13.12.2015

OM RÆSON. Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON: 250 kr./året, 200 for studerende/pensionister, inkl. fire trykte numre og hundredvis af betalingsartikler.

_____________

3. december viste os, hvor dyb en kløft, der skiller Christiansborg fra vælgerne. Alligevel tyder intet på, at samfundstoppen har fattet budskabet. Tværtimod kværner den elitære mølle ufortrødent videre.

KOMMENTAR af Dennis Kristensen, formand for FOA

KLØFTEN mellem den danske elite og den almindelige dansker vokser uhyggeligt hurtigt i disse år. Det blev endnu engang tydeligt, da forslaget om at ændre vores retsforbehold i EU til en tilvalgsordning blev forkastet af et relativt solidt flertal ved folkeafstemningen. Men det samme skete i juni, da Folketingsvalget på mange måder kom til at ligne et begyndende folkeligt oprør fra dem, der befinder sig længst væk fra Christiansborg og storbylivet.

Og vi vil se det igen. En stadig bredere og dybere kløft mellem de, der har deres på det tørre, og de, der ikke blev født med en sølvske i munden.

Globaliseringen skaber begejstring hos eliten, som – uanset om de enkelte medlemmer af ”de bedst stilledes klub” anser Konkurrencestaten som et middel eller et mål – ser spændende muligheder og personlige gevinster.

Jeg tror, at langt de fleste almindelige danskere forbinder globaliseringen ikke blot med muligheder, men også med risici og utryghed. Og at de anser Konkurrencestaten for at skabe for få vindere og alt for mange tabere.

Langt de fleste almindelige danskere forbinder globaliseringen ikke blot med muligheder, men også med risici og utryghed. Og at de anser Konkurrencestaten for at skabe for få vindere og alt for mange tabere
____________________

 

KONKURRENCESTATEN har med skiftende tempo og på forskellige områder været godt på vej i de seneste par årtier. Og Konkurrencestatens værdigrundlag og konsekvenser passer som fod i hose ind i store dele af elitens verdensbillede. Mens det politiske sigte i det klassiske velfærdssamfund primært har været at skabe og sikre beskæftigelse, og derigennem understøtte den enkeltes mulighed for at blive og forblive selvforsørgende, så flytter det politiske fokus med Konkurrencestaten til at skabe og sikre forudsætningerne for den stærkest mulige konkurrenceevne for virksomhederne. Dermed flyttes velfærdssamfundets fokus – på at skabe jobs – til Konkurrencestatens fokus på at udvide udbuddet af arbejdskraft, sådan som vi allerede har oplevet det i reform efter reform.

Den udvikling udvider i de kommende år – i hurtigt tempo – kløften mellem elitens forventninger og de almindelige danskeres forventninger til samfundet.

Eliten vil ud i overhalingsbanen. Medlemmerne af eliten mener, at den bane naturligt må tilhøre de, der er ”dygtigere, hurtigere og mere risikovillige end andre”, som antropologen Dennis Nørmark har formuleret det. De almindelige danskere synes, at begge kørebaner er betalt af fællesskabet og at alle derfor har ret til at anvende dem begge. Og at ingen skal kunne løbe en risiko der kan tage andre med i faldet.

Og netop Konkurrencestaten er som skabt til sortering af, hvem der kører i hvilke baner. Produktiviteten skal øges, mens omkostningerne skal sænkes. Konsekvenserne er flere udstødte, større ulighed, tab af trivsel og livskvalitet, udtynding af samfundets demokratiske kontrol. Men det anses for at være krigsomkostninger, som er ligefrem ønskværdige eller i det mindste acceptable i elitens verdensbillede, hvor solidaritet handler om dem, der kan og vil bidrage til øget konkurrenceevne.

For de almindelige danskere er det derimod det fælles billede af det enkelte menneskes værdi og den deraf følgende opbakning til fællesskabsløsninger, der minimerer den enkeltes sociale risici og bygger på solidaritet med de udsatte og sårbare.

De to verdensbilleder må nødvendigvis kollidere i endnu et opgør mellem eliten og de almindelige danskere.

Konsekvenserne er flere udstødte, større ulighed, tab af trivsel og livskvalitet, udtynding af samfundets demokratiske kontrol. Men det anses for at være krigsomkostninger, som er ligefrem ønskværdige eller i det mindste acceptable i elitens verdensbillede, hvor solidaritet handler om dem, der kan og vil bidrage til øget konkurrenceevne
____________________

 

GRUNDLÆGGENDE var det den manglende forståelse af denne enorme forståelseskløft mellem eliten og de almindelige vælgere, der kostede den tidligere socialdemokratisk ledede regering livet.

Og tilsvarende var det den samme mangel på forståelse for almindelige menneskers vilkår, drømme og bekymringer, der førte til, at Lars Løkke Rasmussen-regeringen i dag reelt hviler på en solid nedtur for Venstre efter Anders Fogh Rasmussens relativt succesfulde kurs mod Venstre som det brede folkeparti. En nedtur, som naturligvis blev hjulpet ualmindeligt godt på vej af skandaler og bilagssager.

I mine øjne repræsenterer resultatet af folkeafstemningen om Retsforbeholdet præcist samme mangel på indsigt og forståelse – både hos den politiske elite på Christiansborg og hos den økonomiske elite i erhvervslivet. Endnu engang havde de, der har deres på det tørre, så uendeligt svært ved at forstå, hvordan verden ser ud for dem, der må knokle for at få tilværelsen til at hænge sammen.

Jeg tror, at vi vil se folkelige oprør også i fremtiden.

Der er desværre ikke rigtig nogen tegn i sol og måne på, at eliten endnu har forstået lektien.

Tværtimod så kværner den elitære mølle ufortrødent videre om nye reformer, skattenedsættelser som vejen til at sikre den skattefinansierede velfærd, øget arbejdsudbud som mirakelkur for alt mellem himmel og jord, behovet for større ulighed mellem samfundets top og bund og så videre.

På samme tid både håber og tror jeg, at et af de fremtidige folkelig oprør vil handle om den offentlige velfærd og service. Om hvad vi stiller til rådighed for børnene, de syge, de handicappede, de ældre og de udsatte. Vi er nået dertil i beskæringen af velfærden og servicen, at vi ganske enkelt har brug for en ”Det vil vi ikke være bekendt”-bevægelse.

Der er ingen udsigt til, at det oprør vil komme fra eliten. Tværtimod. Også her bliver det de almindelige danskere, der må sige til og fra. ▪

Vi er nået dertil i beskæringen af velfærden og servicen, at vi ganske enkelt har brug for en ”Det vil vi ikke være bekendt”-bevægelse
____________________

 

APROPOS KONKURRENCESTATEN. Debatten om Danmark som konkurrencestat fortsætter. I det seneste nummer af RÆSON siger Bjarne Corydon: ”Kernespørgsmålet i dansk politik i dag ER, om en konkurrencestat kan være et velfærdssamfund. Det, der udfordrede folk og gjorde, at vi fik en debat, var, at jeg svarede JA. Og mit svar ER ja” [læs mere om nummeret her].
___

ILLUSTRATION: Polfoto