Økonomi: Strander TTIP i Europa?

Økonomi: Strander TTIP i Europa?

18.02.2015


Et nyt stort ”fællesmarked” mellem USA og Europa har nu været undervejs i to år. Fortalerne lover, den vil gi’ os godt 4.000 kr. pr. familie. Modstanderne frygter, at markedet, TTIP, vil træde demokratiet under fode og give frit spil til verdens gigantkoncerner.

Af Ole Aabenhus, Ræsons EU-redaktør

Man går ind ad en port i Bruxelles, gennem en gang fyldt med plakater og kommer ind i en sal med 350 aktivister fra alle dele af NGO-miljøet – både miljøaktivister, fagforeningsfolk og landmænd, der er vrede over de lave priser, de får for mælken. Vi er imod TTIP, står der med store bogstaver på den løbeseddel, jeg har fået stukket i hånden – Transatlantic Trade and Investment Partnership; det transatlantiske partnerskab for handel og investeringer.
De 350 er i gang med at mobilisere en protestbevægelse under slagordet ”Forrang for mennesker / og for planeten / før profitten!”

Eller man går op ad en trappe i Valby, gennem et rum med brochurer og plakater, ind i en sal fyldt med aktivister fra miljøorganisationer og aktionsgrupper. Her er ingen bønder, men miljøorganisationer og aktionsgrupper fra venstrefløjen. Tonen er anderledes, men temaet det samme: Frygten for, at nye ordninger i den forestående handelsaftale sætter forretningslivets profitinteresser foran demokratiet. Samme frygt har fået 1,5 mio. europæere til at skrive under på en protest mod TTIP, og protesterne har fået EU-systemet til at rebe sejlene en smule. Men er frygten berettiget?

Runde 8
For kort tid siden sluttede ottende runde i forhandlingerne mellem USA og EU – efter en lang pause, der bl.a. hænger sammen med Edward Snowdens afsløring af amerikanernes aflytning af Angela Merkels mobiltelefon. Forhandlerne mener nu, det skulle være muligt at komme med et fælles forslag – et joint document – engang i april.

Men det er tydeligt, at der er problemer. Et af de store handler om, at EU ikke vil fjerne sin forbrugerbeskyttelse på fødevarer og f.eks. tillade ”hormonbøffer” og ”klorkyllinger” i europæiske kølediske. Et andet om, at USA ikke vil give slip på amerikanske virksomheders monopol på offentlige indkøb. Et tredje; at EU gerne vil have fælles regler for bank- og finanssektoren på begge sider Atlanten. Her er det amerikanerne, der siger nej.

Elefanten i rummet er investorgarantien ISDS. Den blev overhovedet ikke trukket frem til forhandling i runde 8, fordi EU-Kommissionen febrilsk søger efter en ny løsning. En offentlig høring om ISDS blev en veritabel proteststorm. 88 pct. af 150.000 høringssvar gik imod. ISDS, Investor-State Dispute Settlement, er et system, der findes i flere tusinde handelsaftaler med tredjeverdenslande. EU-landene har alene tegnet 1.400 af dem, siden 1950’erne. Men nu handler det pludselig om os selv!

ISDS er en privat forligsinstans, bestående af advokater og forretningsfolk, der kan dømme en stat til at betale erstatning til en investor, hvis den finder, at staten har ændret lovgivningen på en måde, der påfører investoren tab. For nogle år siden kunne man have tænkt sig, at en investor opførte en asbestfabrik i et land, hvor man senere finder ud af, at asbest er livsfarligt, hvorefter den forbyder asbest, så det ender med, at fabrikken går fallit. Hvem skulle i givet fald betale? Det vil staten skulle, hvis de private forligsmænd under ISDS mener, at staten har ændret grundlæggende på forudsætningerne for den givne investering. Og der er ingen adgang til at appelere til hverken højesteret eller andre dele af det normale retssystem.

Altså betyder investor-beskyttelsen, at nye demokratiske tiltag, der måske er til gavn for folkesundhed, klimaet eller almenvellet, bliver ekstra dyre at indføre. Og der er et stigende antal ISDS-sager, siger iagttagere. I Tyskland fører elgiganten Vattenfall erstatningssag mod den tyske stat, fordi et atomkraftværk er lukket. Syd for Ækvator fører Philip Morris sag mod Australien og New Zealand med påstand om, at en ny mærkning af cigaretpakningerne reducerer salget.

800 millioner mennesker i verdens største handelsblok
Det Transatlantiske Partnerskab for Handel og Investeringer blev lanceret af præsident Obama og den daværende formand for EU-Kommissionen, Barroso, i februar 2013 som et initiativ, der skulle skabe verdens største fællesmarked – på tværs af Atlanten – med 800 mio. indbyggere. Det er siden blevet kaldt et ”økonomisk NATO”.
Ideen opstod, efter at forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO’s såkaldte Doha-runde brød sammen i 2008-09, og det stod klart, at det ikke længere ville være muligt at få en ny verdensomspændende handelsaftale. Det har bl.a. ført til, at USA forhandler med Kina om et Stillehavspartnerskab, kaldet TPP, og en aftale mellem EU og Canada, der nu ligger klar til godkendelse i EU-systemet.

EU har brug for vækst, og TTIP blev set som en vej ud af krisen, der ifølge fortalerne kunne skabe en vækst på mere end 800 mia. kroner om året i EU-området, 750 mia. i USA. ”Det virkelig fine ved denne aftale er, at den vil give en fremgang i realindkomst på godt 4.000 kr. pr. familie i Europa – næsten gratis”, sagde Jose Manuel Barroso, den daværende formand for EU-Kommissionen, i november sidste år. ”Det er den billigste vækstpakke, man kan forestille sig”. Tilmed skulle aftalen sikre Europas og USA’s position som den dominerende blok i verdenshandelen – den, der sætter spillereglerne for resten af verden. Tilsammen står de to for 30 pct. af al varehandel på kloden og 40 pct. af al handel med serviceydelser – fra montører og ingeniører til finansielle transaktioner. Handelen tværs over Atlanten løber op i godt 20 mia. kroner om dagen.

Tolden mellem USA og EU er gennem årene forhandlet ned til 3 pct. i snit. Derfor handler det nu om de ting, der ligger ud over tolden – en ”harmonisering” af gældende regler. Den slags er langt sværere at forhandle om end told, og TTIP er blevet en kolos af en aftale, der støder ind i stort set alle de ømme tæer i europæisk politik – bankunion, skattely, GMO, farlig kemi osv., og overalt er der to grundprincipper, der tørner sammen:

– Amerikanerne mener grundlæggende, at udgangspunktet må være fri adgang til at drive forretning, hvor det ikke er videnskabeligt bevist, at det er til skade for menneskers liv og helbred.
– Europæerne lægger vægt på forsigtighedsprincippet – at hensyn til miljø og menneskeliv skal veje tungere end det frie marked, selvom en frygt måske ikke (endnu) kan begrundes videnskabeligt.

Data
Ud over ISDS er det især to andre områder, der rummer store problemer i den nuværende fase: databeskyttelse og statens ret til at drive velfærdsydelser, der evt. ville kunne privatiseres. Store, internationale koncerner forsøger i øjeblikket at bruge TTIP som løftestang for en aftale, der fjerner alle grænser i det virtuelle rum, så en dansker f.eks. ikke nyder fordel af de retsregler, der findes om databenyttelse i Europa.

Mange vil huske sagen om flypassagerdata, hvor USA med henvisning til terrorbekæmpelsen kræver oplysninger om flypassagerers spisevaner, herkomst osv., men er blevet afvist af EU – ikke af medlemslandene i Rådet, heller ikke af Kommissionen, men af Parlamentet. I formelle termer handler det om amerikanske myndigheders ret til at søge personoplysninger i amerikansk-ejede databaser i Europa – alle flybilletter reserveres via servere i USA – efter amerikanske regler. Men hvis nu der ingen grænser var overhovedet, ville sådan et problem ikke kunne opstå, alle ville kunne operere frit på et globalt, virtuelt marked.

Perspektivet er ”big data” – hvor giganter som Google, Facebook, Amazon og Monsanto vil kunne følge den enkelte kunde, uanset hvor det er i verden, og skabe et afhængighedsforhold, der kan blive langt større, end det, vi kender i dag. Den, der mestrer alle Big Brother-teknikkerne bedst, får muligheden for at sikre sin plads som størst i markedet og dermed sætte de normer, som mulige konkurrenter bliver nødt til at følge.

Velfærd
Skal sundhed, uddannelse og andre områder, der i Europa typisk ligger under staten, privaterises, når og hvis TTIP en dag bliver vedtaget? Det har klart været et ønske fra amerikanske erhvervsorganisationer, at der blev ”ryddet op” i de tjenester, der i dag ligger i offentligt regi, men det har vakt betydelig modstand i Europa, og i dag bedyrer både Kommissionen og de amerikanske myndigheder, at offentlige tjenester skal ligge uden for TTIP.

Men spørgsmålet optager stadig sindene i et land som Storbritannien, hvor David Camerons konservative regering er godt i gang med en privatisering af National Health Service (NHS), det britiske sundhedsvæsen. Nyligt opståede bevægelser som ”Patienter for NHS” anfører, at den dag TTIP er vedtaget og udenlandske investorer rykker ind, vil det være praktisk umuligt at føre områder, der én gang er privatiseret, tilbage under offentlig styring på grund af de krav om erstatning for ændrede markedsvilkår, udenlandske virksomheder vil kunne stille, når og hvis ISDS træder i kraft.

Tre kategorier
I amerikansk erhvervsliv er der en stigende frygt for, at TTIP er ved at gå på grund. Aftalen skal ratificeres i alle 28 EU-lande, før den er vedtaget. Der er stigende modstand overalt i Europa, ikke mindst på områder, som amerikanerne finder helt centrale. Europa-Parlamentet har længe været skeptisk, og nu er de nationale parlamenter i bl.a. Holland og Frankrig begyndt at røre på sig. Samtidig sætter stadig flere eksperter spørgsmåltegn ved, om gevinsten på de 4.000 kr. pr. familie nu også er så sikker igen. Nogle mener endda, den bliver på omkring 0.

I det amerikanske businessmagasin Forbes gør analytikeren Daniel J. Ikenson sig til talsmand for, at man opgiver tanken om en stor, samlet aftale og deler hele komplekset op i tre dele – det, der er let at forhandle, det svære og det, der er næsten-umuligt nu, men måske bliver muligt senere. Blandt det lette er f.eks. områder, hvor man allerede er meget tæt på hinanden. Det gælder godkendelse af biler og af medicin, hvor det under alle omstændigheder er FDA, den amerikanske medicinstyrelse, der sætter standarden.

Og så er der trivialiteterne: Skal et elektrisk apparat sælges i USA, kræver man en ledning på 3 fod (91 cm.); skal det sælges i Europa skal ledningen være på 1 meter. Hvis nu man forhandlede de lette ting færdig først, siger Daniel Ikenson, kunne man måske efter to år beslutte sig til, hvilke områder, man ville tage op i næste fase, og så fremdeles. Følger man Daniel Ikenson kunne der måske også blive plads til en bred, offentlig debat, så det står klart, hvilke dele af komplekset den europæiske og den amerikanske offentlighed vil være med til, og hvilke ikke. ■

Ole Aabenhus er RÆSONs EU-redaktør.
ILLUSTRATION: Demonstration imod TTIP, Hamburg [FOTO: Campact]