RÆSON spørger politikere og eksperter: Hvad skal EU gøre, hvis Rusland tager Krim?

RÆSON spørger politikere og eksperter: Hvad skal EU gøre, hvis Rusland tager Krim?

28.02.2014


Situationen omkring den Ukrainske halvø Krim er anspændt efter at russiske tropper blandt andet har omringet to militære lufthavne. RÆSON spørger eksperter og politikere om situationen (opdateres løbende).

Svar fra:
Søren Espersen (Dansk Folkeparti)
Peter Viggo Jakobsen (Forsvarsakademiet)


AF Chefredaktionen

1. Hvad skal EU gøre, hvis Rusland de facto annekterer Krim? Hvad skal EU IKKE gøre?
Søren Espersen: Såfremt dette sker, er det alene i FN’s Sikkerhedsråd, at denne sag retteligen hører hjemme, idet FN’s Sikkerhedsråd i sin tid anerkendte Ukraines grænser. EU’s stemme bør i denne sag alene føres af Polen og Tyskland, mens baronesse Ashton (Catherine Ashton, EU’s høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, red.) bør gøre alle den tjeneste ikke påny at engagere sig i sagen.
Peter Viggo: Det afhænger meget af situationen, og hvordan regeringen i Kiev selv reagerer. Pt. prøver russerne at få militær kontrol og nægte andre – inklusive regeringen i Kiev – mulighed for at ændre status quo på Krim. Hvis russerne kan fastholde status quo og bevare sin flådebase som de pt. har frem til 2042, så har de i første omgang ingen interesse i at gå videre. Russerne har det problem, at russerne på Krim selvstændigt kan prøve at udnytte situationen til at gå efter selvstændighed, og hvis de kan få Kiev til at bruge magt, vil Rusland se sig nødsaget til at blande sig, og så har vi reelt en ny Georgien-situation. Så man kan også se russernes ageren som et forsøg på at styre de russiske ekstremister så situationen ikke løber løbsk.
Så længe Rusland ikke de jure udråber en selvstændig stat, så er det begrænset, hvad EU kan gøre. Hvis Rusland udråber en selvstændig stat, så kan man overveje økonomiske sanktioner. Men lige nu handler det om at undgå, at situationen løber løbsk, og derfor skal EU mane til besindighed og tilbyde økonomisk assistance. Men det skal være assistance, der er knyttet til betingelser om reformer o.lign. EU skal ikke bare bevidstløst smide penge i Ukraine uden at få noget for det.

2. Hvis et befolkningsflertal i det østlige Ukraine ønsker at blive en del af Rusland – eller søge en form for uafhængighed – bør EU så ikke nu støtte, at den udvikling finder sted så fredeligt som muligt?
Søren Espersen: Jeg mener ikke, at EU skal være aktivt medvirkende i at ophæve nationalstater – hverken i forhold til Serbien (Kosovo), Storbritanien (Skotland) eller Spanien (Catalonien).
Peter Viggo: Jo, men det er jo en intern proces i Ukraine. EU’s interesse er først og fremmest at undgå vold. Hvis en skilsmisse finder sted, skal det være som en fløjsskilsmisse a la Tjekkoslovakiet. Nej tak til et nyt Jugoslavien forløb. Det er lige som nok med Syrien.

3. Har de store europæiske lande – Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Polen – sammenfaldende interesser i og læsninger af situationen?
Peter Viggo: Ja, i den forstand at alle har en interesse I at undgå vold, og at man får undgået en økonomisk nedsmeltning. Denne grundlæggende interesse deler Rusland også.

4. Hvad er NATO’s rolle, interesser og udfordringer i forhold til Ukraine?
Søren Espersen: NATO’s interesse her er indlysende stor – ikke mindst fordi en russisk annektering af Krim – eller Krim som selvudråbt nation – vil åbne for andre smertelige sår i Kaukasus – eksempelvis uhyre tæt på Georgien med landets små russiske enklaver, som også agerer selvstændige stater.
Peter Viggo: NATO’s rolle er, at mane til besindighed og opfordre alle til at undlade at bruge vold. Hvis det kommer til kamphandlinger, er NATO’s rolle at beskytte sine egne medlemsstater. NATO kommer ikke til at intervenere i Ukraine. Det vil man aldrig kunne enes om, og det ville også være verdens dummeste ide. Vesten ser ikke samme interesse i Ukraine som Rusland. Rusland vil hurtigt gå meget længere end NATO, så NATO skal ikke ud i en militær konfrontation.

5. Hvad er FN’s rolle, interesser og udfordringer ift. Ukraine?
Søren Espersen: FN’s Sikkerhedsråd bør hastebehandle sagen, således at der vigtigst af alt kan komme en forståelse mellem Rusland, USA, Tyskland og Polen
Peter Viggo: At sørge for at folkeretten overholdes og bidrage til at de kan findes en fredelig løsning.

6. Burde EU, efter din mening, have håndteret forholdet til Ukraine anderledes?
Søren Espersen: EU har jokket i spinaten – i og med at man virkelighedsfjernt havde fortrængt – eller i bedste fald ikke havde forestillet sig – at flertallet af ukrainere langt hellere ville være en del af et partnerskab med Rusland end med EU.
Peter Viggo: Ja, man skulle have være klarere i spyttet og haft en mere sammenhængende strategi. EU skulle have været have været bedre til at gøre klart, at EU’s støtte til Ukraine er konditionel og afhænger af juridiske og økonomiske reformer, som sikrer, at pengene ikke forsvinder i korruption og at basale menneskerettigheder opretholdes. Samtidig kunne EU have været bedre til at love og sikre, at fremskridt på disse områder hurtigt udløste kontante og mærkbare fordele. Men EU kan ikke vinde en overbudskonkurrence med Rusland. Ukrainerne skal komme til EU af egen fri vilje. De kan ikke tvinges til det, hvis det skal kunne lykkes på sigt. Ukraine har mere brug for EU, end EU har for Ukraine.

7. Er udviklingen et udtryk for, at Rusland og EU (eller NATO?) er på vej ind i et mere modsætningsfyldt forhold, end vi har set i de 25 år, der er gået siden Murens fald?
Søren Espersen: Ja, og derfor er det nu afgørende, at Rusland ikke stødes væk fra Vesten – men derimod, at USA’s præsident tager initiativ til at drage Rusland ind i et partnerskab – gerne bygget på en fælles interesse i bekæmpelse af ekstremisme og terror.
Peter Viggo: Tja, der er vi jo allerede. Men pointen er her, at det ikke er udtryk for russisk styrke, som mange iagttagere og analytikere hævder. Russerne har det problem, at de ser sig nødsaget til at bruge økonomisk tvang og true med at bruge militær magt for at forsvare deres indflydelse i Ukraine og holde landet inde i folden. Det gælder i øvrigt ikke kun Ukraine, men også Georgien og andre dele af det gamle imperium, som ser en økonomisk interesse i at knytte sig tættere til vesten.
Rusland kan ikke konkurrere med Vesten mht. at skabe økonomisk velstand, og derfor vil Rusland tabe på den længere bane, hvis det ikke formår at skabe en mere effektiv økonomisk (og politisk) model. Det bekymrer russerne, hvis relative magt på verdensscenen vil falde i takt med at skifergasrevolutionen mindsker Europas afhængighed af Rusland.


ILLUSTRATION: SEVASTOPOL, UKRAINE (6. maj 2012). Krigsskibet Moskva (121) for anker i flådebasen Sevastopol, Krim (foto: Shutterstock)