Tyrkiet: Med Erdogan som præsident

Tyrkiet: Med Erdogan som præsident

09.08.2014


Søndag er der valg i Tyrkiet. Efter et årti som premierminister sigter Recep Tayyip Erdogan nu efter præsidentposten med et glødende ønske om at omdanne det parlamentariske demokrati til et præsidentielt system. Ifølge ham selv og meningsmålingerne kommer Erdogan til at vinde posten som Tyrkiets første direkte valgte præsident allerede i første valgrunde.

AF Ferhat Gurini

I morgen, søndag den 10. august, skriver Tyrkiets befolkning historie. For første gang siden republikkens dannelse får tyrkerne mulighed for direkte at vælge deres leder, fordi præsidenten nu går fra at være en parlamentarisk valgt, ceremoniel kransekagefigur til at blive en valgt af befolkningen. Denne ændring betyder, at embedet bestiges med historisk legitimitet. Dermed følger muligheden for at udvide postens beføjelser. Den første, folkevalgte, tyrkiske præsident vil skabe præcedens for, hvordan de efterfølgende skal agere; og den præcedens har netop været et af valgkampens helt store temaer.

Erdogans deroute
2011 var et godt år for Erdogan. Han blev af TIME Magazines People’s Choice kåret som ’Person of the Year’, og trods sin etnicitet som tyrker var han den mest populære leder i den arabiske verden. Erdogans Tyrkiet blev set som et prisværdigt forbillede for sammensmeltningen af politisk Islam og demokrati, og han blev hyldet for at have skabt en sekulær, demokratisk og pro-vestlig stormagtsnation i en af de mere politisk tumultariske områder i verden.

I dag er lykken vendt. Erdogan udbasunerer i flæng fraser som at ”zionismen er en forbrydelse mod menneskeheden” og projicerer al folkelig protest og utilfredshed ud på ydre fjender; om så det er Gülen-bevægelsen eller Vesten. I en undersøgelse foretaget af Turkey Economic and Social Studies Foundation (TESEV) fremgår det, at Tyrkiets popularitet er faldet betydeligt i Mellemøsten, tydeligst i Egypten og Syrien. I 2011 havde 78 pct. af de adspurgte en positiv opfattelse af Tyrkiet, mens tallet faldt til 59 pct. i 2013. Ydermere har Erdogan undermineret Tyrkiets regionale stormagtsstatus ved at brænde broer til både Rusland og Iran gennem sin skarpe retorik om Syrien og støtte til sunni-oprørere. I centralregeringen i Irak vil premierminister Nuri al-Maliki hive Tyrkiet for en domstol grundet landets aftale med den kurdiske selvstyreregering i Nordirak om et olieledningssystem.

Erdogans seneste embedsperiode som premierminister har været en diplomatisk og geopolitisk deroute for Tyrkiet, men mest af alt har Erdogan været en uforudsigelig statsleder. Det ene øjeblik har han gjort op med et af Tyrkiets helt store tabuer ved at indgå i en fredsdialog med det nationalistiske, kurdiske parti PKK, det andet øjeblik har han citeret dødstal fra britiske miner i 1800-tallet i et forsøg på at retfærdiggøre mineulykken i Soma 2014. I Vesten blev Erdogans politiske flip-flopperi tydeligst udstillet da han gik fra at prise de sociale mediers diskursive styrke under det Arabiske Forår i Egypten til at blokere både Twitter og Youtube, da skjulte optagelser af Erdogans regering blev lækket på nettet.

Erdogans ambitioner
Som 20-årig skrev, instruerede og spillede Erdogan hovedrollen i sit eget teaterstykke, Maskomya. Erdogan har altid været en mand, der bedst kan lide magten centraliseret og se tingene gjort på sin måde. Trods massive protester, der blev bekæmpet med politistyrker og en kæmpe korruptionsskandale, der ledte til en ministerrokade indenfor det seneste år, står den 60-årige Erdogan med begge ben plantet solidt i den tyrkiske vælgermuld efter Erdogans parti, AKP’s bedste kommunalvalg nogensinde i marts i år. For Erdogan handler præsidentvalget om at omdanne det nuværende parlamentariske system til et præsidentielt system; et system der giver mulighed for, at en stærk og visionær leder kan agere med et større frirum.

Helt konkret har Erdogan en 2023-vision. 2023-visionen er en liste med mål, som Erdogan ønsker at have opnået på 100-årsdagen for den tyrkiske republik. Erdogans mål er bl.a., at Tyrkiet bliver en af verdens ti største økonomier, mod en nuværende 17. plads. Derudover skal landet have et BNP på to billioner dollars, mod 820 milliarder i dag, og være et fuldbyrdet EU-medlem (Tyrkiet har indtil videre gennemført ét ud af de EU’s 35 optagelseskapitler under Erdogans styre). Udsigterne til at Erdogan når sine mål er dog brogede. Den tyrkiske valuta, Liraen har næsten ikke stået svagere siden Tyrkiets boom startede, foreign direct investments (FDI) er faldet de sidste to år, og BNP-væksten er gået fra at være verdens anden højeste i 2011 til lige at ligge på under fem pct. i dag. Det er ikke kun den tyrkiske økonomi, der har oplevet et tilbagefald i løbet af det sidste år. En række episoder har betydet et drastisk fald i Erdogans legitimitet.

Erdogan er op til flere gange blevet anklaget for manglende inklusion af oppositionspartierne – under valgkampagnen har han, ifølge oppositionen, udnyttet at den tyrkiske stats tv-kanal TRT er statens eje, og kanalen har efter sigende givet Erdogan langt mere sendetid end de andre kandidater. Ydermere har PKK anklaget den tyrkiske stat for at have trukket den kurdisk-tyrkiske fredsdialog i langdrag som et led i Erdogans jagt på stemmer.

Da millioner af mennesker gik på gaden i sommeren 2013 og demonstrerede mod Erdogans voksende autokratiske tendenser, svarede Erdogan igen med benhård politimagt, der ifølge the The Guardian sårede 8000 og kostede otte mennesker livet.

Efter Erdogan blev anklaget for korruption i slutningen 2013 er han blevet beskyldt for at forstyrre uvildige efterforskninger og chikanere og arrestere politiske modstandere. Så sent som d. 23. juli i år kunne Hürriyet Daily News oplyse, at 76 politimænd blev tilbageholdt. Størstedelen af dem havde stået bag efterforskninger, som havde afsløret korruption og misbrug blandt nu eks-ministre i Erdogans regering. Billedet af Erdogan som en retfærdig, demokratisk leder er ved at krakelere.

Konsekvenser for Vesten
Erdogans forventede tiltræden på præsidentposten vil ikke være lig med et paradigmeskift i tyrkisk udenrigspolitik – Tyrkiet har trods alt i løbet af de sidste 12 år været styret af Erdogans parti, AKP. Men hvad der står helt klart er Tyrkiets decimerede geopolitiske status. Geostrategisk vil Tyrkiet altid være vigtig, både hvad angår sikkerhedspolitiske spørgsmål og flygtningespørgsmål. Men Tyrkiets rolle som brohoved mellem den arabiske verden og Vesten synes at svinde mere og mere ind. For Tyrkiet er et NATO-land, og et særdeles vigtigt et af slagsen, men i takt med at Erdogans popularitet i den arabiske verden daler, så vil hans slagkraft og Tyrkiets diplomatiske kapabilitet også reduceres. Tyrkiet ser passivt til på sidelinjen mens spill-over fra regionale konflikter skylder ind over landet. Erdogans støtte til det Muslimske Broderskab i Egypten og sunni-oprørere i Syrien, har gjort Erdogan upopulær, ikke kun hos befolkningerne som TESEV-undersøgelsen viste, men også i regeringerne. Og hans stålfaste støtte til Hamas gør ham heller ikke yderligere populær i Saudi-Arabien, hvor politisk islam, der ikke er kongehusets egen, opfattes som en trussel. For Vesten kan det betyde, at legitimiteten hos et væsentlig bindeled med den arabiske verden forsvinder.

Iagttagere frygter, at Erdogan, for at genoprette noget af den tabte popularitet, vil bruge Vesten som syndebuk for egen oprejsning. Senest illustreret ved at Erdogan i et interview i juli månede 2014, erklærede ’Jeg snakker ikke længere med Obama.’, grundet hans skuffelse over USA’s håndtering af Syrien og Gaza-konflikten. Et stort spring fra at Obama i 2012 inkluderede Erdogan blandt sine top fem internationale politiske partnere, i samme kategori som bl.a. Angela Merkel og David Cameron.

Fremtidsudsigter for Tyrkiet: En ny Erdogan?
Hvis Erdogan vælges som præsident, hvilket 14 ud af 16 uvildige meningsmålinger forudser han gør i første runde, får han meget at se til. Men spørgsmålet er, hvordan Erdogan vil bruge en præsidentsejr og det medfølgende mandat. Med to borgerkrige klods op af Tyrkiets grænser i hhv. Syrien og Irak, en ny terrortrussel fra IS, flygtninge i milliontal og en økonomi der har set bedre dage, kan Tyrkiet ikke tåle at se passivt til. Som det ser ud nu, har Erdogan to veje at gå. En ny retning, hvor Erdogan tilpasser både fremtoning og politik, så Tyrkiet får mulighed for at spille en mere proaktiv rolle og dermed påvirke udviklingen i regionen til landets eget bedste. Eller at fortsætte den nuværende, trodsige udenrigspolitiske retning, hvor Erdogan bl.a. siger, at han ikke længere snakker med Obama og langer ud efter Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi, kalder ham en ”tyran”, og dermed risikerer at isolere Tyrkiet yderligere. Vælger Erdogan den nye kurs må hans, til tider, rabiate udtalelser holde op, og han må som præsident vælge en kompromissøgende og forsonende linje overfor sine regionale og internationale partnere. En linje Tyrkiet for alvor har brug for, for at genoprette sin regionale stormagtsstatus – nu hvor den gamle har vist sig, at have fejlet, både hos befolkninger og regeringer. På den anden side kan man frygte, at Erdogan forstår en præsidentsejr, som en bekræftelse fra befolkningen om at hans nuværende kurs er ønsket, og det i kraft af hans præsidentielle beføjelser vil lede til en intensivering af hans moraliserende og kompromisløse opførsel. Under alle omstændigheder vil det kræve enorm politisk vilje og diplomatisk kløgt, hvis Tyrkiet vil genvinde deres tidligere geopolitiske status.

Ferhat Gurini (f.1995) er student fra Rysensteen Gymnasium, har stor interesse i Tyrkisk politik og har tidligere skrevet for Danmarks største, kurdiske netavis, Jiyan. Illustration: Moyan Brenn via Flickr

Opdateret d. 11. august kl. 11.50: Af denne artikel fremgik det, at Erdogan har en målsætning om et BNP på to trillioner dollars i 2023. Det rigtige tal er selvfølgelig to billioner. Tallet er rettet i artiklen.