17.12.2014

Kommentar af Niels Westy Munch-Holbek

UNDER HELE den brasilianske valgkamp skældte den siddende præsident Dilma Rousseff sine modstandere ud for at være i lommen på finansverdenen. Først var den gal med opponenten og miljøforkæmperen Marina Silva. Og efter at Silva røg ud i 1. valgrunde var det konkurrenten, Aecio Neves, som var et “spøgelse fra gamle dage” og hvis politik ville medføre færre midler til sociale forhold, højere rente og stigende arbejdsløshed. Rousseff fastholdt også, og gør det stadig, at Brasiliens elendige økonomi skyldes den globale afmatning. Samtidig talte hun dog i vage termer om, at hvis kun blev genvalgt, ville hun føre en “ny økonomisk politik”. Og længe inden valget meddelte hun da også at hendes finansminister ikke ville fortsætte efter en valgsejr.

SPÆNDINGEN var derfor stor og spekulationerne mangfoldige efter at hun 26. oktober vandt en smal sejr. Hvem ville blive den nye finansminister, og hvad gik den nye politik ud på? Det fik vi endelig svar på i slutningen af november. Den “nye og anderledes” økonomiske politik vil langt hen af vejen minde om det, som Rousseff beskyldte oppositionen for at planlægge – personificeret ved den nye finansminister, Joaquim Levy, som kommer fra Brasiliens næststørste bank, tidligere har arbejdet for IMF og arbejdede for Lula, da denne første gang var præsident. Udnævnelsen skal ses som et forsøg på at øge troværdigheden blandt internationale investorer og i den private sektor, hvor Levy nyder stor respekt. Han står for en mere ortodoks økonomisk tilgang end den mand, han afløser, finansminister, Mantega, og får bl.a. til opgave at få bragt balance i de offentlige budgetter. Underskuddet på statens finanser bliver i 2014 det største i 20 år.

SAMTIDIG med udnævnelsen af Levy gennemtrumfede regeringen afskaffelsen af den budgetlov, der ellers skulle garantere, at man altid havde et overskud på mindst 1,9 pct. af BNP (før renteudgifter). Af oppositionen, som efter valget har vist sig langt mere aggressiv end tidligere, blev dette udlagt som et kup fra regeringens side. At man afskaffede budgetloven kunne dog også blot udlægges som en erkendelse af, at man i årevis har fiflet med tallene for at overholde budgetlovens krav til overskud på statens balancer. Nu kan man i det mindste fremlægge de offentlige budgetter og regnskaber uden de sædvanlige manipulationer. Men det havde unægtelig været bedre for troværdigheden, hvis man samtidig havde fremlagt en plan for, hvorledes man vil få styr på balancerne fremover. Det har heller ikke skortet på bedske kommentarer fra oppositionen om, at Dilma har udnævnt et økonomisk team (altså anført af en økonom fra den finansielle sektor) som står for en politik, der til forveksling ligner oppositionskandidaten Aecio Neves’ – ltså præcis den linje, som Dilma advarede mod under valgkampen.

VIL REGERINGEN SÅ FAKTISK HANDLE? Der er god grund til at være skeptisk. Skiftende brasilianske regeringer – og ikke mindst Arbejderpartiet – har traditionelt været ringe til at styre de offentlige finanser på anden måde end ved at hæve skatterne. Dilma insisterer da også fortsat på, at der hverken vil blive skåret i sociale programmer og offentlige investeringer. Dertil kommer korruptionsskandalen i det statskontrollerede olieselskab, Petrobras, der synes at vokse i omfang for hver dag der går. Et problem for præsident Dilma er, at hun tidligere har været energiminister – på et tidspunkt, hvor den systematiske korruption i Petrobras allerede var fremskreden.

DET NÆSTE PRÆSIDENTVALG kommer i 2018 men det kan føles som om valgkampen nærmest er igang. For oppostionen kan frustrationen over at have tabt det tætte valg – og en følelse af at være blevet snydt for sejren – dog hurtigt løbe ud i sandet, hvis der igen kommer lidt gang i den brasilianske økonomi. Om det sker, ligger uden for regeringens indflydelse. Det kommer an på udviklingen i den globale økonomi – kke mindst den kinesiske, som er storaftager af brasilianske råvarer. Meget kommer desuden an på, hvorvidt det faktisk lykkes det nye team at få styr på økonomien, ikke mindst de offentlige finanser, og dermed sikre sig den nødvendige troværdighed.

DET POSITIVE SCENARIE ville være, at man ved en kombination af besparelser og skattestigninger hurtigt sikrer balance på de offentlige finanser, samt at inden- og udenlandske investorer snart genvinder tilliden til brasiliansk økonomi og øger deres investeringer. Det er en forudsætning for, at tilpasningen af de offentlige finanser får en minimal negativ indflydelse på den økonomiske vækst på kort sigt. Det negative, men desværre mere realistiske, scenarie indebærer, at man nok får styr på balanceproblemerne, især gennem skattestigninger, men ikke opnår den nødvendige troværdighed i forhold til inden- og udenlandske investorer. Så vil Brasiliens økonomi opleve meget lav vækst også efter 2015.

DER ER ingen grund til at være særlig optimistisk. Historisk set har Brasilien en lang tradition for en ekstrem Stop and go-politik. Dertil kommer, at Arbejderpartiet er i splid med sig selv – den officielle udnævnelse af Levy til finansminister blev således udskudt en uge på grund af intern modstand i partiet. Ligeledes er Rousseff berygtet for at blande sig i den økonomiske politik – noget, som hendes forgængere altid afstod fra. Og fra 2017 – senest – vil regeringen være parat til stort set hvad som helst, for at booste den økonomiske vækst og sikre øjeblikkelig reallønsfremgang i valgåret 2018. Intet tyder på, at man for alvor vil begynde at gennemføre de grundlæggende strukturreformer, som er forudsætningen for en holdbar fremtidig vækst. Dertil er den økonomiske situation ikke alvorlig nok endnu.

Niels Westy (f. 1960) er cand.polit. og tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator med speciale i Latinamerika. Har tidligere boet i Brasilien og gæsteforelæst på UERJ, Rio de Janeiros Universitet. Han er folketingskandidat for Liberal Alliance og skriver jævnligt på de to blogs punditokraterne.dk og americas.dk. Illustration: Dilma Roussef, Foto: Fotos Govba