17.07.2015

Stor ballade bølger netop nu om premierminister Shinzo Abes sikkerhedspolitiske reformer, som har til formål at udvide det japanske militærs beføjelser. I denne uge har han på trods af stor modstand brugt sit massive flertal til at bulldoze ændringerne gennem underhuset. Det gav anledning til pinlige håndgemæng i et normalt ærværdigt parlamentsudvalg og det meste af oppositionen gennemførte en dramatisk udvandring fra selve underhus-salen lige inden afstemningen. Men Abe og hans rådgivere har besluttet stædigt og stålsat at gå planken ud.

Analyse af Asger Røjle

Der har været store protester og demonstrationer uden for parlamentet, og denne gang er det tydeligt, at også unge japanere har taget modstanden til sig og mødt op. Kritikerne bruger store ord som ”krigslovgivning” og ”fascisme”. Mange medier har været usædvanligt hårde ved Abe-regeringen, som også har måttet se sin ellers stabile opbakning i meningsmålingerne rasle nedad i de senere uger. Men Abe selv? Han har udtalt, at han godt kan se, at det ikke ligefrem er lykkedes ham at forklare den nye lovgivning, således at folk for alvor forstår den. Men det må han så gøre bagefter, siger han. Reformerne er nødvendige i den nye sikkerhedspolitiske situation, som Japan befinder sig i, mener han, og det er hans ansvar at få dem gennemført. Han peger på, at Japans forsvarsaftale med USA i tresserne og den såkaldte PKO-lov om japanske soldaters deltagelse i FN-aktioner i halvfemserne også blev gennemført trods rasende modstand, og at befolkningen i hans øjne siden hen ”forstod”, at det var det bedste for Japan. En holdning, som har fået hans kritikere til at beskylde ham for arrogance. At bruge sit flertal på at få vedtaget noget trods hidsig modstand opfattes i japansk politik som dårlig stil, og det er ikke mindst det, der har givet anledning til det, der ligner et styrtdyk for regeringen i meningsmålingerne.

Reformerne er ikke vedtaget endnu. De skal først gennem overhuset i løbet af den aktuelle parlamentssamling, der er forlænget helt til slutningen af september. Men Abes koalition har ikke så stort et flertal i overhuset, som i underhuset, og meget tyder på, at premierministeren frygter, at der vil ske afhopninger fra hans egen lejr, eller at det vil lykkes oppositionen at forsinke processen i overhuset så længe, at der selv efter 60 dage ikke er sket en vedtagelse. I den situation kan underhuset, hvor regeringskoalitionen har to tredjedele af sæderne, beslutte at hive lovene tilbage og vedtage dem én gang til – med sit 2/3 flertal – og på den måde overtrumfe overhuset. Det var derfor, at det var så vigtigt for Abe at bulldoze dem gennem underhuset allerede i den forløbne uge – der skulle stadig være 60 dage tilbage af parlamentssamlingen, således at denne mulighed stod åben for ham.

Selve de ændringer af tingenes tilstand, som er nedskrevet i de pludselig så omstridte reformer, er i denne omgang faktisk betydeligt mindre radikale, end man skulle tro, når man betragter debatten
____________________

 

Kan man bryde med den pacifistiske tradition?
I dette forløb er regeringen i den grad kommet i defensiven og oppositionen i offensiven. Og balladen viser, hvor stærk en indflydelse den pacifistiske opdragelse af generationer af japanere i efterkrigstiden stadig har, og hvor stærke kræfter i det japanske samfund, Abe-regeringen derfor er oppe imod, i sine bestræbelser på at ændre Japans sikkerhedspolitiske placering. Selve de ændringer af tingenes tilstand, som er nedskrevet i de pludselig så omstridte reformer, er i denne omgang faktisk betydeligt mindre radikale, end man skulle tro, når man betragter debatten.

Lovforslagene handler for det første om, at japanske soldater skal kunne deltage mere aktivt i PKO-aktiviteter, dvs. fredsbevarende styrker i FN-regi, og for det andet om, at de i højere grad skal kunne bidrage til det, der i den japanske debat er kommet til at hedde ”kollektivt selvforsvar”, altså forsvaret for alliancepartnere, når de angribes – også selv om det foregår langt fra Japans kyster.

Det egentlige vendepunkt var, da Shinzo Abe sidste år vred armen om på det lille parti i sin regeringskoalition, det buddhistiske Komeito, og regeringen vedtog en ny tolkning af Japans pacifistiske forfatning, hvorefter det ville være muligt at deltage i kollektivt selvforsvar. Gennem hele efterkrigstiden har alle tidligere regeringer ellers opfattet dette som forfatningsstridigt. De nye lovforslag er egentlig bare en udmøntning af det skifte, som fandt sted dengang. Undervejs må man konstatere, at der er sket så mange politiske kompromisser med Komeito, som historisk set er et af Japans mest pacifistiske partier, og så mange legalistiske omskrivninger for at få det til at se forfatningsmæssigt ud, at der faktisk er gevaldigt mange begrænsninger indbygget i lovgivningen. Begrænsninger, som har fået den amerikanske Japan-ekspert Robert Dujarric fra Temple-universitetet til at kalde Abe for ”et får i ulveklæder”, og som Abe formentlig selv bander stygt over hjemme ved middagsbordet.

Japanske soldater må stadig aldrig nogensinde komme i nærheden af kampzoner. De må kun deltage i militære aktioner i udlandet sammen med soldater fra alliancepartnere, hvis Japans overlevelse som nation eller japanske borgeres liv er i fare. Og det hele skal hver gang vedtages ved en højtidelig beslutning i det japanske parlament.

Der er dog forskellige bestemmelser i lovforslagene, som gør det muligt for regeringen at holde oplysninger tilbage, der ville true soldaternes sikkerhed, og som giver regeringen et vist råderum at improvisere i en krisesituation, og de bestemmelser skaber stor mistro hos oppositionen.

Men efterhånden som regeringen kom i defensiven i underhus-debatten om forslagene, var det alle begrænsningerne, som Abe og hans ministre understregede fra talerstolen. Nej, japanske soldater kommer aldrig nogensinde i livsfare. Nej, Japan skal bestemt ikke til at føre Amerikas krige for dem. Nej, der sker ikke noget uden en grundig debat i parlamentet først. Det lød nærmest som et ekko af debatterne i samme parlament i halvfemserne inden udsendelsen af japanske soldater til FN-fredsstyrker i Cambodja og inden udsendelsen af et japansk forsyningsskib i forbindelse med den første Irak-krig. Mange iagttagere tænkte undervejs i underhus-debatten: ”Nå, er det bare det? Er der virkelig ikke sket mere siden dengang?”

På ét punkt har ændringerne under Abe-regeringen klang af større ændringer, og det handler om de nye ”retningslinjer” for det militære samarbejde med USA, som blev aftalt mellem de to landes udenrigs- og forsvarsministre i april i år i forbindelse med, at premierminister Abe var på den helt store charmetur i USA.

Disse retningslinjer er blevet refereret i medierne, så det lyder, som om Japan for alvor har lovet USA at yde en indsats mange steder i verden, således at japanske soldater bliver en større aflastning for amerikanske soldater i fremtiden – også andre steder end i selve Japan. Det er en af Abe-regeringens begrundelser for, at de nye sikkerhedspolitiske love skal gennemføres hurtigst muligt – at Japan skal kunne leve op til sine løfter til USA. Men når man lytter til alle den japanske regerings defensive forsikringer i det japanske parlament om, hvad japanske soldater ikke vil kunne være med til, og hvad de ikke risikerer at komme ud for, så lyder det, som om Abe og hans forsvarsminister selv efter vedtagelsen af de nye love får nok at gøre, hvis de på samme tid skal leve op til de løfter, der med den ene mundvig er givet til USA, og de løfter, der med den anden mundvig er givet til det japanske parlament og den japanske offentlighed.

Det bliver interessant at følge i de kommende måneder og år.

Eterhånden som regeringen kom i defensiven, var det alle begrænsningerne, som Abe og hans ministre understregede fra talerstolen
____________________

 


En større revolution på vej?
Når den japanske regering trods sit store flertal bragte sig selv i så defensiv en situation i underhuset, skyldtes det en serie af politiske selvmål, som er temmelig overraskende i lyset af, hvor tjekket og driftsikkert regeringen ellers har manøvreret i sine første to et halvt år ved magten.

Det store vendepunkt var 4. juni i år, hvor et udvalg under underhuset havde inviteret tre anerkendte forfatningseksperter til at give deres vurdering af de foreslåede sikkerhedspolitiske reformer, og hvor alle tre – tilsyneladende til regeringens store forbløffelse – fastslog, at lovforslagene efter deres mening på afgørende punkter er forfatningsstridige. Regeringen skyndte sig at indkalde nogle andre eksperter til de følgende møder, som mente noget andet. Men skaden var sket. Indtrykket af, at forslagene faktisk er i strid med forfatningen, og at regeringen bare ikke vil lytte, bredte sig hurtigt i befolkningen. Det blev ikke bedre af, at en dødtræt og irriteret Abe en af de følgende dage utålmodigt råbte under en parlamentsdebat, at nu måtte en meget talende oppositionspolitiker meget gerne se at få stillet sit spørgsmål. Et udbrud, som han den følgende dag blev nødt til at give en ydmyg undskyldning for. Også et temmelig hysterisk opråb fra en gruppe yngre partifæller til Abe i parlamentet om at straffe nyhedsmedier, som er uenige med regeringen, ved at lade være med at annoncere i dem, blev Abe og andre partiledere nødt til offentligt at tage afstand fra.

Alle disse PR-fiaskoer i hurtig rækkefølge har fået Abe og hans regeringsparti til at se temmelig sølle ud og kostet ham dyrt i meningsmålingerne. De har mindet Japans vælgere om det image, Abe fik under sin første mislykkede regeringsperiode i 2006-2007, og som han ellers i andet forsøg har undgået at minde vælgerne om. Et image af at være en verdensfjern og teoretisk drømmer, som kun har sikkerhedspolitik i hovedet – langt væk fra almindelige menneskers daglige bekymringer.

Men det er tydeligt, at Abe og hans rådgivere har besluttet stædigt og stålsat at gå planken ud, selv om farvandet ser gråt ud i øjeblikket. De omstridte love skal vedtages nu, koste hvad det vil. Fra talerstolen i den amerikanske kongres lovede Abe højtidligt at få tromlet de nye sikkerhedspolitiske love igennem ”inden sommerferien”. Det skal ske så hurtigt som muligt, hvis det ikke på længere sigt skal skade hans troværdighed i både ind- og udland, føler han.

Men derudover er der også en mindre ædel politikerlogik i spil. I modsætning til moms og pensioner har sikkerhedspolitisk lovgivning ingen øjeblikkelig og direkte effekt på borgernes hverdag. Så snart lovene er vedtaget, vil de hurtigt glemme alt om dem, som et overhusmedlem med tætte forbindelser til Abe har udtalt til avisen Asahi Shimbun.

Der er stadig et år til overhusvalget i sommeren 2016. Det ser lidt surt ud lige nu, men Abe vil have de sikkerhedspolitiske reformer gennemført nu, så vælgerne har rigtigt lang tid til at glemme dem igen og begynde at fokusere på andre ting. Han har nemlig stadig en drøm om at vinde et to tredjedeles flertal i overhuset, som det han allerede har i underhuset. Hvis det skulle ske, så vil han og hans meningsfæller for alvor kunne begynde at ændre på forfatningen. Så vil det ikke længere være kunstfærdige omfortolkninger. Så vil det være egentlige forfatningsændringer, der er tale om.

Så vil vi for alvor se et opgør med alle de begrænsninger, som der på grund af fredsforfatningen i hele efterkrigstiden har været på Japans muligheder for at spille en militær og sikkerhedspolitisk rolle i verden – og så vil alle fredsforkæmperne i Tokyos gader for alvor få noget at demonstrere imod. ◼

Han har nemlig stadig en drøm om at vinde et to tredjedeles flertal i overhuset – og så vil alle fredsforkæmperne i Tokyos gader for alvor få noget at demonstrere imod
____________________

 

ILLUSTRATION: Abe på officielt besøg i Washington, 28. april 2015 [foto: Polfoto/AP Photo/Andrew Harnik]