Europa: EU’s svigtende solidaritet

Europa: EU’s svigtende solidaritet

19.05.2014


”Det er pinagtigt at være vidne til den svigtende solidaritet over for de store befolkningsgrupper i syd og øst, der er sunket ned i fattigdom”. Sådan hedder det i en ny ”pamflet”, der analyserer Europas systemfejl efter eurokrisen.

Af Ole Aabenhus, RÆSONs Europa-redaktør

Eurozonen bør splittes op, så vi får en højt vurderet euro i nord og en devalueret euro i syd, mener professor Jesper Jespersen, Roskilde Universitetscenter. Ud over en nord-euro og en syd-euro kunne også en øst-euro, eller for den sags skyld en nordisk-euro være en mulighed.

Sammen med Bruno Amoroso har han netop udsendt ”Europa? – Den udeblevne systemkritik” på forlaget Politisk Revy – en politisk pamflet – et ”opråb” – om EU, demokratiet og perspektiverne efter eurokrisen.

Bogen udkommer samtidig i Italien og Danmark. Den er blevet til gennem dialoger ved Bruno Amorosos køkkenbord, fortæller Jesper Jespersen. Amoroso har undervist på RUC i en årrække, men er nu vendt tilbage til sit hjemland Italien.

Den ny pamflet er lidt af en overraskelse, fordi Jesper Jespersen tidligere har været så kritisk, at han på det nærmeste afskrev den europæiske valuta i bogen ”Euroen – hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre?” (Forlaget DEO, 2012).

Men, forklarer han, dengang handlede det om euroen, som den er i dag med et alt for stort valutaområde og med alt for store forskelle mellem de enkelte lande.

Nord-euro, syd-euro med flere
Det var samtalerne ved køkkenbordet i Italien, der drev pointen hjem, at man ikke bare kan affærdige euro-projektet, trods dets mangler. For set i et sydeuropæisk perspektiv repræsenterer euroens stabilitet et kæmpe fremskridt i forhold til den nationale valuta, man havde før, nemlig liren:

”Jeg måtte jo sande, at den politiske vilje til at ha’ en stabil valuta var stærkere, end jeg havde troet – også på den italienske venstrefløj,” siger Jesper Jespersen.

Køkkenbordets løsning blev, at EU skal være en meget mere fleksibel størrelse, og at man i stedet for en euro, der dækker 18 lande, skaber et antal mindre eurozoner, hvor de deltagende lande ligner hinanden og har en oplevelse af fælles samfundsmæssige og kulturelle værdier.

Det handler om at ”se på Europa ikke som en helhed, der marcherer i takt, men som nogle lande, der i varierende grad har en fælles interesse, fælles historie og fælles økonomisk struktur,” siger Jesper Jespersen. Det er netop dette fælles, der er afgørende for, om man kan nærme sig det, man i den økonomiske teori kalder ”optimale valutaområder”.

Man presser for hårdt på
”Udgangspunkt for både Bruno og jeg er jo begejstring for europæisk samarbejde,” siger Jesper Jespersen og henviser til EU’s værdier, som de står beskrevet i traktaten: Menneskelig værdighed, demokrati, ligestilling, social markedsøkonomi, fuld beskæftigelse, sociale fremskridt.

Når det ikke er gået bedre, hænger det sammen med en elitær tænkemåde, der har præget både Bruxelles og de dominerende hovedstæder, og den manglende solidaritet.

”Problemet er, at man har forpligtet hinanden på at følge bestemte spilleregler, men man har ikke forpligtet hinanden på at de, der har fordele, skal hjælpe dem, der kommer i klemme i spillet.”

”Den fortolkning, man i øjeblikket lægger til grund for EU-traktaten, er, at den fortsatte integration bliver drevet af deregulering. Men den fortolkning behøvede man jo ikke at anlægge,” siger Jesper Jespersen.

Og man forsøger at presse alt alt for hårdt på. ”Hvis man dog bare gav sig bedre tid. Det tog 40 år at etablere Det indre Marked – fra Kul- og Stålunionens start frem til 1990’erne.”

”Men hvis det tog 40 år med varemarkedet, så vil jeg da tro, det tager mindst 40 år yderligere at nå frem til et indre arbejds- og kapitalmarkedet. Og en fælles mønt – ja, den kunne man afslutningsvist lægge ovenpå til sidst.”

EU’s systemfejl
Med henvisning til et essay af Hans-Magnus Enzensberger taler den ny pamflet om “tilbagetogets helte”.
Enzensberger hyldede bl.a. Gorbatjov, Sovjetunionens sidste leder, som den, der ”demonterede det 20. århundredes næstsidste monolitiske imperium uden vold, uden panik, uden krig.” I dag er der brug for nye ledere, der tør tage et opgør med de systemfejl, der præger EU.

”Hvis Europa skal have en renæssance,” uddyber Jesper Jespersen, ”så er det uomgængeligt, at fejlene ved EU’s fødsel bliver offentlig afdækket. De fejl ligger i den manglende solidaritet, i at folk ikke føler, de har tilstrækkelig medbestemmelse, og i at integrationstempoet går for hurtigt.”

Cameron og Messerschmidt
Kunne den britiske premierminister David Cameron være kandidat til titlen ”tilbagetogets helt”?

”Nej, bestemt ikke. Han repræsenterer lige netop det, vi advarer imod – de, der er parat til at vende ryggen til hele EU, hvis de ikke kan få opfyldt alle deres ønsker. Det er simpelthen tåbeligt, for Storbritannien har jo på en række områder interesse i et europæisk samarbejde. Han er jo ikke konstruktiv.”

Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis talen om at ”rulle EU tilbage” er heller ikke Jesper Jespersens kop the:

”Morten Messerschmidt har jo gjort sig til talsmand for nationalstatsprincippet, i en version, hvor man ikke afgiver suverænitet, men blot indgår i nogle mellemstatslige aftaler, hvor man har fordel af det.”

”Der er en række områder, hvor Europa har fordel af at samarbejde så tæt, at man afgiver suverænitet, f.eks. på energiområdet.”

”Europa har interesse i at være selvforsynende med energi. Det kunne betyde, at Danmark måtte afgive nogle af de fordele, vi har ved at være netto-energieksportør, fordi vi sikkerhedspolitisk er i samme båd. Det viser jo den russisk-ukrainske krise og den permanente krise i Mellemøsten.”

”Men man har brugt så mange kræfter på det fejlslagne ØMU-projekt, at man ikke har haft kræfter og politisk energi til noget, der strategisk og sikkerhedsmæssigt var langt vigtigere, – at gøre sig uafhængig af importeret energi.”

Vred bog
”Europa? – Den udeblevne systemkritik” er en vred bog. Gang på gang støder man på ord som ”dybt bekymret”, ”skræmmende”, ”ubærligt” og ”trist”. Bagved ligger en drøm om et fredeligt, velstillet, socialt afbalanceret og demokratisk Europa, men denne drøm er blevet afsporet af en elite, der placeres i Bruxelles (især) og i de store hovedstæder.

”Det ‘Fredens Europa’, som oprindeligt var afsættet for EF-samarbejdet, er i dag blot en parentes, hvor økonomien, ensretningen og stormagtsdrømmenes EU er sat i stedet. Det er således pinagtigt at være vidne til den svigtende solidaritet, som London, Berlin og Bruxelles har demonstreret igennem krisen over for de store befolkningsgrupper i syd og øst, der er sunket ned i fattigdom”, hedder det i bogen.

Jesper Jespersen uddyber: ”Vi er nødt til at overføre flere penge fra de rige lande til de fattige. Det kan man kalde en slags føderalisme, men altså en føderalisme med små skridt og under demokratisk kontrol.”

”Den diskussion er der ingen, der rigtig tør tage hul på, fordi man siger, at skatten og skattepolitikken er national. Men det er jo fup. Se på selskabsskatten. Man foregiver, den er national, men i praksis – på grund af de åbne grænser – er den det ikke længere.”

Men Danmark har jo for kort tid siden nedsat selskabsskatten ligesom alle andre lande, indvender jeg. ”Netop. Det var ikke, fordi vi selv mente, at det var særlig genialt i forhold til vores virksomheder – og slet ikke vores banker. Det var, fordi vi følte os pressede af de øvrige lande.”

”Det er netop en del af vores systemkritik, at der er etableret en gensidig afhængighed, som ikke afspejler sig i den måde, vi foregiver, at kompetencerne er fordelt på. Det gælder også på socialområdet i takt med den vandrende arbejdskraft. Og afgifterne i forhold til grænsehandelen.”

”Der sker en glidende suverænitetsafgivelse på grund af markedskræfterne. Den bliver ikke diskuteret. Og derfor bliver der ikke taget systemisk højde for, hvordan den skal håndteres.”

Kapitalafgift
Skal vi så erkende, at det er markederne, der dominerer, spørger jeg Jesper Jespersen. I pamfletten hedder det, at der i dag er pivåbne grænser for finanskapitalen.

”Ikke nødvendigvis. På samme måde som man kan lave en CO2-afgift for Europa, kan man også lave en kapitalafgift for Europa, altså nogle sluseporte, sådan at udenlandsk kapital ikke skal have lov at sætte dagsordenen.”

”Arbejdskraften er i høj grad beskyttet over for konkurrence fra folk uden for Europa – Fort Europa. Men der er ikke noget tilsvarende Fort Europa på kapitalmarkederne, hvilket jo kan undre.”

Bruno Amoroso og Jesper Jespersen: ”Europa? Den udeblevne systemkritik”, 112 sider, forlaget Politisk Revy (dansk udgave) og forlaget Castelvecchi, Rom (italiensk udgave).

FOTO: European Flag af Rock Cohen via Flickr.