Angrebet i København: Var det terrorisme og er mere overvågning svaret?

Angrebet i København: Var det terrorisme og er mere overvågning svaret?

26.02.2015


KOMMENTAR af Lars Erslev Andersen

MEDIERNE OG POLITIKERNE er ikke i tvivl: 14. februar 2015 blev Danmark ramt af terrorisme. Andre har været mere tilbageholdende og professor Ole Thyssen, CBS har i en kommentar i Politiken decideret advaret mod, at handlingerne om eftermiddagen ved Krudttønden på Østerbro og mordet på en vagtmand ved synagogen i Krystalgade senere på natten betegnes som terrorisme: For Thyssen er det bedre at forstå ”gerningsmanden [som] en forvirret og voldelig ung mand, som har begået et dobbeltmord” og der er givet vis en del samfundsengagerede debattører rundt omkring i kantinerne, på cafeerne og i de danske hjem, der bliver ligeså bekymrede over reaktionen på volden fordi den defineres som terrorisme som over volden i sig selv.

Forskellen på en kriminel og en terrorhandling er, som også Thyssen påpeger, bl.a. statens og samfundets reaktion, der i tilfældet terrorisme vil være meget voldsommere, end havde det drejet sig om en sindssyg persons vold. Der var mange, der havde svært ved at se, at gerningsmanden ved Krudttønden og synagogen skulle blive terrorist: Ifølge den dom, der sendte ham to år i fængsel var han en hidsig og opfarende person, der havde svært ved at styre sit temperament, hvilket ofte udartede i vold – og han var ustabil, hvilket måske skyldtes misbrug af hash. I dommen registreres intet om, at han var politisk aktiv, havde forbindelser til islamistiske miljøer eller var, hvad der kaldes ’radikaliseret’, altså i færd med at blive militant. Kriminalforsorgen var derimod bekymret for, at han var i gang med at blive militant islamist; angiveligt har han på sin Facebook-profil uploadet en nashid (en hymne, jihadister bruger, når de drager i krig mod vantro) og der har været forlydender om, at han har udtalt støtte til Islamisk Stat. Men selvom alt dette er sandt, kunne man fastholde, at det stadig mere ligner fragmenter af en ideologi, han havde ”samlet op”, end resultatet af en egentlig ideologisk skolingsproces. Tilsvarende tyder hans skyderi ikke på at være planlagt og organiseret af en militant islamistisk gruppe – det svarer mere til en enkelt mands amok-handling.

En sådan tolkning ser imidlertid bort fra sammenhængen og betydningen af de to konkrete steder, hvor gerningsmanden udførte sine handlinger. Ifølge vidner var han tændt af et had mod jøder, fordi han holdt dem ansvarlige for Israels Palæstinapolitik og krige i Gaza, hvilket gør attentatet mod synagogen til en politisk handling. Det samme er tilfældet ved Krudttønden, hvor der fandt et møde sted arrangeret af Lars Vilks-selskabet med deltagelse af den svenske kunstner selv. Mødet handlede om blasfemi og ytringsfrihed. Det er ikke præcist klart, hvad gerningsmanden ville ved Krudttønden, men at vælge at dukke op til netop dette arrangement med et kraftigt automatvåben og faktisk skyde, gør det mere end nærliggende at antage, at det var Lars Vilks eller selskabet som sådan, han ville ramme. Dét er ifølge en kendelse fra Højesteret et angreb mod statens sikkerhed – eller med andre ord terrorisme: ”Muhammed-tegningerne og debatten om dem har affødt reaktioner verden over, herunder angreb på danske statslige institutioner. Højesteret finder, at drab på en person for at have tegnet en af disse tegninger må anses for et forsøg på at skræmme befolkningen, begrænse ytringsfriheden og hindre den offentlige debat. På denne baggrund kan en person, der planlægger et sådant drab, med rette anses for en fare for statens sikkerhed” (Højesterets kendelse i Tunesersag 2. juli 2008).

Professor Thyssen og andre har selvfølgelig ret til at være uenig med kendelsen fra Højesteret, men medierne, politikerne og staten har med Højesterets kendelse et stærkt argument for deres synspunkt, at der var tale om et angreb mod statens sikkerhed. Faktisk er der allerede aflyst møder og debatarrangementer begrundet i frygt for attentater, og der er konstateret en del uro og nervøsitet i samfundet, der har fået politi og militær til at rykke ud med mandskab bevæbnet med automatvåben og fragmentationsveste. Om dette skyldes politikernes og mediernes stærke reaktion eller gerningsmandens handlinger er vanskeligt at afgøre – og den pragmatiske tolkning er nok, at det er begge dele. Tilbage står, at staten allerede inden attentatet ved Krudttønden havde besluttet sig for, at en handling i form af et attentat motiveret af Muhammedtegningesagen er defineret som et angreb mod statens sikkerhed og dermed terrorisme. Derfor var statens reaktion massiv. Siden 11. september 2001 og ikke mindst siden Muhammedtegningesagen kulminerede først med Tunesersagen og dernæst med et angreb mod den danske ambassade i Islamabad i juni 2008 har der været en massiv bekymring for, at terrorisme ville ramme Danmark. Gang på gang har skiftende ministre således udtalt, at ”terrortruslen mod Danmark er høj”. Derfor er et højt beredskab, der dog tilsyneladende ikke var særligt godt alarmeret den lørdag eftermiddag og nat ved Krudttønden og synagogen, et hverdagsfænomen i Danmark. Sammenhængen taget i betragtning, stedernes symbolske betydning og statens og mediernes fokus på truslen fra terrorisme, kunne den kraftige reaktion på København-skyderierne næppe have været meget anderledes.

SPØRGSMÅLET er så, om de politiske udspil, vi har set som reaktion på attentaterne i form af især regeringens terrorpakke, er de rigtige svar på den tragiske begivenhed og på den trussel, den eksponerer?

Udspillet fra regeringen kom torsdagen efter weekendens angreb – og det vidner om handlekraft og effektivitet at have en plan til knap en mia. kr. klar så hurtigt. Udspillet er dog – også officielt – ikke blot et svar på Københavner-skyderierne, men også på den brutale terrorisme, Paris var scene for 7. januar og dagene herefter. Og forslaget skal naturligvis ses i sammenhæng med den antiradikaliseringsplan, Folketinget vedtog 27. januar 2015, hvor der blev afsat 60,9 mio. kr. fra den såkaldte Satspulje til forebyggende arbejde, herunder, som der står i planen, at ’styrke samarbejdet mellem myndigheder og lokale ressourcepersoner’. Langt de fleste af midlerne skal bruges til at spotte radikalisering i ’et tidligt stadie’ (som det udtrykkes med en metafor hentet fra cancerforebyggelse), men der synes også at være midler afsat til at skabe en større bureaukratisk og administrativ sammenhæng og kommunikation. I tilfældet med gerningsmanden fra Københavner-skyderierne var der ikke yderligere behov for at spotte hans radikalisering, for det havde Kriminalforsorgen allerede gjort, hvilket skete på baggrund af den undervisning, personalet havde fået af PET. Kriminalforsorgen havde indberettet deres bekymring til PET. Meget tyder derfor på, at bedre kommunikation og arbejdsgange mellem Kriminalforsorg, PET, politi, Retten og sociale myndigheder i det konkrete tilfælde ville have været den bedste form for forebyggelse. Så var gerningsmanden, som myndighederne i forbindelse med hans varetægtsfængsling mente viste tegn på radikalisering, ikke blevet sendt hjem uden nogen som helst form for social opfølgning eller overvågning til det kriminelle miljø, hvori han havde inden fængslingen havde udviklet sin voldelige adfærd. Med andre ord var det ikke mere overvågning og mere forebyggelse af radikalisering i den tidlige fase, som ville have forhindret København-skyderierne, men bedre og mere konstruktive rutiner myndighederne imellem.

 

Med andre ord var det ikke mere overvågning og mere forebyggelse af radikalisering i den tidlige fase, som ville have forhindret København-skyderierne, men bedre og mere konstruktive rutiner myndighederne imellem.
____________________

 

Præcis den samme konklusion kan man nå frem til gennem en analyse af terrorismen i Paris: Alle tre gerningsmænd var kendt af de relevante myndigheder. Det miljø, de kom i, bestående af personer med forbindelser til militante islamistiske grupper, herunder dem, der havde været involveret i algerisk baserede jihadgruppes bombekampagne så langt tilbage som 1995, var ligeledes velkendt af myndighederne og den franske offentlighed. I det franske tilfælde er det formentlig noget mere kompliceret at pege på bestemte administrative procedurer, som svigtede, men New York Times kunne på baggrund af omfattende aktindsigt dog konstatere, at det havde været en fejl at nedprioritere overvågningen af gerningsmændene i juni året inden begrundet i at ville bruge ressourcerne på at modvirke truslen fra Syrienkrigere (ingen af de tre gerningsmænd havde været i kampzoner eller i Syrien – om end den ene havde været i Yemen på sprogkursus og i 2011 på et to-måneders ophold hos den kendte, nu døde, jihad-leder Anwar al-Awlaki).

 

Indsatsen er, mere konkret, at skærpe indhentning af data vedrørende Syrienkrigere og kan derfor ikke ses som et direkte svar hverken på Paris eller på København-terrorismen, men på den bekymring, de danske og europæiske efterretningstjenester de seneste år har haft over truslen fra Syrienkrigere
____________________

 

I det franske tilfælde førte større fokus på indsatsen mod Syrienkrigere til mindre fokus på allerede kendte ekstremistiske miljøer og personer med kendt tilknytning til disse miljøer. I den danske case var det prioriteringer af sikkerhed, samarbejde mellem myndigheder og administrative procedurer og – måske – socialpolitiske indsatser, der var mangel på – ikke mere overvågning og uddannelse i antiradikalisering, for begge dele var på plads.

Regeringens udspil til skærpet bekæmpelse af terrorisme fra 19. februar er først og fremmest en styrkelse af efterretningstjenesternes beføjelser og teknologiske muligheder for at indhente data i form af øget overvågning, herunder overvågning uden retskendelse af danskere, der rejser til og i udlandet. Det er især Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der får tilført midler til dette og chefen for FE udtalte, at det var noget tjenesten længe havde haft ønske om. Indsatsen er, mere konkret, at skærpe indhentning af data vedrørende Syrienkrigere og kan derfor ikke ses som et direkte svar hverken på Paris eller på København-terrorismen, men på den bekymring, de danske og europæiske efterretningstjenester de seneste år har haft over truslen fra Syrienkrigere. De tiltag, regeringen lægger frem med sit forslag, ville intet have gjort for at forhindre de tragiske begivenheder i Paris og København. Af de to udspil fra regeringen er det således kun mindre dele af det første, planen mod radikalisering, der direkte tager sigte på at modgå den trussel, der førte til terrorismen i Paris og København.

Både i Paris og København er det velkendt, at der er miljøer præget af store sociale problemer, hvor der findes unge mænd med rødder i Mellemøsten, som er skubbet ud eller droppet af samfundet. De tolker deres situation som en variant af, hvad de opfatter som Vestens dybt problematiske politik i Mellemøsten, især i Palæstinakonflikten. De udvikler i denne sammenhæng et ganske unuanceret ven–fjende forhold (først og fremmest til Israel og jøder generelt), der både giver grobund for antisemitisk hate speech og i værste fald vold, herunder måske terrorisme. Gerningsmanden fra skyderierne i København var ifølge kilder kendt som en af drengene fra den københavnske ”Gaza-stribe”, der nærede et udtalt had til jøder af vrede over Israels krige i Gaza. Kombinationen af at føle sig socialt udstødt og tiltrukket af antisemitisme synes at være en ubehagelig cocktail, der trives i nogle socialt belastede miljøer og selvom det på ingen måde legitimerer vold og hate speech kunne det måske i volds- og terrorforebyggende øjemed være konstruktivt at iværksætte socialpolitiske initiativer til at modvirke dette problem.

Der er i Danmark afværget terrorplaner, som kunne have udviklet sig temmelig alvorligt. De blev forpurret på grund af et skærpet internationalt efterretningssamarbejde og Danmark skal naturligvis bidrage hertil med sin del. Forslag om at styrke socialpolitiske indsatser i forebyggelse af vold og terrorisme er derfor ikke samtidig et forslag til ikke at have en effektiv efterretningstjeneste. Men det ER et helt nødvendigt supplement.

 

Hidtil har forskning baseret på åbne kilder vist, at truslen fra Syrienkrigere har konkretiseret sig i betydeligt mindre omfang end forventet og forudsagt. Det betyder ikke, at der ikke er en trussel, som skal tages alvorligt for naturligvis er der en risiko. Men den må ikke overskygge, at truslen fra politiske og sociale dynamikker i vore egne samfund konkret har ført til en betydelig stigning i terrortruslen i form af sympatiterrorisme efter, at krigen mod Islamisk Stat blev indledt.
____________________

 

HIDTIL har forskning baseret på åbne kilder vist, at truslen fra Syrienkrigere har konkretiseret sig i betydeligt mindre omfang end forventet og forudsagt. Det betyder ikke, at der ikke er en trussel, som skal tages alvorligt for naturligvis er der en risiko. Men den må ikke overskygge, at truslen fra politiske og sociale dynamikker i vore egne samfund konkret har ført til en betydelig stigning i terrortruslen i form af sympatiterrorisme efter, at krigen mod Islamisk Stat blev indledt. Sympatisører, der ikke har været i kampzonen i Syrien, har således vist deres sympati over for Islamisk Stat gennem terrorisme i Australien, Canada, Saudi Arabien, Algeriet og Frankrig. Det er derfor afgørende nødvendigt at justere fokus i de udspil til bekæmpelse af terrorisme, der hidtil er fremkommet til at differentiere mellem handlinger planlagt eller begået af i) Syrienkrigere og ii) sympatisører, der ofte hænger fast i marginaliserede og socialt belastede miljøer. Der er trusler udefra, men det er der altså også indefra. Dét er læren fra Paris og København. ■

Lars Erslev Andersen (f. 1956) forsker i international sikkerhed med fokus på terrorisme og Mellemøsten på DIIS. ILLUSTRATION: Krudttønden [foto: Polfoto/Jens Dresling]