Efter Fukushima: Det koster dyrt, så længe Japans atomreaktorer står stille

Efter Fukushima:
Det koster dyrt, så længe Japans atomreaktorer står stille

21.01.2015


Ulykken på det japanske atomkraftværk, Fukushima, i 2011 har været omkostningsfuld på mere end én måde. Langt størstedelen af landets atomreaktorer er lukket ned, Japan er nu den største aftager af naturgas i verden, og prisen for strøm er steget med en femtedel og stiger stadig. En genåbning af landets atomkraftværker er en kontroversiel, politisk beslutning, som både møder indædt modstand og støtte i befolkningen.

ANALYSE af Asger Røjle, Tokyo

Der var engang, hvor Japan havde et stort strukturelt handelsoverskud i forhold til omverdenen. Der blev ført vanskelige forhandlinger med andre lande om, hvordan man kunne få bedre balance i handelen. Det er såmænd kun fire-fem år siden. Men så skyllede en gigantisk tsunami i marts 2011 ind over atomkraftværket i Fukushima, hvor tre reaktorer nedsmeltede. Atomkraft havde indtil da leveret en tredjedel af landets elektricitet, men siden har samtlige 48 reaktorer på Japans øvrige 17 atomkraftværker stort set været ude af drift.

Japan har måttet importere enorme mængder kostbar fossil energi fra udlandet, og på få år er Japan blevet verdens største importør af naturgas. Med undtagelse af drakoniske energisparekampagner de første to somre efter atomulykken har japanerne ikke for alvor mærket nogen energimangel.

Men til gengæld har Japan pludselig et uvant underskud på handelsbalancen – og det stiger år efter år. De samlede udgifter til brændstof-import for Japans regionale elektricitetsselskaber var i 2013 på næsten 200 milliarder kroner, og det bidrog naturligvis væsentligt til dette underskud. Og elektricitetsselskaberne har jo ikke andre end deres kunder at læsse udgifterne over på. Derfor betaler Japans husholdninger i dag 20 procent mere for deres strøm end før Fukushima-ulykken, og for virksomhederne er der snarere tale om en stigning på 30 procent. Hvert kvartal varsles der fortsat nye prisstigninger rundt omkring i landet.

Der er store debatter om atomkraftens fremtid i Japan. Der kan være gode politiske grunde til at være imod atomkraft, især når dobbelt så mange japanske vælgere erklærer sig som modstandere end som tilhængere – også selv om mange fortsat mener, at atomkraft nok stadig vil være uundgåeligt af hensyn til landets økonomi. Ved det nylige underhusvalg var samtlige partier ud over det liberal-demokratiske regeringsparti LDP således modstandere af en hurtig genåbning af de lukkede atomreaktorer. Men på baggrund af handelsbalancen og elektricitetspriserne kan det ikke undre, at toppen af det japanske erhvervsliv til gengæld presser premierminister Shinzo Abes regering for at sætte så mange som muligt af de lukkede reaktorer i drift igen hurtigt.

Det er den nuværende regerings energipolitik at holde tingene flydende, har energiforskeren Hiroshi Takahashi fra Fujitsus forskningsinstitut udtalt til nyhedsbureauet Bloomberg. Regeringspartiet ønsker at bevare atomkraft på mellemlang eller lang sigt, men man ved, at hvis man siger højt, vil det gøre vælgerne vrede. LDP-regeringens officielle energiplan fra april sidste år bygger på atomkraft som en grundpille i Japans fremtidige energiforsyning.

Denne plan var et opgør med den tidligere regerings energiplan, som havde som mål, at alle atomkraftværker skulle afvikles i løbet af 30 år. En energiplan, som blev fremlagt i kølvandet på atomulykken, og som efter LDP’s og det japanske industriråds mening var fuldkommen uansvarlig. Selv om atomkraft altså har den nuværende LDP-regerings støtte, og selv om regeringen sidder sikkert med et stort flertal i begge parlamentets kamre, har det vist sig at være en meget langsommelig proces at få genoplivet atomkraften i Japan.

LDP var selv med til i den opkogte stemning lige efter Fukushima-ulykken at vedtage nye og strammere regler, som hver enkelt reaktor skal leve op til, før den kan få tilladelse til at genåbne. Ligeledes var LDP også med til at indføre en ny overvågningsinstans for atomindustrien, NRA, Nuclear Regulation Authority, som skulle være mere uafhængig af regering og atomindustri, end den tidligere overvågningsinstans – og som i sandhed også er det.

NRA håndhæver de nye regler meget samvittighedsfuldt, hvilket har forsinket processen og irriteret topfolkene i Japans erhvervsliv i betydelig grad. NRA har også gjort klart, at rundt regnet halvdelen af landets hidtidige reaktorer på forhånd godt kan opgive at få tilladelse til at genåbne.
De er enten for gamle, eller befinder sig på geologiske brudflader, hvor man i dag ikke ville få lov til at bygge en atomreaktor. Eller også vil det være så kostbart at bygge dem om til at overholde nye sikkerhedskrav, at det ikke vil kunne betale sig.

På nuværende tidspunkt har Japans regionale elektricitetsselskaber derfor kun ansøgt NRA om genåbning af tyve reaktorer. Og de fire første tilladelser er omsider blevet givet i slutningen af 2014 efter omfattende computer-simulationer og papirarbejde. Meget tyder derfor på, at to reaktorer på Sendai-værket ved storbyen Kagoshima i det sydlige Japan her i begyndelsen af 2015 vil blive genåbnet som de første, og at to reaktorer på Takahama-værket i Fukui-amtet vil følge efter senere på året, når lokale borgmestre og byråd er taget tilstrækkeligt i ed.

Begge anlæg ligger i fattige egne, hvor man er meget afhængige af de tilskud til lokale byggerier og aktiviteter, som man normalt får fra atomindustrien, og hvor de lokale politikere derfor er nemmere at forhandle med end andre steder i Japan. Det er næppe heller tilfældigt, at begge anlæg ligger langt væk fra stillehavskysten, hvor risikoen for fremtidige tsunamier er størst. Samtidig tog flere af elektricitetsselskaberne i sidste uge de første skridt til endegyldigt at afvikle de reaktorer, som aldrig kommer i drift igen.

Beslutningen om at afvikle i alt syv reaktorer, som alle er ældre end 40 år, falder i tråd med regeringens ønsker. Regeringen har lagt pres på elektricitetsselskaberne for at få dem til at begynde afviklingen af de gamle reaktorer, fordi regeringen venter, at en afvikling af de ældste værker vil gøre det nemmere at få befolkningen til at acceptere, at de nyere værker atter kommer i drift.

Men elektricitetsselskaberne har slået sig i tøjret, fordi det tager mange år at afvikle en brugt atomreaktor, det koster en formue, og der er undervejs ingen indtjening for reaktorens ejer. For elektricitetsselskaberne handler det derfor om at maksimere den resterende indtjening på de eksisterende anlæg, idet det næppe bliver politisk farbart at bygge nye atomkraftværker i Japan i de kommende år.

Tre nye reaktorer, som var ved at blive bygget ved eksisterende værker, da Fukushima-ulykken skete, er blandt de projekter, som ventes at blive godkendt af NRA. Men helt nye anlæg har til gengæld ikke megen gang på jorden. På trods af, at der således ikke er udsigt til, at atomkraft igen kommer til at forsyne Japan med en tredjedel af sin elektricitet, er det ikke desto mindre hjerteblod for Abe-regeringen at få gang i en gradvis genåbning af de reaktorer, der om muligt kan godkendes. Både af politiske og økonomiske årsager.

Politisk er der efterhånden en masse prestige på spil. Det vil være et pinagtigt nederlag for Abe og LDP, hvis genåbningen af atomreaktorerne fiser ud i næsten ingenting, og det vil ikke kunne undgå at koste ham stemmer ved næste valg. Økonomisk har Japans virksomheder først og fremmest brug for aflastning fra deres nuværende tårnhøje energiomkostninger. Og samtidig er det vigtigt for atomindustrien at få genoplivet atomkraft i Japan.

Premierminister Abe har i sine to år ved magten rejst rundt i lande som Indien, Vietnam og Tyrkiet og gjort en stor indsats for at lave lukrative aftaler om eksport af japansk atom-teknologi. Det er en eksportvare, som Japan virkelig satser på. Og her ville det jo ikke være noget særligt godt salgsargument, hvis japanerne fortsat ikke selv benyttede deres eget produkt.

Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist og analytiker, bosat i Tokyo. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 30 år. ILLUSTRATION: Antiatomkraft-demo, 2011 [foto: Matthias Lambrecht]