Danmark vil sende våben til Syrien. Det bliver benzin på båletOpinion

Danmark vil sende våben til Syrien. Det bliver benzin på bålet
Opinion

31.07.2014


Præsident Obama vil sende de syriske oprørere $500 mio. til våben og træning. I Danmark udtrykte Martin Lidegaard i maj sin støtte til en bevæbning af de ’moderate’ oprørere – med opbakning fra hele Folketinget på nær DF og EL. Det er en yderst usikker og potentielt farlig plan.

OPINION af Rasmus Jacobsen

I SLUT-JUNI bad Barack Obama den amerikanske kongres om $500 mio. til at støtte de ’moderate’ syriske oprørere militært med både våben og træning. Baggrunden var fremgangen for den ekstreme islamistiske gruppe ISIS i især Irak. Ideen er, at man ved at støtte de ’moderate’ oprørere kan modbalancere både de islamistiske oprørsgrupper og Assad-styrkernes militære fremskridt. Den amerikanske kongres godkendte Obamas anmodning, og i slut-juli blev støtte-programmet indledt.

IDEEN OM AT STØTTE de syriske oprørere militært fik opbakning fra Martin Lidegaard efter hans besøg hos den syriske oppositionsregering i Tyrkiet i maj. I Berlingske sagde Lidegaard: »Endnu flere våben i Syrien er ikke uproblematisk. Men status quo er et endnu værre scenarium, og jeg vil sammen med vore allierede overveje, hvordan vi kan give de moderate oprørere momentum på slagmarken. Hvordan vi kan øge støtten – også i den hårde ende?”

DERMED VENDTE LIDEGAARD 180 grader i sin holdning til det spørgsmål. Hans nye synspunkt deles af resten af Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Men der er mange problemer og ubesvarede spørgsmål forbundet med ideen om at yde militær støtte til udvalgte grupper.

TIDLIGERE HAR MODSTANDERE af idéen om at sende våben til Syriens oprøre udtryk bekymring om, at våbnene kunne falde i hænderne på ekstreme islamistiske grupper. Det Hvide Hus har søgt at imødekomme den bekymring ved at love, at det kun vil give militær støtte til ’ordentligt godkendte’ (’appropriately vetted’) oprørsgrupper. Men i praksis er det umuligt at gennemføre baggrundstjek og godkendelses-procedurer på kombattanter i en blodig borgerkrig med utallige faktioner og væbnede grupper. Og selvom det i praksis kunne lade sig gøre, er det umuligt at gardere sig imod at ekstreme islamister erobrer våbnene fra de ’godkendte’, ’moderate’ oprørere. Her behøver man blot se på ISIS’ erobring af kampvogne og kampfly fra Iraks nationale hær under ISIS’ fremrykning i Irak.

DET ER HELLER IKKE USANDSYNLIGT at ’moderate’ oprørere frivilligt overdrager våbnene, eksempelvis ved at sælge dem for at kunne stikke overskuddet i egen lomme. Netop dét kan frygtes at ske blandt de ’moderate’ oprørere i Den Frie Syriske Armé, som vi i Vesten nu vil støtte militært. Den tidligere premierminister for den syriske ’oppositionsregering’ i eksil i Tyrkiet, Ahmad Tohme, forsøgte for nylig at opløse hele Den Frie Syriske Armés militære ledelse efter anklager om omfattende korruption. Det udløste krise i oppositionsregeringen, hvor præsidenten Ahmad al-Jarba reddede den korruptionsanklagede militære ledelse fra fyring ved at omstøde Tohmes dekret med henvisning til, at magten over de militære styrker ligger hos præsidenten og ikke premierministeren. I stedet blev premierministeren selv fyret.

MIDT I MORADSET af faktionalisme, personstrid og anklager om korruption i oprørets militære ledelse kan der ikke stilles garanti for, at penge og våben fra vesten ikke ryger i hænderne på islamistiske oprørsgrupper eller på anden måde misbruges.

OG SELV HVIS der kunne gives en sådan garanti, ville det stadig ikke give mening at sende flere våben til Syrien. Hele ideen hviler på en præmis om, at man kan opnå en militær magtbalance mellem de forskellige parter i borgerkrigen på en stabilitetsfremmende måde. Det er en illusion. Fra den libanesiske borgerkrig, hvor israelske, syriske og amerikanske våbenleverancer til parterne trak krigen i langdrag;, krigen mellem Irak og Iran, hvor amerikansk støtte til Irak afværgede Saddam Husseins nederlag og trak krigen i blodigt langdrag og utallige andre krige kan man lære, at det sjældent fremmer stabilitet på kort sigt at poste flere våben i en igangværende krig. Det fører typisk til oprustning fra de andre parters side, hvilket forlænger konflikten og lidelserne for civilbefolkningen.

BARACK OBAMA OG MARTIN LIDEGAARD bør indse, at det hverken fremmer nogen af Vestens politiske målsætninger (hvad end de er) eller hjælper Syrien med at dæmpe konflikten at sende flere våben derned.

I STEDET BØR VESTEN fokusere på at inddæmme konflikten, så den ikke spreder sig og destabiliserer Syriens nabolande yderligere. Skaden er allerede sket i Irak, men uroen ulmer også i Jordan og især i Libanon. Vesten bør hjælpe disse nabolande med at forsvare deres grænser mod strømninger af kombattanter og våben, og samtidig hjælpe dem med at tage hånd om de hundredetusinder af flygtninge fra Syrien. Massive flygtningestrømme har tidligere ført til mere krig og vold. Efter eksempelvis Seksdages-krigen, hvor palæstinensiske flygtningestrømme førte til kampe i Jordan og var en central faktor bag den libanesiske borgerkrig.

ET SKIFT I FOKUS fra militærindblanding i Syrien til inddæmning og humanitær bistand til nabolandene kan risikere, at de ’moderate’ oprørere taber til islamisterne og Assad. Men det følger ikke med logisk nødvendighed deraf, at de ellers vil vinde med vores støtte. De vil under alle omstændigheder nok tabe grundet den større vilje til at engagere sig i konflikten fra både Irans og Saudi Arabiens side. Desuden har vi set i både Libyen, Afghanistan, Irak og Egypten, at kræfter, der udgiver sig for at være moderate, demokratiske osv. og får Vestens støtte, alligevel viser sig at være autoritære og korrupte undertrykkere.

DET BEDSTE, VI KAN GØRE for Syrien, er at stabilisere nabolandene, yde humanitær bistand til flygtningene og inddæmme konflikten. Det er tragisk, at vi ikke kan gøre mere. Men at sende flere våben til Syrien ville være at hælde benzin på bålet. ■

Rasmus Jacobsen (f. 1986) er cand.scient.pol fra SDU med speciale i international politik. Han har været i praktik på den danske ambassade i Israel, har været valgobservatør med Silba i både Makedonien og Ukraine og arbejder nu som sikkerhedskonsulent for et sikkerhedsfirma i Yemen. ILLUSTRATION: Udenrigsministeren [foto: Arkivfoto fra Polfoto/Anita Graversen]