Jan Øberg: Hvordan skal vi reagere på voldelige angreb i Danmark?

Jan Øberg: Hvordan skal vi reagere på voldelige angreb i Danmark?

07.04.2015


KOMMENTAR af Jan Øberg

DEN OFFICIELLE DANSKE REAKTION på voldelige begivenheder, som det på Charlie Hebdo i Paris og Krudttønden og Københavns synagoge, kan sammenfattes til disse elementer:

• De konkrete angreb kaldes omgående for terrorisme uden nærmere definition, og inden nogen kan vide, hvad der er sket og hvem, der står bag;

• Den politiske vold udført på ganske bestemte adresser tolkes ikke som et angreb på netop disse steder og aktiviteter, men derimod som et angreb på hele vores samfund, vores værdier, ytringsfriheden (den ubegrænsede), demokratiet, vores måde at leve på – og dette ”vores” eller ”danske” er det samme som den vestlige kulturs, som Danmark jo er en del af.

• Det skal ikke diskuteres, hvad der kunne tænkes at ligge til grund for angrebet – at forklare kunne let blive det samme som at forsvare.

• Een grund kan dog frasorteres med det samme: at disse voldelige angreb har noget med Danmark selv at gøre, f.eks. Danmarks politik vedrørende Muhammedtegninger, fremmedfjendtlighed eller deltagelse i krige som i Afghanistan, Irak og Libyen; når disse ting sker, er Danmark kun et offer, et uskyldigt offer.

• Svaret på disse ting er at indføre mere kontrol, overvågning, og bedre samarbejde mellem efterretningstjenester i ind- og udland. Og det er at sørge for at særligt unge mennesker ikke bliver ”radikaliseret” herhjemme. De får f.eks. hjælp til at tænke på en rigtig måde, så de ikke bliver udsat for pro-terror påvirkning eller finder på at rejse ned og kæmpe på sider, som danske militære tiltag forsøger at nedkæmpe. Og derpå skabes der ”terrorpakker” i ekspresfart, og der findes penge på nul tid.

• Når ulykken rammer skal hele Danmark stå sammen som én stor familie, dele sorgen, holde mindehøjtidelighed – for i denne situation er vi alle danskere uanset forskelle, vi ellers måtte have. Dette spejler for så vidt også den politiske elite, der – motiveret af situationens alvor – ikke forventes at have nogle større politiske divergenser; dækningen i de ledende traditionelle medier spiller en ganske særlig rolle hér i næsten symbiose med det politiske Danmark – kritiske spørgsmål og dybdeborende journalistik bliver begrænset, mens det emotionelle ikke kan siges at få for lidt.

Altså en reaktiv politik i seks punkter. Hvert af dem burde kunne diskuteres og eventuelt kritiseres. Andre mulige måder at reagere på burde kunne løftes frem til debat. Det sker dog generelt ikke.

SITUATIONEN ER FORSTÅELIGT NOK EKSTREMT EMOTIONEL og svær at håndtere. Som mennesker bliver vi alle panikslagne i større eller mindre omfang. Det mere eller mindre udtalte behov for – eller krav om, – at vi skal stå sammen, bliver en barriere mod næsten enhver form for intellektuel debat og etiske
(mod-)ræsonnementer. For så vidt kan man sige, at reaktionsmønstret i denne politik følger den standard, der blev sat i USA efter 11. september 2001. Forskellen er, at Danmark ikke starter en global ”krig mod terror”, fordi vi trods alt ikke har de fornødne militære midler til det. Men mon ikke vi ville, hvis vi blot kunne? Og mon ikke det ville være konstruktivt at drøfte dette generelle reaktionsmønster nu – mellem de forgangne begivenheder og det næste angreb på Danmark, som andre eksperter og jeg selv holder for ganske sandsynligt?

HER ER BLOT NOGLE PUNKTER TIL DISKUSSION. Hvad der er terrorisme, og hvad der førhen ville være blevet kaldt for mord, politiske mord, kriminelle handlinger eller lignende, er ikke så let at afgøre. Det siges, at der findes over 100 definitioner. Men det forekommer urimeligt at kalde noget terrorisme, inden man véd det mindste om begivenheden. Det kunne give det indtryk, at man ønsker at kalde det terrorisme, fordi der i alle definitioner findes et fælles element, nemlig at ofret er uskyldigt – som f.eks. ved bombningen af en bus med skolebørn – og Danmark dermed per definition fremstår som uskyldigt offer.

Før i tiden, når der skete politiske mord – f.eks. på Gandhi, Kennedy, Luther King, Jr., eller Palme – var der ingen, der brugte ordet terrorisme. Hvorfor, det nu bruges i flæng om stort set alt og alle, som vi ikke synes om, er gådefuldt og næppe fremmende for en effektiv politik til forebyggelse af denne type af vold. Dermed fjernes også diskussionen om årsager og Danmarks eventuelle med-ansvar for, at Danmark bliver angrebet.

DET, AT MAN OPHØJER NOGLE SPECIFIKKE BEGIVENHEDER til at være et alment angreb på hele den vestlige kulturkreds og levemåde, giver mulighed for responser med den store hammer. Angrebet blæses op og ud af proportion. Jeg må erkende, at selvom dette er menneskeligt svære begivenheder, så er det en pligt for alle at gøre sit bedste for at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Den TV-transmitterede mindehøjtidelighed på Østerbro for de to mord indledtes med Poul Henningsens vise fra besættelsestiden, ”Man binder os på mund og hånd”, der var en stærk protest mod besættelsen og censuren. Dette er et eksempel på den groteske overdrivelse, der i tilbageblikket må fremstå som pinlig eller kynisk.

Andre har ikke påduttet Danmark censur, og vort land er ikke blevet besat. Det bør erindres, at Danmark derimod selv været besættelsesmagt i Irak i 4 år med enestående elendigt facit, så dårligt at vore F-16 fly nu bomber dér igen. For at gøre ondt værre, sang de fremmødte – herunder hele det politiske Danmark og kongehusets repræsentanter – John Lennon’s ”Imagine”, hvis budskab ligger temmelig langt fra det officielle Danmarks holdning til krig og vold. Hvis den vestlige kulturkreds og Danmark er truet på sin eksistens og frihed, fordi en ung social totaltaber med palæstinensiske rødder dræber to mennesker, signalerer man en svaghed, der nærmer sig det uværdige.

UANSET HVORDAN MAN DEFINERER TERRORISME, så dræber den terrorisme, der begås af forskellige samfundsgrupper, meget få – og den statslige terrorisme mange gange flere på globalt plan. Terrorismen kommer meget meget meget langt nede på listen over årsager til, at folk dør i vores verden. Den seneste statistik fortæller at cirka 18.000 døde rundt om i verden i 2013 på grund af terrorisme. 1,3 mio. dør årligt i bilulykker på verdens veje og 21.000 børn dør hver dag (altså 7 x 1. september) af mangel på det mest basale. Ansvarlige politikere og mediefolk kommer som hovedregel snublende nær en absurd proportionsforvrængning, når det politiske mord – eller ”terrorismen” – viser sit modbydelige fjæs.

SÅ ER DER DEN HØJT BESUNGNE YTRINGSFRIHED, som man mente, var på spil i angrebet på Charlie Hebdo og Krudttønden – hvor den islamofobiske svenske kunstner, Lars Vilks, befandt sig og må formodes at have været det tiltænkte mål for en kugle. Statsminister Helle Thorning Schmidt har gentagne gange sagt, at vi skal kunne sige og skrive og tegne lige, hvad vi vil. Det lyder flot og er principielt rigtigt, men det må også ses som en forudsigelig retorik, nu vi er blevet angrebet og skal ”vise dem”, at vi ikke lader os kyse. For med al frihed følger ansvar og ikke frihed fra konsekvenserne for de handlinger, man begår. Ingen ret uden pligt. Igen frihed uden ansvar – eller mener statsministeren i ramme alvor, at det bare er gamle borgerlige dyder, der kan smides over bord?

Og så holder det jo ikke en meter i virkelighedens verden. Den 26. februar kunne man således i Berlingske Tidende læse om en ung århusianer med palæstinensisk baggrund, som politiet havde overvejet at sigte, fordi han havde skrevet på Facebook til morderen Omar, at han skulle hvile i fred og havde tilføjet ”Je suis Omar”; en strafferetsprofessor havde nogle dage før i Politiken ment, at dét var nok til at få ham ind bag tremmer. Hvis vi har den maksimale ytringsfrihed (uden ansvar), så burde det jo ikke være muligt at have en blasfemiparagraf eller love, der kan give fængselsstraf for offentlig billigelse af terror. De, der er tilhængere af terrorbalancen – som hele den danske politiske elite, der støtter Danmarks fortsatte medlemsskab af NATO, der er en terrorbalance-baseret alliance – billiger jo også offentligt terrorhandlinger (eftersom intet kernevåben kan bruges uden at dræbe tusinder eller millioner af uskyldige civile).

Man kan ganske vist ikke sige, at Charlie Hebdo eller Lars Vilks selv er ude om, at de bliver angrebet på denne måde. For den konkrete voldelige handling findes der ingen legitimitet og ingen undskyldning – omend nok årsager. Men hvis man (under samfundets politibeskyttelse og mod henstillinger om at lade være) fortsætter med sine provokationer af andre menneskers helligste ting og identitet – sådan som de nævte har gjort – bør de regne med at få på hattepulden på den ene eller anden måde. Det kunne iøvrigt føles som værende på sin plads, at Lars Vilks (der jo har fået nok så megen eksponering i medier for sit projekt, der iflg. ham selv insisterer på en global modernisering af Islam) udtrykte medfølelse og beklagedem at prisen herfor nu også betales af andre.

DEN NYE ATEISME – som filosofien kaldes – indebærer ikke, at jeg har ret til at ikke være troende (defensivt). Den indebærer også retten til at håne, ydmyge og på anden måde provokere den, der er troende og hans og hendes helligste ting (offensivt). Den, der véd blot lidt om konflikter, har opdaget at alt, hvad der har at gøre med identitet – hudfarve, religion, race, nationalitet, sprog etc. – er uendeligt meget mere sprængfarligt end konflikter, der drejer sig om andre ting som f.eks. penge. Og forresten kan man udøve vold på så mange måder: Verbal, psykisk, kulturel og kønsbetonet vold kan give anledning til nok så voldsomme reaktioner som fysisk vold.

ENDELIG ER DER GRUNDTANKEN, at der ikke skal diskuteres årsager. I partilederdebatten fra Christiansborg dagen efter angrebet på Charlie Hebdo var samtlige partiledere enige om den sag. Når den værste mangel på klare tanker har lagt sig, bliver det forhåbentlig legitimt at spørge: Hvordan skal man kunne håndtere og løse et problem, hvis man betragter al snak om årsager bag det som irrelevant? Kan en læge foretage en operation uden diagnose? Da Løkke Rasmussen blev presset lidt på, hvad han trods alt troede kunne ligge bag, svarede han, at der jo i mange, mange år have været en slags religionskrige mellem os og de muslimske lande/Mellemøsten – men at det nye var, at nu foregik denne kamp på europæisk jord. Mon denne erfarne politikers indsigt om voldens effekter på andre mennesker virkelig først er kommet til ham nu, når der sker noget på vort kontinent? Er det ikke tidligere er faldet ham ind, at vor kulturkreds‘ vold på andre, f.eks. i Mellemøsten – også har gjort ondt på dem? I så fald må man sige, det er en nok så kolonialistisk diskurs, der kører hér.

Det sværeste med denne politik er, at den ikke blot står i vejen for en fornuftig, indsigtfuld og bred terror-forebyggende politik. Den skaber også den de- eller afhumanisering, som vort samfund ikke kan være bekendt. Hvordan? Hvis man frakender et menneske – også en morder – et motiv, en bevæggrund eller måske endog et behov, som kan ligge til grund for handlingen, så fratager man også vedkommende et væsentligt element af dette at være menneske. Morderen umenneskeliggøres – han er jo dog kun en galning, og han har ikke krav på at blive behandlet som et menneske eller forklare sig. Det sidste blev jo heller ikke muligt, for i både Paris og København blev gerningsmændende ryddet af vejen – i Omars tilfælde efter sigende med omkring 30 kugler mod hans krop.

TRODS YTRINGSFRIHEDEN OPHØJEDE POSITION i det officielle Danmark, er det blevet meget sværere frit og åbent at diskutere disse og lignende ting. Der er kun plads til én sandhed – sandheden om det uskyldige Danmark, der blev scene for angreb på hele den vestlige kulturkreds. Mennesker dukker sig i disse tider – det er nok bedst ikke at tage dette eller hint op hér. Selvcensuren har gode dage og går under navnet politisk korrekthed. En undersøgelse fra den amerikanske PEN-afdeling viser at amerikanske skribenter er endog meget stærkt påvirket i sit virke af bevidstheden om, at NSA overvåger alt, hvad de skriver. Man kan hverken føre en adekvat, civilt aktiv, udenrigspolitik eller forebygge terror med anti-intellektualisme, delvist lukning af den offentlige diskurs, afhumanisering og gentagen deltagelse i moralsk og juridisk flossede krige på andres territorier.

Ovenstående spredte punkter skal gerne have illustreret, at der er noget at komme efter, noget at diskutere. Demokratiets styrke skulle gerne være, at vi som svar på terror åbner vort samfund mere i stedet for at lægge låg på enhver samtale om alternativer – og med dem, der ”vil os det ondt”. Mit bedste bud er, at USA, NATO, EU og lille Danmark kun kan komme videre, hvis betydelige dele af vores politik og terror-bekæmpelsen lægges om, omfatter analyser og suppleres med så enkelt menneskelige ting som empati, selvreflektion, interkulturel dialog, selvransagelse og en reel vilje til at møde andre i øjenhøjde dér, hvor de står, i stedet for at tro, at vi står så utroligt meget højere, end de gør.

Og dét er vel ikke andet, end hvad vi selv håber på at blive mødt med i den globaliserende verden, hvis eneste fremtidsmulighed er at blive forenet i mangfoldighed i modsætning til den enfoldighed, der ligger i ethvert forsøg på, at få ”dem” til at blive som ”os”. For dén filosofi ville vi jo ikke acceptere. ■

Jan Øberg er fil.dr. og direktør for den uafhængige tænketank, TFF, i Lund i Sverige. www.transnational.org & http://about.me/janoberg. ILLUSTRATION: Mindehøjtidlighed efter terrorangreb i København. [Foto: Hasse Ferold]