Kommentar: Striden om det universelle demokrati

Kommentar: Striden om det universelle demokrati

25.03.2015


Indadtil har demokratiet plads til det hele. Udadtil har vi altid ret. Det er på én gang demokratiets funktionelle pointe og logiske paradoks. Det bør vi også tale om, når vi blander os i resten af verdens anliggender. Men hvordan?

Kommentar af Bo Kampmann Walther

Med ISIL’s uhyrligheder i Irak og Syrien og den drastiske optrapning af politisk, islamistisk terror i Vesten, senest desværre i Danmark, er spørgsmålet mere påtrængende end nogensinde før: Må og skal vores demokrati blande sig? Og hvordan skal vi blande os? Enhver intervention i verden fra vestlig side bør suppleres af en refleksion over demokratiets rækkevidde. Pointen er, at det er pokkers svært at snakke, endsige blive enige, om, fordi fornuft og følelser blandes sammen. 

Problemet er, som eksempelvist Søren Hviid Petersen utrætteligt har redegjort for, at det liberalistisk inspirerede demokrati, som vi praktiserer og hylder på vores breddegrader, rent faktisk minder ikke så lidt om politisk islam. Tænk strukturelt – ikke moralsk. Begge er nemlig universalistiske. De vil udbrede budskabet, hvad enten det er med argumenter eller sværd. De er en form for politisk fundamentalisme. De bemyndiger deres egen sandhed i en sådan grad, at de bør gælde alle mennesker, alle kulturer og alle nationer, og ultimativt bør hele verden formes i overensstemmelse med deres ideologiske drømmebilleder. Hvis man godtager, at det demokrati, vi lever i, er rundet af en oplysningsånd, som også er en ideologisk utopi, så betyder det, at demokratiet indføjer en ulogisk præmis i sin egen konstruktion, der samtidig bliver en hjemmel til at udøve absolut magt: I sin selvforståelse prædiker demokratiet en relativistisk dagsorden – for hvorfor skulle sharialovgivning være bedre eller værre end ytringsfrihed og lige rettigheder? Samtidigt tegnes der et andet billede, når det gælder vinduet ud mod verden. Her måles alting op imod den supersandhed, som demokratiet er.

 

I sin selvforståelse prædiker demokratiet en relativistisk dagsorden – for hvorfor skulle sharialovgivning være bedre eller værre end ytringsfrihed og lige rettigheder?
____________________

 

Sådan en intellektuel kynisme er jo til at blive arrig af. Er det ikke bedre og mere menneskeværdigt at diskutere eksempelvis homoseksuelles ret til vielse fremfor at kaste de arme sjæle i afgrunden eller stene dem til døde? Er det ikke mere værdigt, at demokratiet med dets indbyggede enighed om retten til at være uenig netop er en forhandling – og ikke en lov? Er enighed om forskellighed ikke bedre end enighed om ensretning? Bør man ikke diskutere graden af relativitet? Skal den være moderat eller radikal?

Jo, vi er selvfølgelig bedre. Men det er ikke pointen. Nej, snarere handler det om, at fornuftens hjerne gør ondt i følelsens hjerte. Og det bør vi både diskutere – og respektere. Jeg tror nemlig ikke bare, det er et sammenstød mellem kulturer eller politiske ideologier. Nej, det er også dele af, hvad det vil sige at være menneske, der slår gnister.

 

Jo, vi er selvfølgelig bedre. Men det er ikke pointen. Nej, snarere handler det om, at fornuftens hjerne gør ondt i følelsens hjerte.
____________________

 

I den demokratiske debat kan man sagtens være kritisk overfor den oplysningsfilosofiske universalisme. Det gælder for eksempel førnævnte Søren Hviid Petersen og til dels den kulturkonservative talsmand Kasper Støvring. Men kritikken kan ikke uden videre praktiseres som en udadvendt realpolitik. Det gælder hvad enten denne politik er utopisk inkluderende eller benhårdt sanktionerende. Al respekt for Støvring og Petersen, men meget bevendt ved fronten vil de næppe være. At debattere demokratiets indre kerneværdier er selvsagt ikke det samme som at justere på dets rækkevidde. Især ikke mens uret tikker, og en hob af mennesker bliver slået ihjel.

Man kan ikke indefra i et demokrati, der praktiserer en sensibel politik med sans for forskellighed, som på papiret har plads til alle, også træde ud af demokratiet, og hævde selv sammes universelle råderet. Demokratiet er et relativistisk kompromis, mens den universalisme, der klæber til det, er en utopisk drøm. I bedste fald er den drøm – og retten til at ville lovgive og fordømme ud fra den – ulogisk og i værste fald et socialt og kulturelt overgreb. Men hvis demokratiet ikke kan gennemtvinge en moderat form for relativitet med den ene hånd og samtidig prædike universalisme (som aldrig kan gradbøjes) med den anden – hvad så?

 

Al respekt for Støvring og Petersen, men meget bevendt ved fronten vil de næppe være. At debattere demokratiets indre kerneværdier er selvsagt ikke det samme som at justere på dets rækkevidde.
____________________

 

Sagt med en let omskrivning af Winston Churchills berømte replik fra 1947, at godt nok er demokratiet den værst tænkelige styreform – bortset fra alle de andre, som i tidens løb er blevet prøvet af: Ja, demokratiet er et paradoks, fordi det udadtil er universalistisk, men indadtil relativistisk. Men hør nu her, dét paradoks er bare ufatteligt meget bedre end alle de andre paradokser derude! Desuden er det ikke et paradoks, der slår ihjel. I hvert fald ikke med vilje.

Man kan feje kritikken af det universalistisk oppustede og konstant selvretfærdiggørende demokrati af banen og møde det med indignation eller følelsesfulde skudsalver frisk fra den folkeretslige suppe. I den offentlige debat springer vi lynsnart fra mikro- til makroplanet. Det første, mikroniveauet, handler om intellektuelt overskud. Det andet, makroplanet, handler om følelser. Dén forskel burde vi få styr på.

Vi bør besinde os på, hvordan vi spørger, og hvilke svar vi får. Når vi spørger demokratisk, får vi også demokratiske svar. Og samtidig bør vi have respekt for, at vi blander de to dele af os selv sammen – for de findes i os alle sammen – så snart nogen bliver slået ihjel i Paris eller København, eller fanatiske båtnakker med en dåseøl i den ene hånd og en Kalasjnikov i den anden laver ballade i fjerne lande.

 

I bund og grund er det demokratiets gave og svøbe, som alverdens undertrykte må misunde os: Vi synes, vi har ret, og alligevel er vi enige om konstant at diskutere retten til at have ret.
____________________

 

I bund og grund er det demokratiets gave og svøbe, som alverdens undertrykte må misunde os: Vi synes, vi har ret, og alligevel er vi enige om konstant at diskutere retten til at have ret. Derfor må vi gerne råbe af naboen og producere vilde Muhammed-tegninger. Eller for den sags skyld være inderligt imod, at man må dén slags. Ytringsfrihedens ekstreme variant, hvor det hele ikke kan blive vildt nok, såvel som den moderate form, hvor man tænker, før man handler, svarer til at dreje på det funktionelle demokratis knapper. Men de justeringer fjerner ikke demokratiets paradoks. At det er sådan, er værd at værne om. Også selv om vi rent logisk blæser med mel i munden. ■

Bo Kampmann Walther (f. 1967) er forfatter, journalist på bl.a. Information og Weekendavisen og lektor ved Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Valg i Afghanistan [Foto: Helmand PRT Lashkar Gah]