Jon Rahbek-Clemmensen om Arktis: Derfor bør Danmark fortsætte dialogen med Putin – også hvis forholdet forværres

Jon Rahbek-Clemmensen om Arktis: Derfor bør Danmark fortsætte dialogen med Putin – også hvis forholdet forværres

30.12.2015


Det arktiske samarbejde ser ud til at overleve Ukrainekrisen, og Danmark bør derfor fortsætte sin samarbejdsorienterede politik i Arktis. Vi skal stadigvæk holde et vågent øje med Putin, men dialogen med Rusland bør forsætte – også hvis forholdet mellem Vesten og Kreml forværres yderligere.

KOMMENTAR af Jon Rahbek-Clemmensen, ph.d., adjunkt, Center for War Studies, Syddansk Universitet

Danmarks Arktispolitik har, siden den blev formuleret i slutningen af sidste årti, fokuseret på at skabe et fredeligt samarbejde i regionen gennem diplomatiske initiativer. Danmarks Arktiske Strategi fra 2011 nævner knap nok muligheden for konflikt eller at det skulle blive nødvendigt at afskrække fremmede stater. Man har lagt vægt på forebyggelse gennem mellemstatsligt samarbejde, bl.a. i Arktisk Råd, i stedet for den afskrækkelse, der kan blive nødvendig hvis samarbejdet bryder sammen. Det er i Danmarks interesse, at undgå en arktisk konflikt, hvor vi let kan blive klemt mellem stormagterne og hvor det skrøbelige Rigsfællesskabet sagtens kan komme i store problemer. Forholdet mellem Danmark og Grønland er ofte præget af spændinger og mistillid, som vil bryde ud i lys lue, hvis russiske ubåde bliver spottet i grønlandske fjorde eller hvis russiske militærfly krænker grønlandsk luftrum. Rigsfællesskabet er baseret på en præmis om, at Danmark kan håndhæve Rigsfællesskabets suverænitet i og omkring Grønland, men det vil være nemt for Putin at prikke hul i denne forestilling.

Indtil videre har Danmarks Arktiske strategi været succesfuld, især fordi Rusland også har haft en egeninteresse i at samarbejde med Vesten for at få adgang til vestlig teknologi og kapital til at udvinde de store forekomster af olie og gas, der ligger i den russiske nordlige have.

Samarbejdet fungerede upåklageligt indtil Ruslands grønne mænd invaderede Krim sidste forår. Siden da har arktiske diplomater holdt vejret og haft øjnene stift rettet mod nordøst. Vil Ukrainekrisen skabe spændinger i Arktis? Vil Rusland nu spolere det velfungerende arktiske samarbejde? Er Arktis et nyt brændpunkt for Danmark, der kræver at vi opgiver den samarbejdsorienterede politik og forbereder os på konflikt ved Grønland? Indtil videre er svarene ”en smule”, ”formentlig ikke” og ”nej”.

 

De vestlige landes sanktioner mod Rusland har derimod lukket for eksporten af vigtig teknologi og knowhow […] Det er derfor måske ikke forkert at se Vesten som den aggressive part i det høje nord – ikke Rusland.
____________________

 

Ukrainekrisen har gjort det sværere at samarbejde i Arktis og der har været forskellige spændinger i regionen: Russiske bombefly flyver lidt oftere i regionen og der har været diplomatiske udfordringer, som fx da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, blev væk fra et vigtigt udenrigsministermøde i Arktisk Råd sidste forår. Men i store træk har Rusland holdt sig i ro. Ruslands adfærd i Arktis er langt mindre aggressiv end den man ser i Østersøen, Baltikum, Sortehavet eller i det høje nord under Den Kolde Krig. Der bliver talt meget om Ruslands militære oprustning og baseåbninger i Arktis, men der er primært tale om at Rusland har fremskyndet allerede planlagte investeringer, end en decideret ny kurs. Desuden er de fleste af de russiske investeringer defensive og har til formål at berolige et hjemligt publikum. De vestlige landes sanktioner mod Rusland har derimod lukket for eksporten af vigtig teknologi og knowhow til den russiske energisektor i Arktis, og fået de arktiske olie- og gaspumper til at gå i stå. Det er derfor måske ikke forkert at se Vesten som den aggressive part i det høje nord – ikke Rusland.

I den nuværende situation kan Danmark fortsætte sin samarbejdsorienterede politik i Arktis, hvilket bl.a. betyder fortsat dialog med Rusland. Her vil nogen nok indvende, at det underminerer vestens hårde kurs overfor Rusland. Det passer dog ikke. Det er rigtigt, at det er vigtig for Danmark at Vesten stadigvæk afskrækker yderligere russisk aggression i Ukraine, overfor de østeuropæiske lande og i Østersøen. Danmark bør derfor fortsat støtte op om de vestlige sanktioner og om NATO’s nye reaktionsstyrker. Men der er et vist spillerum for arktisk samarbejde med Rusland indenfor disse rammer. Danmark og de andre arktiske stater har holdt denne dialog kørende gennem hele krisen på alle områder der ikke er direkte berørte af sanktionerne. I Arktisk Råd foregår der stadigvæk en del samarbejde om lavpraktiske emner, som vi fortsat kan støtte op om. Danmark kan desuden overveje at åbne nye samarbejdsområder, såsom samarbejde om fælles retningslinjer for militær øvelsesadfærd og kystvagtsoperationer. Der er intet nyt eller kontroversielt i denne dialog. Selv under Den Kolde Krig søgte Vesten og Sovjetunionen at tale sammen om lavpraktisk samarbejde indenfor områder som våbenkontrol og økonomisk samarbejde.

 

Hvis Danmark allerede i dag forbereder sig på konflikt i Arktis, sender vi et unødigt aggressivt signal til Moskva og vi ender med at skabe den virkelighed som vi ellers forsøger at undgå.
____________________

 

Derimod kan unødig oprustning skabe flere problemer. Hvis Danmark allerede i dag forbereder sig på konflikt i Arktis, sender vi et unødigt aggressivt signal til Moskva og vi ender med at skabe den virkelighed som vi ellers forsøger at undgå. Vi bør derfor undlade at sende yderligere kampfly eller flådefartøjer til Grønland.

Vi kan naturligvis ikke være fuldstændig sikre på, at Ruslands fortsætter den samarbejdsorienterede kurs i Arktis. Vestens sanktioner rammer de russiske interesser i olie og gas, der netop er hovedmotivationen for Rusland til at fortsætte det gode samarbejde. Hvis Rusland ikke får adgang til vestlig teknologi og kapital, vil Rusland heller ikke forblive interesseret i at kooperere med Vesten. Desuden har Moskva flere gange brugt overraskelse og uforudsigelighed som et potent våben mod Vesten. Putins invasion af Krim og militære operationer i Syrien tog de fleste på sengen, og tillod Rusland at definere situationen efter egne interesser. Historien vil vise om Putins skaktræk i Krim og Syrien var udtryk for overmod eller genialitet, men her og nu er den vigtigste lektie, at Kreml bruger sin manøvredygtighed til at foretage uforudsigelige handlinger. Danmark må altså ikke lade Ruslands hidtidige samarbejdsvillighed i Arktis blive en sovepude – vi skal være klare til at håndtere et konfrontationssøgende Rusland.

Danmark kan allerede i dag lave en plan B for, hvordan vi vil reagere på et russisk sporskifte uden at underminere den samarbejdsorienterede politik. Danmark vigtigste svar på russisk aggression vil ikke komme fra det danske forsvar, men derimod fra vores allierede i NATO. NATO har dog vist sig at være langsom til at svare på russisk aggression, og Danmark kan derfor allerede i dag have uformelle samtaler med vores allierede om, hvordan man vil reagere på pludselig russisk aggression.

I en tilspidset situation vil begge parter desuden typisk reagere ved at lukke kommunikationskanaler og stoppe samarbejdet. Det er uheldigt, for det er netop dér, at vi har mest brug for at kunne tale med russerne for at forstå situationen. Danmark bør derfor lægge planer allerede nu for, hvordan vi holder dialogen med Rusland åben – uanset hvilke russiske overraskelser fremtiden bringer.

 

I en tilspidset situation vil begge parter desuden typisk reagere ved at lukke kommunikationskanaler og stoppe samarbejdet. Det er uheldigt, for det er netop dér, at vi har mest brug for at kunne tale med russerne for at forstå situationen.
____________________

 

Foto: Christopher Michel, 2015.