USA: Borgerkrigen fortsætter hos Republikanerne

USA: Borgerkrigen fortsætter hos Republikanerne

06.07.2014


Kampen mellem de mere moderate Republikanere og Tea-Party tilhængerne nåede i juni et nyt klimaks. En af partiets absolutte topfolk Eric Cantor, tabte sensationelt på sin egen hjemmebane til udfordreren David Brat. “Der er en borgerkrig i partiet”, siger Niels Bjerre-Pouslen: “Og hvis det er en borgerkrig, som denne Tea-Party-højrefløj vinder, kan partiet godt vinke farvel til at vinde et præsidentvalg de næste mange, mange år”.

Af Niels Ejgil Trebbien Dybbro og Peter Thingholm Kristoffersen

RÆSON: Hvorfor er Eric Cantors valgnederlag til Tea-Party-kandidaten David Brat interessant?
Niels Bjerre-Poulsen: Valgnederlaget er interessant af to grunde. For det første var det fuldstændig uventet. Siden man indførte primærvalg til nomineringerne, er der aldrig en leder, der har tabt. Dertil kommer, at mange troede, Tea-Party-bevægelsen var ved at uddø, og at the establishment i Det Republikanske Parti havde reetableret sin magt. Valgnederlaget til Cantor modbeviste det.
Der er to forskellige typer af forklaringer. Den ene forklaring gives af Republikanere, som gerne vil nedtone betydningen af nederlaget – bl.a. ved at fastslå, at der ikke er borgerkrig i partiet, at det mest var lokale spørgsmål, som havde afgørende indflydelse. At Cantor havde forsømt sit valgdistrikt og i stedet koncentreret sig for meget om Washington-politik. De målinger, som Cantors stab havde foretaget før primærvalget, viste et forspring af en størrelse, der betød, at han ikke gad at føre valgkamp blandt sine vælgere. Han gik ud fra, at han blev genvalgt.
Den anden forklaring er selvfølgelig at der er mere på spil. At der er tale om en grundlæggende anti-establishment-og-anti-politik-tilgang til politik, hvor en del af det Republikanske parti ikke accepterer den grundlæggende præmis for politik: At man er nødt til at indgå kompromisser for at nå noget som helst i Washington, og det er faktisk derfor, at man vælger folk til Kongressen. I et system som ikke er parlamentarisk, og hvor man ikke har faste flertal at regne med, skal man sluge nogle kameler engang imellem. Det ironiske er, at Cantor ikke engang har slugt mange kameler, han har bare indimellem ladet forstå, at han ikke helt vil udelukke, at immigrationsreformen kom til afstemning. Man kan sige, at det endnu engang er et bevis på, at Tea-Party-bevægelsen snarere end at repræsentere en anden opfattelse af, hvad det Republikanske parti skal, dybest set mener, at partiet ingenting skal – andet end at stemme nej.

RÆSON: Var nederlaget forbundet med de forskellige politiske budskaber i kandidaternes valgkampe?
Niels Bjerre-Poulsen: Det er i denne forbindelse, at du får Republikanere, som begynder at nedtone betydningen af immigrationsspørgsmålet. Se på Lindsey Graham i South Carolina, som har været tilhænger af en immigrationsreform – han blev nemt genvalgt. Men det udelukker jo ikke, at det trods alt er det spørgsmål, som David Brat på en eller anden måde profilerede sig på. Man kan sige, at han startede med et langt mere avanceret argument, også om immigration, som handlede om modstanden mod crony capitalism og talte om, hvordan en del af the establishment, Facebook og andre var tilhængere af en immigrationsreform, fordi de gerne ville have billig arbejdskraft ind i landet til at tage amerikanske jobs. Et argument lyder, at store firmaer som er noteret på Wall Street ikke får lov til at gå fallit – virksomhederne fungerer derfor ikke på et rigtig frit marked, fordi der er politikere, som holder hånden under dem og f.eks. hjælper dem med at få billig arbejdskraft. Den helt almindelige amerikanske lønarbejder har helt andre, hårde forhold. David Brat beskyldte Eric Cantor for at være i lommen på indflydelsesrige folk fra Wall Street, som gerne ville have en reform.

RÆSON: Hvor stor betydning har dette valg for de fremtidige primærvalg i USA?
Niels Bjerre-Poulsen: Amerikanerne ser nu med meget stor spænding på et par af de kommende primærvalg – bl.a. i Mississippi – for at se, om der er en tendens, og om det inspirerer Tea-Party-Republikanere andre steder til at mobilisere mere for at skille sig af med folk, der sidder i Washington. Det er den effekt, som Tea-Party-bevægelsen hele tiden har haft, hvor den først og fremmest sætter en skræk i livet på sine egne partifæller – mere end hos Demokraterne. I nogle af valgdistrikterne – bl.a. Eric Cantors – vil der nok under alle omstændigheder være en Republikaner, der vinder. Demokraterne vil på mange måder hellere have en, som bekræfter historien om, at Det Republikanske Parti er blevet mere og mere ekstremt. De synes måske ligefrem, at det er herligt, at Eric Cantor tabte.
Lad mig lige prøve at skitsere det store problem for Republikanerne, som jeg ser det: At den demografiske udvikling i USA ikke er med dem. Det amerikanske vælgerkorps bliver mindre og mindre hvidt. Man kan sige, at latinovælgere, asiatisk-amerikanske vælgere, unge vælgere – alle de vælgergrupper, hvor Demokraterne får flest stemmer, er dem, der vokser mest – især latinovælgerne. Hver gang Det Republikanske Parti på en eller anden måde signalerer, at det er fremmedfjendsk, at det helst ser USA tilbage til 1960’erne, hvor de fleste vælgere var hvide, og hvor de sorte vælgere i syden ikke havde stemmeret eller blev forhindret i at stemme, jo længere kommer de fra nogensinde at kunne vinde et nationalt valg igen. Med et nationalt valg mener jeg først og fremmest et præsidentvalg – men i mange stater er der også et senatsvalg, som efterhånden vil blive svære for Republikanerne at vinde. Derfor er der kræfter i partiet, der siger, at partiet bliver nødt til at tage en omstilling nu. Hver gang Tea-Party-bevægelsen får en skalp fra nogen af de ledende Republikanere, så sætter de en skræk i livet på andre Republikanere, der i hvert fald ikke tør røre ved en immigrationsreform. Tea-Party-bevægelsen får på en eller anden måde sikret, at endnu flere politikere, der måske i forvejen ikke er moderate, men konservative, begynder at skue sig frygtsomt over skulderen mod højre for at se, om der er en endnu mere højreorienteret kandidat, som udfordrer dem til primærvalget. Eric Cantor er den største skalp, de har fået til dato – hvis man vælger at tro på, at det er det, der ligger i det. Det er selvfølgelig derfor, at mange Republikanere har travlt med at sige ”nej, nej, det er ikke, hvad det handlede om. Problemet lå i, at Eric Cantor ikke havde passet sit valgdistrikt”. Jeg tror ikke, at det er hele forklaringen. Der er den her anti-establishment-følelse af, at Tea-Party-fløjen er i krig mod et moderat element i deres eget parti. Der er en borgerkrig i partiet. Og hvis det er en borgerkrig, som denne Tea-Party-højrefløj vinder, kan partiet godt vinke farvel til at vinde et præsidentvalg de næste mange, mange år.

RÆSON: Partica Murphy, tidligere Tea Party-talskvinde, sagde i 2012 at Tea Party-bevægelsen var ”dead and gone”. Er du enig?
Niels Bjerre-Poulsen: Det handler om, hvordan man opfatter Tea Party-bevægelsen. Det var påfaldende, at det ikke var en stor, organiseret Tea Party-bevægelse, som havde brugt en masse penge på David Brat. Han havde stort set ingen penge brugt. På den måde var det ikke som en meget højt profileret Tea Party-aktion, og paradoksalt nok fremstod Eric Cantor selv som en slags Tea Party-udfordrer til John Boehner [formand for Repræsentanternes Hus, red.], men han blev på en eller anden måde opfattet som en, der talte med to tunger. En, der både prøvede at være lidt Tea Party-agtig, men i virkeligheden var en del af partiets establishment. Han havde selv en fornemmelse af at være en slags brohoved mellem de to fløje – en, der repræsenterede en ny generation, som godt kunne rumme Tea Party-folkene. Alligevel oplevede han for en måned siden, at de buhede af ham i hans eget valgdistrikt på grund af hans mulige støtte til en immigrationsreform. Tea Party-bevægelsen kan som nævnt betragtes som den impuls, som siger, at jo mindre den føderale regering kan få vedtaget, jo bedre. Tea-Party-bevægelsens virkelige styrke er at sætte skræk i livet på alle, så man får et endnu mere dysfunktionelt klima i Washington.
Efter at John Boehner og Republikanerne i 2010 overtog magten i Repræsentanternes Hus, var det med en opfattelse af, at der nu kom til at ske noget – men på Tea-Party-bevægelsens betingelser. Men der er absolut intet sket, for de kan bedst lide at stemme om noget, som er fuldstændig ligegyldigt, f.eks. de 49 gange de har stemt om at afskaffe “Obama Care” [Obamas sundhedsreform, red.] og fjerne støtten til organisationer, som ikke har eksisteret i adskillige år. Udover det har det været en meget dysfunktionel Kongres, og for mange af medlemmerne er det i virkeligheden helt fint. Immigrationsreformen er et godt eksempel. Lige efter valgnederlaget i 2012 var der mange ledende Republikanere, der sagde, at der ikke var nogen vej uden om, og at de nu skulle have en immigrationsreform, for ellers kom de aldrig til at vinde et præsidentvalg igen. Hver gang, der er nogen, som har forsøgt at gøre det, går det i stå – vi så Marco Rubio [senator for Florida og Tea-Party-favorit, red.], det øjeblik han talte for immigrationsreformen styrtdykkede hans popularitet blandt Tea-Party-vælgerne, hvorefter han lagde afstand til sit eget lovforslag. Man kan formode, at det også vil være effekten af Eric Cantors nederlag: Der vil være mange politikere, som ikke vil røre immigrationsreformen med en ildtang før efter næste valg. For Demokraterne er det sådan set et drømmescenarie, hvis de kan fastholde et billede hos latinovælgerne af, at uanset af hvad Republikanerne indimellemm siger om, at de godt kunne tænke sig en immigrationsreform, så bliver det saboteret hver eneste gang, det bliver mere konkret.

RÆSON: Hvordan vil demokraterne udnytte denne situation?
Niels Bjerre-Poulsen: Lige på dette punkt vil de læne sig tilbage og finde popcornene frem og se Republikanerne slås om en immigrationsreform, så længe de selv kan fremstå som det parti, som faktisk prøver at lave en reform. Paradokset er, at Republikanerne meget vel kan få et virkelig godt valg til november [midtvejsvalget, red.]. Valgkortet ser godt ud for Republikanerne, og så er der det med midtvejsvalg, at der tit er meget lavere stemmeprocenter, hvilket betyder, at de Demokratiske kernevælgere, unge vælgere og minoritetsvælgere er meget mindre tilbøjelige til at stemme. Det betyder, at Republikanerne måske endda vinder Senatet og så ser det skidt ud for Obama de sidste to år. Det bringer dog ikke Republikanerne tættere på at vinde et præsidentvalg – nærmere tværtimod – fordi de ikke får taget det nødvendige interne opgør, som kan betyde, at partiet kan få en bredere appel. Derfor vil de være i en endnu dårligere situation i 2016, end de var i 2012. Mitt Romney vandt 60 pct. af de hvide vælgere i USA, men han fik stadig kun 47 pct. af stemmerne fra det samlede vælgerkorps. Man kan ikke vinde, selv om man får 60 pct. af stemmerne hos hvide amerikanere i USA. Det ville man have kunnet for 12 år siden, men ikke i dag.

RÆSON: Man skal ikke forvente mange reformer de næste par år?
Niels Bjerre-Poulsen: Nej. Hvis Demokraterne er rigtig dygtige, bliver det ligefrem et argument til at mobilisere flere latino-vælgere til midtvejsvalget, så Demokraterne måske ikke taber så meget, som de ellers risikerer.

Niels Bjerre-Poulsen er lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet og har jævnligt bidraget til RÆSON. Niels Ejgil Trebbien Dybbro (f. 1984) er cand. mag. i historie og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet. Underviser i samfundsfag og historie på Kongsholm Gymnasium og HF. Niels har bl.a. skrevet artikler til Politiken, Weekendavisen, Sjællandske og holocaust.dk. Peter Thingholm Kristoffersen (f. 1994) er skribent på RÆSON. ILLUSTRATION: “Coming together”: Screengrab fra reklame for Republikanernes nationale gallamiddag, 2013 [foto: officielt materiale fra Republikanernes Nationalkomité]