08.05.2015

BAGGRUND. Med sit åbenlyse militære engagement i Syrien fra begyndelsen af 2013 er Hizbollahs bluf blevet afsløret. Igen, vil mange libanesere mene. Men hvad er det for nogle bluf, og hvilke konsekvenser har afsløringerne haft for den stadigt magtfulde, shiitiske organisation, som Israel og USA ynder at benævne med forstavelsen terrorist?

ANALYSE af Asger G. Nielsen

Siden begyndelsen af 2013 har det været officielt, at Hizbollah-krigere fra Libanon har kæmpet på regimets side i Syrien. Det er første gang, at Hizbollah engagerer sig i en konflikt uden for Libanon, som ikke har direkte forbindelse til bekæmpelsen af shia-organisationens erklærede hovedfjende, Israel.

Der havde længe været rygter om, at Hizbollah mere end moralsk støttede Bashar al-Assad i Syrien, og da Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah, for godt to år siden gjorde den militære tilstedeværelse officiel, satte det en lavine af konfrontationer og analyser i gang. Pludselig var Hizbollah-kontrollerede områder i Libanon fair game for militante oprørere fra Syrien, og analytikerne kom på overarbejde for at vurdere, hvilken vej udviklingen i den magtfulde organisation gik. For at forstå bevæggrundene for den militære involvering i Syrien er man først nødt til at se på, hvilken slags organisation Hizbollah grundlæggende er, og dernæst den realpolitiske situation i regionen.

I USA og Israel kalder man konsekvent Hizbollah for en ’terrororganisation’ – og Hizbollahs militære gren har siden 2013 også været på EU’s terrorliste – men ud over de væbnede styrker leverer Hizbollah også pensioner, sundhedsydelser, skolegang, økonomisk støtte til genopbygning, et utal af professionelle medieplatforme, og så er organisationen en accepteret, legitim spiller i libanesisk politik.

Derudover har Hizbollah i lange perioder haft held til at opretholde en facade af at være en panarabisk og ikke-sekterisk gruppe qua sin kamp mod Israel – en kamp som mange i Mellemøsten har kunnet samles om. Eksperter peger dog på, at den bredde støtte, som Hizbollah tidligere har nydt, er faldet markant det seneste årti, og alliancen med Assad-regimet i Syrien giver blot kritikere mere ammunition i forhold til at påpege Hizbollahs sekteriske natur.

På trods af den vigende opbakning og de gengældelsesangreb, der har været i Libanon særligt i efteråret 2013 og begyndelsen af 2014, er en logisk årsag til Hizbollahs engagement i Syrien, at alternativet er værre. Uden Assad-regimet ville Hizbollah stå overordentligt svækket, og organisationen har derfor for alvor været nødt til at opgive sit ikke-sekteriske bluf. Seneste udvikling i Syrien er, at Hizbollah og den iranske revolutionsgarde flere steder forsøger at undgå at samarbejde med regimets hær. Årsagen er simpelthen mistillid til Assads styrker, der har svært ved at holde kampmoralen oppe, og stadig oftere meldes der om deserteringer fra styrets egne rækker. At Iran og Hizbollah så stadig er kraftigt engageret i konflikten understreger blot, hvor vigtigt det er for begge parter, at der i deres mellemliggende territorium ikke bliver etableret en permanent fjendtligtsindet stat.

Den første selvmordsbomber
Historien om Hizbollah går tilbage til en anden brydningstid i Mellemøsten, hvor de afgørende begivenheder er den islamiske revolution i Iran i 1979 og den libanesiske borgerkrig fra 1975 til 1990.

Det konkrete påskud for at oprette Hizbollah kommer i 1982, da Israel beslutter at invadere Libanon for én gang for alle at ødelægge den palæstinensiske organisation PLO’s magtbase i landet. Som et direkte modsvar på invasionen sender Iran 5000 soldater fra Revolutionsgarden for at hjælpe de syriske tropper, der siden 1976 har været tilstede i Libanon. Kamphandlingerne er dog stoppet, da den iranske styrke lander i Damaskus, og iranerne og Syriens diktator Hafez al-Assad bliver i stedet enige om kun at sende omkring 1500 revolutionsgardere videre til Bekaa-dalen i Libanon – nu med en ny mission. Soldaterne skal mobilisere den lokale shia-befolkning til at kunne yde israelerne modstand, samtidig med at de skal sprede Ayatollah Khomeinis religiøse og politiske budskaber. En af de 1500 iranere er i øvrigt Irans senere præsident Mahmoud Ahmadinejad. Således begyndelsen på Hizbollah, ’Guds Parti’.

Den politiske og militære virkelighed, Hizbollah træder ind i, er mildt sagt mudret. Efter otte års krig og konstant skiftende alliancer er Libanon et kaos, men Hizbollah formår alligevel hurtigt at gøre sig bemærket. Mest spektakulært er introduktionen af selvmordsbombere. I sin bog Warriors of God beskriver den britiske journalist Nicholas Blanford, hvordan den på det tidspunkt 19-årige Imad Mughniyah opsøger forskellige militser for at forhøre sig, hvem der vil levere sprængstof til denne nye type aktion. Mughniyah, der senere bliver øverstkommanderende for Hizbollahs militære gren og selv kommer af dage i et spektakulært attentat i Damaskus i 2008, har nemlig fundet en, der er villig til at ofre sit liv i modstandskampen mod den israelske besættelsesmagt. De fleste steder bliver Mughniyah mødt med løftede øjenbryn og spørgsmålet: Hvem vil dog sprænge sig selv i luften? Først da han opsøger Khalil Wazir, en af grundlæggerne af den palæstinensiske gruppe Fatah, er der gevinst.

I et udtryk for sjælefællesskab i kampen mod Israel er det palæstinensiske Wazir, der sørger for, at Mughniyah kan pakke en hvid Peugeot med sprængstof og sin 17-årige barndomsven Ahmad Qassir. Om morgen den 11. november 1982 smadrer Qassir ind i hovedindgangen på den israelske hærs hovedkvarter i Tyre i Sydlibanon og markerer dermed begyndelsen på den væbnede modstand, der varer indtil Israels betingelsesløse tilbagetrækning fra Libanon i år 2000. Den efterårsmorgen i 1982 dør 75 israelere samt 15 libanesere og palæstinensere – dels i eksplosionen, dels da den syv etager høje bygning efterfølgende kollapser. Hizbollah tager i første omgang ikke officielt ansvar for aktionen, og der er først flere år senere, at Ahmad Qassir bliver anerkendt som Hizbollahs første martyr i kampen mod Israel.

Hizbollah får ofte skyld for to lignende aktioner under borgerkrigen; angrebet på den amerikanske ambassade i Beirut i april 1983 og angrebet på de franske og amerikanske barakker ved lufthavnen i Beirut i oktober 1983. I de to angreb mister mere end 350 mennesker livet. Selv har Hizbollah altid nægtet direkte indblanding i angrebene, og omtaler episoderne i bredere termer, blandt andet som ”vores folks straf”. Mere sikkert er det, at Iran havde haft en finger med i begge angreb, og som Augustus Richard Norton konstaterer i sin bog Hezbollah, så ”eksisterede Hizbollah i start-80’erne mindre som konkret organisation og mere som en forlængelse af Iran”.

Først i februar 1985 offentliggør Hizbollah sit eget politiske manifest – det såkaldte Åbne Brev – hvor egentlige politiske mål bliver ridset op. Under de resterende år af borgerkrigen har Hizbollah to overordnede mål: kampen mod Israel og kampen for det shiitiske overherredømme i Libanon.

Fanget i Syrien
I 1985-manifestet bliver Jerusalems og Palæstinas befrielse omtalt som ufravigelige mål. Den kamp bliver i dag brugt som figenblad af Hizbollah til at retfærdiggøre beslutningen om at støtte Assad-regimet i Syrien. I august 2013 forklarede Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, således: ”Vi vil kæmpe for det syriske folk og landets sag, som er Palæstina”. For mange i Mellemøsten klingede den forklaring dog noget hult, da Hizbollah åbent bifaldt samtlige af de folkelige protester under det såkaldte arabiske forår i 2011, der skulle bringe frihed og gøre en ende på undertrykkende diktatorer og regimer. Det er om noget ikke formålet med Hizbollahs tilstedeværelse i Syrien i dag.

Politiske modstandere i Libanon gav heller ikke meget for Nasrallahs forklaring og har siden klandret Hizbollah for at trække landet ind i den blodige konflikt på den anden side af grænsen. Det mest håndgribelige tegn på denne indblanding er den terrorbombekampagne, der ramte Libanon i efteråret 2013 og fortsatte ind i foråret 2014. Bomberne, som forskellige militante sunni-grupper tog ansvaret for, skulle i stort set alle tilfælde ramme Hizbollah-mål i Beiruts sydlige forstæder og det nordlige Bekaa. Begge områder betragtes som organisationens absolutte hjemmebane.

Siden sidste forår har den libanesiske hær iværksat en massiv sikkerhedsplan, der med nogen succes har holdt krigshandlingerne ude af Libanon, selv om der stadig med jævne mellemrum er træfninger i grænseregionen. Med andre ord at situationen fortsat usikker her i 2015, særligt på grund af tilstedeværelsen af de mere end en million syriske flygtninge, som bliver holdt i meget kort snor af den libanesiske hær og Hizbollah af frygt for, at flygtningene, der primært er sunnier, vil kunne finde på at organisere sig, og dermed etabelere en ny magtfaktor i landet.

Ifølge Lina Khatib, Hizbollah-kender, direktør for tænketanken Carnegie Middle East Center i Beirut og aktuel med bogen The Hizbullah Phenomenon, har Hizbollahs begrundelse for alliancen med Assad-regimet ændret sig i takt med udviklingen i krigen.

”Først blev Syrien omtalt som en nødvendig allieret i modstandskampen mod Israel, som Hizbollah har som en af sin ideologis hjørnesten. Senere, i takt med at konflikten i Syrien blev mere og mere sekterisk og med opbygningen af sunni-jihadistgrupper, skete der det, at Hizbollah følte sig yderligere forpligtet til at beskytte shia-befolkningen og forskellige helligdomme i Syrien og Irak – formentlig også fordi Iran sagde, de skulle. Det tredje narrativ, de præsenterer, er nu, at de forsvarer Libanon imod truslen fra sunni-jihadister,” siger Lina Khatib og påpeger ironien i, at Libanon er blevet et mål delvist på grund af Hizbollahs indblanding i Syrien.

Vurderingen fra flere eksperter og kommentatorer lyder, at scenariet i Syrien havde været et helt andet, hvis ikke Hizbollah havde engageret sig. Den danske ambassadør for Syrien, Libanon og Jordan, Rolf Holmboe, har tidligere i RÆSON kaldt det ”kampafgørende” og understreget, at ”regimet ikke havde overlevet uden Hizbollah”.

Uanset om Iran har beordret det eller ej, havde Hizbollah formentlig engageret sig i Syrien, mener Michael Young, der er opinionsredaktør og kommentator på den libanesiske avis The Daily Star og forfatter til bogen The Ghosts of Martyrs’ Square om Libanon efter Cederrevolutionen i 2005.

”Det er ikke nødvendigvis en beslutning, som blev trukket ned over hovedet på Hizbollah imod deres vilje. Jeg tror, Nasrallah selv ville have valgt at forsvare Assad-regimet, fordi han udmærket ved, at hvis regimet falder, så er Hizbollah selv i fare,” siger Michael Young og understreger, at engagementet samtidig også er forpligtende, da Hizbollah nu ikke umiddelbart kan trække sine styrker ud igen:
”Hizbollah er fanget af situationen i Syrien. De har forsvaret regimet, men er ikke lykkedes med at vende krigslykken.”

Der findes ikke officielle Hizbollah-tabstal fra Syrien, men ifølge flere kilder er tallet langt over 1000. Desuden er der meldinger om, at Hizbollah har sænket minimumsalderen for de soldater, der bliver sendt til Syrien – fra 18 år til 16. I forrige uge var der sågar meldinger om, at en 15-årig Hizbollah-soldat skulle være blevet dræbt i israelske luftangreb mod Hizbollahs anlæg i Qalamoun-regionen i grænselandet mellem Syrien og Libanon. Det er formentlig ved et Hizbollah-træningsanlæg, at teenageren blev dræbt, men ikke desto mindre de brugen af de unge soldater angiveligt et tegn på, hvor presset på mandskab organisation er. I Libanon peger flere dog også på, at det kan være udtryk for, at nogle af de erfarne og specialtrænede styrker bliver holdt tilbage i tilfælde af en altid truende konfrontation med Israel.

Seneste eskalation, der fik krigstrommerne til at lyde, kom i januar i år. Den 18. januar blev seks Hizbollah-krigere og en håndfuld iranske soldater dræbt i et luftangreb i det sydlige Syrien. Blandt de dræbt var en højtstående iransk general og den unge Hizbollah-kriger Jihad Mughniyah, søn af ovennævnte Imad Mughniyah, hvilket var et stort symbolsk tab. Israel har ikke officielt taget ansvar for aktionen, men anonyme israelske militærkilder har bekræftet. Ti dage senere gengældte Hizbollah aktionen og angreb en israelsk konvoj i de besatte Shebaa-farme. To israelske soldater blev dræbt i aktionen.

Besættelsens tryghed
Da den libanesiske borgerkrig officielt slutter i efteråret 1990, betyder Israels fortsatte besættelse af Sydlibanon, at Hizbollah som den eneste milits i Libanon ikke bliver tvunget til at aflevere sine våben. Dette sker under beskyttelse af den anden besættelsesmagt, Syrien, der som Hizbollahs (og Irans) allierede anerkender, at partiets officielle mål ikke endnu er nået, da syden fortsat er besat, og Libanon ikke selv er i stand til at smide israelerne ud.

Årene fra borgerkrigens afslutning til Israels tilbagetrækning i år 2000 bliver ofte omtalt som Hizbollahs gyldne periode. I perioden holder organisationen ord og anvender ikke sine våben i intra-libanesiske konflikter, og det er kun israelerne, der bliver bekæmpet. Der bliver endda oprettet en brigade for ikke-shiaer, så de også kan tilslutte sig modstandskampen under den gule Hizbollah-fane. Hverken med Operation Accountability (1993) eller Operation Grapes of Wrath (1996) formår Israel at gøre en ende på Hizbollah, og organisationens militære gren konsoliderer i 1990’erne sig som en dygtig guerilla-hær, der bliver ved med at stikke til besættelsesmagten.

I år 2000 ændrer scenariet sig. Israel trækker sine styrker ud af Sydlibanon, og Hizbollah bliver hyldet i hjemlandet såvel som i hele regionen som den første arabiske hær, der har tilbageerobret territorium fra Israel. Besættelsens paradoks går dog hurtigt op for Hizbollah, for når Libanon er befriet, mener mange libanesere, at målet er nået og en afvæbning bør komme på tale. Løsningen for Hizbollah bliver en gold bjergside på Hermon-bjerget, hvor Israel bibeholder en række udkigsposter over Sydlibanon. ’Shebaa-farmene’, som området hedder, blev faktisk besat af Israel i 1967-krigen og fremgår ikke på et eneste FN-kort som libanesisk territorium – men derimod som syrisk.

Ikke desto mindre var områdets beboere libanesiske statsborgere, og den officielle libanesiske forklaring er, at Shebaa-farmene overgik til Libanon i 1964 som del af en mundtlig aftale med Syrien, der blot aldrig er blevet effektueret. Debatten om området fortsætter i 2001 – hvor den sidste fattige bondefamilie i øvrigt flytter ned fra bjerget – da det går op for libaneserne, at det omstridte område ikke er en del af det lille Libanon-kort, som er trykt på de libanesiske 1000-lira sedler (ca. fire kroner). På sedlerne ligger Shebaa-farmene i Syrien. Seddeldesigneren bliver efterfølgende sagsøgt og teorier om israelske konspirationer florerer vidt og bredt.

For Hizbollah er Shebaa-farmene retfærdiggørelse nok til at opretholde og udvide sit arsenal. Desuden gør de sig klar til næste krig med Israel samtidig med, at de fortsætter deres nålestiksmanøvrer mod de israelske styrker i grænseområdet.

Mord, magtovertagelse og en krig
Det vedvarende militære engagement mod Israel gjorde i 1990’erne Hizbollah ovenud populær på tværs af religiøse skel i Mellemøsten. Siden har en række begivenheder dog ændret gevaldigt på dette. Ifølge Lina Khatib tog det for alvor fart for ti år siden.

”Tabet af opbakning begyndte hovedsageligt med attentatet mod den tidligere premierminister Rafik Hariri i februar 2005, hvor fire Hizbollah-medlemmer stadig er under anklage. Dernæst er der begivenhederne i maj 2008 i Libanon, hvor Hizbollahs militser overtog det vestlige Beirut [som modsvar til at den libanesiske stat ville lukke Hizbollahs kommunikationsnetværk, red.]. Disse hændelser blev af arabiske sunnier set i et sekterisk lys, fordi Hariri var en nøgle sunni-leder og fordi Vestbeirut hovedsageligt er sunni-domineret. Så Hizbollah blev set som en shia-gruppe, der angreb sunnier, og som en libanesisk gruppe, der angreb andre libanesere – hvilket de altid har insisteret på, de aldrig ville gøre,” siger Lina Khatib.

I sommeren 2006 kom den 34 dage lange krig med Israel, som Hizbollah trak Libanon ind i. Konflikten begyndte da Israel svarede igen på en Hizbollah-aktion, hvor flere israelske soldater blev dræbt og to blev taget til fange. I dag omtaler Hizbollah krigens udfald som en ”guddommelig sejr” men det er en sandhed med modifikationer. Nok blev Hizbollah ikke udslettet, hvad der havde været et af Israels militære mål, og Hizbollah formåede endda at intensivere sine raketangreb ind i Israel helt indtil en våbenhvile kom i stand. Men i Libanon kostede krigen også flere end 1.100 civile livet, og mere end en million blev internt fordrevet den sommer. Samlet vurderes det, at krigen ødelagde infrastruktur og boliger for op mod seks milliarder dollars i Libanon, der arealmæssigt er tre gange mindre end Jylland.

”Disse episoder kombineret med de arabiske opstande – især den syriske – har sat yderligere tempo på den nedadgående popularitet. Den offentlige opinion har allerede nået sit laveste punkt, og jeg tror faktisk ikke, at det kan blive dårligere. Hizbollahs navn og rygte er blevet ødelagt i så stor grad, at det ikke kan repareres igen,” siger Lina Khatib.

Dette til trods tøver hun ikke med fortsat at kalde Hizbollah den stærkeste politiske aktør i Libanon, selv om det mere skyldes de andre aktørers relative svaghed.

Ifølge Michael Young er der bestemt nogle i Libanon, der finder glæde i, at ”Hizbollah nu betaler prisen i Syrien”, som han udtrykker det. Hizbollahs bluf er blevet afsløret, fordi de mere eller mindre frivilligt kæmper sammen med syriske soldater for at forsvare Assad-regimet, der selv har ønsket at dreje konflikten i en sekterisk retning.

”På grund af Syrien er Hizbollah blevet tvunget til at vise sig som en sekterisk milits, hvilket mange libanesere vidste i forvejen. Det blev understreget, da Iran satte shia-militser fra Irak ind for at hjælpe Assad-regimet i Syrien og yderligere da Hizbollah fik samme opgave,” siger Young og fortsætter: ”Spørgsmålet er mere, var Hizbollah nogensinde andet end en sekterisk milits?”

Håbet er en politisk løsning
Det er bredt accepteret, at krigen i Syrien ikke foreløbigt vil blive afgjort militært, og at en forhandlet løsning derfor er det mest sandsynlige, hvis krigshandlingerne skal stoppes. For Hizbollah betyder det, at de ikke kan mindske deres militære engagementet, da det vil svække regimets eventuelle forhandlingsposition, forklarer Lina Khatib.

”Hizbollah har lidt betydelige tab de sidste par år, og reelt set er de engageret på tre fronter; Sydlibanon, Irak og hovedfronten i Syrien. Irak og Syrien har aldrig været en del af den langsigtede strategi, og det bredde engagement betyder, at Hizbollah er mere sårbar end nogensinde. Faktisk ser Hizbollah lige nu efter en mulighed for at trække sig ud af Syrien, men de kan ikke gøre det med mindre, at der er en politisk løsning på konflikten, som er acceptabel for Iran. Indtil da er Hizbollah tvunget til at sidde den ud, mens de venter på at alle parter bliver så svage, at de kan acceptere en politisk løsning. Men for at Iran skal acceptere en løsning, skal det gøres på en måde, hvor Iran ikke taber ansigt. Iran må ikke ses som et land, der bøjer af. Jeg tror, 2015 bliver meget afgørende for Syrien, da alle er ved at nå til et punkt, hvor de ikke kan mere, og det kan måske være med til at skubbe Iran i retning af et kompromis,” siger Lina Khatib.

Som i så mange andre konflikter tegner de mest dystre perspektiver sig for de civile befolkninger. Shiaerne i Libanon er ingen undtagelse. Historisk har de ikke haft nær så meget at skulle have sagt som sunnierne og de kristne, og de skylder i dag meget af deres indflydelse til Hizbollah, hvis militære styrke er større end den libanesiske hærs. Tilmed har Hizbollah siden 2008 haft vetoret i den libanesiske regering, og et svækket Hizbollah vil derfor uomtvisteligt betyde, at shiaerne i Libanon bliver svækket. Ydermere har Hizbollah haft held til at eliminere reelle shiitiske alternativer fra Libanons sekteriske, politiske scene. Ifølge Michael Young efterlader det Libanons shiaer med en række dilemmaer, da mange historisk ser positivt på Hizbollah, og nu føler sig forpligtede til fortsat at bakke op om organisationen, da alternativet er uoverskueligt.

”Syrien er en livline for Hizbollah, så hvis det bliver en sunni-sejr i Syrien, vil det være et enormt nederlag for Hizbollah. Det er et skræmmende scenarium for shiaerne i Libanon, hvis et nyt regime i Damaskus står tættere på ekstremistiske sunnigrupper. Det vil samtidig kunne mobilisere sunnierne i Libanon og give dem større selvtillid. De libanesiske sunnier er generelt ikke radikaliseret, men de er enormt trætte af Hizbollah, og der kan godt opstå grupper, der siger, at ’nu vandt vi i Syrien, så lad os vinde i Libanon’,” siger Michael Young.

Asger Gørup Nielsen (f. 1987) er freelancejournalist bosat i Beirut. Han er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han er tidligere praktikant på Berlingske og kan følges på Twitter på @AsgerGoerup. ILLUSTRATION: Hizbollahs flag på Khiam-fængslet nær Beirut. [Foto: Paul Keller]