Her er den afgørende opgave for Mette Frederiksenaf Jakob Terp

Her er den afgørende opgave for Mette Frederiksen
af Jakob Terp

25.08.2015


Mette Frederiksen skuffer med søndagens avisinterviews de vælgere, der følte, at Thorning trak Socialdemokratiet for langt til højre. Men er en erhvervsvenlig politik nødvendigvis i uoverensstemmelse med en kritisk holdning til de utøjlede, globale markedskræfter?

KOMMENTAR af Jakob Terp

I DE FØRSTE store interviews, siden hun overtog roret i Helle Thornings identitetssøgende Socialdemokrati, spiller Mette Frederiksen de sikre kort. Mange S-vælgere med hang til traditionelle centrumvenstreværdier havde – noget naivt – håbet på en umiddelbar og håndfast markering af en ny linje i det gamle arbejderparti, og må selvsagt sidde skuffede tilbage.

Men for Mette F. er det tydeligvis vigtigt at slå fast, at Socialdemokratiet med hende i spidsen er et parti med kontinuitet og blik for det lange, seje træk. Helt uanset den udbredte forventning om, at partiets nye ledelse vil evne at levere en reel kant til det markedsregime, som Thorning og Corydon frivilligt lod sig tryne af. Manglen på en sådan kant var formodentlig medvirkende til, at partiet ikke evnede at tegne billedet af sin egen eksistensberettigelse, og derfor tabte regeringsmagten ved valget i juni.

Umiddelbart har Frederiksen dog meget at vinde ved at fremstå som det økonomisk ansvarlige alternativ til et borgerligt flertal. Det har siden valget stået klart, at Lars Løkkes regering reelt er et forretningsministerium, hvis eksistensberettigelse primært består i at holde skruen i vandet, indtil den populistiske DF-bølge har lagt sig, og dansk politik atter kommer til at handle om demokrati: Om at turde og ville magten.

 

Man venter på en strøm af borgerlige vælgere med tillid til en ansvarlig S-politik
____________________

 

HÅBET I S ER DERFOR, at det for traditionelle, borgerlige kernevælgere bliver stadig mere tåkrummende at sidde til bords med DF´s ansvarsforflygtigelse. Man venter på at strømmen af borgerlige vælgere med tillid til en ansvarlig S-politik omsider vil indfinde sig. Med en i de fleste øjne troværdig partileder i spidsen, kan tiden nemt vise sig at blive S-projektets bedste ven.

Mange S-traditionalister hungrer – efter fire års ideologisk ørkenvandring med Thorning, Corydon og det radikale storhedsvanvid – efter en markant centrumvenstre-opposition til den gældende politiske orden. Set fra deres synspunkt har liberalismen og markedskræfterne globalt set kortsluttet den demokratiske proces, hvorefter ethvert politisk tiltag pr. definition er underkastet markedets vilje. I den optik har liberalismen og markedet tiltvunget sig en rolle som demokratiets grundlov, med staten i rollen som kysk skødehund. Bedst symboliseret ved Bjarne Corydons totale mangel på ideologisk og symbolpolitisk kompas, herunder den manglende evne til at markere en socialdemokratisk, finanspolitisk dagsorden. Mon ikke en Mogens Lykketoft eksempelvis havde evnet at tryne Venstre´s privatiseringshungrende regnedrenge i Finansministeriet?

Men fordi hun håber at charmere stadig mere rodløse borgerlige stemmer, ville det selvsagt være et dødsdømt projekt for Mette Frederiksen, hvis hun straks efter sin tiltrædelse brugte energien på at trøste egne resignerede kernevælgere med indignerede paroler og politisk wienerbrød. Ved i stedet at slå på partiets forpligtigelse til at sikre dansk erhvervsliv de bedste rammevilkår vil hun én gang for alle slette det billede af socialdemokratisk uansvarlighed, som den borgerlige fejlfortolkning af Anker Jørgensens krisepolitik skabte for 35 år siden. Den historie burde være begravet for længst – ihvertfald efter 8 år med Nyrup-Lykketoft. Men ulykkeligvis evnede Helle Thorning – heller ikke i det tilfælde – at tegne historien. I det hele taget svigtede Thorning og Corydon fortællingen om Socialdemokratiet og velfærdsstaten, en fejl som Frederiksen – trods sin erhvervsvenlige ham – næppe vil gentage.

 

I det hele taget svigtede Thorning og Corydon fortællingen om Socialdemokratiet og velfærdsstaten, en fejl som Frederiksen – trods sin erhvervsvenlige ham – næppe vil gentage
____________________

 

SOCIALDEMOKRATIETS traditionalist-stemmer har som bekendt ingen steder at gå hen – og de radikale er elimineret. Med fokus skarpt rettet mod de borgerlige kernevælgere, der nu krummer tæer over konsekvenserne af at Anders Fogh Rasmussen gjorde DF stuerent, har Mette Frederiksen alt at vinde på den anden side af midten – den midte, som hun stadig fastholder, at hun befinder sig på venstre side af!

Spørgsmålet er så: Midten af hvad?

Befinder Mette Frederiksens nye Socialdemokrati sig…
a) Til venstre for midten i den traditionelle fordelingsdimension? Næppe!
b) Til venstre for midten i velfærdsdimensionen, hvor den klassiske, socialdemokratisk-universelle model i dag udfordres af Venstre og Liberal Alliance (som af hjertet ønsker denne model afløst af en forsikringsbaseret model)? Måske! Her ligger under alle omstændigheder en bold til højrebenet som Thorning og Corydon ikke evnede at italesætte. Den universelle velfærdsmodel er Socialdemokratiets DNA og danskerne elsker den – hvor blev den fortælling af?
c) Til venstre for midten af stat-marked-dimensionen, hvor man i kølvandet af finanskrisen glemte, at et utøjlet, dereguleret finansmarked faktisk ikke er nogen naturlov? Det er netop her, Socialdemokratiets reelle, fremtidige eksistensberettigelse befinder sig, medmindre målet er at fremstå som en dårlig kopi af Venstre. Mange S-vælgere vil nok forvente, at det er til venstre for denne midte Mette Frederiksen vil definere sit nye Socialdemokrati på længere sigt!

En erhvervsvenlig økonomisk politik med fokus på kontinuitet og troværdighed, er ikke ensbetydende med, at det ikke er muligt for en fremtidig socialdemokratisk regering samtidig at stille sig i spidsen for et europæisk – og i bedste fald globalt – politisk initiativ, der lægger kant til de himmelråbende, finanspolitiske tåbeligheder og den politiske afpresning, som finansadelen i USA er sluppet afsted de sidste ti-femten år.

FINANSKRISEN VAR, OM NOGET, et resultat af en utøjlet kapitalisme, som det – uanset hvor ubelejligt det måtte være – til enhver tid må være en begavet, socialdemokratisk leders opgave at formulere en kritik af. Kapitalismen har gjort meget for det socialdemokratiske idealsamfund som vi udlever i Skandinavien. Men derfra og til at acceptere, at markedskræfterne kupper det politiske system som det er sket i USA, og som vi risikerer det vil ske i Europa, må og skal være uacceptabelt for selv den mest pragmatiske socialdemokrat.

DET ER HER, Mette F. på sigt skal finde balancen mellem erhvervspolitik og Socialdemokratiets vigtigste politiske mission: Den fortløbende, kritiske dialog om staten vs. markedet.

 

Finanskrisen var om noget et resultat af en utøjlet kapitalisme, som det – uanset hvor ubelejligt det måtte være – til enhver tid må være en begavet, socialdemokratisk leders opgave at formulere en kritik af
____________________

 

Jakob Terp (f. 1966 i København). Cand.scient.pol. IFSK 1993. Chefkonsulent indenfor social og arbejdsmarkedsområdet, undervisningsassistent ved Aarhus Universitet og tekstforfatter. Aktiv debattør og foredragsholder. Blogger på jp.dk, med særligt fokus på udfordringen for den universelle velfærdsmodel i det 21. århundrede.
ILLUSTRATION: S-kongres [foto: Mads Nissen/Polfoto]