09.11.2014

Der venter det nye regering en stor udfordring, når de skal forsøge at gøre op med den rådne kultur i Europas mest korrupte land. Der hersker nemlig en ældgammel tradition for at betale sig fra straf og til rettigheder. En tradition, der undergraver hele det offentlige og juridiske system

BAGGRUND Af Ann Sofie Kyed, Mette Dalgaard Hansen & Natalie Yahya Rosendahl

“Hvordan kan jeg forsøde dit liv?” En vending, som langt de fleste ukrainere per automatik leverer sammen med en krøllet ukrainsk hryvnia-seddel eller to, når de møder en offentlig myndighed på deres vej. Det gælder både, når togbilletten skal betales, når barnet skal i skole – og når politiske forlig skal indgås.

Korruption er med andre ord en fast og forankret del af det ukrainske samfund – både på gadeplan mellem eksempelvis politi og borger, men bestemt også i toppen af det politiske system. Og det er en kæp i hjulet på den nye regerings vej til et demokratisk og regelbaseret Ukraine, mener Jakob Tolstrup, der er adjunkt i statskundskab ved Aarhus Universitet, og som har forsket i landet:

“Det politiske landskab i Ukraine har indtil nu bestået af magtfulde businessmænd, som køber pladser i parlamentet til dem selv og folk, der repræsenterer deres interesser. Lovgivningen bliver på den måde skræddersyet til fordel for de forskellige forretningsfolk,” forklarer han og siger, at der ikke er blevet ændret meget på systemet siden Sovjetunionens kollaps.

”Det er nogle få, meget ressourcerige grupperinger, der sidder på den politiske magt. Der skal derfor nogle voldsomme, strukturelle reformer til i økonomien og systemet, hvis Ukraine skal gøre sig forhåbninger om en fremtid uden så meget korruption,” siger Tolstrup.

Og det er netop nogle af disse strukturelle reformer, der nu bliver en stor og helt central opgave for den nye regering i Kiev. Men der er lang vej for Ukraine, som ifølge organisationen Transparency International er mere korrupt end både Iran, Hviderusland og Nigeria.

Nye love er altafgørende for at vinde over korruptionen
At regeringens opgør med korruptionen bliver en udfordring af de store skyldes blandt andet, at korruption foregår i alle lag af samfundet.

”Der er forskel på state capital corruption, som er, når der fuskes med store, statslige midler, og petite corruption, som er korruption på gadeplan, når man for eksempel skal købe en togbillet. Men begge former for korruption er skadelige,” forklarer Philip Sviatchenko, der er ukrainsk født og Ukraine-kommentator, og som flere gange har oplevet korruptionen på egen krop.

”Problemet er, at det er meget lettere at komme ud af en situation ved at betale sig fra det end ved at følge reglerne – også selvom du i første omgang ikke har gjort noget forkert. Et opgør med korruption er derfor både et opgør med den politiske top, men også med offentlige myndigheder som lærere, lægepersonale og færdselspoliti,” siger han.

Denys Bigus, ukrainsk journalist ved KievPost med fokus på korruption, er enig med Sviatchenko i, at forandringerne skal ske på flere niveauer i samfundet. Han ser tre helt konkrete tiltag, der ikke kan undgås, hvis man vil komme korruptionen til livs:

”Først og fremmest skal vi fyre 60 pct. af de offentlige ansatte og derefter hæve lønnen for resten, så de ikke har brug for korruption som tilskud til deres løn for at overleve. Og så skal reglerne og systemet ændres fuldstændigt. Vi har alt for mange instanser og afdelinger, som vi ikke har brug for, og som i langt højere grad muliggør bestikkelse og korruption”.

Opgøret med de nuværende regler er ifølge Bigus altafgørende, fordi de fleste ukrainske love er skabt for at gøre det lettere for staten at indkassere bestikkelsespenge: ”Ukraines love er så indviklede og svære at følge, at alle virksomheder automatisk på en eller anden måde kommer til at have fejl i deres papirer. Når regeringen så skal bruge virksomhederne til noget, så har de noget på dem, og så kan virksomhederne ikke gøre andet end at makke ret,” forklarer Bigus.

Jesper Lindholt er dansker, men har i de sidste otte år været bosat i Ukraine, hvorfra han driver it-virksomheden Livatek. Han er enig med Bigus i, at reglerne er uigennemskuelige:

”Lovgivningen er både besværlig og selvmodsigende. Derfor er det hele tiden en fortolkningssag, om man har loven på sin side eller ej. Og ham der fortolker er i praksis den lovgivende, udøvende og dømmende magt i én. Deraf opstår situationer, hvor borgeren nærmest tages som gidsel, og korruption bliver løsningen for at få fortolkningen til at falde ud til ens egen fordel,” siger han.

Lindholt ser derfor også lovændringer som helt centrale, hvis man vil have bugt med korruptionen:

”Man kan ikke ændre på noget i samfundet, når lovene er, som de er nu”.

Kan de nye ansigter gøre en forskel?
Med parlamentsvalget er det første spadestik til et nyt Ukraine uden korruption ifølge mange ukrainere blevet taget. Parlamentet består for første gang i lang tid af helt nye, demokratiske kræfter. De to største partier, Folkefronten og Porosjenkos Blok, har fået mange førstegangsopstillede politikere valgt ind, der blandt andet tæller journalister og personer, der kæmpede under Maidan. Desuden har partiet Samopomich fået et godt valg, hvilket ifølge mange eksperter skyldes, at det udelukkende består af førstegangsopstillede politikere med forskellige faglige baggrunde.

”Denne radikale ændring af parlamentets sammensætning skaber en helt anderledes åbning for forandring i det ukrainske samfund – en åbning, som synes meget større, end man hvad man så efter Den Orange Revolution i 2004,” siger Jakob Tolstrup, der overvejende ser positivt på alle de nye ansigter i parlamentet. Han nævner dog også, at der ikke kun er fordele ved at have et friskt parlament:

”Der er blevet peget på, at der kommer en masse politisk uprøvede ind. Det bliver helt klart en udfordring, for det er generelt vigtigt, at man ved noget om det politiske system for at kunne agere som en ansvarlig politiker”.

Også Jesper Lindholt ser lyst på det nye parlament, men bemærker også, at de nye parlamentarikere mangler noget erfaring:

”Det er lidt ligesom, da Jacob Haugaard kom i Folketinget. Når det kommer til at brænde på, kommer de nok i tvivl om, hvilket ben, de skal stå på. De er forenede i deres opposition til det, der var før, men der skal mere til end det”.

Omvendt synes Lindholt, at opgøret med de gamle kræfter er nødvendigt:

”Jeg ser ingen fordele ved, at der stadig sidder repræsentanter for det gamle styre i parlamentet. For eksempel stemte 60 af dem for anti-demokratisk lovgivning i foråret. Generelt burde man i statsadministrationen tage en kold tyrker og principielt afskedige alle embedsmænd inklusive politifolk. Den store forhindring for reform er nemlig ikke bare korruption, men også inkompetence”.

Ny lov smider de korrupte ud
Denne inkompetence er præsident Porosjenko i gang med at få ryddet op i, og i starten af oktober lykkedes det ham at få stemt en anti-korruptionslov igennem. Loven går ud på, at samtlige offentlige ansatte skal undersøges, og målet er at fastslå, hvem der har haft en finger med i korruptionen. Konsekvensen af at blive opdaget er en fyreseddel. På denne måde renses der ud i regeringen og de offentlige institutioner, og mange mener, at det er et lille skridt i den rigtige retning.

”Regeringen er nu i gang med at implementere den nye anti-korruptionslov og er så småt begyndt at fjerne dem, der tidligere var støtter af Yanokovich, og som var med til at tjene rigtig mange penge under hans regime. Men processen er først lige gået i gang, og jeg tror kun, at vi har set toppen af isbjerget på nuværende tidspunkt,” siger Jakob Tolstrup.

Ny regering får svært ved at levere
Alt i alt er der mange forskellige bud på, hvordan Ukraine kan løse sine problemer med korruptionen. Og det er nødvendigt, for Ukraines økonomi sejler, og nye lån fra EU eller Verdensbanken afhænger kraftigt af, om landet kan skrue ned for korruptions-niveauet.

Men selvom forventningerne er store, skal der ifølge Jakob Tolstrup ikke herske tvivl om, at det ikke bliver en dans på roser: ”Det hele ser jo meget fint ud lige nu, hvor alle er glade og opløftede efter Maidan. Men når partierne skal til at lave rigtige kompromisser, der kan gøre ondt på vælgerne, kan det være, at enigheden stopper,” forklarer han men understreger, at billedet lige nu er meget positivt:

”Indtil videre er politikerne meget reformvillige og ivrige. De har en honeymoon-periode nu; dels er der et håb om og en parathed til reformer i store dele af befolkningen, dels er der en voksende opfattelse af, at Rusland er en fjende, som man er nødt til at distancere sig fra. Begge dele taler for gode muligheder for reelle forandringer”.

Også journalisten Denys Bigus har et håb om en lysere fremtid, selvom han ikke giver den nye regering meget af æren: ”Jeg har et smalt håb om forandring. Magthaverne er bange nu, hvor de har set, hvad en stor forsamling af utilfredse borgere kan føre til. Så hvis samfundet presser hårdt nok på, vil vi måske se en forbedring”.

Og netop denne forbedring af systemet kan alle blive enige om, at der er brug for i Ukraine.

“På Ukraines vej mod demokrati er det i virkeligheden den indre kamp, der er den allervigtigste – ikke den ydre kamp mod russerne. Korruption har længe ligget som en tung, tung dyne over alting i Ukraine, og det skal der laves om på, hvis landet virkelig vil se forandringer,” siger Jesper Lindholt.

Ann Sofie Kyed (f. 1988) er BA og kandidatstuderende i Journalistik og Politik & Administration ved Roskilde Universitet, AC-praktikant ved DR2 Morgen og skribent hos Mediehuset Luksus og Riders.dk
Mette Dalgaard Hansen (f.1990) er BA og kandidatstuderende i Journalistik og Politik & Administration ved Roskilde Universitet, AC-praktikant ved DR2 Morgen og tidligere studentermedhjælper i presseafdelingen i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.
Natalie Yahya Rosendahl (f. 1991) er BA og kandidatstuderende i Journalistik og Politik & Administration ved Roskilde Universitet, forskningsassistent ved Center for Nyhedsforskning og har deltaget som international valgobservatør ved det ukrainske parlamentsvalg i oktober 2014. Hun har desuden studeret International Relations på universitetet i Warszawa, Polen i et semester.
[Illustration: Verkhovna Rada, Det ukrainske parlament. FOTO: Jennifer Boyer]