Israel: Kampen om zionismens sjæl

Israel: Kampen om zionismens sjæl

05.03.2015


Israels uforudsigelige valgkamp er endnu et kapitel i det lange slagsmål om zionismens sjæl. For hvordan forsoner man visionen om en jødisk stat og en demokratisk stat uden et opgør med besættelsen og en fredsaftale med palæstinenserne?

Kommentar af Heini í Skorini

TEL AVIV: “Regionen er i opløsning. Vi har Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon, al-Nusra i Syrien og Islamisk Stat i Syrien og Irak. Jordan kan kollapse når som helst, og Iran har kurs mod atombomben. Derfor må vi ikke forære en eneste centimeter af vores land tilbage til araberne.”

Det er tirsdag aften i det nordlige Tel Aviv, og den veltalende og karismatiske økonomiminister Naftali Bennett står på talerstolen i en stor bygning ved den fashionable havnefront med et utal af omkringliggende cafeer, dyre tøjbutikker og polerede legepladser. Udenfor høres bølgerne fra Middelhavet, og indenfor lytter omkring 1000 vælgere til partiformanden for det højreorienterede og national-religiøse parti Habayit Hayehudi (Mit jødiske hjem), som er den vigtigste og mest stabile alliancepartner for premierminister Netanyahu og hans store regeringsparti Likud.

Den 42-årige Naftali Bennett, en stenrig IT-entreprenør og forhenværende elitesoldat i Israels hær, drømmer om en ren højrefløjsregering uden de “bløde” centrumpartier, som stadig tror på noget så åndssvagt som en tostatsløsning og en fredsaftale med palæstinenserne, som det internationale samfund har prædiket siden Oslo-processen i begyndelsen af halvfemserne. Her er man ligeglad med omverdenens anerkendelse af en palæstinensisk stat, den internationale krigsforbryderdomstols beslutning om at undersøge Israels krigsforbrydelser i Gaza og europæernes stigende tilbøjelighed til at boykotte varer fra de jødiske bosættelser på den besatte Vestbred, som naturligvis har de bibelske navne Judea og Samaria i Bennetts retorik.

Hans plan går derimod ud på at annektere de områder af Vestbredden, hvor Israels store bosættelser er placeret (område A) og give palæstinenserne i disse områder – omkring 70.000 indbyggere – israelsk statsborgerskab. Resten af Vestbredden, hvor araberne er i markant flertel (område B og C) får derimod udvidet selvstyre. Men ingen stat, intet militær, og ingen åbne grænser.

“Hvorfor bliver vi ikke beskudt af raketter fra Vestbredden? Fordi vi er til stede på Vestbredden! Hvorfor ønsker venstrefløjen at kopiere den katastrofale tilbagetrækning fra Gaza? Fordi de ikke lærer af historien!”
Bennett minder publikum om, hvordan Israels forhenværende premierminister og præsident, Arbejderpartiets Grand Old Man Shimon Perez, fordømte premierminister Begins annektering af Golan-højderne, der blev erobret fra Syrien ved seksdageskrigen i 1967. I dag er Golan-højderne en naturlig del af Israel – i hvert fald ifølge israelerne selv.

Farvel til tostatsløsningen
Israels valg den 17. marts er en uforudsigelig affære, og valgkampen handler om meget andet end palæstinenserne, f.eks. de skyhøje boligpriser, Irans atombombe, illegale immigranter, den stigende ulighed og den stigende magtkoncentration blandt Israels største virksomheder, som presser priserne i top, og som udløste store demonstrationer blandt Tel Avivs middelklasse tilbage i 2011.

Men valgkampen er også endnu et kapitel i den langvarige kamp om zionismens sjæl. En slagmark med to rivaliserende narrativer om den zionistiske vision. På den ene side er den religiøse version, drømmen om det bibelske Storisrael drevet af den indflydelsesrige bosætterbevægelse, hvis messianske ideologi harmonerer med den sekulære højrefløjs sikkerhedspolitiske modstand mod at give Vestbredden tilbage. På den anden side har vi den sekulære zionisme, som påpeger besættelsens uholdbare situation og demografiens dystre prognoser til fordel for araberne. Her lyder det, at hvis palæstinenserne ikke får sin stat, kan Israel ikke overleve som en jødisk og en demokratisk stat. Den binationale virkelighed er ganske enkelt uforenelig med en stat, hvis raison d’être er baseret på jødedommen.

De to store partier på hver sin fløj, det højreorienterede regeringsparti Likud og det venstreorienterede Arbejderparti ledet af Isaac Herzog, ligger side om side i meningsmålingerne med 22-25 mandater hver. Ifølge en ny meningsmåling foretaget af Channel 10 foretrækker 42 procent af vælgerne stadig Netanyahu som premierminister, mens 37 procent peger på Herzog. Men forskellen reduceres dag for dag, og Likuds popularitetskurve er dalende.

Det handler om at tælle til 61 af de 120 mandater i Israels parlament, og ifølge israelsk lovgivning er det op til Israels præsident Reuven Rivlin at afgøre, hvilken partileder udpeges til at danne regering. Det gør præsidenten normalt på basis af de forskellige partiers anbefalinger, ligesom vi kender fra skandinavisk blokpolitik. Problemet er bare, at der ikke eksisterer faste alliancer på forhånd. Flere partier vil ikke pege på nogen af de to partiformænd, de største partier har udelukket en samlingsregering, og præsidenten har indikeret, at hvis han ikke øjner konturerne af en klar alliance efter valget, kan det største parti få muligheden først.

Derfor føres et indædt kapløb mellem de gamle arvefjender Likud og Arbejderpartiet. Ifølge flere iagttagere forsøger premierministeren at stjæle stemmer fra sine allierede på den yderste højrefløj, bl.a. de små ultraortodokse partier samt Bennetts Habayit Hayehudi. Og derfor vil en ung fyr i den propfyldte lagerbygning ved Tel Avivs havnefront gerne vide, hvorfor han skal stemme på Bennett, når Likud nu har brug for hver eneste stemme. Men Bennett understreger overfor publikum, at en stemme for hans parti er en stemme for hans parti. Koalitioner dannes som bekendt af den partileder, som formår at samle de fleste mandater, og således bliver det også denne gang. Efter valget i 2013 indgik Netanyahu en bred koalition med midterpartierne Yesh Atid og Kadima, som til sidst kollapsede og udløste nyvalg, men nu efterlyser Bennett den rene vare.
“Hvis I ønsker en stærk højrefløj, som kan trække premierministeren længere mod højre, skal I stemme på os”, råber han smilende selvsikkert ud i salen. Hvis Bennett får sin vilje, er det et foreløbigt farvel til tostatsløsningen.

Alle undtagen Bibi
Nogle dage før vælgermødet med Bennet står oppositionsleder Tzipi Livni og agiterer på en propfyldt strandbar i det centrale Tel Aviv. Den tidligere kvindelige Mossad-agent har været på noget af en politisk rejse. Hun startede i Likud, gik ind i midterpartiet Kadima, stiftede derefter det liberale parti Hatnuah i 2012 og har været justitsminister siden sidste valg. Nu har hun indgået en alliance med Arbejderpartiet under navnet Den Zionistiske Union, og hvis venstrefløjen vinder valget, indtager hun premierministerposten anden halvdel af kommende valgperiode, mens Herzog får de første to år.
“Vi kalder os Den Zionistiske Union, fordi valget er en kamp om zionismens sjæl. Vi ønsker at bevare Israel som en jødisk og en demokratisk stat og forblive tro mod vore fædres vision. Højrefløjen betoner kun den jødiske dimension på bekostning af den demokratiske. Den yderste venstrefløj taler kun om demokrati, men glemmer Israels fundamentale og indiskutable karakter som en stat for det jødiske folk. Vi må finde den rigtige balance, og det er ved at være sidste udkald, hvis mine døtre skal vokse op i en demokratisk stat.”

Livni taler videre om den sekulære zionisme som formuleret af the founding fathers, Israels første premierminister David Ben Gurion og zionismens ophavsmand, den østrigske journalist og forfatter Theodor Herzl. En vision, som nu undermineres af Netanyahu og højrefløjen. “Hvis Israel skal overleve som både en jødisk og en demokratisk stat, må vi af med palæstinenserne. Ikke af kærlighed til dem, men af kærlighed til os selv. Vi må bryde det ortodokse monopol på judaisme, og vi må bryde Netanyahus monopol på sikkerhed,” forklarer Livni foran det overvejende unge publikum.

Hun nævner Netanyahus kælenavn “Bibi” i hver tredje sætning, og det passer fint til venstrefløjens slagord, “Alle undtagen Bibi”. Her lyder det, at hans konfrontatoriske linje underminerer Israels sikkerhed, han fremprovokerer nye krige og konflikter, og han ødelægger relationerne til USA, ikke mindst med den meget omdiskuterede tale til USAs kongres den 3. marts på baggrund af en invitation fra det Republikanske parti. I et nyligt debatindlæg i New York Times og et interview med CNNs Fareed Zakaria har Isaac Herzog også kritiseret Netanyahu for at ødelægge Israels altafgørende alliance med USA.

Selv er Netanyahu tynget af en korruptionsskandale med hans kone i centrum, og medierne har kørt en intens kampagne imod ham. På de sociale medier har premierministeren angrebet Israels store avis Yedioth Ahronoth, og for at få balance i regnskabet har hans medsammensvorne amerikanske milliardær, nære ven og Casino-ejer Sheldon Adelson stiftet gratisavisen Israel Hayom, hvis politiske dækning er en uforbeholden kampagne til fordel for Netanyahu. Premierministerens stærkeste kort er stadig sikkerhedspolitikken, og Mr. Security, som han også bliver kaldet, angriber konstant venstrefløjen for at gamble med Israels sikkerhed i en tid, hvor regionen er i opløsning.

Et af de mere kontroversielle eksempler er en opsigtsvækkende valgvideo med fiktive ISIS-krigere, der skal forestille at køre til Jerusalem. “Hvilken vej til Jerusalem?” spørger de sortklædte jihadister en forbipasserende israelsk bilist. “Drej til venstre”, svarer bilisten, før videoen afsluttes med replikken: “Venstrefløjen vil give efter for terror!”

De små kongemagere
Mens Likud og Arbejderpartiet slås om at blive valgets største parti, kan valget meget vel afgøres af de små partier. For to år siden kaprede det nyoprettede midterparti Yesh Atid med TV-stjernen Yair Lapid i spidsen hele 19 mandater, og Lapid blev finansminister. Men selv om euforien nu er væk og partiets mandater sandsynligvis halveres, kan Lapid sagtens blive tungen på vægtskålen efter valget.

Ligeledes forholder det sig med det nystiftede parti af Likud-udbrydere, Kulanu, med Israels tidligere ambassadør i Washington, den erfarne diplomat Michael Oren, på holdet. Og endelig har vi det højrenationalistiske parti Yisrael Beiteinu ledet af den kontroversielle udenrigsminister Avigdor Liebermann, som er tynget af interne korruptionsskandaler og sagtens kan finde på at gå i opposition og dermed fælde Netanyahu. Udsigterne ville være anderledes optimistiske for venstrefløjen, hvis man kunne inkludere det fusionerede arabiske samlingsparti, som står til omkring 13 mandater og sagtens kan blive valgets tredjestørste parti. Men ingen israelsk regering kan etableres på baggrund af de arabisk-muslimske mandater.

For staten Israel blev jo etableret til det jødiske folk. Og spørgsmålet er stadig, hvad man stiller op med den ikke-jødiske befolkning, som Israels militære sejre har pådraget sig ansvaret for. Spørgsmålet er stadig, hvad zionisme betyder i det 21. århundrede. ■

Heini í Skorini er Ph.D.-studerende ved King´s College, University of London, og freelance journalist for bl.a. Weekendavisen. BA i statskundskab ved Københavns Universitet og MA i religionsvidenskab ved King´s College London. Skriver primært om værdipolitik, Mellemøsten, rigsfællesskabet og Nordatlanten. ILLUSTRATION: “Ved Grædemuren” [Foto: Paweesit]