Michael Stephens om Yemen: Saudi Arabien har forhøjet indsatsen imod Iran

Michael Stephens om Yemen:
Saudi Arabien har forhøjet indsatsen imod Iran

09.04.2015


Kong Salman bin Abdulaziz al-Saud’s beslutning om at beordre luftbombardementer imod Houthi-rebellerne i Yemen er den vigtigste udenrigspolitiske beslutning, det saudiske kongehus har truffet siden revolutionerne rullede henover den arabiske verden for fire år siden.

ANALYSE af Michael Stephens, oversat og redigeret af redaktionen

Saudiske medier hævder, at kongedømmet har mobiliseret op imod 150.000 tropper til sin sydlige grænse til Yemen. Målet er primært at forsvare det saudiske territorium. Men det er også tydeligt, at man fra centralt hold vil etablere muligheden for en landinvasion, hvis situationen skulle kræve det. Det er ganske vist ikke muligt at bekræfte antallet af tropper, og det er stadig uklart, hvorvidt en sådan landinvasion er på trapperne. Men kongedømmet har vist en klar modstand overfor Houthierne, og nu også underbygget den med handling. Dermed har Saudi Arabien forhøjet indsatsen i en regional magtkamp mod Iran, der nu strækker sig ind i langt ind i Libanon, Syrien Irak, Bahrain og Yemen.

Den saudiske lakmusprøve
Saudi Arabiens større udenrigspolitiske beslutninger træffes oftest på baggrund af en generel konsensus mellem centralt placerede prinser i kongehusets øverste luftlag. Operationen i Yemen er ingen undtagelse, og havde den forhenværende kong Abdullah endnu været i live, ville han med stor sandsynlighed valgt akkurat samme tilgang til problematikken.

Militæroperationen i Yemen er dog en reel test for den nye konge. Saudi Arabiens mål er at genindsætte den nu landsfordrevne præsident Abdrabbuh Mansour Hadi. Hvis dét fejler, vil det være et pinligt nederlag for kongedømmet. Fiasko er ikke en mulighed. Især ikke for kongens 34-årige søn, prins Mohammed bin Salman, som netop nu sidder på sin første toppost i regeringen som forsvarsminister. Den unge prins står overfor enorme risici, der kan betyde knald eller fald for hans fremtidige karriere.

Hans fætter, prins Khalid bin Sultan bin Abdulaziz al Saud, stod bag en forfejlet militæroperation mod Houthierne i Yemen tilbage i 2009. Operationen er bredt anerkendt som en fiasko i kongedømmets politiske kredse, hvilket prins Khalids renommé stadig lider stærkt under i dag. Selvom prins Mohammed sidder sikkert på sin taburet som forsvarsminister, vil han stå over for store problemer, hvis den nuværende indsats i Yemen fejler. Og særligt hvis hans aldrende far skulle gå bort – den intrigante og indspiste verden, som udgør saudisk politik, ville have svært ved at tilgive endnu en forfejlet militæroperation.

Saudisk indflydelse
Det er usandsynligt, at kongedømmet planlægger at involvere sig i en længerevarende konflikt. Saudiske tropper har historisk set haft store problemer med tidligere landinvasioner i Yemen så langt tilbage som til 1934. Militærlogistik og forsyningslinjer er vanskelige at vedligeholde, og yemenitterne kender deres eget ufremkommelige terræn bedre end enhver fremmed.

Selv hvis Houthi-oprørerne bliver nedkæmpet militært, ville en længerevarende besættelse af landet koste saudierne dyrt – både økonomisk og opgjort i menneskeliv. Spørgsmålet er, hvad Saudi Arabien forsøger at opnå igennem brugen af militær magt i naboen mod syd. Luftbombardementer alene er ikke nok til at besejre Houthierne, og en langvarig militæroperation ville overbebyrde den saudiske militærmaskine.

Meldingerne fra Riyadh efterlader ingen tvivl om, at saudierne søger en forhandlingsløsning, hvori præsident Hadi vender tilbage til sit embede og samler Yemens forskellige vælgergrupper under sig – inklusive Houthierne. På det grundlag kan en fair forfatningsaftale forhandles på plads. En sådan løsning kunne indebære en mere retfærdig fordeling af landdistrikterne og muligvis øget selvstyre til Sydyemen, hvor den den folkelige løsrivelsesbevægelses kampråb lyder højere dag for dag.

Derudover er det vigtigt at forstå, hvorvidt Saudi Arabien søger en løsning i Yemen i håb om at påvirke konflikter andetsteds i den arabiske verden. Kunne det eksempelvis tænkes, at en politisk aftale, hvor Houthierne er tvunget i knæ i Yemen, kunne oversættes til øget indflydelse over Irans indgreb i Syrien og dermed tvinge præsident Bashar al-Assad til at forlade tronen? Eller kunne man tvinge sig frem til større politisk indlydelse for sunni-partierne i Baghdad? Det er en stor satsning, men regionens nuværende dynamikker taget i betragtning, vil saudierne forsøge sig med alle kneb i kampen mod Iran og dets allierede.

Iransk støtte
Irans ståsted på spørgsmålet om Yemen er klart. Teheran søger ligesom sauderne en politisk løsning, hvor de allierede Houthier får en plads ved forhandlingsbordet, og man dermed undgår at smide landet ud i en langvarig lavintensitetskonflikt. Men skulle dét scenarie vise sig at være urealistisk, ville det glæde de konservative iranske hardlinere at se saudierne dybt involveret i en evindelig konflikt, som de er dømt til at tabe.

Selvom Irans logistiske og diplomatiske støtte til Houthierne har været rimelig begrænset, viser Riyadhs militære respons, at iranerne har ramt et af saudiernes ømmeste punkter. Og det har kostet iranerne langt mindre tid og færre penge, end hvad saudierne har spenderet på at få bugt med iranske interesser i Syrien. I en konflikt hvor begge parter har indikeret, at de søger en diplomatisk løsning, virker det mærkværdigt, at risikoen for en langvarig konflikt er så høj.

Men Houthierne ser ikke ud til at træde tilbage foreløbig. I en tv-transmitteret tale kort efter de første luftbombardementer begyndte, påpegede Houthiernes leder, Abdul Malik al-Houthi, at alle fremmede invasionsstyrker ville blive mødt med modstand.

Fare forude
Håbet er, at Houthierne på trods af deres skarpe retorik forstår, at de anses som ubudne gæster af den lokale befolkning og af klanledere i store dele af Yemen. Om Houthierne kan lide det eller ej, bliver de nødt til at indgå kompromisser. Faren er, at Yemen bliver kastet ud i en lang og mangesidet krig, som involverer regionens primære aktører. Det er en situation, som vil blive udnyttet af grupper som al-Qaeda og Islamisk Stat. Hvis man ønsker at undgå det scenarie, afhænger situationen af de involverede parters evne til at komme ud ad moradset uden at tabe ansigt. Hvis konflikten i Syrien er et gangbart eksempel, så vil konfilktens parter fortsat bekrige hinanden indtil de føler, at de vinder mere ved forhandlingsbordet, end de gør på slagmarken.

Michael Stephens er leder ved det britiske forskningsinstitut Royal United Service Institute’s kontor i Doha, Qatar. Han er uddannet fra King’s College London, og har tidligere forsket i den Arabiske Halvøs sikkerhedpolitiske anliggender. Stephens’ nuværende forskning omhandler irakisk Kurdistan og den kurdiske region i Syrien med særligt fokus på kurdernes kamp mod truslen fra Islamisk Stat. Følg ham på Twitter: @MStephensGulf. Artiklen er en omskrivning af hans eget indlæg på BBC, 27. marts. ILLUSTRATION: Saudiarabiske tropper [foto: Defense Visual Information Center]