Indien: Under overfladen på den indiske valgkamp

Indien: Under overfladen på den indiske valgkamp

14.03.2014


De indiske medier er for længst gået i selvsving og det offentlige rum præget af partiernes farver og symboler frem mod det 16. valg til det parlamentet, lok sabha. Den nuværende premierminister Manmohan Singh genopstiller ikke, og valget ser nu ud til at stå mellem kongrespartiets Rahul Gandhi og det hindunationalistiske BJPs Narendra Modi. Valgkampen i Indien rummer dog langt mere end en tvekamp mellem lederne af de to store partier.

ANALYSE af Niels Brimnes

Stort set alle iagttagere forventer, at den karismatiske Narendra Modi vinder klart over Rahul Gandhi, der fremstår tøvende og ude af stand til at formulere et klart og samlende budskab til de indiske vælgere. Men Indisk politisk er notorisk svær at forudsige. Også ved de seneste to valg blev Gandhis kongresparti spået et dårligt valg. De indiske vælgere gjorde imidlertid alle forudsigelser og målinger til skamme og styrkede kongrespartiet.

Uforudsigeligheden skyldes især, at det indiske valg ikke er ét valg, men 28 valg – et i hver af Indiens stater. Indisk politik består af en vekselvirkning mellem to niveauer: Lok sabha i New Delhi og de lovgivende forsamlinger i de indiske stater. Man er derfor nødt til at dykke ned i de enkelte stater, hvis man vil forstå dynamikken bag udviklingen i verdens største og mest larmende demokrati. I mange af staterne er regeringslederne – ’chief ministers’ –magtfulde og afgørende personer, også når der skal dannes centralregering og føres politik i Delhi. Lad os derfor tage en tur til Kolkata i West Bengal, Hyderabad i Andhra Pradesh og slutte i hovedstaden New Delhi.

Kolkata – her vinder hverken Gandhi eller Modi mange stemmer

Kolkata, hed indtil for få år siden Calcutta, og var i 1800-tallet både politisk centrum og den største by i Britisk Indien. Kolkata har imidlertid haft svært ved at hamle op med Indiens øvrige metropoler i kampen om at få andel i de seneste årtiers mærkbare økonomiske vækst. ’New India’ er bare mindre synligt her. Det skyldes dels Kolkatas uheldige geografiske placering. Byen ligger tæt på grænsen til Bangladesh i den tæt befolkede stat West Bengal, hvor 91 millioner mennesker lever på et område på størrelse med Østrig. Men det skyldes også en helt særlig politisk kultur: 34 år med demokratisk valgte kommunistiske regeringer. Det betød jordreformer i stedet for udenlandske investeringer. Da kommunistpartiet i 2006-7 skiftede kurs og ville ekspropriere land med henblik på at skabe særlige økonomiske zoner til kemiske fabrikker og bilproduktion, blev det enden på deres æra.

Ind på scenen trådte endnu en af de moderfigurer, som indisk politik er så rig på: Mamata Bannerji. Hun stillede sig klogt på den ’lille mands’ side i konflikten om de nye økonomiske zoner, og det blev hendes endelige politiske gennembrud. I 2011 gjorde Mamatas parti, TMC, en ende på kommunisternes lange regime i West Bengal. I 2012, da Manmohans Singh ønskede at åbne Indien for udenlandske investeringer i detailhandelen, valgte Mamata atter at tale den almindelige inders sag: de tusinder af små butiksejere, der stod til at blive udkonkurreret, hvis Walmart og andre fik adgang det indiske marked. TMC trak sig fra Singhs regeringskoalition i New Delhi, og var meget tæt på at bringe den til fald.

Halvandet år efter er Mamata populær i West Bengal. Til maj stemmer bengalerne efter alt at dømme i stort tal på TMC. Hverken Rahul Gandhi eller Narendra Modi vinder mange stemmer her, og de kommer til at konkurrere om og betale for TMCs støtte. Den snu Mamata vil sikre, at hendes støtte ikke er billigt til salg; men hun kan selv få problemer. Som følge af bruddet i 2012 er hendes forhold til kongrespartiet anstrengt; på den anden side er 25 pct. af indbyggerne i West Bengal muslimer, og de stemmer også på TMC. Spørgsmålet er om Mamata tør sætte deres støtte på spil ved at alliere sig med den hindunationalitiske Modi?

Hyderabad – Indiens Silicon City og en tabt bastion for Gandhi

Hyderabad repræsenterer et andet Indien end Kolkata. Her er ’New India’ til at få øje på, og ’Cyberabad’ ligger lige efter Bangalore i kapløbet om at være Indiens ’Silicon City’. Det overrasker, for Hyderabad ligger med sine seks millioner indbyggere midt i ingenting på den tyndt befolkede Deccan højslette.

Spørgsmålet om, hvordan de indiske stater skulle se ud, har været politisk sprængstof i det meste af det 20. århundrede. For at kunne holde sammen på Indien har centralregeringen i Delhi altid ønsket at stække Indiens regionale identiteter. Staterne i det uafhængige Indien var baseret på provinserne i britisk Indien, som igen var formet af militære og administrative tilfældigheder. Det selvstændige Indiens første regeringer ønskede på ingen måde stærke regionale enheder, båret af sproglige fællesskaber. De måtte dog hurtigt give efter, og det skyldtes først og fremmest de telugu-talendes vedholdende krav om et sprogligt defineret ’Andhra Pradesh’. Det nuværende Andhra Pradesh blev dannet i 1956 som led i en større omorganisering af de indiske stater. Hyderabad blev hovedstad.

De problemer, der var i netop den omorganisering, dominerer nu fuldstændigt den politiske dagsorden i Hyderabad. Distrikterne langs kysten går under betegnelsen Seemandhra, er relativt velstående og overvejende hinduistiske. Distrikterne rundt om Hyderabad inde i landet udgør derimod Telengana; de er fattigere og mere præget af Islam. Hyderabads forandring til ’Cyberabad’ skyldes ikke folk fra Telengana, men primært tilflyttere fra kystdistrikterne. De har, siger man i Telengana, overtaget byen og udgør nu dens elite. Derfor krævede man et selvstændigt Telengana med Hyderabad som hovedstad. Folk med tilknytning til kystdistrikterne er nok ligeglade med at miste Telengana, men de vil forståeligt nok ikke af med den cyber-city, som de har investeret så massivt i.

Sagen har splittet det politiske landskab. Partitilhørsforholdet er gledet helt i baggrunden til fordel for holdningen til en deling af Andhra Pradesh. Staten ledtes indtil for nyligt af kongrespolitikeren, N. Kiran Kumar. Han er fra Seemandhra og har gjort alt, hvad han kan, for at stoppe en deling. Hans partifæller fra Telengana har bekæmpet ham med lige så stor ihærdighed. Det samme har kongresregeringen i New Delhi; den står bag den lov, der blev vedtaget i lok sabha i februar og som deler Andhra Pradesh i to stater. Kumar er nu trådt tilbage og har forladt kongrespartiet. Delingen af Andhra Pradesh får helt sikkert indflydelse på valget til maj.

42 af 574 medlemmer af lok sabha vælges i Andhra Pradesh. I 2009 var de 33 fra kongressen. Det bliver betydeligt færre denne gang. Der kommer muligvis nogle fra Telengana, men partiet er dødt i Seemandhra. Andhra pradesh er derfor endnu en tabt bastion for Rahul Gandhi. BJP stemte ganske vist også for loven om at dele Andhra Pradesh, men BJP er aldrig slået igennem i denne del af Indien. Når det gælder Telengana, har Modi intet at tabe, men alt at vinde.

Delhi – centrum for nye strømninger i indisk politik

New Delhi er Indiens fortravlede og vildtvoksende hovedstad. New Delhi er ’work-in-progress’; en by der vokser hastigt mens infrastrukturen febrilsk og efterhånden med et vist held forsøger at følge med. I modsætning til Kolkata er det en by uden regional identitet. Det er en by af immigranter, og blandt immigranterne finder vi Indiens politiske og administrative elite og et stort antal underordnede embedsmænd. Det giver et særligt politisk landskab i byen, der er en selvstændig politisk enhed.

I december tilførte Delhi indisk politik et nyt, overraskende element. Et helt nyt parti, Aam Aadmi Party (AAP), kunne højst overraskende danne lokalregering i Delhi, omend de behøvede støtte fra kongrespartiet. Med udgangspunkt i anti-korruptionsaktivisten Anna Hazare, har partiet meldt sig på banen med en dagsorden om ordentlig regeringsførelse. Aam Aadmi Party betyder den jævne mands parti, og partiets leder, Arvind Kejriwal, kommer fra et job som funktionær i skattevæsenet. Han taler direkte til de underordnede embedsmænd, som byen har så mange af.

Umiddelbart efter gennembruddet i Delhi, talte de indiske medier euforisk om en revolution af Indisk politik. Men AAP kom hurtigt ned på jorden. Intern splittelse, uerfarne og uortodokse medlemmer prægede regeringsførelsen, og partiet havde svært ved at indfri dets løfter. Prisen på elektricitet skulle ned, fordi den var bestemt af korrupte firmaer; men den er lige steget med næsten 10 pct. uden at AAP kan gøre noget. Da partiet heller ikke kunne få en anti-korruptionslov gennem Delhis lovgivende forsamling, fik Kejriwal nok; efter 48 dage som ’chief minister’ i Delhi, tog han sin afsked. Men han og AAP stiller op til lok sabha valget til maj.

Spørgsmålet, om AAP holder og om partiet vil have gennemslagskraft uden for hovedstaden. Er AAP en bølge, der skyller hen over Indien, eller et kortvarigt skvulp i og omkring hovedstaden? AAP bliver ikke et stort parti i lok sabha; men mindre kan også gøre det, hvis det handler om få indflydelse. AAP kan som så mange andre mindre partier ende som kongemager i lok sabha.

Valget i 2014 kan meget vel blive historisk

Det kan meget vel tænkes, at 2014 bliver et historisk valg, hvor Nehru-Gandhi familien forsvinder ud af indisk politik. Det er sandsynligt, at Modi bliver Indiens næste premierminister. Men Modi og BJP vinder næppe så mange stemmer, at de kan se bort fra Mamata Banerjees bengalske populisme, identitetspolitikken i Andhra Pradesh eller Aam Aadmi Partiets forsøg på at revolutionere Indiens korrupte politiske kultur. Og så har jeg kun nævnt tre ud af de 28 – snart 29 – dagsordener, der i stort omfang sætter rammerne for indisk politik.

Niels Brimnes er ph.d og lektor i historie og sydasienstudier på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

FOTO: Mamata Banerjee supporters af Goutam Roy via Flickr.