Tyrkiet og PKK: Er fredsprocessen afsporet?

Tyrkiet og PKK: Er fredsprocessen afsporet?

01.12.2014


Fredsdialogen mellem det tyrkiske regeringsparti, AKP, og det kurdiske PKK er gået fra stillestående til kaotisk. Med tanke på de få fremskridt, den tordnende retoriske ildkamp og de direkte brud på våbenhvilen, er det nærliggende at konkludere, at processen styrer direkte mod opløsning. Men processen kan gå begge veje.

ANALYSE af Ferhat Gurini

Striden mellem den tyrkiske regering og PKK har stået på i over 30 år, og det er først nu, Tyrkiet har nået et modenhedsniveau, der for alvor skaber potentiale til et gennembrud. En våbenhvile og fredsproces blev erklæret af PKKs leder Abdullah Öcalan d.21 marts 2013 – udmeldingen alene skabte et turistboom i de kurdisk-tyrkiske områder. I dag er udsigterne mindre håbefulde, og den sidste måneds tid har budt på voldelige protester, der har kostet over 35 mennesker livet, undtagelsestilstande, de første direkte brud på våbenhvilen og nu en diplomatisk deadlock, hvor den tyrkiske premierminister Ahmet Davutoglu har valgt at fryse de to mest centrale aktører for dialogen ude; PKK og HDP. Modenhed eller ej, så har fredsprocessen ikke hængt i en tyndere tråd end nu.

Mere end bare et parlamentsvalg
En af de helt store potentielle katalysatorer for en væbnet kamp mellem PKK og den tyrkiske stat, er det kommende parlamentsvalg. Siden fredsprocessen blev sat i gang, har der i Tyrkiet været to valg, der svarer til et kommunalvalg og et præsidentvalg. Kommunalvalget viste sig at være det bedste i hele AKPs historie, og i landets første præsidentvalg løb Erdogan med sejren i første runde med hele 13,5 procentpoint mere end den tætteste modstander, Ekmeleddin Ihsanoglu. Valgsejrene fandt sted i kølvandet på mineulykken i Soma, korruptionsskandaler, Taksimprotester, enorme flygtningestrømme, dårligere præsterende økonomi og en generel diplomatisk tilbagegang for Tyrkiet.

Freden med PKK har haft en positiv indvirkning på AKPs stemmer, da det er et af de få områder, hvor Tyrkiet har haft fremgang. Men selvom fredsprocessen, antageligvis, har sat et positivt præg på AKPs vælgere, skal Erdogan gå en svær balancegang for ikke at afskrække de nationalistiske vælgere fra at sætte et kryds ved AKP til parlamentsvalget. En undersøgelse foretaget af Metropoll, kaldet ’Tyrkiets puls, oktober 2014’ underbygger den påstand. I undersøgelsen svarede 43,7 pct. af de adspurgte, at ’PKK er farligere end IS’ mod 41,6 pct, der mente det modsatte.
Det næste valg står til at afholdes i juni 2015, og her har Erdogan en særlig interesse i at vinde stort, så hans parti grundlovsmæssigt kan udvide præsidentens beføjelser.

PKKs frygter at miste sit momentum
PKKs frygt er, at Erdogan og hans parti trækker fredsprocessen i langdrag og fortsætter den hårde retorik indtil parlamentsvalget, for på den måde at sikre sig flest mulige stemmer. Det gør PKK nervøse og desperate. For efter parlamentsvalget, er der ikke planlagt noget valg før 2019. PKK vil med andre ord ikke have nogen mulighed for at presse AKP-regeringen på vælgerfronten i hele fire år, hvorfor man skal forstå PKKs genoptagede aktivitet som en hævnakt – men også som et ønske om at presse regeringen til at tage juridisk handling, og få lagt en konkret plan for dialogens videre udvikling.
Uden udsigt til valg i fire år, vil Erdogan have frie hænder til at skåne den tyrkiske økonomi for en konflikt, der ifølge International Crisis Group, har kostet mellem $350-$400 milliarder, siden den væbnede kamp startede i 1984. Og dermed også generere overskud til at fokusere på de globale og regionale geopolitiske konjunkturer i stedet.

Dialog kræver også handling
Under tidligere våbenhviler, som den fra 2000-2004, har man set, at PKKs ideologiske hardlinere har kaldt til våben. Man kan frygte, at det samme sker igen, hvis hverken Erdogan eller Davutoglu sætter valgflæsk til side og genoptager en konstruktiv og langsigtet dialog. Og dialogen kan med fordel gribes an fra flere sider. Det er bl.a. sket ved at inkludere et ’Vismandsråd’, der består af over 50 personer fra alle regioner af Tyrkiet, der tæller sangere såvel som professorer, og som dækker over et bredt politisk spektrum. Dette vismandsråd blev oprettet på initiativ af den tyrkiske regering. Hvorvidt Vismandsrådet har haft en reel betydning for fredsprocessen er tvivlsomt, og selvsagt er symbolske initiativer langt fra nok, kun konkret handling og kompromisser fra begge sider vil i det lange løb lede til en stabil fred i en konflikt, der indtil nu har varet 30 år og kostet 40.000 mennesker livet.

For mange fronter i Tyrkiet
Selvom udsigterne til, at freden opretholdes, er sorte, så er der en række faktorer, der afholder situationen fra at spidse fuldstændigt til, og som holder liv i et ellers spinkelt håb om fred.
Da våbenhvilen mellem tyrkerne og kurderne blev erklæret d. 21 marts 2013 i Diyarbakir, lå der flere motiver bag. På daværende tidspunkt var Tyrkiets regionale omdømme og udenrigspolitiske situation under pres. Davutoglus ’nul problemer med naboerne’-politik var allerede dengang blevet til en ’mange problemer med naboerne’-situation. Derfor havde AKP-regeringen et stort behov for den indenrigsstabilitet, som fredsprocessen med kurderne sikrede. En anden pointe, som Tyrkiet-eksperten, Hugh Pope påpeger i RÆSON, er, at Tyrkiet i kraft af deres forværrede forhold til naboerne, kunne frygte at ”PKK og PYD i stigende grad bruges som taktiske våben mod den tyrkiske stat.” Fredsprocessen med PKK gav dermed Tyrkiet ro til at fokusere på at reparere deres hårdt ramte regionale omdømme. Halvandet år senere står Tyrkiet på ingen måde stærkere. Tværtimod skal man lægge Taksim-protester, korruptionsskandaler, omkring en million flygtninge og IS’ ekspansion til bunken af problemer. Hvis der i 2013 lå sikkerhedspolitiske og taktiske hensyn bag Tyrkiets invitation til fred med PKK, ville det være ualmindeligt utaktisk at afbryde den nu, hvor endnu mere benzin er blevet kastet på bålet.

For mange fronter i PKK
PKK har ganske vist et horn i siden på AKP-regeringen, der er presset både på den inden- og udenrigspolitiske front, og tilmed skal afholde et vigtigt valg om mindre end et år. Men fredsprocessen har også givet PKK mulighed for at fokusere på den syriske front. I et eksklusivt interview for Al-Monitor udtalte Cemil Bayik, at ’Den eneste styrke der beskytter Rojava [betegnelse for de kurdiske områder i Nordsyrien, red.] er PKK.’ Det betyder at PKK, ligesom Tyrkiet, har fået et pusterum under fredsprocessen, som har givet dem mulighed for at etablere og cementere sig i Nordsyrien, og oprette og vedligeholde et de facto kurdisk styre. Hvis konflikten mellem Tyrkiet og kurderne tager til, vil det betyde, at PKK ikke har fred og ro til at fokusere på Syrien, men i stedet skal kæmpe på to fronter, Syrien og Tyrkiet.
Kort sagt har både Tyrkiet og PKK interesse i at holde konflikten nede.

Modenhed
Mulighederne for en stabil og vedvarende fred har aldrig været mere modne i Tyrkiet, end de er i dag. Hvor man under tidligere våbenhviler så et Tyrkiet, som var underlagt kemalister, tilhængere af Tyrkiets sekulære og ultranationalistiske statsideologi, og militærfolk, har Tyrkiet det sidste årti gennemgået en demokratisk opblødning. Fortalere for fred risikerer ikke længere lange fængselsstraffe eller uforklarlige dødsfald; som man så under våbenhvilen tilbage i 1993, hvor en række fortalere for fred pludseligt døde. Erdogan har under sit embede i høj grad hjulpet til at gøre den folkelige indstilling til kurderne mere tolerant. Dertil har AKP, som er en etpartisregering, både mandat til og mulighed for at fortsætte fredsprocessen. Dog skal militæret, ifølge artikel 117 i den tyrkiske grundlov, stadigvæk involveres. Men AKP, under Erdogans ledelse, har kraftigt reduceret det tyrkiske militærs indflydelse i politik. Og i kraft af det, har det tyrkiske militærs øverstkommanderende, Necdet Özel, udtalt, at der er ”nogle forskelle” mellem opfattelsen af ”røde linjer” i dag og for 10 år siden. Med andre ord; de strukturer og institutioner, som tidligere var de største udfordringer for en gensidig fred er nu ryddet af vejen, og potentialet for en stabil fred er i dag i høj grad et spørgsmål om vilje.

Legitimitet er magt
Kurderne rider i øjeblikket på en uvant bølge af legitimitet og anerkendelse, som paradoksalt nok er resultatet af Islamisk Stats indtog i Syrien og Irak. Kurdiske minoriteter er blevet beskyttet i Shingal, og i Vesten betragtes PYD, sammen med de kurdiske Peshmergastyrker, som protagonisterne i en af de mest mediedækkede slag, slaget om Kobane, siden den syriske borgerkrig startede. Det amerikanske militær har endda koordineret luftangreb med PKKs søsterorganisation, PYD, og sendt både våben og medicin. Det er denne type samarbejde, som giver PKK legitimitet, og som potentielt kan få PKKs terrorstempel hos EU og USA fjernet – om ikke andet på sigt. Hvis det sker, vil PKK få en solid fordel ved fremtidige fredsforhandlinger med Tyrkiet, som længe har ønsket medlemskab i EU. D. 3 november udtalte Cemil Bayik, en ledende skikkelse indenfor PKK, til den østrigske avis Der Standard, at han gerne så en tredje part involveret i fredsforhandlingerne og pegede specifikt på USA. ”Vi har nået et punkt, hvor der er nødt til at være bevægelse. Derfor foreslår vi, at en tredje aktør iagttager processen. Det kunne være USA. Det kunne også være en international delegation.”
Hvis PKK vælger at genoptage den væbnede kamp i stor skala, står de til at miste deres nyligt akkumulerede goodwill. Og den goodwill skal PKK bruge, hvis de for alvor vil opretholde deres indflydelse i tyrkisk politik efter en eventuel fredsaftale og fravriste sig deres terrorstempel.

PYD er ikke lig med PKK – i Vesten
Dog bør det også påpeges, at selvom PKK og PYD er tæt forbundne, er PYD, modsat PKK, ikke på vestlige landes terrorlister. Dette blev understreget af talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium, Marie Harf, under et pressemøde d. 20 oktober. ”PYD er en anden gruppe end PKK, juridisk set, ifølge amerikansk lovgivning.” Denne skelnen mellem PYD og PKK fra Vestens side, gør det muligt for PKK at angribe militærfolk og positioner indenfor Tyrkiets grænser, uden det er på bekostning af PYDs legitimitet. Og det er en faktor, der kan medvirke til at destabilisere freden.

Fredsprocessen er ikke national
Det kritiske stadie fredsprocessen for øjeblikket befinder sig i, er ikke affødt af noget, der skete indenfor Tyrkiets grænser. Startskuddet til den nyligt opblussede konflikt mellem PKK og Tyrkiet, var PKKs reaktion på, at Tyrkiet ikke lod forstærkninger komme igennem til Kobane. Det viser, at fredsprocessen mellem PKK og Tyrkiet påvirker og bliver påvirket af regionale faktorer. Og fordi både PKKs og Tyrkiets interessefelt strækker sig længere end blot Tyrkiet, kan politiske jordskælv med epicentre i regionale nabolande, som man har set det i Kobane, aktivere en politisk katastrofe i Tyrkiet. Af den årsag kan man ikke forudsige udfaldet af fredsprocessen alene ved at kigge på, hvad der sker i Tyrkiet. Eksterne aktører, som eksempelvis IS, kan i sidste ende medvirke til at opløse dialogen – også selvom den tyrkisk/kurdiske konflikt ikke er på deres dagsorden. Og netop denne x-faktor kan være udslagsgivende for fredsprocessen.


AKP: AKP udgør Tyrkiets nuværende etpartisregering med 312 ud af de samlede 550 sæder i det tyrkiske parlament. Partiet er socialt konservativt med et moderat fokus på islam, et fokus der i de seneste år er vokset.
Recep Tayip Erdogan: Stifter af AKP og Tyrkiets nuværende præsident.
Ahmet Davutoglu: Nuværende premierminister og partileder af AKP.
PKK: Kurdisk nationalistisk parti, der siden 1984 har ført en væbnet kamp mod den tyrkiske stat, for en større kulturel og politisk selvbestemmelse.
HDP: Pro-kurdisk parti, der sidder på 27 sæder i det tyrkiske parlament. Har tætte forbindelser til PKK, hvorfor de sammen med PKK har været hovedaktørerne under fredsprocessen.
PYD: PKKs militante forgrening i Syrien.



Ferhat Gurini (f.1995) er student fra Rysensteen Gymnasium, har stor interesse i tyrkisk politik, er hjemvendt fra den kurdisk befolkede sydøstlige del af Tyrkiet, og har tidligere skrevet for Ræson.
ILLUSTRATION: PKK-demonstranter. FOTO: NACH