Hans Engell: Derfor tror jeg at Danmark får en VO-regering

Hans Engell: Derfor tror jeg at Danmark får en VO-regering

13.12.2014


”Hvis DF skal i regering på noget tidspunkt overhovedet, så bliver det efter det kommende valg.”

Interview af Alexander Brun

Hvordan er situationen helt generelt i regeringen?
De interne forhold i regeringen er præget af stabilitet og godt samarbejde. Der er ingen tvivl om, at formandsskiftet hos De Radikale, fra Margrethe Vestager til Morten Østergaard, har betydet en klimaforbedring. På den ene side har De Radikale nok valgt at køre solo på en række områder, og markeret sig på sager, hvor de gerne vil have lidt fripas i forhold til Socialdemokraterne. Men i alle de afgørende spørgsmål har de kunne samarbejde uanset, om det var finanslov eller udlændingepolitik. Det er ikke mindst fordi Morten Østergaard har en anden ledelsesstil, og fungerer på en anden måde i regeringen internt, bedre end Margrethe Vestager gjorde. Forholdet mellem ham, Thorning og Corydon er godt og der en meget god stemning mellem de to ministerhold. Selvom meningsmålingerne er dårlige for dem, så er det ikke en regering, der er præget af den dybe nederlagsstemning.

Hvor alvorlig kan Eritrea-sagen blive for regeringen?
Sagen ER alvorlig for regeringen, fordi den atter engang demonstrerer rod og kaos i og omkring Justitsministeriet og fordi sagen jo kan føre til flere alvorlige undersøgelser med henblik på at få fastslået, om der er sket magtfordrejning. Jeg forventer ikke, sagen juridisk vil ramme den nuværende minister Mette Frederiksen, men forgængeren Karen Hækkerups ’beklagelse’ af tidligere udtalelser om hendes initiativ i sagen, rejser jo spørgsmål om, hvad der egentlig er foregået. Foreløbig afventer vi nu en redegørelse fra Udlændingestyrelsen og bagefter er det min forventning, at ombudsmanden vil indlede en uvildig granskning af sagen og herunder de to sager i styrelsen, der har ført til advarsler til to centrale embedsmænd. Samlet er sagen med til at svække regeringen og styrke oppositionens påstand om, at regeringen ikke har styr på udlændingeområdet.

Hvordan er situationen i oppositionen?

Oppositionen er langt mere splittet. Her er fire partier – og situationen er præget af, at de nu er to store partier, og to små partier. De to store partier, Venstre og Dansk Folkeparti, har på ledelsesplan et fornuftigt forhold. Lars Løkke og Kristian Thuelsen Dahl, formår, uanset uenighederne, alligevel at håndtere det på en fornuftig måde. I virkeligheden ved at stemmeoptimere deres grundlag, netop fordi de bruger uenigheden som en styrke i forhold til at kunne ramme et bredere vælgersegment. Det er klart, at der er en stigende ubalance, hvor Dansk Folkeparti bliver større og større. Venstre har haft nogle alvorlige meningsmålinger efter Løkke-sagerne – og Løkke står mere presset i målingerne i forhold til Thorning, hvor de seneste målinger af, hvem danskerne foretrækker som statsminister, jo giver Helle Thorning et betydeligt forspring fremfor Lars Løkke. For de to små partier er situationen en anden. Liberal Alliance har ikke kunne få den vælgervækst, de har sat som mål ved det kommende valg. De ligger fladt i meningsmålingerne, og det til trods for en massiv annoncekampagne, der startede for over et måned siden, og kører helt frem til valget, men ikke rigtigt har givet nogen bevægelse i målingerne.

For De Konservative har det været noget nær en katastrofe, at den nye partiformand Søren Pape, ikke alene ikke har været i stand til at hente vælgere til, men tværtimod leverer gennemsnitsmålinger, hvor de ligger under det valgresultat i 2011, som var det ringeste i partiets snart 200-årige historie. På den måde er de to små partier meget præget af, at de slås for at hente nogle vælgere til sig, og de er parate til at bruge stort set alle midler for at nå det mål. Det klart, det skaber en hvis ustabilitet i et samarbejde, hvis der er to, der stirrer så blindt på vælgerne, og de to andre står mere med de politiske udfordringer. Men samlet set må man jo sige, at oppositionen også præges af, at man håber på en blåt flertal og på et regeringsskifte. Dermed håber man på, at hver af partierne får den størst mulig politisk indflydelse – Dansk Folkeparti, hvis de går i regering, og de to mindre partier ved at de kommer til at sidde med nogle afgørende mandater, der kan give dem indflydelse. På den måde er det ikke en opposition, der er præget af det store kaos – men omvendt så er det tydeligt, at de har svært ved at definere et fælles projekt. De fælles udspil, der er kommet fra kronikker, som de fire partiledere har skrevet sammen, har primært været på områder, der ikke er kernen. Det har ikke handlet om økonomisk politik, det har ikke handlet om Skat – det har været landbrugets forhold, og på uddannelsesområdet – så det har altså ikke været på de helt tunge emner, de har kunnet formulere sig fælles om.

 

Kompromisernes tid kommer efter et valg, ikke før
____________________

 

Tror du, det er fordi Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke vil kunne mødes på de områder?
Det kan de ikke, og de har heller ikke noget ønske om at skulle mødes, fordi deres synspunkt er: hvorfor skulle man begynde at lave kompromiser før et valg, som så bare bliver trævlet op? I stedet vente vil man hellere vente til efter et valg. Så de har ikke noget ønske om at bøje sig i forhold til hinanden, fordi hvad får de ud af det? Det, de ville få ud af det, er at deres egne vælgere vil være kritiske over for de kompromiser, som de så vil være nødt til at indgå. Kompromisernes tid kommer efter et valg, ikke før.

Hvad bliver Dansk Folkeparti og Liberal Alliances rolle?
For Dansk Folkeparti er det helt store spørgsmål om de skal stile efter at komme med i en regering sammen med Venstre, eller om de skal blive udenfor. Det tror jeg, de er meget i tvivl om. Mit indtryk er, at langt oppe i ledelsen, er der ønske om at se Dansk Folkeparti som regeringsparti. Men der er også en betydelig bekymring for, at man bliver kørt politisk ned af Venstre – og der er også bekymring for, at vælgerne vil reagere meget negativt, hvis DF går ind i en regering, og skal indgå de kompromiser, der er en forudsætning for et fælles regeringsgrundlag med Venstre. Det er det, som optager dem. De Konservative er i en situation, hvor – hvis de ikke ændrer dén til en pæn fremgang, ikke har kræfter til at kunne bære regeringsdeltagelse. Altså et parti på otte medlemmer, hvor formanden er helt ny, og de ved ikke engang, om han bliver valgt. Det er ikke parti, der kan styrer efter at komme i regering. For Liberal Alliance er det heller ikke ambitionen, uanset om Anders Samuelsen sagde det, så ER Liberal Alliance et parti, der skal bruge mange kræfter på at opbygge sig selv og konsolidere partiet. Det er ikke et regeringssamarbejde der ligger for øje. Forskellen på Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – plus mandatforskellen på dem – er så stor, at de ikke har nogen større interesse for at bøje sig mod hinanden. Det er ikke sådan, at de to partier har en dårligt forhold. I Dansk Folkeparti glemmer man ikke, at Liberal Alliance var de første, der pegede på, at det ville være helt naturligt, hvis Dansk Folkeparti indgik i en regering. At der så umiddelbart er en bagtanke med det ændrer ikke på, at LA var det første parti, der kom med den melding, og det anså Dansk Folkeparti for at være en meget venligtsindet handling. Så på en eller anden måde har de to partier fundet hver deres plads på det politiske. De ved godt at før et valg kan man ikke sidde og strikke et kompromis sammen, f.eks. på det skattepolitiske, mellem dem.

Hvad vil partierne slå på i valgkampen?
Socialdemokratiet: Velfærd, stabilitet, fast ledelse, fortsat reformpolitik. Det Radikale Venstre: Stort set det samme. At tage ansvar, at holde orden i økonomien, mere vækst, fremme de private arbejdspladser, være mere dynamiske på EU-området. SF: Det bliver i høj grad miljø, de vil køre dét tema meget, og så dagpenge.
Enhedslisten: De vil køre på dagpenge, og de svageste grupper, kontanthjælpsmodtagere, og manglende arbejdspladser. De vil skabe flere arbejdspladser. Dansk Folkeparti: Velfærd, tryghed for de ældre, ordentlig sundhed, og en stram udlændingepolitik. Venstre: De vil slå på velfærd, orden i pengesagerne, lavere skat, langt mere satsning på at skabe vækst i den private sektor, og nulvækst, eller meget stor tilbageholdenhed, med udvikling i de offentlige udgifter. Det Konservative Folkeparti: De vil nogenlunde det samme. De vil køre meget på erhverv, at topskatten skal væk, erhvervslivet skal fremmes og en stram retspolitik. Liberal Alliance: Det er skatten. Skatten skal ned, den offentlige sektor skal reduceres, der skal være mere frihed, færre restrektioner, færre regler og love.

Hvad tror du bliver hovedtemaerne ved valget?
Velfærd, udlændinge, dagpenge og lederskab.

I forhold til 2011, hvordan synes du så dansk politik har forandret sig?
Dansk politik har ændret sig på måde, at ingen havde set, at regeringen ville klare sig så ualmindeligt dårligt, som de faktisk har gjort i meningsmålingerne. Altså – jeg havde regnet med at regeringen kunne holde i minimum to perioder, og det er der ikke noget, der tyder på. Så den store overraskelse er, at det ikke er lykkedes regeringen at vikle sig ud af løftebrudsdiskussionen, og at det ikke er lykkedes at få mere ud af de reformer og den rimeligt stabile økonomi, som har præget udviklingen de senere år. Det har overrasket mig, også at man ikke har været bedre til at holde på egne vælgere. Det er helt klart, at f.eks. Dansk Folkepartis massive fremgang, den var ikke til at se i 2011. Så må man sige, at det, der har været overraskende, er også at de to statsministerkandidater, Lars Løkke og Helle Thorning, står så relativt svagt. Ifølge målingerne er det 1/3, der vil have Thorning og 1/3, der vil have Løkke, men der er altså over 30% af vælgerne, som foretrækker en tredje kandidat. Det er altså to statsministerkandidater, der står historisk svagt, og det er en ny situation.

 

Ifølge målingerne er det 1/3, der vil have Thorning og 1/3, der vil have Løkke, men der er altså over 30% af vælgerne, som foretrækker en tredje kandidat. Det er altså to statsministerkandidater, der står historisk svagt
____________________

 

Vil Socialdemokratiet og De Radikale gå samlet til valg?
Ja, jeg tror de vil lægge vægt på at fremstå samlet som en regering, der gerne vil fortsætte arbejdet, og dermed også samarbejdet. Det er klart de på nogle sager vil markere sig forskelligt fra hinanden, også i forhold til de ministerområder, de to partier sidder på. I udlændingedebatten fx vil vi nok også høre meget forskellige signaler. Men jeg tror at på et ledelsesplan, Thorning/Østergaard, der vil man bestræbe sig på, at det bliver en valgkamp, hvor de fremstår som en enhed, og ikke to som er i konflikt med hinanden.

Hvad vil Socialdemokratiet og De Radikale gøre, for at genvinde regeringsmagten?

De vil for det første slå på, at de blå partier er indbyrdes meget uenige, at Venstre ikke har fremlagt nogen samlet plan, og at regeringens politik har været succesfuld. De vil også slå på at de har skabt store resultater, at Danmark er et af de lande i EU, der klarer sig relativt bedst, at der er fornuftig ledighed, og der er fornuftige statsfinanser. Selvom man har måttet nedjustere væksttallene, så taler vi trods alt stadig om vækst. Man vil fremhæve, at det er en regering, der har vist, at man kan tage ansvar, styre tingene og arbejde sammen.

Hvordan vil Socialdemokratiets forhold være til SF efter valget?
Det har været en stor fordel for Socialdemokratiet, at SF gik ud af regeringen. Man slap for en masse bøvl og ballade, med ledelser, der hele tiden var i vanskeligheder, og intern ballade i SF’s gruppe og bagland. Alt det har man slukket, og samtidigt har SF spillet, uden for regeringen, en meget konstruktiv rolle i forhold til finanslovsforhandlingerne, og de været gode til at trække Enhedslisten med en i en række forskellige aftaler. Så jeg tror egentlig at Socialdemokratiet er ganske godt tilfredse med det samarbejde de har med SF i dag, men det er ikke min opfattelse at de har planer om, at SF skal vende tilbage til en regeringssamarbejde. Det er helt ude. Med den måde som SF trådte ud af regeringen på, kommer der til at gå mange år før SF går ind i en regering igen.

 

Venstre, eller i hvert fald Løkke, gerne vil have Dansk Folkeparti med i regeringen. Det vil løse mange problemer
____________________

 

Hvad er Dansk Folkepartis plan for eventuelt at komme i regering?
Det er klart mit indtryk at Dansk Folkeparti forbereder sig godt til det kommende valg, også politisk. Min forventning er, at Kristian Thuelsen Dahl inden valget vil have en liste på 10-15 punkter, som han gør klar, i fald af der skulle komme blåt flertal, og Løkke ringer til ham på valgaftenen, så har han et udgangspunkt for de forhandlinger, der skal føres. Jeg tror simpelthen det bliver et spørgsmål om, hvor enige kan man blive på alle de her forskellige nøgleområder. Hvis det lykkes – så har vi en VO-regering, hvis ikke det lykkes, så vil Dansk Folkeparti pege på Løkke, men ikke selv gå ind i en regering. Det er meget svært at sige på forhånd, fordi det er svært at sige, hvor smertegrænsen går, i forhold hvor langt de vil rykke sig.

 

Hvis Dansk Folkeparti skal i regering på noget tidspunkt overhovedet, så bliver det efter det kommende valg
____________________

 

Hvad er Venstres plan så?
Jeg tror Venstre, eller i hvert fald Løkke, gerne vil have Dansk Folkeparti med i regeringen. Det vil løse mange problemer, for det vil være en ret stærk regering. Det er lettere at have DF med end at have dem udenfor hvor de kan gå ind i alternativt flertal med Socialdemokraterne. Forudsætningen er, at de kan lave et regeringsgrundlag, som begge partier kan leve med. Min forventning er, at det mest sandsynlige er, at det ender med en VO-regering efter valget. Jeg ved godt, at jeg står lidt alene med det synspunkt, og hvorfor mener jeg så det? Det mener jeg fordi, de har så stor fælles interesse i det projekt. Og fordi Dansk Folkeparti er kommet til et tidspunkt i partiets historie, hvor det vil være meget mærkeligt at et parti, der måske får hver femte vælger som støtte, ikke vil påtage sig regeringsansvar. Hvis de skal i regering på noget tidspunkt overhovedet, så bliver det efter det kommende valg. Det vil være det mest åbenlyse tidspunkt, også fordi alle Dansk Folkepartis ledende politikere har den helt rigtige alder til at gå i regering. Der er er alle sammen nogle i begyndelsen af fyrrene, og det er en god alder, at skulle være ministerhold på. Hvis de venter, aner de ikke, hvornår de får chancen igen, så kan der gå ti år, og så er det et helt andet hold. Som Henry Kissinger så rigtigt en gang sagde: ”I politik er det sådan at muligheder enten udnyttes, eller forspildes. De hober sig ikke op”. Det er den situation, Dansk Folkeparti vil stå i. ■

Hans Engell er politisk kommentator i Ekstra Bladet (hvor han tidligere har været chefredaktør) og på TV2 News. Han har været leder af De Konservative, justitsminister, forsvarsminister og oprindeligt partiets pressechef. Alexander Brun (f. 1992) har tidligere studeret på Søværnets Officersskole og læser nu journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er vært på netradioprogrammet Verdensmændene og en del af holdet bag Medie- og Journalisthøjskolens eget tv program “Coming Up”. ILLUSTRATION: Åbningsdebat 2014 [foto: Polfoto/Jens Dresling]