Nødhjælpsarbejder om Libyen: Landet er på grænsen til en borgerkrig

Nødhjælpsarbejder om Libyen: Landet er på grænsen til en borgerkrig

01.09.2014


Imens verdens øjne har hvilet på Gaza, Irak og Syrien, er konflikterne i Libyen eskaleret. RÆSON har mødt Maria Berwald Madsen, der er en af de mange internationale hjælpearbejdere, der er blevet evakueret fra Libyen.

INTERVIEW med Maria Berwald

I sidste uge udførtes en række luftangreb på Tripoli. Det er formelt set ikke afgjort, hvem der stod bag angrebene, der var rettet imod de islamiske militser i byen. General Haftar har ganske vist taget ansvaret, men lægger man to og to sammen, så peger alting på Emiraterne og Egypten, der betragter de islamistiske grupper som en trussel imod hele regionen. Angrebene ændrede ikke det store, men tiltrak sig dog en del opmærksomhed. I den internationale presse fjernede man kortvarigt blikket fra Gaza og IS, rettede det imod Libyen og initierede en debat omkring proxykrige og geopolitik. Men i optegnelsen af konfliktens store linjer blev libyerne selv glemt. De er i akut mangel på vand, brød og benzin og op imod 8000 familier er på flugt. Kampene imellem de forskellige grupperinger i landet, der har stået på mere eller mindre uafbrudt, siden Gaddafi faldt i 2012, er eskaleret over de sidste måneder. Og grænsen imellem ‘uroligheder’ og ‘borgerkrig’ er faretruende tæt på at blive overtrådt.

RÆSON mødte Maria Berwald Madsen, som er en af de mange nødhjælpsarbejdere, der blev evakueret i midten af juli. Hun har administeret projekter, der skulle genopbygge skoler og rydde miner. Men i øjeblikket er næsten alle internationale indsatser sat på hold.

Stammesamfundets genoplivelse
”Historien er på mange måder den samme, som det vi ser i andre dele af Mellemøsten. Efter Gaddafis fald var der en masse usikkerhed og et stort magtvakuum, som forskellige grupperinger ønskede at udnytte. Og det har ført til konflikter imellem kontrarevolutionære kræfter, moderate revolutionære og islamistiske grupperinger – ikke ulig, hvad vi ser f.eks. i Syrien, Irak og Egypten. Den store forskel mellem de lande og Libyen, er de mere end 450 katibaer (militser associeret med forskellige stammer, red.), der opdeler landet både geografisk, religiøst og ideologisk,” fortæller Maria Berwald. ”Libyerne identificerer sig i meget høj grad med deres stammer og er først og fremmest loyale mod dem; en tendens, der kun er blevet mere udtalt efter revolutionen. Da Gaddafi var sat ud af spillet, og oprøret var overstået, sad folk inde med en hel masse våben. Og dem beholdt de, ikke mindst for at beskytte deres egne stammers interesser og sikkerhed.”

Ideologiske og geografiske linjer trækkes op
”Efterfølgende har katibaerne slået sig sammen i forskellige grupper. Blandt de mest markante af dem er den islamistiske gruppe Libya Shield, som efter sigende har forbindelser til al-Qaeda, og gruppen Ansar el-Sharia, som for nyligt blev kurtiseret af IS. En stor del af disse grupper befinder sig omkring byen Misrata, og kæmper imod de moderate grupper, der associeres med byen Zintan – begge byer ligger i nordvest, relativt tæt på Tripoli. Grupperne omkring Zintan har til dels slået sig sammen men general Khalifa Haftar, hvis udtalte mål er at udslette al islamisme i landet.

Ud over de to byer, så foregår der også kampe i øst, hvor store dele af af landets oliereserver befinder sig. Libyen har igennem det sidste år været ramt af en oliekrise, fordi katibaerne på skift har indtaget oliereserverne, der er de største i Afrika. Det lykkedes næsten en oprørsgruppe at sælge olie udenom den libyske centralregering, men olien blev stoppet af den amerikanske flåde, da den nåede internationale farvande. Stammerne i dette område er i høj grad indlemmet i en federalistisk bevægelse, der ønsker mere autonomi – og større gevinst på den lokale olie – for den østlige del af landet.

I det hele taget handler kampene i højere grad om indflydelse end om ideologi og religion, selvom det naturligvis også udgør en faktor. De fleste af katibaerne ville ikke udnævne sig selv som hverken islamistiske eller anti-islamistiske. Og selvom Zintan og Misrata udgør en eller anden form for geografisk opdeling af oprørsgrupperne, så er de også blandet sammen over hele landet. Noget, der blandt andet betyder, at statsindelinger af landet ikke er en reel løsningsmulighed. Det er kort sagt ufatteligt komplekst.”

Operation Dignity eller Operation Dawn?
Indtil foråret var der grund til relativ optimisme i Libyen. Selvom der var kampe i nogle dele af landet, så var genopbygningen af infrastrukturen godt undervejs. Men i løbet af foråret vendte situationen.
”Der har været flere udløsende faktorer for optrapningen af kampene,” fortæller Maria Berwald.” I maj måned indledte general Khalifa Haftar, en frafalden general fra det gamle regime, en kamp imod islamisterne i Benghazi under navnet ‘Operation Dignity’. Haftar stod i spidsen for de styrker, der i sin tid væltede Gaddafi, og har siden holdt en ledende position i den libyske hær. Tidligere i år erklærede Haftar kongressen ugyldig, hvilket blev modtaget som et forsøg på at kuppe den siddende regering. Kongressen, General National Congress (GNC), er folkevalgt og rummer repræsentanter for de islamiske grupper, som Haftar ønsker at bekæmpe. I maj måned stormede Haftars tropper parlamentet og opløste kongressen. ’Operation Dignity’ var hermed startet.

I slutningen af juni var der valg til repræsentanternes hus som skulle erstatte den midlertidige kongres. Under halvdelen af de registrerede vælgere afgav deres stemme, og under optællingen af stemmer var der udsagn om valgfusk ved flere valgsteder. I øjeblikket står landet i den absurde situation, at der er to regeringer. Én, som general Haftar har udpeget, og en, som er valgt af folket – omend på et tyndt grundlag – og som er anerkendt af det internationale samfund.

Kulminationen på kampene kom den 13. juli, da en islamistisk katiba angreb Tripolis lufthavn, som har været under kontrol af Zintan-katibaerne, der er alliererede med Haftar. Denne indsats var et direkte modsvar på ”Operation Dignity” og blev kaldt ”Operation Dawn”. Kampene fortsatte de følgende dage, og dette fik internationale NGO’er, ambassader og FN til at evakuere deres ansatte ud af Libyen.
Kampe har siden da været koncentreret omkring lufthavnen ca. 20 km syd for Tripolis centrum. Den korte distance til byen betyder, at store dele af Tripolis befolkning har været berørte af kampene og har været nødt til at flygte ud af landet til Tunesien og Egypten. Kampene har medført mange døde og kvæstede og dele af lufthavnen er derfor lavet om til felthospital for sårede. Under kampene blev Tripolis benzinlagre desuden ramt af missiler, og resultatet er stor mangel på benzin i Tripoli.”

Libyerne
”Lige nu er ingen af parterne i konflikten i stand til at dominere de andre. Det er stadig en stalemate, og meget afhænger af, hvem der i sidste ende bliver støttet udefra. Det er svært at sige, hvordan situationen havde udviklet sig uden Haftar, men der er ingen tvivl om, at hans anti-islamistiske retorik er med til at polarisere befolkningen.

I konflikter som denne, er de almindelige mennesker de største tabere. For selvom Libyen er karakteriseret ved de mange stammer, så er der også en stor befolkning, som bare gerne vil have fred, og som ønsker at fortsætte den mildest talt ujævne vej imod demokrati og stabilitet. Men de kilometer-lange køer foran benzintankene, og de skarpe sikkerhedsrestriktioner, vi opererer under, vidner jo stadig om et land i dyb krise. Og den lave valgdeltagelse ved sidste valg tegner et billede af et desillusioneret folk. I et land, der er så rigt på ressourcer, er det bestemt heller ikke et sundhedstegn, at der er alvorlig mangel på vand, brød og elektricitet.

Vi har arbejdet for at fjerne miner og våben, og for at de libyske børn kan får en relativt normal barndom i stedet for at vokse op i en krigszone. Vi byttede f.eks. børnenes legetøjsvåben for lego, og fik en kunstner til at bygge et monument af de kasserede plastikvåben. Vi har forsøgt at involvere kvinder i politik og at lære skolelærerne at håndtere de mange børn, der er traumatiserede af alt det, de har oplevet. Og det gik godt. Selvom børnene, vi involverede i forskellige kunstprojekter, tegnede afskårne lemmer og døde mennesker, så tegnede de også duer og udstrakte hænder – et udtryk for et håb for deres fremtid.

Men lige nu er indsatsen mildest talt reduceret til et minimum. De lokale ansatte møder op, når det kan lade sig gøre – hvilket ikke er tit. Vi andre sidder rundt omkring i verden og krydser fingre i frustration.”

Maria Berwald Madsen (f.1983) er udsendt for Folkekirkens Nødhjælp som Programme Officer i Tripoli, Libyen. Hun har en kandidatgrad i udviklingsstudier og Arabisk sprog og kultur. Hun har arbejdet med udviklingsprojekter flere steder i Mellemøsten bl.a. i Irak, Jordan og Libanon.
ILLUSTRATION: Revolutions-ørnen med Gaddafi i kløerne, opsat af rebeller i Misrata. (Foto: Henry Patton)