Jesper Jespersen: Euro-branden er slukket men problemerne består

Jesper Jespersen: Euro-branden er slukket men problemerne består

21.03.2014


Torsdag blev EU enige om en fælles bankunion, der skal være med til at sikre euroszonens stabilitet på langt sigt. Ifølge økonomiprofessor Jesper Jespersen er der dog ikke tale om en løsning, der adresserer de underliggende strukturelle problemer i eurozonen.

INTERVIEW af Albert Teilmann

RÆSON: Er eurokrisen slut?
Jespersen: Hvis vi fokuserer på den politiske vurdering af eurokrisen, så er den jo skiftet. For to år siden var der panik, og politikerne famlede sig frem. Den panik har i hvert fald overgangsvis lagt sig. De politiske konjunkturer er meget korte. Så længe der er brand i bygningen, må de gøre et eller andet, men når man så tilsyneladende har fået slukket branden, så går de videre til noget nyt. Problemet er, at den samme brand kan blusse op igen, hvis man ikke har fået fjernet årsagen til branden.

RÆSON: Har man ladet en god krise gå til spilde?
Jespersen: Man har i det politiske miljø nøjedes med at fjerne de åbenbare krisesymptomer. Der er ikke sket nogen afgørende ændring hverken i strukturen omkring euroen eller i de deltagende økonomier. Vi er ikke kommet til vejs ende, med de grundlæggende problemer EU, og særligt eurolandene, står overfor.

Vi har vænnet os til en krise af permanent karakter. Man bruger udtrykket krise på forskellige måder. En krise er i sproglig betydning en akut situation, og når man så har vænnet sig til den nye situation, så er det ikke en krise længere. Det behøver ikke være et udtryk for at den underliggende situation er blevet bedre. Man har vænnet sig til arbejdsløshed, ulighed og socialt sammenbrud i Sydeuropa. Det er blevet normaltilstanden, og hvis det bare ikke bliver værre, er der ikke nogen krise længere.

RÆSON: Er der kommet noget godt ud af krisen?
Jespersen: Krisen har afsløret hvor forskellige landene er. Det er svært at få øje på noget, der er blevet bedre, hvis man har et ønske om et harmonisk og solidarisk Europa. En så stiv økonomisk struktur, som ligger i ØMU’en, kræver en langt mere centraliseret beslutningsproces på EU-niveau.

RÆSON: Hvad har krisen lært os om solidariteten blandt EU’s medlemslande?
Jespersen: Krisen har vist at medlemslandenes økonomiske problemer ikke er et kollektivt ansvar. Derved bryder man på mange måder, med hvad den fælles mønt skulle cementere. Hvis man vil ØMU’en, må man acceptere, at nogle lande bliver hårdere ramt end andre under kriser. At der sker asymmetriske chok. En fælles mønt er et stærkt bånd, som kræver solidaritet mellem landene og en føderal struktur. I dag mangler vi den føderale struktur. I stedet handler det om at feje for egen dør.

RÆSON: Natten til torsdag blev EU enige om bankunionens fælles afviklingsmekanisme og en dertilhørende fond på 55 mia. euro, der skal sikre, at nødlidende banker ikke kan true euroens eksistensgrundlag. Det er vel et udtryk for en kollektiv indsats og ikke bare et spørgsmål om at feje for egen dør?
Jespersen:Bankunionen er en nødvendighed indenfor eurolandene, fordi der er forskel på sikkerheden i spanske og tyske banker. Pengene siver derhen hvor sikkerheden er størst, hvilket vil sige at der er en understrøm af kapital fra syd mod nord. De penge er så cirkuleret tilbage igennem næsten ubegrænsede ECB-lån til private banker. Bankunionen er tilløb til at give den samme sikkerhed for indskud i spanske og tyske banker, men efter min mening er det ikke en løsning, der adresserer de underliggende strukturelle problemer.

RÆSON: Hvor står euroen som politisk-økonomisk institution efter krisen?
Jespersen: Jeg mener grundlæggende, at euroen er en fejlkonstruktion, hvis man vil et harmonisk og mere lige Europa. Man skal passe på med, at sige det hele er euroens skyld, men det har været med til at forstærke uligheden mellem nord og syd. Forsvarene af eurokonstruktionen forklarer krisen, med at politikerne ikke respekterer de spilleregler, der er i samarbejdet. Altså at rammerne for samarbejdet er gode nok, men at politikerne agerer forkert indenfor rammerne. Hvis man ikke har en tilstrækkelig politisk konstruktion, så nytter det efter min mening ikke noget at lave et økonomisk samarbejde, som i virkeligheden forudsætter en mere føderalistisk struktur.

RÆSON: Kunne man have forudset de her problemer, da euroen blev indført?
Jespersen: Man foregreb at markedskræfterne kunne klare eurointegrationen. De økonomiske modeller viste, at hvis bare markedskræfterne fik frit spil ville arbejdsmarkedet, kapitalmarkedet, lønnen og priserne tilpasse sig. At markedet kan klare det hele er en illusion. Medlemslandene er så forskellige, at de ikke kommer til at gå i tandem tilstrækkelig hurtigt, til at det her kan fungere.

Del euroen op i nord og syd

RÆSON: Eurostats nyeste tal viser at arbejdsløsheden i Europa ligger på 12 pct., hvor det stadig ser værst ud i Sydeuropa. Hvor lang tid skal landende i syd leve med den nuværende arbejdsløshed?
Jespersen: Man er gået for hurtigt frem med et økonomisk samarbejde, og det betaler de sydeuropæiske lande prisen for nu. På det sociale område bevæger landene sig væk fra hinanden uden at tage ansvar. Der er ingen, der forestiller sig, at denne her uhyrlige arbejdsløshed går væk af sig selv indenfor 5-10 år. Om det er prisen værd, er et utroligt vanskeligt spørgsmål.

RÆSON: Burde Grækenland, Spanien og de andre lande i syd forlade euroen?
Jespersen: Euroen har bragt en helt anden form for prisstabilitet i lande, hvor de tidligere havde inflation på 10-20 pct. om året. De sydeuropæiske er kommet i problemer, fordi Tyskland har haft så uforholdsmæssige små prisstigninger. Hvis landene i syd har inflationsrater på 3-4 pct. og Tyskland har 0-1 pct., så forværres konkurrenceevnen over tid. Der er dog det paradoks, at euroen er forholdsvis populær blandt almindelige mennesker i Sydeuropa. Euroen bringer dem på lige fod med resten af Europa og giver status. En nord- og en sydeuro kunne på mange måder være en naturlig mellemting. Som en konsekvens af at de økonomiske strukturer er så forskellige, kunne man dele euroen op. Hvis økonomierne der indgår i et valutaområde er mere ens, behøves yderligere føderale skridt heller ikke.

RÆSON: Er det ikke nødvendigt at stå sammen og ikke dele Europa op i et A og B hold?
Jespersen: Der er brug for en europæisk struktur, men den skal være realistisk. Man skal ikke udbrede den fælles mønt til et så stort område, at det skaber modsætninger. Kunststykket er at få tilpasset strukturerne, så de er realistiske og ikke skaber spændinger.

RÆSON: Er drømmen om et solidarisk og harmonisk Europa med en fælles valuta ren utopi?
Jespersen: Jeg er ikke kritisk overfor Europa, tværtimod. Jeg går ind for et langsomt integrerende Europa, så man med små skridt opnår et fælles og stærkt Europa. Den økonomiske og politiske integration har lidt overlast, hvilket kommer til udtryk i forstærket nationalisme og forstærket europæisk antagonisme. De nationalistiske tendenser, altså modsætningsforholdene mellem nationerne, er blevet forstærket efter krisen.

Albert Teilmann (f. 1991) læser Politik & Administration på Roskilde Universitet og er ansat i Dansk Industri. Han har tidligere arbejdet i Klima- og Energiministeriet.

FOTO: Greeks protest austerity cuts, maj 2010 af Joanna via Flickr