OPINION: Genstart demokratiet

OPINION: Genstart demokratiet

10.06.2014


KONTEKST. Jesper Breining er initiativtager til en politisk bevægelse med navnet ”Progressive Republikanere”, der efter eget udsagn vil ”redesigne demokratiet”. I denne artikel beskriver han hvorfor han mener det er nødvendigt.

Under en stressreaktion på individplan lukker kroppen ned. I stress-samfundet er befolkning og politikere fanget i en ond cirkel: Ægte politisk lederskab er besværliggjort af befolkningens angst- og stress-symptomer, der samtidig genfindes hos politikerne selv.

Af Jesper Breining

BÅDE venstre og højre – i både Danmark og Europa – er i krise. Venstrefløjen, fordi den ikke har nogen tydelig politisk målsætning. Den borgerlige fløj, fordi dens politiske målsætning er åndeligt forarmet og ikke bygger på nogen dybere samfundsanalyse. Ingen af de dominerende ideologier giver længere tilfredsstillende svar på tidens udfordringer. Den politiske krise er en ideologisk krise.

Da Karen Blixen mod slutningen af sit liv blev spurgt, hvordan man bør leve, svarede hun kort og godt: ”Man skal være modig. Man må kunne elske. Og man må have humoristisk sans”. Netop disse tre egenskaber – mod, kærlighed og humoristisk sans – synes fraværende på det felt, der burde være tæt forbundet med det gode liv: Den politiske virkelighed. Dansk politik domineres af de diametralt modsatte sindsstemninger: angst, mistillid og kynisme.

Den nuværende politiske krise er ikke direkte forårsaget af økonomiske faktorer, selvom disse har spillet en rolle som krisens katalysator. Krisen er af ånds- og følelsesmæssig karakter og handler om tab af myndighed og optimisme omkring politikkens mulighed for at gøre en forskel. Situationen kan sammenlignes med en stress-tilstand på det individuelle, psykologiske plan, en tilstand som ofte opstår, netop når man oplever et kontroltab eller ikke kan identificere sig med de målsætninger, man er underlagt. Kontroltabet og usikkerheden skyldes, at vi glider bort fra et folkeligt demokrati, hen imod et politisk system, der er styret af kræfter uden for os selv. Vi har fået ”nødvendighedens politik”. Her drives staten Danmark som en multinational virksomhed, hvor en embedsmandsdomineret bestyrelse foretager småjusteringer af velfærdsstaten i tilpasning til dunkle, globale dagsordener.

HVIS der er en grundstemning, der dominerer dansk politik, så er det angst. Angst i eksistentiel betydning. Ifølge Søren Kierkegaard har angsten – i modsætning til frygten – ikke nogen ydre årsag, men udspringer af selve den moderne tilværelses grundvilkår. En angstkrise kan ifølge Kierkegaard behandles ved hjælp af troens eller valgets aktive handling, der er et udtryk for tillid til verden. Man kan populært sagt vælge sig ud af angsten. Angst, der ikke behandles, fører til handlingslammelse og til de to underordnede stemninger: Mistillid og kynisme.

Den første af disse følelser, mistillid, er konkret og retter sig imod andre medmennesker. I de senere år er der sket en svækkelse af den samfundsmæssige tillid. Mistilliden slår især ud mod samfundets svageste, for eksempel indvandrere og udsatte grupper. Men det er kun begyndelsen: I en krisesituation rammes alle samfundsgrupper af den accelererende mistillid: lærere, læger, politikere, børnefamilier, finans- og bankfolk må på skift stå for skud. Mistillidens politik næres af dagbladenes selvretfærdige korstog mod Dovne Robert, Fattig-Carina, handicappede, polakker og sigøjnere, der ligger statsbudgettet til last. Udviklingen fører naturligt over i kontraktpolitik, formynderi, regeltyranni og øget bureaukratisering af det offentlige. Mistillid avler mistillid.

Den sidste følelse, der dominerer dansk politik i disse år er manglen på humoristisk og optimistisk livssyn. Der hersker en kold ufølsomhed – en kynisme. Musikeren Peter Bastian taler om ”en gold kynisme i tiden, hvis vandmærke er, at forandring er umulig”. Humor betød oprindeligt ”sindsstemning”, og kynismen er netop udtryk for følelsernes fravær. Kynismen blokerer for fantasien og for utopien, troen på at tingene kan blive bedre. Kynismens politik fører til nødvendighedens politik, teknokrati, økonomi-fiksering, embedsværkets dominans, og til en afvisning af nye perspektiver på samfundet, der affejes som useriøse eller drømmende. I sidste instans repræsenterer Liberal Alliance – der bekymrende nok ser ud til at blive ungdommens parti – højdepunktet af kynisme og defaitisme. Politikkens ultimative falliterklæring er forestillingen om at statsmagtens indflydelse på samfundet bør begrænses mest muligt, så den enkelte kan råde i samspil med det frisatte marked.

DE TRE GRUNDSTEMNINGER – angst, mistillid og kynisme – er symptomer på et samfund, der lider af en kollektiv stressreaktion. Under en stressreaktion på individplan lukker kroppen ned. Man mister evnen til at udvise tillid og til at søge kontakt med omverdenen. Den humoristiske sans og det mentale overskud erstattes med kynisme og selvcentreret adfærd. Under længerevarende stress internaliseres en permanent negativ grundfølelse (angst), som ikke kan forklares med en ydre årsag. Man bliver irritabel og indadvendt og havner i en negativ spiral, som forstærker de øvrige stresssymptomer, herunder mistillid og kynisme.

I stress-samfundet er befolkning og politikere fanget i en ond cirkel: Ægte politisk lederskab er besværliggjort af befolkningens angst- og stress-symptomer, der samtidig genfindes hos politikerne selv. Som en sygdom i centralnervesystemet sætter skaderne sig fast og bliver en permanent del af virkelighedsopfattelsen.

Under længerevarende stress internaliseres en permanent negativ grundfølelse (angst), som ikke kan forklares med en ydre årsag. Man bliver irritabel og indadvendt og havner i en negativ spiral, som forstærker de øvrige stresssymptomer, herunder mistillid og kynisme
____________________


I kynismens tidsalder orker vi ikke længere at udvise positiv interesse. Hermed blokeres dialogen med andres synspunkter. Politikken degenererer til et kynisk magtspil, og bekymringen for andre samfundsgrupper ødelægges af mistillid, mens de dristige løsninger på fremtidens problemer parkeres på det politiske mismods holdeplads.

Som ovenfor anskuet er angst, mistillid og kynisme i det politiske system symptomatiske udtryk for et samfundsmæssigt stressberedskab. Vil man forstå de bagvedliggende årsagerne til symptomerne, må man grave dybere: Hvorfor oplever vi netop nu disse stresslignende symptomer? Hvilke faktorer udløser dem? For at finde svaret, kan det være en hjælp at spørge om, hvad der normalt udløser stress? Hvis du nogensinde har haft stress tæt inde på livet, lagde du måske til, hvilke livsmønstre og vaner, der udløste tilstanden? Som ofte ved komplekse fænomener, finder vi ikke svaret i teoretiske analyser, men i en øget opmærksomhed på os selv og de umiddelbare omstændigheder. Ifølge Det Nationale Center for Arbejdsmiljøs pjece ”Fra stress til trivsel” kan stressudløsende faktorer være: Mangel på kontrol og forudsigelighed; mangel på anerkendelse; samt følelsen af, at man ikke bevæger sig hen imod et meningsfuldt mål. Spørgsmålet vi bør stille er altså dette: Har vi skabt et samfund, hvor vi som enkeltindivider har mistet troen på at tingene går i den rigtige retning, hvor vi ikke føler os politisk anerkendte, og hvor vi har mistet følelsen af kontrol med samfundsudviklingen?

INGEN af de nuværende politiske partier i Danmark præsenterer løsninger, der kan få os ud af stresskulturen. Det kan skyldes, at de bekender sig til en forældet venstre-højre-akse, der begrænser deres evne til at formulere produktive spørgsmål – og dermed troværdige svar.

Efter Anders Foghs velfærds-liberalisme og Helle Thornings ”tredje vej” eksisterer der ikke længere nogen principiel, ideologisk uenighed om balancen mellem stat og marked
____________________



Venstre-højre-aksen stammer oprindeligt fra den franske revolution i 1789 og var dengang udtryk for partiernes reformvillighed. Venstreorienteret betød reformvillig. I dagens Danmark kategoriserer aksen snarere partierne i forhold til deres bekendelse til henholdsvis markedskræfterne eller staten som overordnet motor for en samfundsudvikling. Denne opdeling er imidlertid for længst transcenderet. Efter Anders Foghs velfærds-liberalisme og Helle Thornings ”tredje vej” eksisterer der ikke længere nogen principiel, ideologisk uenighed om balancen mellem stat og marked. Alle partier (måske med undtagelse af Enhedslisten) accepterer en løsning, hvor markedet får lov til at udfolde sig på grundlag af fri kapitalisme med staten i en regulerende rolle.
Dansk politik udkæmpes altså i stigende grad omkring en konflikt, der er betinget af en tidligere epokes politiske problemstillinger. Hermed bliver dagens politiske kamp reduceret til millimeter-tovtrækning om spørgsmål, hvor næsten alle partier for længst har erklæret våbenhvile, og som derfor er uden substantiel betydning.

INGEN af de eksisterende partier har fundet gangbare løsninger på den politiske krise.

På den ene side står den borgerlige fløj. Denne har knyttet sig til liberalismen, som dog ikke tilbyder svar på mange af tidens vigtigste spørgsmål. Spørgsmål, der angår hvilken retning vi skal udvikle os som samfund. Spørgsmål om for eksempel ulighed, miljø, uddannelse, kultur, integration og indvandring. I mangel på langtrækkende politiske projekter har liberalismen overtaget nyliberalismens vækst-ideologi, der imidlertid selv er blandt årsagerne til mange af de politiske udfordringer, vi står overfor. Der går en lige linie fra det enøjede fokus på økonomisk vækst til stress-kulturen og dens symptomer, herunder den voksende ulighed, arbejdsløsheden, udhulningen af den offentlige service, klimaproblemerne, den galopperende individualisme og politikerlede, samt det politiske mismod i befolkningen.

På den anden side står en venstrefløj, der er kastet ud i en historisk ideologisk krise, og som siden velfærdsstatens indførelse ikke har kunnet tilbyde et bærende politisk projekt. Venstrefløjen har ikke formået at forny sig i takt med det omgivende samfund, i modsætning til det socialdemokrati, som tidligere i dette århundrede lod sig løbende reformere af modige tænkere og politikere.

POLITIK handler om at finde relevante løsninger på aktuelle problemer. Men hvordan vil man løse et problem, hvis man ikke er i stand til at formulere det? Hvordan skal vi som befolkning kunne engagere os i politik, når politikere ikke længere tør tage politisk ansvar, tænke i nye baner, endsige underkaste samfundet en objektiv analyse?

Dansk politik er blevet detaljernes politik. Vi stiller irrelevante spørgsmål som: Hvem skal have hvilke overførselsindkomster? Skal vi have lidt mere eller lidt mindre stat eller marked? I stedet burde vi stille konkrete spørgsmål til de grundlæggende forhold i samfundet: Hvordan bevarer vi Danmark som et levende og åbent samfund, hvor de grundlæggende stemninger er mod, tillid og optimisme? Hvordan får vi flere til at engagere sig produktivt i samfundet? Er selve det politiske system konstrueret på den ideelle måde? Er markedet? Hvordan udnytter vi de teknologiske muligheder bedre? Hvordan begrænser vi deres negative virkninger? Bor vi på en måde, der fremmer social adfærd? Transporterer vi os på den mest hensigtsmæssige måde?

Dette kræver, at vi er villige til at stille konkrete spørgsmål ved det politisk system og samfundsindretningen på en ny og mere dybtgående måde end det sker i Danmarks politiske virkelighed. Det vi har brug for er et politisk reformprogram, der er progressivt og republikansk.

En republikansk politisk dagsorden består i at redesigne det politiske system og knytte befolkningen tættere til beslutningsprocesserne ved hjælp af effektive og tidssvarende politiske institutioner.

Samtidig skal initiativet generobres fra embedsmændene og økonomerne i kraft af en progressiv dagsorden, så befolkningen kan inddrages i udviklingen af reelle politiske alternativer, og politisk diskussion atter kan foregå i en atmosfære af tillid, optimisme, dristige tanker og storslående projekter. ★

SKRIV TIL RÆSON OPINION: Send dit artikelforslag – som en idé, kladde eller færdig tekst – til: redaktionen@raeson.dk

Breining (f.1976) er engelsk-, dansk- og filosofilærer ved Silkeborg Tekniske Gymnasium, direktør for forlaget Africana Publishing Aps. og frivillig i udviklingsorganisationen IMCC Uland. Han tog for nylig initiativ til en politisk bevægelse, der bygger på progressive og republikanske traditioner. Læs mere på Facebook-siden ”Progressive Republikanere”. ILLUSTRATION: Den daværende oppositionsleder møder pressen ved Folketingets åbning 2010 [foto: Folketinget/Anders Hviid]