UKRAINE: Situationen presser Rusland til snarlig handling

UKRAINE: Situationen presser Rusland til snarlig handling

17.02.2014


Rusland vil ikke blot se til, at urolighederne i Ukraine truer stabiliteten i Rusland og de andre lande i Den Euroasiatiske Union. En militær løsning af konflikten er den eneste tilfredsstillende løsning for russerne og vil formentlig være begyndelsen på en ny koldkrig i Europa.

ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

UROLIGHEDERNE i Ukraine begyndte den 21/11 sidste år. Den dag meddelte den ukrainske præsident Viktor Janukovitj, at Ukraine ikke ville skrive under på associeringsaftalen med EU. Den beslutning kan få en kolossal betydning: den kan true både den politiske og samfundsmæssige udvikling i Rusland og de andre lande i Den Euroasiatiske Union – og den kan true Ruslands forhold til EU.

Meddelelsen om, at Ukraine ikke vil skrive under blev offentliggjort i sidste øjeblik. Muligvis var beslutningen truffet tidligere, men blev annonceret så sent for at gøre den nemmere at sluge for den europæiskorienterede del af den ukrainske befolkning. Nyheden ramte offentligheden som et lyn fra en klar himmel. Men det er så godt som sikkert, at Vladimir Putin var informeret på forhånd. Janukovitj mødtes med ham flere gange inden selve beslutningen blev meldt ud, og det var formentligt der, man aftalte det endelige nej til aftalen, samt sikrede russisk økonomisk støtte til Ukraine. Men uanset hvor længe de to præsidenter kendte beslutningen inden offentliggørelsen, er de formentlig blevet overrasket over reaktionerne. Urolighederne har nu snart stået på i tre måneder. Det er indlysende, at den ukrainske præsident har fået et stort problem, men hvad betyder situationen i Ukraine for Rusland og for Putin?

DER TEGNER SIG umiddelbart to forskellige billeder af situationen, som dog under alle omstændigheder vil komme til påvirke det russiske samfund.

Urolighederne og den civile ulydighed i Ukraine kan påvirke den politiske udvikling i Rusland og dermed tirre Putin. De ukrainske protester kan nemlig give gode idéer til de russere, der forlanger reformer – selvfølgelig især hvis forløbet ender fredeligt, og demonstranterne opnår blot nogle af deres krav. Måske kunne der komme et ‘forår’, som i Mellemøsten i 2011. I Lukasjenkos Hviderusland, i Armenien eller sågar de centralasiatiske lande?

Ender urolighederne i Ukraine derimod med anvendelse af magt og med et voldsomt opgør med dødsfald til følge, sådan som Rusland formentlig foretrækker, vil det styrke Putin og autokraterne i de andre lande. De vil i sådan en situation kunne bruge Ukraine som et eksempel på, hvad demonstrationer og uroligheder kan føre til – og dermed vil de være blevet foræret en begrundelse for at slå et hvert tegn på protest ned med hård hånd.

Putins rådgiver, Sergej Glazyev nævnte forleden, at Ukraine kan ende med at blive opdelt i to republikker – en vestlig del orienteret mod EU og en østlig del orienteret mod Rusland. Men vil Putin acceptere dét?

UDVIKLINGEN vil få stor betydning for forholdet mellem Rusland og EU. Alt tyder allerede nu på, at udviklingen i landet vil være medvirkende til, at der vil opstå en ny slags ‘koldkrig’ mellem øst og vest. Rusland er nemlig nødt til at holde fast ved et modsætningsforhold, eller ligefrem fjendskab, mellem EU og lande fra Den Euroasiatiske Union. De seneste udmeldinger fra russerne – herunder anklagen om at EU og USA aktivt støtter urolighederne i Ukraine, blandt andet ved at træne demonstranterne – er et tydeligt tegn på en begyndende propagandakrig fra russisk side. Fremgangsmåden er ganske naturlig for russerne: det er den eneste måde hvorpå Rusland og de andre lande kan forsvare eksistensen af deres egne autokratiske regimer og holde fast ved dem.

UROLIGHEDERNE I UKRAINE – og EU og USA’s påståede indblanding i dem – er en oplagt chance, som Rusland er nødt til at gribe. Gør Putin ikke det, risikerer han selv at blive det næste mål for et folkeligt reformkrav. Alt i alt er det meget sandsynligt, at den nuværende situation i Ukraine er en slags stilhed før stormen, og at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår det ukrainske, og i værste fald russiske, militær rykker for alvor. En militær løsning synes at være den eneste mulighed, der efterhånden er tilbage i Ukraine, men også den løsning, russerne sandsynligvis vil foretrække.

RUSLAND kan ikke tillade sig at miste Ukraine som sit interesseområde. Ukraine er et transitland for russisk gas og olie. En demokratisk udvikling i landet kan betyde, at Rusland vil miste indflydelse i lande som Georgien og Moldova, der er på vej mod større integration med EU, men hvor Putin fortsat har nogle knapper at trykke på for at forpurre det. En demokratisk udvikling i Ukraine kan gå på tværs af de russiske oligarker, som vil frygte for deres enorme formuer. For skulle Ukraine få en demokratisk regering, vil den formentlig forsøge at komme korruptionen i landet til livs – også dét vil kunne inspirere de menige russere, til et opgør med oligarkenes privilegier.

ALT TALER FOR, at situationen i Ukraine ender med brug af militær – i et eller andet omfang. Hvornår? De olympiske lege i Sotji slutter 23/2. På det tidspunkt har urolighederne stået på i tre måneder. Det bliver formentlig ikke en løsning, den demokratiske del af Europa vil bryde sig om, men det bliver en ultimativ løsning for russerne. I Putins Rusland føler man ikke, at man har nogen valgmuligheder. ■

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad samt flere norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. ota@tiefenboeck.dk ILLUSTRATION: Putin, december 2013 [foto: Shutterstock]