100 dage til COP21: Hvor er det sikkerhedspolitiske fokus i klimadebatten?

100 dage til COP21: Hvor er det sikkerhedspolitiske fokus i klimadebatten?

16.08.2015


KOMMENTAR af Peter Bjerregaard, RÆSONs klimaredaktør

Et hæsblæsende kapløb er i gang. Det er et kapløb, mellem hvor hurtigt de grønne teknologier udvikler sig, og hvor hurtigt klimaproblemerne udvikler sig. Den overordnede målstreg blev sat i København under COP15, hvor verdens lande blev enige om at holde de globale temperaturstigninger under 2 grader over præindustrielt niveau.

Om 100 dage mødes verdens stats- og regeringsledere i Paris til COP21 med det mål at nå en – for første gang i FN’s 20 års klimaforhandlinger – juridisk bindende klimaaftale, der skal sikre, at 2 graders-målsætningen rent faktisk bevæger sig fra hensigt til virkelighed.

 

Sidste års CO2-knæk giver et spirende håb om en ny historisk tendens: Afkoblingen mellem økonomisk vækst og væksten i forurening.
____________________

 

Grundlæggende er målsætningen lige så klar som udfordringen: Vi skal bevæge os fra den nuværende sorte økonomi baseret på fossil energi til en grøn økonomi baseret på vedvarende energikilder. Udfordringens omfang og alvor understreges af, at vi lige nu befinder os på en kurs, der vil medføre temperaturstigninger på 4-5 grader ved århundredets udgang. Den nøgterne realitet er, at hvis vi fortsætter med at udlede de samme mængder drivhusgasser som i dag, så overskrider vi med al sandsynlighed den øvre grænse på 2 grader allerede i 2036.

Der er dog også klare lyspunkter at spore. Mere end halvdelen af al ny energi på verdensplan kommer i dag fra vedvarende energikilder, og prisudviklingen på grønne teknologier giver et optimistisk fingerpeg om udviklingen. Selvom verdensøkonomien voksede med 3 pct. sidste år, faldt de globale drivhusgasudledninger endda en smule, hvilket ikke er sket siden finanskrisen og Sovjetunionens sammenbrud.

Sidste års CO2-knæk giver et spirende håb om en ny historisk tendens: Afkoblingen mellem økonomisk vækst og væksten i forurening.

At opnå denne afkobling har i årtier stået som et centralt tema i både den danske og internationale klimadebat. Andre temaer har handlet om, hvor store klimaforandringerne reelt vil blive, og hvad prisen er for at tilpasse sig eller forebygge dem. Som resultat har klimadebatten ofte haft karakter af at være enten en overkompliceret naturvidenskabelig diskussion om vejrfænomener –eller snævre økonomiske diskussioner omkring klimaforandringernes pris, hvilket har været ugennemskueligt for de fleste, fordi regnestykkerne i høj grad bygger på subjektive antagelser.

Diskussionerne har haft betydet, at de fleste i dag anerkender global opvarmning som et problem, og at det er billigere at forebygge klimaforandringerne end at tilpasse sig. Samtalerne har dog skygget for en mindst ligeså betydningsfuld samtale, som indtil nu næsten udelukkende kun har foregået i forskningsnetværk og udenrigspolitiske kredse uden for offentlighedens fokus.

Det er på tide, at vi i den bredere offentlighed tager hul på samtalen om klimapolitik som led i sikkerhedspolitik. De fleste er klar over konsekvenserne ved global opvarmning (tørke, oversvømmelser, hedebølger etc.), men det er de færreste, som forbinder klimaforandringerne med fødevaresikkerhed, økonomisk stabilitet, folkevandringer, spredning af sygdomme, væbnede konflikter etc.

Ifølge Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, som også skal lede COP21-forhandlingerne i Paris, er det dog lige præcis her, hvor alle verdens lande – rige som fattige – har en fællesinteresse: Behovet for sikkerhed.

Klimaet har altid udgjort en trussel for vores levegrundlag og sikkerhed. Det var eksempelvis dårligt vejr i 1788, der skabte fødevaremanglen og lagde grunden til den folkelige frustration forud for den franske revolution.

På samme måde var det massiv tørke og hedebølger i Rusland, Ukraine, Kina samt andre større korn- og hvedeproducenter, som i 2010 formindskede den globale høst og pressede verdensmarkedspriserne op. Rusland valgte samme år at indføre et eksportforbud, som bl.a. ramte nogle af deres største eksportmarkeder hårdt: Egypten, Syrien, Iran og Libyen. Hvedepriserne steg efterfølgende til mere end det dobbelte, og det er næppe et tilfælde, at det blev et protestsymbol at vifte med brød under det arabiske forår.

Og her vi inde ved sagens kerne om, hvorfor klimaforandringerne skal ses i en sikkerhedskontekst. Når vi i dag ser flygtningestrømmene fra Syrien, kan man ikke forstå situationen uden også at inddrage klimaforandringerne. Konteksten for konflikten i Syrien, der for alvor brød ud i 2011, var en flerårig lang tørke uden historisk fortilfælde, som drev godt 1,5 mio. landmænd mod byerne. FN vurderede sidste år, at tørken i området har været skyld i, at 2-3 mio. mennesker er endt i ekstrem fattigdom. Hvis opvarmningen i området fortsætter, tegner klimamodellerne et ret så dystert billede af regionens landbrug og levegrundlag. Faktisk har klimaforholdene i det syriske område – som i dag er mere end 1 grad varmere end i 1900 og har oplevet faldende nedbørsrater – ændret sig med slående overensstemmelse med klimamodellernes forudsigelser.

Det er selvfølgelig umuligt med sikkerhed at sige, at klimaforandringer er den direkte årsag til en specifik tørke eller en specifik oversvømmelse. Klimaforandringer er sjældent den eneste årsag til konflikter, men konteksten er altafgørende for, om en potentiel konflikt udvikler sig til en reel konflikt.

 

Det er på tide, at vi i den bredere offentlighed tager hul på samtalen om klimapolitik som led i sikkerhedspolitik. De fleste er klar over konsekvenserne ved global opvarmning (tørke, oversvømmelser, hedebølger etc.), men det er de færreste, som forbinder klimaforandringerne med fødevaresikkerhed, økonomisk stabilitet, folkevandringer, spredning af sygdomme, væbnede konflikter etc.
____________________

 

Umiddelbart har tørke i Kina, globale hvedepriser og demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Kairo ikke meget til fælles. Men på grund af globaliseringen har regionale klimaændringer også globale efterdønninger, og tørke, forandrede nedbørsmønstre og hårdere storme – konsekvenser af et varmere klima – kan have altødelæggende konsekvenser i allerede udsatte områder.

Af samme grund refererer både Pentagon og USA’s forsvarsministerium til klimaforandringer som en ”threat multiplier”, der netop kan forværre mange af det internationale samfunds problemer. Senest understregede Storbritanniens udenrigsminister, at klimaforandringer indgår i landets politiske overvejelser på linje med terrorisme og spredning af atomvåben.

Hvad betyder sammenhængen mellem klimapolitik og sikkerhedspolitik så for den danske klimadebat? For det første understreger det vigtigheden af at nå vores egen målsætning om at undgå mere end 2-graders temperaturstigninger. For det andet bør vi øge fokus på at undgå, at allerede udsatte lande bliver påført alt for store klimaskader – f.eks. ved at hjælpe fattige lande med deres klimatilpasning. Og for det tredje bør vi revurdere vores afhængighed af fossil energi – ikke udelukkende pga. klimahensyn, men pga. sikkerhedspolitiske hensyn.

Det er nok de færreste, som i dag kan huske Anders Fogh Rasmussens tale på Venstres landsmøde i 2008, men her lancerede han ideen om et fossilfrit Danmark. Ikke kun fordi der er vækst og arbejdspladser i den grønne omstilling, men fordi det er i vores egen klare sikkerhedspolitiske interesse. Vi skal styrke den frie verden ved at svække afhængigheden af olie og gassen, lød argumentet. Og det kan der være noget om. Europa er et ressourcefattigt kontinent, og vi importerer i runde tal for ca. 10 mia. kr. fossil energi hver eneste dag. Det styrker næppe vores sikkerhedspolitiske situation at sende oliepenge til de mellemøstlige regimer eller gaspenge til Putins Rusland.

Ifølge FN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge – fra Alaska til Stillehavsøerne. Vi bør med andre ord ikke undervurdere, hvor stort et bidrag vedvarende energikilder kan give til sikring af fred og sikkerhed.

Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og tidligere presseattaché for Udenrigsministeriet, klimaanalytiker ved Mandag Morgen og politisk rådgiver for European Conservatives and Reformists Group. Han er højskolelærer ved Grundtvigs Højskole.