09.09.2014

Med sin sejr ved præsidentvalget i 2008 håbede Obama at kunne starte et nyt kapitel i amerikansk udenrigspolitik. Med Islamisk Stats fremgang i Irak og Syrien og krisen i Ukraine lader det dog til, at Obamas ønske om et nyt kapitel forbliver et ønske. Det tidligere kapitel er ikke afsluttet endnu.

ANALYSE af Philip Chr. Ulrich

Da Obama-administrationen satte sig i det Hvide Hus i januar 2009 var det med et ønske om at omdefinere amerikansk udenrigspolitik i forhold til årene med Bush-administrationen. Den nye administration ville ud af krigene i Irak og Afghanistan, og man ville og omstrukturere forsvaret og udenrigspolitikken, så Obama kunne fokusere på de indenrigspolitiske reformer, som han gerne så, skulle definere hans præsidentperiode.

Men Obama må, ligesom flere andre præsidenter før ham, erkende, at selvom man er leder af verdens eneste supermagt, kan der opstå situationer, som betyder, at man bliver trukket i en anden retning, end den man havde tænkt sig.

Trods ønsket om at trække USA ud af konflikter, så har verdenssituationen nu ændret sig så meget, at USA igen er i gang med militære operationer i Irak, overvejer bombninger i Syrien og må understrege USA’s respekt for NATO alliancens artikel fem, løftet om fælles forsvar.

Dermed er den internationale situation på nuværende tidspunkt en radikalt anden end hvad Obama-administrationen havde drømt om.
Obamas store planer

I juni 2009 holdt præsident Obama en tale i Cairo, hvor han udtrykte sit ønske om en ny begyndelse i forholdet mellem USA og den muslimske verden. Forholdet mellem USA og Mellemøsten skulle ikke længere være karakteriseret af fjendskab, men af forståelse og samarbejde.

Dette ønske lå i forlængelse af Obamas valgløfte om at få afsluttet de to post-11. september konflikter i Irak og Afghanistan. Den konstante tilstand af krig og konflikt, som havde præget amerikansk udenrigspolitik under Bush, skulle afløses af en tid med økonomisk genopbygning i USA og diplomatisk genopbygning ude i verden.

I 2012 udgav Obama-administrationen et af de mest centrale strategidokumenter, den såkaldte Strategic Guidance. Med dette dokument blev der lagt fornyet vægt på et andet geografisk område end Europa og Mellemøsten. Fokus skulle nu også rettes mod Asien, da Obama ønskede at skabe mere balance i udenrigspolitikken, og forberede USA på fremtidens konkurrence – især fra Kina.

Mange i omverdenen var i tvivl om, hvad denne nye strategi skulle betyde. Var USA ved at flytte fokus og ressourcer helt ud af Europa, og til dels Mellemøsten, eller hvad var slutmålet? Denne undren opstod især, fordi den nye strategi oprindeligt blev præsenteret som en ”pivot”, altså en bevægelse væk fra noget. Meget hurtigt valgte Obama-administrationen derfor i stedet at kalde strategien en ”rebalance”, altså en udenrigspolitik som var i balance, og gav velproportioneret fokus på forskellige regioner alt efter deres vigtighed for amerikanske interesser. USA skulle altså fortsat have en global tilstedeværelse, men i en mere balanceret facon.

Den plan er i øjeblikket under enormt pres. Obama bliver nemlig trukket mere og mere tilbage mod Mellemøsten, den region han har arbejdet så hårdt på at skulle dedikere færre ressourcer til, end man har set siden 2001.

Det Arabiske Forår
Da det Arabiske Forår brød ud i begyndelsen af 2011, udgjorde det den mest akutte trussel mod gennemførelsen af Obamas planer om at få USA trukket ud af Mellemøsten.

Obama-administrationen formåede dog i store træk at holde sin kurs og holde sig ude af de uroligheder, som opstod i kølvandet på det Arabiske Forår. Eneste undtagelse var interventionen i Libyen, hvor USA dog holdt sig til at begynde operationen for derefter at overdrage ansvaret til NATO. På trods af denne mere tilbagetrukne rolle var det alligevel USA, som leverede store dele af de luftkapaciteter, som blev brugt under krigen. Men ved at have den sekundære rolle og undlade at engagere landstyrker, formåede Obama-administrationen at holde sin kurs, selv med denne operation.

Obama-administrationens håndtering af oprøret i Ægypten har dog haft længerevarende konsekvenser. Meget hurtigt var Obama-administrationen ude og kræve diktatoren Hosni Mubaraks afgang og kræve en overgang til demokrati. Den måde hvor USA hurtigt valgte at forlade sin gamle allierede, Mubarak, såede mistro hos andre allierede i regionen, som frygtede, at de kunne blive forladt lige så hurtigt. Denne mistro har været et forhold, som Obama-administrationen har måttet arbejde med siden. Men overordnet set opnåede man, hvad man ville fra amerikansk side – at holde sig ude af en truende konflikt.

Borgerkrigen i Syrien præsenterede næste bekymring for Obama-administrationen. Man ønskede ikke at intervenere i konflikten og risikere at blive draget ind i en langtrukket affære med etniske konflikter og politiske konsekvenser, som man ikke kunne overskue. Udtalelserne i 2012 om en ”rød streg” var tættest på at få Obama-administrationen trukket ind i konflikten. I august 2012 erklærede præsident Obama, at hvis Assad-regimet benyttede sig af kemiske eller biologiske våben i borgerkrigen, så ville det kræve handling. Da Assad-regimet så benyttede kemiske våben mod oprørere, ventede verden på USA’s reaktion. Et engagement i Syrien var bestemt ikke noget Obama-administrationen ønskede sig. Derfor var administrationen meget længe om at reagere, og heldigvis for administrationen førte et russisk initiativ til en løsning, som holdt USA ude.

Islamisk Stat
Den hurtige fremrykning som organisationen Islamisk Stat (tidligere Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS)) præsterede i sommeren 2014 var dog mere end Obama-administrationen kunne holde sig ude af.

Anledningen til amerikansk intervention kom, da IS nærmede sig byen Erbil og tusinder af flygtninge, som havde taget tilflugt på bjerget Sinjar. Efter ordre fra præsident Obama satte det amerikanske forsvar fly og droner ind i kampen mod IS for at standse terrorgruppens fremrykning og afhjælpe den humanitære situation på Sinjar. I denne sammenhæng er det vigtigt at huske på tilstedeværelsen af amerikansk personel i byen Erbil ved det amerikanske konsulat. Beskyttelsen af disse amerikanere har sandsynligvis været den sidste dråbe, som sendte amerikanske fly i luften over Irak.

Der har hersket tvivl om, hvad USA’s strategi skulle være i forhold til bekæmpelsen af IS. Skulle det være en operation, hvor man standsede IS’ fremrykning, eller skulle det være en reel bekæmpelse af IS? Efter drabene på de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff er der dog kommet mere klarhed over dette spørgsmål. Den 3. september, dagen efter drabet på Steven Sotloff, udtalte Obama, at målsætningen var klar: at decimere og ødelægge IS. Denne udtalelse blev senere gentaget af forsvarsminister Chuck Hagel. Vicepræsident Joe Biden udtalte samme dag, at: ”Når folk skader amerikanere, trækker vi os ikke tilbage, og vi glemmer ikke. Vi tager os af de sørgende, og når det er gjort, så skal de vide, at vi vil forfølge gerningsmændene til Helvedes porte, indtil de er bragt til retfærdighed. For Helvede er, hvor de vil høre til. ”

Dermed er der lagt op til, at USA vil forblive engageret i konflikten med IS, og drabene på journalisterne Foley og Sotloff har kun styrket amerikanernes vedholdenhed. Målinger viser, at den amerikanske befolkning og de amerikanske politikere nu stiller sig bag indsatsen mod IS, i modsætning til ved operationens start, hvor deres støtte ikke var en selvfølge.

Europa tilbage på kortet
Med Ruslands annektering af Krim-halvøen og den fortsatte støtte til de ukrainske separatister i den østlige del af landet har Vladimir Putin sørget for at bringe Europa tilbage som en strategisk prioritet for USA.

Som nævnt tidligere, var det ikke Obama-administrationens intention at forlade Europa fuldstændigt. Der var i stedet tale om, at USA kunne tillade sig at have færre styrker i Europa, og have mindre fokus på regionen. Denne vurdering var funderet i en amerikansk vurdering af, at Europa var gået fra at være en ”modtager af sikkerhed”, som regionen var under den Kolde Krig, til ”leverandører af sikkerhed”. Dermed mente USA, at Europa kunne gå fra at være et fokus for amerikanske ressourcer, til at påtage sig en større del af byrden i internationale missioner.

Nu har man fra amerikansk side været nødt til at bringe fokus tilbage på Europa. Det er kommet til udtryk ved, at amerikanske styrker er blevet sendt til træningsoperationer i Østeuropa, og kampfly er sendt til de baltiske lande.

Ligeledes udtalte præsident Obama inden sin ankomst til NATO-topmødet i Wales: ”I denne Alliance er der ikke gamle og nye medlemmer, ingen junior partnere eller senior partnere. […] Vi har en hellig pligt overfor hinanden. Artikel fem er krystalklar. Et angreb på én er et angreb på alle. Så hvis i sådan et øjeblik [som den sovjetiske besættelse], I nogensinde spørger igen, hvem vil hjælpe, vil I kende svaret: NATO Alliancen, inklusiv USA’s væbnede styrker.” Retorikken er skærpet kraftigt, og denne udtalelse er i stil med den hårde retorik over for Sovjetunionen under Ronald Reagan. Obamas erklæring er et utvetydigt signal om, at USA igen prioriteter NATO Alliancen højt.

Obamas store planer for en omlægning af amerikansk udenrigspolitik er altså under pres i disse måneder, og det virker tvivlsomt, om Obama-administrationen når at få momentum tilbage i den nye prioritering af Asien. Det var den store plan, men som det er set før, så lader det ikke til, at planen har overlevet mødet med virkeligheden.


Philip Chr. Ulrich (f.1988) er uddannet Cand.Mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Han har tidligere været ansat som fuldmægtig ved Forsvarsakademiet, og haft et internship i Lessons Learned & Development afdelingen ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Philip er forsvarsanalytiker ved USA-sitet Kongressen.com Illustration: Præsident Obama i Frankrig [FOTO: Pete Souza, White House]