Udenomssnak: Vilhelmsen optræder amatøragtigt som “dreven” politiker

Udenomssnak: Vilhelmsen optræder amatøragtigt som “dreven” politiker

15.04.2013


Annette Vilhelmsen var gæst i Deadline den 3. april. Hun demonstrerede her, at hun er ved at lære en serie af de gængse politiker-strategier til at svare uden om det, der bliver spurgt om. Det var en trist oplevelse, hvis man har haft en forestilling om, at hun ville bringe en anderledes stil til formandsposten i SF. En stil, hvor man taler som almindelige mennesker – og til almindelige mennesker.

ANALYSE af Christian Kock, professor i retorik, Københavns Universitet


Udenomssnak: Sådan gør politikerne RÆSON har siden april 2011 løbende afsløret politikeres udenomssnak og anvist journalisterne konkrete modtricks.


Trick 1: Vilhelmsen går fra konkret til generelt via et modulationsord
Det er Martin Krasnik, der udspørger. Efter en fire minutter lang indledning går han i gang med at bore i partiets lave meningsmålinger og spørger: ”Hvor er det, I har sviget jeres vælgere? … Hvad er det, I har gjort galt?”

”Det, der driver mig – og det, jeg vidste, da jeg blev valgt som formand – det var, at det her er et langt sejt træk, og jeg vil ikke lade mig skræmme af meningsmålinger,” svarer Vilhelmsen. Disse bemærkninger har, som enhver kan se, intet at gøre med, hvad SF måtte have gjort galt, men Vilhelmsen kommer efterhånden frem til sætningen: ”Hvad er det, som vælgerne savner?”

”Ja, hvad er dét?” bryder Krasnik ind. Her tror man så, at Vilhelmsen omsider vil tale om, hvad vælgerne savner fra SF’s side – men nej: ”Jeg tror, at rigtig mange vælgere savner troværdige stemmer i dansk politik. Jeg tror, man savner, også fra SF’s side, at vi taler mere politik og knap så meget parti,” svarer hun. Og det har hun derfor prioriteret ude blandt sine vælgere. Men her er intet om, hvad der skulle være specielt ved SF, som får vælgerne til at flygte. Tværtimod.

Vilhelmsen bruger her en teknik, som man kan kalde ”modulationsordet”: Hun tager udgangspunkt i et enkelt ord, her er det ordet ”savner”, og bruger det til at snakke om noget andet end det, der var emnet: I stedet for at fortælle, hvad vælgerne savner hos SF, handler det pludselig om, hvad de savner generelt. Det er ligesom, når en sangskriver laver en modulation, dvs. et toneartskift, i en sang: Der er typisk én bestemt tone (eller et par toner), der er fælles for to forskellige tonearter, og via den tone kan man nærmest umærkeligt gilde fra den ene toneart til den anden.

Trick 2: Vilhelmsen taler om banaliteter for at få tiden til at gå
Vilhelmsens anden strategi er at servere en serie velkendte banaliteter, der bare får tiden til at gå. Det kan få seerne til at glemme, hvad spørgsmålet var. Krasnik spørger blandt andet, om hun synes, at Kommunernes Landsforenings linje i lærerkonflikten er den rigtige. ”Jamen, jeg vil slet ikke blande mig i det,” svarer Vilhelmsen. Det er en undvigelse, der er let at gennemskue, for det at mene noget er jo ikke det samme som at blande sig i det.

Men Vilhelmsen fortsætter med banaliteterne: ”Der kører en faglig konflikt. Den kører mellem arbejdsgivere og arbejdstagere” – og mere af samme slags. Hvem vidste ikke, at faglige konflikter plejer at foregå mellem arbejdsgivere og arbejdstagere?! Men måske glemmer vi seere derved, at hun undveg et klart spørgsmål. Det minder Krasnik hende om: ”Men jeg siger ikke, du skal blande dig. Jeg beder bare om din holdning.”

Vilhelmsen: ”Jamen, den vil jeg slet ikke kommentere, for der er to parter her.” Og så forklarer hun, hvilke to parter det er, som om det var nødvendigt, og at ”vi har den danske model”, og at der nu er lockout. Det er alt sammen helt overflødigt, men det vinder jo tid.

Krasnik siger videre, at det er uklart, hvad partiet mener om spørgsmålet. Han citerer partiets uddannelsesordfører for, at et indgreb ikke skal ophøje KL’s krav til lov. Er hun enig? ”Jamen, jeg vil ikke gå ind i det,” begynder Vilhelmsen igen. De andre regeringspartier vil gerne sige, at de støtter KL’s strategi, indvender Krasnik. Hun er måske rent faktisk uenig, men det kan hun ikke sige?

Trick 3: Vilhelmsen ignorerer spørgsmålet og skifter emne
Nu er det ved at blive pinligt, så her kommer en tredje strategi i brug. Den kunne hedde: ”Det, jeg er optaget af”. Det er netop, hvad Vilhelmsen siger. Det er en sætning, hvormed hun så at sige giver sig selv lov til at åbenlyst at ignorere spørgsmålet, for det, hun er ”optaget” af, må jo være vigtigere. Vilhelmsen er optaget af folkeskolereformen: ”Folkeskolen er god, men den kan blive bedre… vi har børn, der ikke trives, vi har en stor gruppe af lærere” og så videre. En overflødig redegørelse for, hvad folkeskolens problemer er.

Men et opgør med lærernes arbejdstid er nødvendigt, mener regeringen. Hvorfor er det opgør nødvendigt? vil Krasnik vide. Svaret betjener sig igen af modulationsordet: ”Jeg mener, det er nødvendigt at have respekt for den danske model,” begynder Vilhelmsen. Igen er det ikke et emme, men kun et enkelt ord (”nødvendigt”), der forbinder spørgsmål og ”svar”. Og det fortsætter: ”Hvorfor er det nødvendigt at tage et opgørmed lærernes arbejdstid?” spørger Krasnik. Vilhelmsen: ”Jamen, det der er nødvendigt, det er at få gjort en god folkeskole bedre… så nu har vi fremsat et forslag til en folkeskolereform.” Krasnik: ”Men kræver den det opgør med arbejdstiden?”

Jeg vil ikke gå ind i en faglig konflikt, lyder svaret – igen, igen. (Men Vilhelmsens ministerkollega Bjarne Corydon har gjort det ved at svare ja på dette spørgsmål. Og en del af hendes egne partifæller har gjort det ved at have det modsatte standpunkt.)

Modtrick: Gentag spørgsmålene og beskriv, hvad Vilhelmsen gør
Der er ingen grund til at fortsætte denne gennemgang, for de samme strategier præger hele interviewet: Modulationsord, banaliteter og emneskift med: ”Det, jeg er optaget af”.

Hvad kunne Krasnik eller en anden journalist havde gjort ved det? Man må sige, at Krasnik stort set gør, hvad der kan gøres. Han gentager sine spørgsmål, og han påpeger f.eks., at det at mene noget ikke er det samme som at blande sig. Det eneste, der står tilbage, ville være at beskrive helt koldt og brutalt, hvad det er, Vilhelmsen gør – altså beskrive hendes undvigestrategier over for seerne, ligesom de er blevet beskrevet her. Og det ville der nok ikke komme en mere givtig samtale ud af. Men den undvigende politiker ville i det mindste erfare, at de her strategier må jeg holde op med at bruge. Til skræk og advarsel for andre.

En helt anden problemstilling er berettigelsen af de spørgsmål, som Krasnik stiller, og som optager stort set hele interviewet. Vilhelmsen konfronteres med de dårlige opinionstal, med at de og de medlemmer er gået fra SF, med udsagn om, at det, man gør, ikke stemmer med partiets grundprincipper, og at SF ikke har fået noget selvstændigt gennemført. Spørgsmålet om, hvorvidt konfrontationen med lærerne faktisk er nødvendig, er det eneste rigtigt ”politiske” spørgsmål. Men også det viger Vilhelmsen uden om. Havde hun f.eks. bare røbet en ærlig tvivl om dette spørgsmål, ville hun have fremstået mere troværdig. Men tvivl, uha, uha, det er det sidste, en ”dreven” politiker vil indrømme.

Vilhelmsen optræder i dette interview allerede som en i bund og grund ”dreven” politiker – ikke som den anderledes leder, som hendes støtter formentlig har ønsket. Hun gør det bare mere gennemskueligt og dermed mere amatøragtigt end de andre drevne politikere. Noget af det sidste, hun siger, er, at hun er ”optaget af, at troværdigheden kommer tilbage til SF”. Det kan man godt forstå. Men det gør den ikke på denne måde.


Christian Kock (f. 1946) er professor i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk debat, argumentation og troværdighed. Han optræder ofte som kommentator i medierne og har senest udgivet De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal, 2011). FOTO: Erhvervs- og Vækstministeriet/Presse.