revidere sin rolle. Hvis de Radikale vil være med til at genvinde regeringsmagten skal de lære at stå sammen med resten af centrum-venstre. ★

 

Hvis de Radikale vil være med til at genvinde regeringsmagten skal de lære at stå sammen med resten af centrum-venstre
____________________

 

Philip Lerer (F.1993) er stud. International Business and Politics ved CBS. Under folketingsvalget 2015 var Phillip Adam Dimsits Lerer (f. 1993) kampagneleder for tidligere sundhedsminister og medlem af folketinget Astrid Krag (S) der med 14.839 personlige stemmer trak 2. mandat i Sjællands Storkreds. Lerer er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og udpeget som ungdomsdelegat ved FNs generalforsamling 2015.