Kronik af Troels Mylenberg: Fremtidens public service er uden DR

Kronik af Troels Mylenberg: Fremtidens public service er uden DR

02.12.2015


Hvis dansk film fungerede som DR ville det svare til, at Filminstituttet ikke bare fordelte midler til dansk film, men også producerede filmene og tilmed ejede biograferne. Fremtidens public service bør handle om indholdsproduktion frem for om indholdsadministration. For public service ER vigtigt for Danmark, men DR som institution er det ikke ret meget længere.

KRONIK af Troels Mylenberg, ansv. chefredaktør og direktør Fyns Amts Avis (Jysk Fynske Medier)

”Forestil dig en verden uden DR”.

Sådan lyder et af de skræmmebilleder, som DR’s ledelse tit stiller op, når mediedebatten runger. Og man skal blive skræmt, må man forstå. For i en verden uden DR, vil – som det hedder i en af tidens licenskampagner – TV-Avisen være sponsoreret af private virksomheder og valgdækningen styret af politiske partier.

I det hele taget finder man i DR-toppen en selvforståelse af, at hvis ikke det var for DR, så havde vi næppe demokrati og bred folkelig debat i vores nation. Uden DR ville nationen ikke hænge sammen. Uden DR ville danskerne være overladt til private kapitalisters entydige profithunger på mediemarkedet, hvor oplysningsidealer og public service så vil være skyllet ud med badevandet.

Det er en stærkt billede, men det er heldigvis også forkert. Såvel historisk, som kulturelt og endda også som muligt fremtids-scenarie.

I Danmark har dagbladsvirksomheder i flere århundreder bidraget massivt til oplysning, debat, offentlig samtale og nyhedsformidling, altså til public service. Den ældste aktør, Berlingske, var på gaden 100 år før den danske grundlov blev til og demokratiet de facto indført. Flere andre af de velkendte avistitler – stiftstidenderne eksempelvis – daterer sig også tilbage til 1700-tallet. Lige efter grundlovens fødsel så vi et boom af nye dagblade, hvoraf mange også er her stadig og altså har passeret de 150 års levetid.

DR kom til verden for 90 år siden. Primært skabt til en daglig radioudsendelse, fordi ingen andre end staten kunne løfte den teknologiske udfordring. Siden kom orkestre og ensembler til, derefter fjernsynsproduktion i statsligt regi, for heller ikke her kunne eller måtte andre eje teknologien. Siden er DR vokset og vokset og vokset. Nye kanaler, nye platforme, nye sendemuligheder. Til i dag, hvor institutionen er landets absolut største medievirksomhed og en kulturinstitution uden lige. Bosiddende i landets mest moderne mediehus, nogen kunne kalde det en mediekatedral, og samtidig er institutionen begavet med en af klodens smukkeste og bedste koncertsale. Og altså – måske derfor – af institutionens egen top og af en lang række politikere anset som en hjørnestolpe i demokratiet, hvis ikke selve garanten for samme.

Den opfattelse er der dog god grund til at udfordre. Hvis medierne overhovedet spiller en rolle som demokratiets sikkerhedsnet og grundlag for åben, fri og varieret debat, så skal alle medier naturligvis tælles med. Offentlige såvel som private. Nichemedier, såvel som de brede. Gratis medier såvel som betalingsmedier.

Hvor cirka 2,5 millioner danskere – altså halvdelen af befolkningen – helt op til sidst i 1980’erne sad klinet til tv-apparatet hver aften klokken 19.30, når TV-Avisen sendte sit gulvtæppe af fælles referenceramme ud til alle danskere, så har tiderne ændret sig voldsomt til nu. I dag når ingen nyhedsudsendelse på hverken TV2 eller DR meget mere end en femtedel af det tal. Og hvor landsdækkende dagblade i 1980’erne vitterligt var landsdækkende med oplag på langt over 200.000 aviser dagligt, når ingen i dag i nærheden af 100.000 i oplag.

 

Medieforbruget aldrig har været større. Problemet for os, der producerer journalistisk indhold er, at det ikke er os, der tjener penge på indholdet
____________________

 

Den gode nyhed er imidlertid, at medieforbruget aldrig har været større. Efterspørgslen efter nyheder, holdning, underholdning, perspektiv, baggrund, det lette og det dybe, det brede og det smalle har aldrig været mere intens. Problemet for os, der producerer journalistisk indhold er, at det ikke er os, der tjener penge på indholdet. Papiraviser er stadig en udmærket forretning i forhold til abonnenter, men annoncemarkedet er eroderet – det annoncemarked, der altid har været forretningsmodellen bag privat produceret journalistisk indhold. Eller rettere: modellen bag de virksomheder, som primært enten er fondsejede eller ejet af mange lokale aktionærer, og for hvem det ypperste vedtægtsfæstede formål er at bedrive nyhedsformidling og – ja – public service.

Jævnligt bringes mediestøtten til private medier ind i billedet, og den er kærkommen, men ikke altafgørende og langt fra drivende nok mod udvikling af nye idéer. Ligesom fritagelsen fra moms alene knytter sig til papiraviser, som falder i oplag. Hvad er realiteten? At mediestøtten til private medier inklusive momsfritagelsen i dag samlet udgør cirka 850 millioner kroner. Licensen, der tildeles DR og TV2’s regioner, er samlet set på 3.6 milliarder.

Forholdet mellem de private medier og DR er anspændt. DR føler sig ofte angrebet eller, som det ofte er udtalt af markante DR-personer, udsat for en chefredaktør-styret kampagne mod DR og mod licens. Der er gået skyttegrav i den konflikt, og dele af de private mediers topfolk må også siges at have lansen mod DR så højt hævet, at de synes faldet bagover af hesten. Eksempelvis er et krav om, at DR slet ikke må producere indhold til nettet ret beset absurd i en digital tidsalder, hvor den politiske opbakning til DR som landets største og vigtigste medieinstitution er uhyre stor.

Men ser man lidt længere ind i fremtiden end blot til næste medieforlig, tegner der sig nogle oplagte perspektiver, som kunne få samspillet mellem private danske medieproducenter og DR til at gå op i en højere enhed. Til gavn for danskerne, der selvfølgelig skal sikres dansk produceret internationalt, nationalt, regionalt og lokalt indhold.

Inspirationen ligger lige for. Tag konstruktionen om filmstøtten. Hvert år uddeler staten cirka 560 millioner kroner til dansk produceret film. Støtten fordeles via Det Danske Filminstitut, der gennem forskellige støtteordninger og med brug af åremålsansatte konsulenter uddeler støtten efter de kriterier, som politikerne har besluttet. I øvrigt er samtlige Folketingets partier bag den netop gældende fireårige filmaftale.

Det samme kunne man gøre med medier. Nutidens model, hvor DR ikke bare producerer indhold, men også ejer kanalerne og platforme, svarer til at Filminstituttet ikke bare fordeler filmstøtten, men samtidig producerer næsten alle film og endvidere ejer og driver biograferne og bestemmer, hvilke film der skal spilles hvornår og hvor længe.

 

[DR er] en virksomhed, som ikke bare producerer, men også driver, kontrollerer og administrerer hovedparten af den danske nationale nyhedsdækning
____________________

 

Eller sagt på en anden måde: DR er som konsekvens af institutionens historie og tradition vokset til en administrativ gigant og offentlig myndighed, som ikke bare producerer nyheder, kultur, drama og mange forskellige begivenheder, men som også sidder tungt på en monopolagtig fordeling og afsendelse af samme. En virksomhed, som ikke bare producerer, men også driver, kontrollerer og administrerer hovedparten af den danske nationale nyhedsdækning, og som samtidig også på kulturområdet med orkestre, ensembler, koncertsale og output-kanaler ikke bare er den stærkeste aktør, men også presser kommercielle aktører på den bane til at forsøge at overhale DR indenom, når eksempelvis Tivoli som direkte konsekvens af konkurrencen fra DR’s koncerthus må lukke havens faste orkestre af høj kunstnerisk kvalitet og fylde den traditionsrige koncertsal med musicals og sikre hits fremfor med ambitiøse kunstneriske satsninger, som løfter det samlede niveau i hovedstadens musikliv. Satsninger, som man ellers gerne ville tilbyde danskerne og kulturlivet.

I gamle dage havde det sine klare årsager og fordele at DR kunne styrke og skabe et fællesskab for hele nationen. Men det bygger altså alene på historiske og gammelteknologiske betingelser. Og i dag – i hvert fald i nær fremtid – giver det ikke længere mening. Faktisk er DR’s nuværende konstruktion, hvis man ser fremad, ikke en styrkelse af hverken journalistikken, kulturen eller public service generelt, men i stedet en kæp i hjulet på samme.

Eller sagt på en helt tredje måde. Tænk hvis DR ikke var der som institution, men at alle pengene i stedet gik til produktion af indhold, som private aktører – gamle som nye – kunne byde ind på? Efter retningslinjer, som politikerne fastlagde nøjagtigt som i den nuværende public service-kontrakt. Det er sådan, man bør tænke fremtidens DR – eller rettere: fremtidens public service. For DR vil som institution fint kunne lukkes om ikke før, så i hvert fald på 100 årsdagen for institutionens fødsel.

I runde tal anvender staten som sagt knap 4,5 milliarder kroner på medier – licens og mediestøtte. Mange penge, og nogle af dem kunne utvivlsomt gøre mere gavn andre steder. I hvert fald går alt for mange af dem til administration, mursten, ledelse, strategiudvikling og de herostratisk berømte indre magtkampe og armlægninger i DR-systemet, hvor ledelseslaget og administrationslaget langt overstiger det, som andre medievirksomheder har. Noget af det med rette, men alt for meget er knyttet på på DR-opgaver, der intet som helst har med indholdet – altså public service – at gøre.
I den private del af mediebranchen vil man i samme øjemed kunne tvinges til at skulle leve uden mediestøtten, som i øvrigt mindskes gevaldigt år for år alligevel.

Hovedsigtet for public service må og skal være indholdet og produktion af dette. I en verden, hvor mennesker ikke længere tilrettelægger deres medieforbrug efter, hvornår DR og andre har tænkt sig at publicere, men i stedet kræver at medievirksomheder publicerer, når det passer brugerne, giver kanalstrukturen i DR heller ikke mening længere. Med stadig faldende seertal på de store programmer – TV-Avisen som eksempel – som ellers er selve argumentationen for selvsamme kanalstruktur, bør indholdet slippes ud til fri afbenyttelse. Og det behøver sådan set blot at være tilgængeligt på internettet, der hvor alle medieforbrugere – i hvert fald med sikkerhed om ti år – er.

I dag er DR begavet med talrige nichekanaler på FM-båndet, tv-nettet og digitale radiokanaler, som fx sender radioens P4 i de fleste af døgnets timer alene musik, som alle har hørt før, og hvis eneste værdi synes at være genkendelsens. I morgen er kanaler, FM-bånd og tv-net ligegyldigt. Ligesom faste sendetider, tvangsbestemt fælles reference og nationalt sammenhold i form af et stort moderskib som afsender er det.

Hvis man derfor alene så public service som en ydelse, staten skal sikre produktionen af, vil man med frigørelsen af produktion fra udsendelsen frigøre hundredevis af millioner til netop produktion. Flere programmer, mere indhold, mere journalistik og mere kultur. Og alt fra drama til historieformidling, dokumentar, nyheder og undersøgende journalistik.
Man vil samtidig kunne sikre og understøtte en underskov af nye medie-selskaber, som ville kunne specialisere sig i at sikre højest mulig kvalitet på lige netop deres område. Drama-producenterne kan gøre det, de er bedst til. Nyhedsformidlere, dokumentarister, historieformidlere og satireproducenter ligeså.

Men hvor skal det hele så sendes? Tjah, internettet har døgnåbent og er frit tilgængeligt, og man kunne dels forestille sig et reklamefrit univers som nutidens dr.dk, eller man kunne vælge folkebibliotekerne som fast hosting-kanal. Samtidig kunne både eksisterende og nystartede medievirksomheder byde ind på at løfte de forskellige public service-opgaver ud fra de klare krav og ønsker, som politikerne måtte opstille. Krav om særligt indhold, særlig tilgængelighed eller særlige programtyper, endda tekstning for hørehæmmede, kvalitetsbørneprogrammer eller nyproduceret indhold fra Nordatlanten. Alt ville kunne leveres. Og midlerne ville som i filmstøtten kunne sikres til reel produktion frem for til administration, gærboblende mellemledelse og evigt voksende kontrolsystemer.

Og ja, man ville samtidig sikre private medier – gamle som nye, nationale som internationale, lokale som landsdækkende – mulighed for fortsat at levere public service – endda i endnu højere kvalitet end i dag. Ligesom private kulturudbydere ville kunne byde ind med ensembler, kultursatsninger og bud på nye veje for kulturen at gå.

 

Hvis man alene så public service som en ydelse, staten skal sikre produktionen af, vil man med frigørelsen af produktion fra udsendelsen frigøre hundredevis af millioner til netop produktion
____________________

 

Er der nogen grund til bekymring, hvis det er vejen, man vælger? Det klassiske forsvar for DR lyder, at hvis ikke DR producerer og sender alle disse ting, vil kun de få tilvælge kvaliteten, og demokratiet, sammenhængskraften og oplysningen vil gå fløjten. Men efterhånden er der ikke mange andre end DR’s egen ledelse og den socialdemokratiske medieordfører Mogens Jensen, der kan sige sådan noget uden at fnise. Public service skal ikke tvinges ned i halsen på folk. Frygten for et oplysningssammenbrud bygger alene på mistillid til danskernes lyst til at vide noget om deres samfund og om verden. Eksempelvis de unges lyst til at tilvælge DR fremelskes næppe ved at gøre DR endnu større, når det lige præcis er alt andet end det altomsluttende DR, de unge søger efter.

Public service er vigtigt for Danmark, men DR som institution er det ikke ret meget længere. Slip da den public service fri, så den endegyldigt går fra at være lukket inde i et for længst forældet teknologisk statsfængsel, der alene lever på historien og af en tradition til at leve frit og uhindret ude hos hele befolkningen. ▪

ILLUSTRATION: DRs hovedindgang, DR-Byen [foto: Finn Frandsen/Polfoto]