Socialt Europa: Merkel i klemme i London

Socialt Europa: Merkel i klemme i London

03.03.2014


”EU er ikke en social union,” sagde den tyske kansler under sit besøg i London. Herhjemme blev bemærkningen grebet som støtte til angrebet fra den danske højrefløj V, K, DF og LA på ”børnecheck-fra-dag-ét” til udenlandsk arbejdskraft. Men hvad mente Merkel egentlig?

KOMMENTAR af Ole Aabenhus

Den tyske kansler Angela Merkel var i sidste uge i London for at støtte sin konservative kollega, premierminister David Cameron, som hun ifølge britiske embedsmænd har et varmt og næsten moderligt forhold til – ”som til en nevø”.

Det havde surret med rygter før hendes ankomst torsdag om, at hun ville støtte Cameron med en erklæring om, at Tyskland ville arbejde for en ny EU-traktat, som i givet fald også ville kunne imødekomme nogle af Storbritanniens ønsker. Men den erklæring kom aldrig.

Derimod valgte Merkel at udtale sig præcist og analytisk om et andet hovedtema i den britiske debat i øjeblikket – ”Velfærdsturismen” – et tema, hun netop havde taget op i den tyske forbundsdag.

EU er ”ikke en social union,” sagde hun. På den ene side gik hun ind for arbejdskraftens fri bevægelighed – men:

”Hvis den fri bevægelighed ville have som konsekvens, at alle og enhver, som søger arbejde i Europa, har mulighed for at komme til Tyskland og modtage samme understøttelse som den, der går arbejdsløs i Tyskland efter 20-30-40 års arbejde, så er det ikke den fortolkning af fri bevægelighed, jeg ønsker mig”.

Her burde man kunne høre morgenhanen gale, for reelt undsagde hun dermed en af de ”fire friheder”, der er grundstammen i Det indre Marked – fri bevægelighed for arbejdskraft, varer, tjenester og kapital. Princippet i Det indre Marked er netop, at det skal fungere på tværs af landegrænser.

Skal det andet end poleres en smule, kræver det en traktatændring – netop hvad Cameron ønsker sig for at kunne sige til sin EU-skeptiske nation: Jeg lovede jer et ændret Europa, inden den folkeafstemning, jeg har stillet i udsigt inden folkeafstemningen om EU i 2017. Når der skal forhandles ny traktat, har alle lande en vetoret, og vi skal bruge vores til at nedbygge Unionen til –nåja, netop Det indre Marked og endda pille ved de dele af de fire friheder, der ikke passer os.

Børnecheck
Herhjemme blev Merkels bemærkninger omgående cirkuleret i pressen og sat i forbindelse med den standende diskussion om børnecheck’en:

Den daværende VK-regering – støttet af DF og LA – indførte i 2010 en lov, der skulle forhindre, at udenlandske arbejdere kunne hente en børnecheck ”fra dag ét”, når de arbejdede i Danmark. EU-kommissionen protesterede, fordi loven stred mod reglerne i Det indre Marked om arbejdskraftens frie bevægelighed. Den nuværende regering valgte at parere ordre med omgående virkning, og et lovforslag er nu på vej. Men lovforslaget trues af et forslag til folketingsbeslutning, der måske kan skabe et flertal uden om regeringen.

Meget dramatisk. Men hvor fører sagen hen? Er der dansk-tysk-britisk og måske hollandsk, opbakning til at pille ved Det indre Marked?

Merkel er en politiker, der er kendt både for sin nølen, når noget ikke passer hende helt, og sin evne til at få ting, hun prioriterer, til at glide den vej, hun ønsker.

Og sagen om ”det sociale Europa” spillede hun til hjørne, da hun for en måned siden fremlagde en regeringserklæring om bl.a. EU for den tyske forbundsdag. Den ny forbundsregering vil nedsætte et embedsmandsudvalg, der skal ”se på sagen”. Og man kan spørge, hvor meget længere, hun vil kunne gå, så længe hun sidder med en socialdemokratisk regeringspartner.

På den anden side: Merkel, og især hendes finansminister Schaüble, har flere gange været inde på, at hvis euro’en skal stabiliseres, så kræver det fælleseuropæiske institutioner, der ikke findes i dag, og som kun kan skabes gennem – netop – traktatændringer.

Det spørgsmål er lagt på is nu – og i hvert fald frem til efteråret, når et nyt Europa-Parlament er i hus og valget af ny kommissionsformand mv. er overstået.

Men tilbage står et spørgsmål til alle vi, der får korttidsindflydelse på EU ved Europa-Parlamentsvalget i maj:

Ønsker vi, at vi selv eller vore børn skal kunne arbejde overalt i Europa, uden at skulle tænke på, om sygesikring, børnepenge, pension osv. berøres? Hvis ja, er vi så interesseret i, at reglerne forbliver som de er?

Og hvis man arbejder i ét land et år, skal man så kunne fortabe de rettigheder, man har optjent, hvis man får et nyt job hjemme eller i et helt tredje land?

Diskussionen om et ”socialt Europa” er svær og fuld af krinkelkroge, så det er ikke sikkert, at den kan ordnes med et snuptag. Der skal sikkert masser af kompromisser til. Men det overordnede spørgsmål, som ikke bare Merkel og Cameron, men også vi selv, hver for sig, skal gøre op, lyder:

Ønsker vi fri bevægelighed for os selv og vore børn? Måske ikke lige nu, men hvad skal retning være?

Og møder man en kandidat til Europa-Parlamentsvalget, kan man jo lade spørgsmålet gå videre til ham eller hende.


Ole Aabenhus er journalist, tidl. DR-korrespondent i Bruxelles og tidl. redaktør af magasinet NOTAT / Magasin om demokrati og Europa. FOTO: European People’s Party via Flickr