05.04.2014

Vesten håber på reformer, frustreres over de konstante krigstrusler og har i mange år forventet et pludseligt nordkoreansk sammenbrud. Men har vi fundamentalt misforstået Nordkorea?

Af Thomas Gloy

I december 2011 døde den nordkoreanske leder Kim Jong-il pludseligt og efterlod sin dengang 28-årige søn Kim Jong-un i spidsen for Nordkorea. Lige siden har iagttagere haft svært ved at forstå verdens yngste statsleder og hans ledelse af Østasiens eneste tilbageværende paria-stat. Der er siden Kim Jong-uns magtovertagelse blevet spekuleret i alt fra et muligt nordkoreansk sammenbrud til Kim Jong-un som en økonomisk reformator, der ville indføre markedsøkonomiske tiltag for at redde den nødlidende nordkoreanske økonomi.

Et nordkoreansk sammenbrud har dog aldrig været i nærheden af at ske, og Kim Jong-uns image som reformator er i den grad blevet ødelagt igennem det seneste halvandet år. Ingen fundamentale økonomiske forandringer har fundet sted, og i foråret 2013 var avisforsiderne over hele verden i flere uger præget af den tredje nordkoreanske atomprøvesprængning og de stadigt stærkere krigstrusler mod USA og Sydkorea. I december forargede Kim Jong-un endnu engang verden med henrettelsen af sin onkel, landets nr. 2, Jang Song-thaek samt hele onklens familie. Årsagen var angiveligt landsskadelig virksomhed og kontrarevolutionær adfærd fra Jangs side.

Vesten forstår ikke Kim Jong-un og hans handlinger, men det er ikke noget nyt – snarere tværtimod. Gennem de seneste to årtier er landets snarlige kollaps blevet forudset gang efter gang. Akademikere, politikere og militærfolk har nærmest stået i kø for at være klar til at skrive Nordkorea dødsattest, både da Sovjetunionen brød sammen i 1991, da Kim Il-sung døde i 1994, da hungersnøden raserede i midten af 90’erne, og altså senest da Kim Jong-il døde i 2011. Men det har hver eneste gang været forkert. I foråret 2014 sidder Kim Jong-un fortsat tungt på magten, og der har end ikke været optræk til folkelig opstand mod styret i Pyongyang.

Der er tydeligvis en del af historien, vi ikke har forstået. Hvad der har holdt Nordkorea sammen? Hvor landet er på vej hen? Det er ellers på ingen måde ligegyldige spørgsmål. Når vi ikke kan svare på disse spørgsmål, er der stor risiko for, at vi heller ikke reelt forstår, hvorvidt Nordkorea er stabilt på sigt, om vi skal forvente gradvise forandringer, eller om et brat kollaps pludseligt kan opstå.

Det er spørgsmål, der ikke kun har relevans for den koreanske halvø, men kan få store konsekvenser for resten af verden. Geografisk er Nordkorea nemlig placeret midt i den storpolitisk vigtige og stadigt mere ustabile nordøstasiatiske region. Tænkt blot på de udenrigspolitiske spændinger mellem to af landets naboer, Japan og Kina, over de små Senkaku/Diaoyu øer. Nordkorea grænser op til Kina og Rusland i nord, Sydkorea i syd og Japan mod øst. Midt i det hele står USA med store militære og politiske interesser i regionen og ikke mindst med ca. 30.000 soldater i Sydkorea og 50.000 i Japan. Verdens stærkeste militærmagt vil uundgåeligt blive involveret, både hvis Nordkorea gør alvor af de mange krigstrusler, eller hvis et opgør begynder at ulme.

For at forstå, hvordan Nordkorea har formået at bevare sin politiske stabilitet, og hvorfor landet agerer, som det gør, må vi både se på den massive forandring af det nordkoreanske samfund, der er sket over de seneste tyve år, Nordkoreas ideologiske fundament og personen Kim Jong-un.

Kontrolregimets sammenbrud
Frem til sin død i 1994 holdt den nordkoreanske præsident Kim Il-sung sit land i et jerngreb så stærkt, at det i østblokken kun tåler sammenligning med Sovjetunionen i Stalins tid. Her dikterede den nordkoreanske stat alle dele af borgernes liv. Med avancerede sociale kontrolinstitutioner sørgede staten for at holde borgerne under konstant overvågning og for at træffe alle væsentlige beslutninger i hver enkelt borgers liv. Det var staten, der tildelte arbejde, bestemte, hvor man måtte bo og gennem et offentligt distributionssystem, sikrede mad på bordet.

Kernen i kontrolregimet har væretet socialt kastesystem – det såkaldte songbun. Hver eneste familie i landet har tilhørt – og gør det stadig – én af tre kaster: de loyale, de vaklende eller de fjendtlige. Kasten er fuldstændig afgørende for, hvor en person kan få lov at bo, hvor meget mad han får, og hvilket job han får tildelt af staten.

Herudover har alle familier været inddelt i folkegrupper – inminban. En folkegruppe består typisk af 20-40 familier, svarende til en lille landsby eller en fælles opgang i et lejlighedskompleks. Hver folkegruppe ledes af en kvinde, som har til opgave at stå for overvågningen af alle de andre beboere i gruppen. Hvis en familie får en overnattende gæst, skalpersonen registreres hos folkegruppelederen forud for besøget. På den måde har styret hele tiden haft fuldstændig styr på, hvor alle borgere befinder sig. Folkegruppelederen har løbende mødtes med det lokale politi for at rapportere mistænkelig adfærd og hjælper politiet med at gennemføre natlige razziaer for at kontrollere, at alle overnattende er registreret korrekt. Sådan plejede det i hvert fald at være.

I dag bor mange personer helt andre steder i landet, end de blev født, hvilket var utænkeligt i starten af 1990’erne, Inminban-systemet er brudt sammen, og borgerne har endda mulighed for at bestikke sig ud af, hvad der tidligere blev betragtet som alvorlig politisk kriminalitet. Årsagen? Den statslige maddistribution er brudt sammen.

Da Sovjetunionen brød sammen i 1991 blev Nordkorea kastet ud i et økonomisk kaos. Landet mistede adgangen til et altafgørende eksportmarked, og da en række naturkatastrofer ramte landet i midten af 90’erne, tog den økonomiske krise for alvor fart. Dette medførte sammenbruddet i den statslige maddistribution, at hungersnøden spredte sig, og at en halv million nordkoreanere mistede livet. Mellem 1990 og 1998 faldt den nordkoreanske bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger hvert eneste år. I 2009 var den med det bedst tilgængelige estimat på 960 dollars, hvilket er lavere end i 1990.

Fra at være den primære kilde til mad for langt de fleste nordkoreanere, kom den offentligt distribuerede mad på under to år i starten af 90’erne til at udgøre mindre end halvdelen af nordkoreanernes daglige madforbrug. Dét kickstartede en fundamental forandring af den nordkoreanske økonomi. Da staten ikke længere kunne sørge for mad på bordet, måtte befolkningen begynde at tage vare på sig selv. Der opstod derfor en simpel – men væsentlig – markedsøkonomi. Mellem 1998 og 2008 stod det uformelle, kapitalistiske marked for 78 pct. af den nordkoreanske økonomi – og 62 pct. af de nordkoreanske flygtninge i Kina angiver, at markedet var deres primære kilde til mad.

Denne udvikling ødelagde de statslige kontrolinstitutioner. Det kræver et stort antal loyale embedsmænd at fastholde et kontrolsystem af den kaliber, som man fandt i Kim Il-sungs Nordkorea. Da distributionen af mad brød sammen, kunne de mange lokale embedsmænd, der tidligere arbejdede loyalt for styret, ikke længere få mad på bordet. Kun de embedsmænd som tog imod bestikkelse overlevede, og det ødelagde på ganske kort tid regeringens kontrol med landet.

Hvor borgere tidligere kun kunne foretage korte indenrigsrejser, såfremt man havde rejsedokumenter, der var godkendt af minimum to myndigheder, er det i dag kun rejser til og fra Pyongyang, der er under regeringens kontrol. I resten af landet kan borgere, for den forholdsvis lille sum af 2-3 dollars, bestikke sig til de nødvendige dokumenter og dermed i praksis rejse frit.

Vestens totale fejlvurdering
Uden statens jerngreb og med en dræbende hungersnød skulle man tro, at Pyonyang-styrets magt ville blive truet af utilfredse borgere og at oprøret ville ulme. Det er da også denne udvikling, der er en af de store årsager til de talrige forudsigelser om landets kollaps.

Vestens fejlvurdering skal imidlertid findes i, at man anser det statslige kontrolsystem som det eneste, der holder en ellers utilfreds befolkning på plads. De horrible historier om krænkelser af menneskerettigheder vi ikke så sjældent hører om i medierne, har præget vores tankesæt om Nordkorea. Man forstår det godt.

En af tidens mest omtalte historier om menneskerettighedssituationen i Nordkorea handler om Shin Dong-hyuk, der som den eneste nogensinde er flygtet ud af Nordkorea efter at være født og have levet hele sit liv i en fangelejr. Den amerikanske journalist Blaine Haarden har i bogen Flugten fra camp 14 på hårrejsende vis fortalt historien om Shins slaveagtige liv: Han var opdraget til at se sin mor som en konkurrent til de daglige madrationer og kendte i mange år ikke til en verden uden for fangelejren. 150.000 til 200.000 andre nordkoreanere bliver holdt fanget i lejre som camp 14. Det er derfor overraskende for mange, hvorfor befolkningen ikke har udnyttet det økonomiske kaos og det institutionelle sammenbrud til at gøre opstand mod styret: Kim-regimet opfattes ganske enkelt som legitimt.

Det er selvsagt umuligt at gennemføre meningsmålinger i Nordkorea, og derfor er man nødsaget til at bruge andre indikatorer for at analysere det nordkoreanske folks opbakning til regimet. De peger imidlertid alle i den samme retning. En meningsmåling blandt nordkoreanske flygtninge i Seoul viste i 2008, at 75 pct. af flygtningene ikke var negativt indstillede over for Nordkoreas daværende leder Kim Jong-il. I det omfang flygtningene udtrykte vrede, var den rettet mod deres tidligere fangevogtere og ikke mod landets leder.

Resultatet er bemærkelsesværdigt, særligt når man tager højde for, at flygtninge oftest er særdeles kritiske overfor styret i det hjemland, de har måttet flygte fra. Eksil-irakerne og eksil-cubanerne er nogle af de mest oplagte eksempler på dette fænomen. De nordkoreanske flygtninge adskiller sig imidlertid fra andre eksilgrupper ved ikke at være politiske, men økonomiske flygtninge. De har forladt deres fædreland for at få mad på bordet – ikke fordi de er politisk uenige med regeringen.

Mange nordkoreanske flygtninge er ikke flygtet for bestandigt, men rejser frem og tilbage over den nordkoreanske grænse. Hvor grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea med en 4 km bred demilitariseret zone vel nok er den bedst bevogtede grænse i verden, er situationen fundamentalt anderledes i den modsatte ende af landet. Den 1.416 km lange grænse mellem Nordkorea og Kina er praktisk taget ubevogtet, og det er denne grænse, langt de fleste flygtninge benytter. Da hungersnøden var værst, flygtede mellem 150.000 og 195.000 ad denne vej. På grund af den trods alt forbedrede økonomi er antallet af nordkoreanske flygtninge i Kina i dag faldet til et sted mellem 20.000 og 40.000 personer.

De anerkendte amerikanske eksperter i nordkoreansk økonomi Stephen Haggard og Marcus Noland er ophavsmænd til en af de mest omfattende analyser af nordkoreanske flygtninges adfærd. I 2008 gennemførte de en undersøgelse blandt 1.346 nordkoreanske flygtninge i Kina, som viste, at 94 pct. af flygtningene forlod deres hjem af økonomiske årsager, 20 pct. havde været tilbage i Nordkorea mindst én gang siden de flygtede og 96 pct. af disse rejste tilbage for at medbringe mad eller penge – eller for at gøre forretning.

Udover at rejse frem og tilbage over grænsen fortsætter mange nordkoreanske flygtninge også med at udtrykke stolthed over deres fædreland, et ønske om at vende hjem når forholdene bliver bedre, og at de ikke havde lyst til at forlade landet i første omgang. Den koreanske kultur, statens propaganda og ønsket om at kunne bo i sit tidligere hjem binder nordkoreanerne til deres hjemland på en særlig måde, selv efter de er flygtet.

Rejser ud af Nordkorea er i de senere år blevet reklassificeret til nu at være en mildere forbrydelse. Årsagen er højst sandsynligt, dels, at der trods alt ikke er tale om en masseudvandring, og dels at flygtningene åbenlyst ikke er politisk motiverede. Tidligere blev det anset for at være en alvorlig politisk forbrydelse, der medførte en hårde straffe til både flygtningen og resten af familien, hvis man blev fanget. Det er stadig ulovligt at rejse ud af Nordkorea, men regeringen har gjort straffen langt mildere, og i dag rammer den som udgangspunkt kun den flygtende – ikke resten af familien.

Den reneste race
Hvis årsagen til Kim-regimets fortsatte magt i Nordkorea var den totale kontrol med borgerne, ville et institutionelt sammenbrud, som det der skete i starten af 90’erne, med alt sandsynlighed have været en særdeles alvorlig trussel mod Kim-regimets magt. Fordi regimet opfattes som legitimt, har det imidlertid kunnet bevare sin position uden optræk til oprør. Vil man forstå, hvorfor styret opfattes som legitimt, er styrets virkelige ideologi central.

Den gængse opfattelse af Nordkorea som et kommunistisk land og den officielle juche-ideologi må lægges til side. Ganske vist var det Sovjetunionen, der installerede Kim Il-sung som leder af Nordkorea efter afslutningen af Anden Verdenskrig. På det tidspunkt eksisterede der dog ingen kommunistisk base i Nordkorea, og Kim Il.sung måtte hentes ind fra sit eksil i en sovjetisk landsby for at blive leder. Ingen i toppen af Kim Il-sungs første stab – med undtagelse af de sovjetiske koreanere – havde modtaget nogen ideologisk undervisning i marxismen.

Selvom Sovjetunionen, efter indsættelsen af Kim Il-sung, vedblev at yde indflydelse på Nordkorea, var den kommunistiske ideologi i en traditionel forstand svagt funderet i landet, og Nordkorea havde altid en særlig isoleret rolle i østblokken. Siden østblokken blev opløst, er landet formelt stoppet med at kalde sig kommunistisk. Alle henvisninger til kommunismen er skrevet ud af forfatningen, og det sidste offentligt fremviste billede af Karl Marx er blevet fjernet fra Pyongyang.

Regimets virkelige ideologi er nationalistisk, og landet har langt flere ligheder med de gamle japanske fascister end med Marx og Lenin. Den amerikanske forsker i nordkoreansk litteratur og propaganda B.R. Myers opsummerer i sin anmelderroste bog ’The Cleanest Race’ kernen i den nordkoreanske ideologi: ”Det koreanske folk er for renblodet, og derfor for ærbart til at kunne overleve i denne onde verden uden en stærk forælder som leder.”

Helt centralt i Kim-regimets ideologi står fortællingen om det nordkoreanske folk som børn og landets leder som børnenes stærke forælder. Netop ordet forælder er væsentligt at lægge mærke til. Selvom Nordkoreas ledere er mænd, benytter regimet nemlig ikke ordet ’far’, men det kønsneutrale ord ’forælder’, ligesom der i propagandaen fokuseres særligt meget på lederens moderlige træk. Lederens rolle er at beskytte det koreanske folk, ligesom forældre beskytter deres små børn. Den nordkoreanske propaganda fokuserer derimod ikke på den klassiske kommunistiske kamp for at uddanne og emancipere arbejderne. Uddannelse og emancipering er nemlig ikke nødvendigt, da den koreanske race er alle andre racer moralsk overlegen. Koreanernes opgave er ifølge propagandaen først og fremmest at opføre sig loyalt og være pligtopfyldende over for den beskyttende leder.

Fortællingen om lederen som beskyttende forælder er central, fordi den ikke blot har fungeret som fortælling om Kim-lederne siden 1948, men fordi den er en af de helt centrale årsager til, at regimet har formået at bevare sin legitimitet i de seneste to årtier. I den forbindelse er det vigtigt at forstå, hvor omfattende regimets propagandaapparat har været – og til dels stadig er. Selv efter hungersnøden har regimet nemlig stadig fuld kontrol over kulturproduktionen i Nordkorea. Der bliver ikke skrevet bøger, lavet film eller opsat teaterstykker uden godkendelse fra myndighederne. Af samme årsag afspejler alle kulturelle værker den officielle koreanske fortælling.

Tidligere var denne kontrol over kulturproduktionen kombineret med propagandamøder for alle borgere flere gange om ugen. Alle nordkoreanere har nemlig pligt til at deltage i det såkaldte organisatoriske liv, som typisk består af lange politiske møder tre gange ugentligt, hvoraf to af møderne har været dedikeret til ideologisk indoktrinering. Som med kastesystemet og folkegrupperne har det organisatoriske liv mistet sin betydning i de seneste årtier, men inden da var det i mange år en vigtig del af befolkningens løbende ideologiske indoktrinering.

Den nationalistiske, nordkoreanske ideologi er en arv fra de japanske fascisters og det japanske imperiums tid. Efter at have koloniseret Korea i 1910 og behandlet befolkningen brutalt, udbrød der oprør mod den japanske besættelsesmagt i marts 1919. Japanerne slog opgøret ned med hård hånd, men ændrede derefter strategi for at forebygge fremtidige opstande. Et omfattende propagandaapparat blev sat i gang med det formål at vinde det koreanske folks opbakning til det kejserlige styre. Den japanske propaganda skabte over de næste årtier en myte om en fælles koreansk-japansk race, der delte den samme stamfader, den samme slægtslinje, den samme leder, og som var alle andre racer moralsk overlegen.

Da Kim Il-sung med Sovjetunionens hjælp blev installeret som leder af Nordkorea i 1948, lod han de centrale personer fra besættelsens kulturelle apparat blive i deres job. De første nordkoreanske propagandister var altså ikke oplært i den kommunistiske ideologi, men i de japanske, fascistiske tanker. På den måde fortsatte propagandaen i et spor, der var skabt af japanerne, men med én afgørende forskel: Propagandaen hyldede ikke længere en fælles japansk-koreansk race, men kun den koreanske. I den nye fortælling blev de japanske myter i vid udstrækning overtaget og tilpasset, ligesom den særlige ledermyte blev bygget op om Kim Il-sung.

”Militæret først”-doktrinen
Kim Jong-il overtog magten i Nordkorea efter sin fars, Kim Il-sungs, død i juli 1994. I oktober samme år underskrev USA og Nordkorea det såkaldte agreed framework. Dermed blev relationerne mellem de to fjender gradvist normaliseret, ligesom bistanden begyndte at strømme fra Washington til Pyongyang. Aldrig havde relationerne til USA været bedre. Det var imidlertid ikke, hvad Kim Jong-il havde brug for.

Hans far havde som leder haft ry for både at beskytte det koreanske folk, at brødføde dem og at genopbygge landet efter Korea-krigen. Nu stod hungersnøden og hårde økonomiske tider imidlertid for døren, og Kim Jong-il vidste, at han ikke kunne bygge den samme fortælling op om sig selv.

Med Kim-familiens flair for stærk og effektiv propaganda skar regimet ned på den krigeriske propaganda på engelsk, som er det eneste, de udenlandske medier forstår, alt imens man skruede op for den interne propaganda på koreansk. Helt i modsætning til den faktiske udvikling konstruerede regimet en intern fortælling om et styrket eksternt fjendebillede. På den baggrund lancerede Kim Jong-il ”militæret-først”-doktrinen – songun.

Kernen i doktrinen er, at fordi Nordkorea står over for stærkere fjender end nogensinde før, må militæret prioriteres over alt andet og i alle henseender have lederens absolutte opmærksomhed. Der er behov for en leder, som fokuserer på at beskytte befolkningen, og derfor har han ikke tid til at beskæftige sig med de mindre vigtige økonomiske spørgsmål. På den måde byggede Kim Jong-il hele sin legitimitet som leder op på rollen som den beskyttende forælder i en militær henseende.

Hvor svært det end kan være at forstå, når man er vokset op i en vestlig politisk kontekst, hvor de økonomiske konjunkturer har stor betydning for regeringers popularitet, har denne fortælling været succesfuld. Styret har udnyttet befolkningens lave uddannelsesniveau, den totale kontrol over den kulturelle produktion og folkets manglende adgang til alternative fortællinger om situationen. Fortællingen er samtidig baggrunden for Nordkoreas stadige udenrigspolitiske provokationer – særligt overfor Sydkorea og USA. Så længe hele regimets legitimitet er bygget op om et ydre fjendebillede, har det behov for at bevare dette fjendebillede for at kunne bevare sin legitimitet.

Ingen udsigt til reformer
Denne overlevelsesstrategi er rationel, når man som Kim-familien forsøger at holde fast ved magten. I den konstante legitimitetskamp på den koreanske halvø har det nordkoreanske regime behov for, at legitimitetsspørgsmålet drejer sig om beskyttelsen af det koreanske folk og ikke om økonomisk succes. Hvis den økonomiske situation bliver den centrale kilde til legitimitet, vil Kim-familien i løbet af ingen tid tabe kampen til det ærkekapitalistiske system i Sydkorea, der kan fremvise et velstandsniveau, der er op til tyve gange højere. Kim Jong-uns muligheder som leder af Nordkorea er altså defineret af den fortælling, der har holdt Kim-familien ved magten de seneste mange år.

Det er i lyset af ”militæret-først”-doktrinen og styrets ideologi, vi skal forstå Kim Jong-ins voldsomme militære og retoriske provokationer over det seneste halvandet år. Med en succesfuld raketopsendelse og atomprøvesprængning i henholdsvis december 2012 og februar 2013 har Kim Jong-un markeret sig som en stærk beskytter af det koreanske folk – en ”militæret-først”-leder – og han har samtidig bevaret et stærkt eksternt fjendebillede. Af samme årsag skal vi ikke forvente hverken politiske og økonomiske reformer eller en pludselig accept Vestens krav om en lukning af atomprogrammet. Den nordkoreanske politik er ikke resultatet af en gal mands værk – det er en sammenhængende politisk platform, der er skabt for at bevare styrets legitimitet og magtposition.

Når Vesten er blevet særligt forvirret over Kim Jong-uns adfærd, og når der til tider har syntes perspektiver for mulige reformer, er det fordi, han er den første nordkoreanske leder, der udviser svaghedstegn i sin kommunikation til omverdenen. Tilsyneladende besidder Kim Jong-un ikke den samme forståelse for effektiv og konsistent propaganda, som faderen og farfaderen gjorde. B.R. Myers påpeger, at Kim Jong-un allerede i sine første år ved magten har lavet flere grove fejl, der på sigt kan true styrets legitimitet.

Allerede i de første måneder af hans styre, midt under den officielle nationale sørgeperiode over Kim Jong-ils død, grinede han på nationalt tv. En uhørt handling for en nordkoreaner, der netop har mistet sin far og nationens leder. At han samtidig viser sig offentligt sammen med sin kone, har besøgt en forlystelsespark og afholder underholdningsshow med Disney-figurer tegner et billede af en leder, der forsøger at skabe indtrykket af en økonomi og et land i fremgang. Men også billedet af en leder, der er ude af trit med sin befolkning. Befolkningen kæmper stadig med at få mad på bordet, og styrets fortælling hænger derfor ikke længere sammen, når lederen pludselig har tid til underholdende aktiviteter i stedet for at sikre nationens sikkerhed.

Kim Jong-uns vel nok største fejl begik han dog så sent som i december måned med den meget offentlige henrettelse af onklen Jang Song-thaek. Det er ikke nyt, at Kim familien benytter sig af udrensninger af selv nære familiemedlemmer. Kim Il-sung udrensede sin bror og Kim Jong-il i praksis sin ældste søn. Det chokerende er, hvor indiskret det er blevet gjort i dette tilfælde, og hvordan styret har håndteret nyheden. I årtier har de nordkoreanske lederes karisma efter sigende kunnet forhindre interne uenigheder i den nordkoreanske regering. Selv udenlandske statsledere som Jimmy Carter og Kim Dae-jung er ifølge den officielle fortælling faldet for Kim-ledernes karisma.

Da Jang Song-thaek blev henrettet i december beskrev det statslige nordkoreanske nyhedsbureau landsskadelig virksomhed og kontrarevolutionær adfærd som årsagen, selvom forklaringen nok i virkeligheden skal findes i en intern magtkamp. Med denne form for indrømmelser af uenigheder helt i toppen af den nordkoreanske regering og offentlig kritik af en af de personer, som Kim Jong-il bad hjælpe sin søn med ledelsen af landet, er der skabt store udfordringer til fortællingen om de nordkoreanske lederes karisma og ufejlbarlighed.

Hvad kan Vesten gøre?
Hvis Kim Jong-un fortsætter med at lave denne form for kommunikative fejl, vil han utvivlsomt få skabt problemer for sig selv på sigt. Intet i hans adfærd indtil videre tyder dog på, at perspektiverne for en nordkoreansk åbning mod bevidste politiske og økonomiske reformer er store. Det er dystre udsigter for nordkoreanerne i almindelighed og de 150-200.000 nordkoreanere, som er holdt fanget i arbejdslejre, i særdeleshed. Disse fanger bliver tortureret, nægtet mad og tvunget til at overvære offentlige henrettelser af familiemedlemmer.

Disse forhold er dokumenteret i en rapport fra FN’s Menneskerettighedsråds undersøgelseskommission. Det er første gang en undersøgelseskommission har set på menneskerettighedssituationen i Nordkorea. Situationen i landet er så slem, at den ellers hårdføre leder af kommissionen, den pensionerede australske dommer Michael Kirby, ikke kunne holde tårerne tilbage under vidneforklaringerne.

Hvis Vesten aktivt vil gøre noget for at forbedre forholdene for nordkoreanerne, synes der større perspektiver i at udnytte de senere års forandringer i det nordkoreanske samfund end i at forvente pludselige reformer. I de senere år er der nemlig sket en vigtig forandring i nordkoreanernes medieforbrug. Selvom landet stadig er et af de mest lukkede i verden, er det langt mere åbent end nogensinde før.

Halvdelen af de nordkoreanske flygtninge angiver, at de havde set minimum én udenlandsk DVD, mens de stadig boede i Nordkorea og en tredjedel havde set udenlandsk TV. Både DVD’er og fjernsyn bliver nemlig smuglet ind over grænsen, og nordkoreanerne i grænselandet kan fange det analoge TV-signal. Antallet af respondenter i denne undersøgelse er lille, men resultatet er bemærkelsesværdigt, for det tyder på, at nordkoreanerne er begyndt at få adgang til information om verden uden for landets grænser.

Vestens mulighed er at udnytte denne vej til at sprede information om verden udenfor Nordkorea. Ved at sprede information i Nordkorea kan Vesten langsomt øge chancen for, at nordkoreanerne indser, at sydkoreanerne klarer sig langt bedre end dem, og at der ikke er behov for en stærk leder til at beskytte det nordkoreanske folk. Det kan synes som en lang proces den forfærdelige menneskerettighedssituation taget i betragtning.

Styret har overlevet tyve kaotiske år især på grund af en stærk fortælling om behovet for en beskyttende leder. Kan man rokke ved denne fortælling, vil Kim-regimet for alvor blive truet på sin legitimitet, og det kan vise sig at være mere effektivt end mange andre hidtil afsøgte muligheder.

Thomas Gloy (f. 1988) er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Han har tidligere arbejdet på den danske ambassade i Sydkorea og rejst i Nordkorea.

FOTO: Pyongyang Ladies af Matt Paish via Flickr

Kilder:
– Bbc.co.uk (2013). ”North Korea: UN human rights inquiry ‘moved to tears’”, 30. okt., 2013
– Bloomberg.com (2014). ”U.S. Adding 800 Troops for South Korea Citing Rebalance”, 7. jan., 2014, link: http://www.bloomberg.com/news/2014-01-07/u-s-adding-800-troops-for-south-korea-citing-rebalance.html
– Byman, Daniel og Jennifer Lind (2010). “Pyongyang’s survival strategy: Tools of authoritarian control in North Korea”, International Security, vol. 35, nr. 1, s. 44-74
– Cha, Victor (2011). “China’s newest province?”, New York Times, 19. dec., 2011
– Defense.gov (2011). ”U.S. military remains ready to help Japan”, 11. apr., 2011, link: http://www.defense.gov/News/NewsArticle.aspx?ID=63517
– Gabroussenko, Tatiana (2008). “Calls for self-sacrifice in North Korean creative writing in the late 1990’s and 2000’s”, Journal of Korean Studies, vol. 13, nr. 1, s. 29-56
– Gause, Ken E. (2012). “Coercion, control, surveillance and punishment. An examination of the North Korean police state”, The Committee for Human Rights in North Korea
– The Guardian, North Korean leader Kim Jong-un wrests economic control from military, link: http://www.theguardian.com/world/2012/jul/20/north-korean-economic-military
– Haggard, Stephen og Marcus Noland (2011). Witness to transformation. Washington D.C.: Peterson Institute for International Economics
– Kang, David (2011). “They think they’re normal: Enduring questions and new research on North Korea. A review essay”, International Security, vol. 36, nr. 3, s. 141-171
– Kretchun, Nat og Jane Kim (2012). ”A quiet opening. North Koreans in changing media environment”, InterMedia
– Kyung-ae, Park & Scott Snyder, North Korea in transition, Plymouth: Rowman & Littlefield
– Lankov, Andrei (2013). The real North Korea: Life and politics in the failed Stalinist utopia. Oxford: Oxford University Press
– The New Republic (2013). “Q&A: The Top North Korean Expert Explains What Happened to Kim Jong Un’s Uncle”, 13. dec., 2013, link: http://www.newrepublic.com/article/115948/br-myers-purge-kim-jong-uns-uncle
– Politiken (2013). ”FN er dybt chokeret over krænkelser i Nordkorea”, 26. dec., 2013