Klima: Kampen om 2030-målene

Klima: Kampen om 2030-målene

22.10.2014


I slutningen af denne uge vedtager EU’s ministerråd efter alt at dømme klimamål frem mod 2030. Forud har gået en lang proces med intens politisk interessevaretagelse fra nogle af de mest kapitalstærke industrier, interne slagsmål mellem medlemsstaterne om antallet af mål samt en russisk annektering af Krimhalvøen, der muligvis får betydning for opfattelsen af energiforsyningssikkerheden. Samtidig bekymrer udsigten til høje ambitioner industrien, fordi de frygter, at deres konkurrenceevne vil blive forringet.

AKTUALITET af Anna-Katrine Vingtoft-Andersen, energiredaktør

EU’s klimamål runder formentlig en ny milepæl i denne uge, hvor klimamålene for 2030 efter planen skal vedtages på et ministerrådsmøde. Forud for todagesmødet er gået en maraton af først forberedelser, hvor et stort antal interessenter er blevet konsulteret, samt heftig lobbyisme, Kommissionens fremlæggelse af sine anbefalinger i januar 2014, et rådsmøde i marts og nu slutspurten inden topmødet i denne uge. Her vil man drøfte Kommissionens anbefalinger til 2030-målene. Disse er en 40 pct. reduktion af CO2-udledningerne i forhold til 1990, et mål på 27 pct. for vedvarende energi samt et energieffektiviseringsmål på 30 pct.

Europa sætter ambitionsbarren
Mødet bliver afgørende for, hvor højt Europa sætter barren for de næste mange års klima- og energipolitik. I 2010 vedtog EU rammerne for sin klimapolitik frem til 2020, men siden da har politiske udspil, der samlet set understreger, at klima hænger sammen med energi, været få. Man har heller ikke vedkendt sig, at klima- og energipolitikken relaterer sig til så forskelligartede områder som sikkerhedspolitik, indre markedsproblematikker, miljøpolitik samt en stribe andre beslægtede politikområder.

Da FN’s Klimapanel fremlagde første del af deres femte delrapport i september 2014, øgede de deres tiltro til, at klimaforandringerne er menneskeskabte fra 90 til 95-100 pct. sikkerhed. Desuden peger flere store respekterede institutioner som fx VMO (FN’s meteorologiske organisation) og Verdensbanken på, at vi allerede nu er vidner til de første alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne i form af ekstremt vejr, afsmeltning af verdens poler, accelereret udryddelse af dyrearter, flora og fauna samt varmerekorder, der bliver slået kort tid efter, de er sat. Fx fortalte Klima-, Energi- og Bygningsministeriet i en pressemeddelelse den 10. oktober 2014, at dette år tegner til at blive det varmeste nogensinde på dansk jord, siden man startede målingerne i 1874. Det er ikke en sensationel nyhed, men føjer sig til rækken af foruroligende konstateringer, som videnskaben har forudsagt, siden Brundtland-rapporten fik verdenssamfundet til at fokusere på bæredygtig udvikling i 1987.

Paradokset er dog, at mens velansete forskere fra blandt andet FN’s klimapanel aldrig har været mere enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vi kun har kort tid at handle i, inden det er for sent, har politikerne anderledes svært ved at nå til enighed om handling. Det skyldes først og fremmest hensynet til kortsigtede økonomiske gevinster. Efterdønningerne fra finanskrisen er stadig til at tage at føle på, og det kommer til udtryk i forløbet omkring EU’s klimamål for 2030. Storbritannien har blandt andre lobbyet hårdt for, at der kun skal være et enkelt mål, der udelukkende fokuserer på CO2-udledning, mens de ønsker at se bort fra både et mål om vedvarende energi på nationalt plan samt et energieffektiviseringsmål.

Thomas Becker, direktør for den europæiske vindmøllesammenslutning (EWEA), er ikke i tvivl om årsagen til Storbritaniens insisteren på kun at fokusere på CO2-reduktioner: ”Briterne vil have et single target, fordi de har besluttet sig for at satse benhårdt på A-kraft. Fx vil de opføre et enkelt værk, som i sig selv skal kunne levere ni pct. af al britisk elektricitet,” siger han til RÆSON.

Klimamålene for 2030 kommer til at have stor betydning for, hvor ambitiøs EU kan være på det afgørende topmøde, COP21, i Paris i 2o15. Her skal verdenssamfundet blive enige om en globalt bindende klimaaftale.

Ukrainekrisen kan forringe klimamålenes ambition
Konflikten efter den russiske invasion af Ukraine i form af Krimhalvøen har igen stillet skarpt på vigtigheden af energiforsyningssikkerhed. Det kan få en betydning for EU’s stats- og regeringschefers holdninger til klimamålene. EU’s afhængighed af russiske gas- og olieleverancer, betyder, at man ifølge Generaldirektoratet for Energi importerer russisk energi for ca. tre mia. kroner om dagen.

Sikkerhedseksperter har længe påpeget det bekymrende i, at EU er så afhængig af én energileverandør, der i øvrigt har en lang imperialistisk historie med invasioner af nabolande.

Det er klimakommissær Connie Hedegaard også bevidst om, og i optakten til topmødet har hun aktivt arbejdet med dette budskabet om, at en ambitiøs klimapolitik øger forsyningssikkerheden og dermed uafhængighed af fremmede magter.

”Helt fra starten af Ruslands invasion af Krimhalvøen har jeg sagt, at det der giver mening – ikke bare klimamæssigt, ikke bare økonomisk i Europa, men også forsyningssikkerhedsmæssigt og politisk uafhængighedsmæssigt – det er altså at fokusere på vedvarende energi og energieffektivisering,” udtaler hun til RÆSON.

Det er specielt østeuropæiske lande, anført af Polen, der ønsker at nedtone de europæiske klimaambitioner. Polen har et lukrativt kulmarked, som polakkerne ser som en nøgle til at sikre sig mod afhængighed af russisk energi. Sammen med Storbritannien har de østeuropæiske lande lobbyet Kommissionen hårdt for at sænke ambitionsniveauet, men med forskellige bevæggrunde.

”Det er besynderligt, at EU på energipolitikken lader sig påvirke så meget af britisk indenrigspolitik, der efterhånden er meget Bruxelles-kritisk. Jeg kan bedre forstå Polen og de andre østeuropæiske landes holdning: De har Rusland i baghaven og har desuden ikke penge til de fornødne grønne investeringer,” siger Thomas Becker, der beklager, at briterne i hans øjne splitter det europæiske fællesskab:

”Der er en disproportional andel af engelsk indenrigspolitik i Kommissionens forslag, der ikke er repræsentativt i forhold til resten af fællesskabet.”

Østeuropæerne ønsker generelt lave ambitioner på klima- og energiområdet på alle tre mål, men Connie Hedegaard mener , at landene bør se energieffektivitet som en del af løsningen på uafhængigheden af Rusland:

”Det er lidt interessant, at hvis man kigger på et kort over, hvilke europæiske lande der er mest afhængige af russisk gas, olie og kul, og hvem der er mindst energieffektive, så vil du se, at fx Bulgarien er næsten 100 pct. afhængige af Rusland, og de har den værste energieffektivitet i Europa. Du kan næsten tegne en korrelation mellem de lande, der er meget afhængige af russisk energi og dem, der ikke har gjort noget særligt, hvad angår energieffektivisering. Det er dog tankevækkende!”

De progressive klimaministre mangler ambition
En af de store hurdler for de europæiske klimamål for 2030 er spørgsmålet om, hvorvidt målet for vedvarende energi bliver bindende på nationalt plan. Connie Hedegaard er selv sikker i sin sag:

”Jeg tror ikke, at der kommer et mål for vedvarende energi på nationalt plan,” siger hun.

En af de store udfordringer var, ifølge Hedegaard, at end ikke klima- og energiministrene fra de grønneste og mest progressive EU-lande lod til at turde satse på nationale mål for vedvarende energi, der ellers ville kunne have en større effekt på overholdelsen af EU’s 2030-mål end det nuværende forslag fra Kommissionen på 27 pct. og ikke bindende ned på nationalt plan:

”Jeg skulle have det igennem 27 kommissærkolleger, hvilket i sig selv er en meget, meget stor øvelse. Mens jeg forberedte det (anbefalingerne til klimamålene for 2030, red.), var der syv–otte ministre, der skrev under på et brev om, at ’Nu må I endelig ikke glemme vedvarende energi, og det er meget vigtigt, at der kommer et mål’. De var de syv-otte mest progressive ministre, der skrev under. De ’glemte’ så lige at skrive, at det skulle være bindende. Men det var jo ikke noget, de glemte. Det var fordi, at ikke engang de syv-otte mest progressive ministre kunne enes om, at det skulle være bindende. Jeg har måttet kæmpe for, at der overhovedet er et vedvarende energimål på noget som helst plan, hvilket der var mange, der syntes, at der slet ikke skulle være. Og det tror jeg overlever denne øvelse i stats- og regeringschefernes møde,” fortæller Connie Hedegaard.

Danmarks klima- og energiminister, Rasmus Helveg Petersen, har markeret sig som en af de progressive stemmer ved at kræve ambitiøse klimamål. Hans mål er klart:

”Vi vil kæmpe for et drivhusgasreduktionsmål på mindst 40 pct., et bindende EU-mål for vedvarende energi på 30 pct. og et bindende EU-mål for energieffektivitet på mindst 30 pct. Det er vigtigt, at vi får fastlagt ambitiøse mål for EU’s klima- og energipolitik for 2030. EU spiller en nøglerolle i at sikre opbakning til en global klimaaftale i 2015 i Paris. USA og Kina kommer med deres udspil i første kvartal af 2015, og vi kan forvente at andre store lande følger efter. EU skal vise vejen.”
Hvis dette håb skal indfries, og EU ikke vil sætte bindende krav på nationalt plan, kræver det, at man fra EU’s side etablerer en såkaldt governance-struktur, hvor man fra administrativ side definerer og implementerer de rammer, der skal sikre, at målene nås og ikke mindst, at det kan måles.

Reform af CO2-kvotemarkedet er en del af løsningen
Hvis det lykkes for Europas stats- og regeringsledere at nå til enighed om klimamålene for 2030, må det nødlidende ETS eller CO2-kvotemarked reformeres, så CO2-kvotepriserne dermed stiger. På den måde vil alle forurenende aktører få et reelt incitament til at bruge vedvarende energiformer og desuden bruge energien så effektivt som muligt.

Den snart afgående kommission fik i januar 2014 indført den såkaldte back-loading, hvor man trak 900 mio. CO2-kvoter midlertidigt tilbage for at tvinge markedet til at presse prisen for at forurene opad. I dag ligger prisen på ca. 6 euro pr. udledt ton, hvilket er en stigning siden januar 2014, men stadig en femtedel lavere end Kommissionens estimat. På grund af den fortsat lave pris for CO2-kvoter vil kul fortsat være en vigtig spiller i EU’s energisammensætningen. I stedet kan man se, at vedvarende energi erstatter gas, der udleder mindre CO2 end kul i stedet for olie og kul, som det ellers var intentionen.

Europas energiinfrastruktur blev i store træk etableret i tiden efter Anden Verdenskrig, og op til 85 pct. af kraftværkerne står til at blive udskiftet i løbet af de næste 30 år. Derfor er det afgørende, at kvotemarkedet bliver reformeret i de kommende år, så der er et incitament til at vælge energiformer, der er så lidt CO2-udledende som muligt. På den måde vil kvotemarkedet kunne støtte op om ambitiøse klimamål frem til 2030.

Netop dén pointe er Thomas Becker også opmærksom på:

”Foreløbig har ETS fungeret ved, at det blev implementeret. Men så begyndte vi at give hinanden gaver. Fx blev det spanske og tyske marked i praksis fritaget. Den nuværende kvotepris skaber intet incitament til at vælge gas eller vedvarende energi frem for kul.”

Desuden udestår en anden central udfordring for ETS: Flere tunge CO2-industrier er ikke omfattet af kvotemarkedet. Rasmus Helvegs vurdering ser gerne, at det sker:

”Der skal også findes et kompromis mellem medlemslandene på fordelingen af reduktionsbyrden i den ikke-kvotebelagte sektor, som består af udledning fra blandt andet affald, transport, landbrug og individuel opvarmning.”

Ambitiøse 2030-mål vil skabe job og vækst
Traditionelt har bæredygtighed og økonomisk vækst været to modsatrettede størrelser, der ikke har kunnet sameksistere. Det paradigme mister dog fodfæste, og senest har et udvalg – befolket med blandt andre den verdensberømte klimaøkonom Nicholas Stern fra London School of Economics og den tidligere mexicanske præsident Felipe Calderón – udgivet rapporten ”Better Growth, Better Climate”. Hovedkonklusionen fra rapporten er, at langsigtet vækst og klima hænger sammen, men at det kræver, at verdens ledere og det globale erhvervsliv trækker i en mere klimavenlig retning og aktivt investerer i grønne løsninger.

Connie Hedegaard tror også, at man kan bruge ambitiøse klimamål til at sikre beskæftigelse og vækst i EU. Dog er hun også klar over, at de vil koste store summer. Men hun vil ikke kalde det udgifter:

”2030-målene vil koste investeringer. Det er der ingen tvivl om. Men vi kan se, at noget der skaber de jobs, vi alle sammen efterspørger i Europa, er energieffektivisering, energiinfrastruktur, transportinfrastruktur, affaldshåndtering, genanvendelse og vedvarende energi. Det er også derfor, at vi har fået det til at spille en stor rolle i EU’s nye budget, for når man ser på, hvor vi både kan spare penge, skabe innovation og give den reelle beskæftigelse et skub, er energisektoren en af de ting, der boner ud.”

Slaget om 2030-målene finder sted torsdag og fredag i denne uge.■

Anna-Katrine Vingtoft-Andersen (f. 1986) er RÆSONs energiredaktør. Hun er cand.scient.pol. fra KU og har beskæftiget sig indgående med klima- og energipolitik gennem sit arbejde og studie, hvor hun bl.a. skrev speciale om Udenrigsministeriet og COP15. I 2008- 2009 var hun i praktik ved FN’s Internationale Atomenergiagentur (IAEA), og hun arbejder i dag i et privat konsulentfirma. [Foto: EU-Kommissionen]