Venezuela: Middelklassens opgør med det socialistiske styre

Venezuela: Middelklassens opgør med det socialistiske styre

06.03.2014


Trods uroligheder markerede Venezuela i går etårsdagen for landets mangeårige socialistiske leder Hugo Chávez’ død. Chávez har efterladt en befolkning dybt splittet i en ideologisk konflikt, om hvilken økonomisk kurs landet skal følge. ”Nu overvejer mange mennesker, om Chávez’ socialistiske model overhovedet er bæredygtig uden ham. Og så er det langt nemmere at gøre oprør under Maduro, end det var under Chávez,” siger Carlos Salas Lind, lektor i latinamerikansk økonomi og politik ved Copenhagen Business School.

INTERVIEW af Johan V. Bendtsen

RÆSON: Hvad er kernen i den konflikt, der udspiller sig i Venezuela i øjeblikket?
Carlos Salas: Det er en konflikt mellem to økonomiske modeller. Den ene model repræsenterer det gamle Latinamerika fra 1960’erne og 70’erne. Den handler om selvstændighed i forhold til de rige lande. En model der satser på industrialisering og udvikling på baggrund af egen økonomi, og samtidig isolering fra resten af verden. Staten har meget at sige. På den anden side har vi den model som er præget af ideerne fra Washington Consensus og Den Internationale Valutafond (IMF). Altså større krav til de latinamerikanske lande i forhold til en disciplineret finanspolitik og stram pengepolitik. Krav om privatisering og indføring af neoklassisk økonomi. Altså en model som nærmer sig USA og tager afstand fra det tidligere Sovjetunionen, Cuba og socialistiske tendenser generelt.

En række latinamerikanske lande har tidligere været nødt til at følge IMF’s krav, men uden for krisetider begyndte flere og flere lande så at skrue tiden tilbage til den gamle, socialistisk inspirerede model. Venezuela brød sig ikke om USA’s og IMF’s krav, og man har så forsøgt at genoptage den her kamp mod amerikansk indflydelse i Latinamerika. Det splitter dog befolkningen, som er meget delt mellem den socialistiske og protektionistiske model, og så den mere neoklassiske model. Da man forsøgte at møde Washington Consensus’ krav blev man hurtigt upopulær blandt den fattigere del af befolkningen, men med den nuværende socialistiske model har man gjort sig upopulær hos en del af middel- og overklassen – altså dem som nu går på gaden og demonstrerer.

I Venezuela er det enten eller, og regeringen kan ikke finde en balance. Skal man fortsætte Hugo Chavez’ Cuba-inspirerede kurs, eller gå i Chile og Brasiliens spor og anspore til mere privatisering. Det er et stort ideologisk dilemma, hvor magt og personlige ambitioner også spiller ind.

RÆSON: Siden slut-90’erne har man jo under Hugo Chavez fulgt den model, som minder mest om Cuba. Den nuværende præsident, Nicolás Maduro, så jo umiddelbart ud til, at være en naturlig garant for videreførelsen af Chavez’ model – men mener du, at han alligevel er kommet i tvivl?
Carlos Salas: Der har altid været stor modstand mod Chavez’ socialistiske model – det han kaldte ’socialisme af det 21. århundrede’. Det har ikke været nemt for Maduro at overtage. Chavez blev faktisk afsat i to dage i 2002, og det viste sig, at de kræfter som støtter Washington Consensus-politikken, faktisk er ret stærke kræfter. Chavez var bare endnu stærkere. Han var karismatisk og samtidig overtalte han hæren til at være på sin side. Det lykkedes ham at tøjle de mere kapitalistiske kræfter. Efter Chavez død har modstanderne så indset, at Maduro langt fra er ligeså stærk som Chavez, og så øjner de chancen for ændringer. Chavez havde til tider omkring 60 procent af befolkningens opbakning, og dette var i høj grad i kraft af hans karisma. Nu overvejer mange mennesker, om Chavez’ socialistiske model overhovedet er bæredygtig uden ham. Og så er det langt nemmere at gøre oprør under Maduro end det var under Chavez. Det er en markant svækket regering, som Chavez’ død efterlod, og der er langt mere rum for at ændre situationen.

RÆSON: Det billede, som de internationale medier tegner, er, at den opposition som står bag urolighederne i høj grad kommer fra middel- og overklassen. Det er jo i en vestlig optik et relativt atypisk scenario. Hvorfor forholder det sig sådan?
Carlos Salas: Det er fordi de har købekraft, der rækker til langt mere forbrug, end det er muligt med Venezuelas knaphed på varer. Der mangler alt, og der er høj inflation. De her mennesker ville have meget bedre muligheder med en anden regering. Deres købekraft er stærk nok til at have et godt liv, men når regeringen konfiskerer ejendomme, nationaliserer industrien og fører en protektionistisk politik over for omverdenen, jamen så rammer det netop en del af middel- og hele overklassen. Hvis man tværtimod er fattig og dybt afhængig af regeringen, jamen så er man meget taknemmelig for selv det mindste.

RÆSON: Den nuværende præsident Maduro vandt retten til præsidentembedet på relativ demokratisk vis sidste år – omend det var med en lille margin ned til oppositionens kandidat. Hvorfor respekterer middelklassen ikke det her valgresultat indtil næste valghandling, hvor man så kan udtrykke sin frustration på demokratisk vis?
Carlos Salas: I løbet af to måneder efter valget var der en del Chavez-støtter som begyndte at ændre mening. Maduro har ikke samme opbakning i befolkningen, som Chavez havde. Derudover var der snak om, at indsættelsen af Maduro som midlertidig præsident, mens han var præsidentkandidat, var forfatningsstridigt og til gavn for Chavez-tilhængerne. Maduro havde mulighed for at råde over offentlige midler og havde et meget stærkt statsapparatet med enorme olieindtægter som udgangspunkt for sin politiske kampagne. Modstanderne mente på den baggrund, at valget var unfair. At Maduro vandt valget med en margin på 1,5 procent gjorde også folk mistroiske, og den politiske legitimitet var altså udfordret fra starten.

Det eneste man kan sige med sikkerhed, det er, at befolkningen er dybt splittet. I Venezuela har man ikke midterpartier ligesom man har i Danmark, og der laves ikke kompromiser henover midten. Det er 50 procent på højrefløjen og 50 procent på venstrefløjen. Der er tomrum på midten – ingen moderate kræfter.

RÆSON: Urolighederne har bredt sig fra hovedstaden Caracas til Valencia, Mérida og San Cristobal. Tror du, at der er en fare for at urolighederne kan sprede sig udover Venezuelas grænser og destabilisere nogle af de omkringliggende lande?
Carlos Salas: Nej, det tror jeg ikke. Ikke med mindre at Maduro finder på noget helt skørt. Han er dog begyndt at tale om Colombia, som ifølge Maduro står bag urolighederne. Venezuela har territoriale konflikter med Colombia, så Colombia er et nemt kort at spille for ham. Hvis han kan overbevise dele af befolkningen om, at Colombia står bag, så vinder de nationalistiske følelser frem, og så kan han få en større del af befolkningens opbakning.

En usandsynlig, men dog sidste mulighed, kunne så være, at Venezuela angriber Colombia. Hvis man finder et påskud for at angribe Colombia, så redder regeringen sig selv. Det er usandsynligt, men regeringen risikerer simpelthen at kollapse, hvis den ikke viser handlekraft – dog hovedsageligt i forhold til økonomien.

RÆSON: Kan urolighederne blive et udgangspunkt for nogle regionale spændinger mellem ydre interessenter som for eksempel USA på den ene side og Brasilien på den anden?
Carlos Salas: Nej, det tror jeg ikke. Brasilien er ikke interesseret i den her konflikt, og USA vil ikke risikere at få uvenner i Latinamerika. Amerikansk udenrigspolitik i Latinamerika belønner dem som opfører sig pænt og isolerer dem, som opfører sig dårligt. Og den politik har været succesfuld for USA’s interesser i regionen.

RÆSON: Tror du, at Maduro og hans socialistiske model får held til at lægge låg på den her konflikt, eller vil urolighederne få mere vidtrækkende konsekvenser for Venezuela?
Carlos Salas: Det er i hvert fald et svært dilemma for Maduro. Hvis han skal komme demonstranterne i møde, så skal han bevæge sig mod midten. Men hvis han gør det, så svigter han Chavez’ projekt og hans tilhængere. Og der er for manges vedkommende stærke følelser involveret. Det er dog uomtvisteligt, at Maduros nuværende model ikke fungerer optimalt. Men de mennesker som demonstrerer – dem der har forretninger i Venezuela og som lider under Maduro, de har samtidig heller ikke interesse i, at konflikten fortsætter. Det taber de for mange penge ved. Samtidig er muligheden for, at hæren reagerer, og afsætter Maduro, utrolig lille.

RÆSON: Så eftersom mange af Maduros tilhængere ikke er økonomisk afhængige af stabile samfundsforhold i samme grad som erhvervslivet og altså middel- og overklassen, så vil en konflikt der trækker i langdrag betyde, at Maduro sidder mere og mere sikkert i sit sæde?
Carlos Salas: Ja, det tror jeg. Staten er ikke særligt afhængig af indtægter fra den private sektor, idet den har så store olieindtægter, hvorfor den kan holde til en meget længere konflikt end det private erhvervsliv kan. Men udbuddet af varer er faldet markant og det skaber alvorlige problemer for hele befolkningen. Hvis oliepriserne falder, jamen så er Maduro i store problemer. Hvis oliepriserne er stabile, så har han luft til at fortsætte kampen mod de rige.

Johan V. Bendtsen (f. 1990) studerer Journalistik og Politik & Administration på Roskilde Universitet, er daglig online-redaktør på ‘GRÆNSEN – magasin for mindretal, sprog og kultur’ samt tidligere vært på Universitetsradioen.

Carlos Salas Lind er lektor i latinamerikansk økonomi og politik ved Copenhagen Business School.