Kommentar: Ti punkter om EP-valget, Juncker og Helle

Kommentar: Ti punkter om EP-valget, Juncker og Helle

02.06.2014


EU har netop gennemført 28 lokale krisevalg med vidt forskellige tendenser. Næste fase handler om, hvem der skal sidde på Unionens tre topposter. Trioen er i sigte usædvanlig hurtigt, takket være en gryende EU-parlamentarisme.

KOMMENTAR af Ole Aabenhus, Ræsons Europa-redaktør

TOPPOSTERNE

1. Pilen peger på Juncker – og Parlamentet
Efter kun fire dages betænkningstid kom Angela Merkel fredag med en klar opbakning til Jean-Claude Juncker, spidskandidat til posten som kommissionsformand for Merkels partigruppes, de kristelig-konservative. Juncker er tidligere regeringschef og finansminister i Luxembourg, og også tidligere formand for eurogruppen.

Fordi grupperne denne gang har opstillet spidskandidater, og fordi Parlamentet har fået nye beføjelser, er der nu præcedens for, at Europa-Parlamentet kan udpege den ny kommissionsformand. Vi nærmer os en slags EU-parlamentarisme, hvor vælgerne er medbestemmende for – og må tage et medansvar for – den politiske linje i Kommissionen.

Faktisk var Juncker ikke Angela Merkels favorit, det var efter sigende den franske chef for Den internationale Valutafond Christine Lagarde,, men hun har måttet bøje sig for den omsiggribende kritik fra f.eks. det tyske Bild, der skrev, at gik man uden om Juncker, ”gjorde man demokratiet til farce”.

2. Helle Thorning Schmidt og resten af kabalen
Udnævnelse til topposter i EU er altid en kabale der skal gå op med mindst tre esser. Ifølge det østrigske Der Standard, der ofte er velinformeret om EU-forhold, er der flg. i sigte:

EU-udenrigsminister efter Catherine Ashton bliver den dygtige polske udenrigsminister Radoslav Sikorsky. Dermed tilgodeses østeuropæerne, og EU får mere kant i forhold til Rusland.

Og så er Helle Thorning-Schmidt i spil igen, nu som afløser for Herman Van Rompuy i rollen som formand for de 28 stats- og regeringsledere i Det europæiske Råd. Posten handler først og fremmest om at planlægge rådsmøder i samarbejde med Rådets sekretariat. Derudover vil hun i givet fald skulle repræsentere EU ved festlige lejligheder.

Når det lyder plausibelt at pege på Helle Thorning-Schmidt denne gang, handler det om Storbritanniens David Cameron. Han har klart meldt fra over for Juncker, især fordi han er eurozonens mand og, som det hedder i britisk presse, ”ærke-føderalist”.

Altså giver det mening at opveje Juncker med en person fra et ikke-euro land – og tilmed en kvinde, der oven i købet er lidt yngre.

Dermed har man tilgodeset socialdemokraterne i spillet om topposterne – men ikke den iltre Martin Schulz, den socialdemokratiske Parlamentsformand. Han og hans kampfælle i forbundsregeringen i Berlin, den tyske SPD-formand Sigmar Gabriel, kræver en kommissærpost, og der tales ifølge Der Standard om at gøre ham til viceformand for Kommissionen.

Den ”lille” toppost i EU, som formand for Parlamentet, handles af til sidst, når alle de andre er faldet på plads. Den kunne gå til briterne.


VALGETS RESULTAT

3. Otteogtyve lokalvalg
Egentlig er det umuligt, at sige noget samlet om valget til Europa-Parlamentet. Der er tale om 28 nationale valg med hver sin historie og kontekst.

Tre resultater viser spændvidden: I Frankrig vandt Marine le Pen og dermed Front National en knusende valgsejr på 25 procent på en protest mod globaliseringen og mod en præsident uden håb.

I Holland gik Marine le Pens allierede Geert Wilders tilbage fra 17 til 13 procent og raslede dermed ned fra en forventet hollandsk førsteplads til en tredjeplads med kun fire mandater i Parlamentet. Ligesom Marine le Pen er Geert Wilders nej-siger. Vinder i Holland blev D66, der er et markant pro-EU parti.

I Italien vandt den nytilkomne statsminister Matteo Renzi en kæmpe sejr på 41 procent af stemmerne på et løfte om en mere ekspansiv politik end det, EU hidtil har tilladt. Beppe Grillos femstjernede protestbevægelse fik 21 procent.

4. Jamen-stemmer og nej-stemmer
Det bliver afgørende for de kommende valg til Europa Parlamentet at skelne mellem jamen-stemmer og nej-stemmer.

I Danmark gik 26,6 procent af stemmerne – et rekordstort tal – til Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, der ligesom Camerons konservative vil bevare EU, men rulle foretagendet tilbage til ”Det indre Marked”. Dermed er DF ikke et nej-parti, men et jamen-parti.

I Storbritannien gik 31 procent af stemmerne – også rekord – til UKIP, det britiske nej-parti, der vil trække landet ud af EU.

Af jamen-partier som DF kan man forlange resultater, så spørgsmålet bliver, om Morten Messerschmidt søger ind i en resultatsøgende gruppe som ECR-gruppen, European Conservative and Reformists, oprettet af David Cameron for nogle få år siden – eller om han fortsat vil dele sengehalm med nej-sigeren over dem alle, UKIPs Nigel Farage i EFD (European Freedom and Democracy). Hidtil har Messerschmidt talt med to tunger om den sag, måske fordi ECR tidligere har afvist Dansk Folkeparti på grund af deres anti-islam retorik.

Af nej-partier som UKIP (og Front National, Geert Wilders Frihedsparti, Beppo Grillos femstjernebevægelse m.fl.) kan man kun forlange, at de arbejder på hjemmefronten, får etableret en folkeafstemning og trukket deres land ud.

5. Danskerne og suveræniteten
Suverænitet har været et afgørende tema hos både jamen- og nej-partier, og suveræniteten var hovedbegrundelsen, da DF og Enhedslisten sendte danskerne til at folkeafstemning om patentdomstolen samtidig med Parlamentsvalget.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at afstemningen om patentdomstolen gav 62,5 procent for denne konkrete suverænitetsafgivelse og kun 37,5 procent imod. På den ene side har en markant stor gruppe stemt jamen ved valget, men samtidig lød der et klart ja ved folkeafstemningen. Ser man på EU’s tal om generel støtte til EU, ligger Danmark helt i top med over 70 procent. Vi er for EU, vi er bare kritiske?

6. Legitimitet under 50 procent
Valget 2014 har lige akkurat sat en stopper for den evige nedgang i valgdeltagelsen siden det første Europa-Parlamentsvalg i 1979.

Dengang var valgdeltagelsen 62 procent. I 2009 var den 43 procent og denne gang 43,1. Det vil sige, at mindre end hver anden stemmeberettiget europæer har stemt.

Laveste valgdeltagelse var i Slovakiet – 13,1 procent.

Det er klart, der skal nye boller på suppen, hvis valgene som legitimering af et demokratisk EU-samarbejde skal give mening. EU som nationalstaternes Europa hviler på regeringer, der også ofte er valgt på meget små flertal.

7. Sejr uden virkning?
Højt regnet er der 125 nej- og jamen-fløj stemmer på højrefløjen i Parlamentet – tilsammen svarende til 1/6 af de 751 pladser.

Til sammenligning råder De Kristkonservative over 214, Socialdemokraterne over 191, De Liberale over 64 og De Grønne over 52 pladser. I alt råder ”partigrupperne på midten” altså over 521 stemmer.

Hvis dansk politik handler om at skaffe 90 mandater, handler politikken i Europa-Parlamentet om at skaffe halvdelen af 751, dvs. 376 mandater. Eftersom der ofte er nationale særstandpunkter, så man skal helst op over 400 for at have et solidt flertal.

De Kristkonservative (Junckers parti) vil være i stand til at levere et flertal på 405 stemmer, hvis de går i samarbejde med Socialdemokraterne. Meget ofte vil De Liberale og/eller De Grønne være med på en løsning. Bortsat fra farverige indslag vil nej-partierne blive holdt totalt udenfor.

Med jamen-partierne er det en anden sag. Mange MEPer ønsker at fastholde Storbritannien i EU. Derfor handler det om at give Camerons ECR-gruppe en løbende serie successer. Messerschmidt må have en chance for at levere resultater, hvis han hægter DFs nyvalgte gruppe på her.


PERSPEKTIVER

8. Rød-blå
På valgaftenen sagde fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen i en kommentar til ”den højrepopulistiske bølge”, at man nu måtte tage bestik af vælgernes ønsker om et mere markant forsvar for nationalstaten.

Dermed berørte han et af EU’s problemer: At forholdet mellem EU og nationalstaten skygger for den rød-blå fordelingspolitik, der finder sted på europæisk plan, jfr. Finanspagten med dens krav om nedskæringer i det offentlige (velfærdsstatens budget) til fordel for det private erhvervsliv.

Med en kommissionsformand, der er valgt på en bestemt politisk platform, burde det blive tydeligt for enhver, at EU også er partipolitik med modsætninger svarende til dem mellem rød blok og blå blok i nationalstaterne.

9. Velfærdsstat eller Europa
Det positive ved den debat om velfærdsturisme, der har præget valgkampen i en række lande, er at den stiller et afgørende spørgsmål om velfærdsstatens fremtid i EU: Kan man nedbryde alle nationale grænser for udveksling af varer, tjenester, kapital osv. og samtidig opretholde de velfærdssystemer, vi har opbygget i hver vort land som en del af nationalstaterne?

Det dilemma er vanskeligt at proppe tilbage i flasken igen. Så spørgsmålet bliver, hvordan løser man det? Kan man tænke sig, at EU overtager en øget rolle i omfordelingen og f.eks. sikrer en minimumsunderstøttelse til unge arbejdsløse i alle lande? Eller kræver det en grad af solidaritet, ingen kan forestille sig endnu?

10. Alt det, der ikke blev talt om
Pernille Rosenkrantz-Theil fik formuleret sin reaktion på protesterne ret præcist på valgnatten: Vi er nødt til at ”sætte spørgsmålstegn ved nogle af de fundamentale klodser fra dengang, EU blev skabt”.

Faktisk er der rigtig mange, der gerne vil have EU bygget om som et andet LEGO:

David Camerons konservative vil gerne ”rulle EU tilbage”, ligesom f.eks. Messerschmidts DF. Samtidig er der kræfter i eurozonen, der lægger op til en ny traktat, der gør det muligt for de 18 euro-lande at danne et ”endnu tættere samarbejde” med en slags økonomisk regering og (måske) et særligt overhus (se tidligere artikel i Ræson). Dermed får vi et EU i (endnu) flere hastigheder.

Samtidig har vi i EU lovet Balkanlandene medlemskab og nu Ukraine, Moldova og Georgien, så vi snart bliver omkring 36 lande i EU. Det bliver endnu vanskeligere at styre end nu. Det rejser nye spørgsmål om ombygning.

De ting blev der ikke talt meget om i valgkampen, men de kommer – i den valgperiode, vore ny- og genvalgte MEP’ere skal sidde.

ILLUSTRATION: Jean-Claude Juncker [foto: European People’s Party]