Tyrkiet og kurderne: Fred eller bare ro?

Tyrkiet og kurderne: Fred eller bare ro?

25.03.2013


Efter års optrapning er Tyrkiets premierminister Erdogan pludselig indstillet på at finde fred med PKK-lederen Abdullah Öcalan. Vil de to rent faktisk afslutte den konfilkt, der over 30 år har kostet 40.000 mennesker livet?

ANALYSE af Mathias Findalen

Da det i slutningen af 2o12 blev offentliggjort, at den tyrkiske regering og PKK (Kurdistans arbejderparti) var i fuld gang med fredsforhandlinger blev det betegnet som overraskende, at forhandlingerne foregik i direkte dialog med PKK’s fængslede leder Abdullah Öcalan. Det er ikke første gang de to parter forhandler, men siden den tyrkiske stat fangede Öcalan i 1999 har man kategorisk afvist, at han havde nogen rolle at spille i en eventuel fredsproces.

Nu er der andre boller på suppen. At det er Öcalan, der forhandles direkte med, indikerer at han anses som nøglen til en fredsløsning: ”Det lader til, at den tyrkiske stat har vendt på en tallerken og nu anser Öcalan som en mand, der faktisk gerne vil fred” siger den anerkendte journalist og Tyrkiet-ekspert hos International Crisis Group Hugh Pope. Det er der en god grund til – for Öcalans politiske indflydelse fra sin isolerede fængselscelle på Imrali-øen uden for Istanbuls kyst er enorm. I november sidste år spillede han en ledende rolle i at stoppe kurdiske fangeres 68 dage-lange sultestrejke rundt omkring tyrkiske fængsler. Han er ligeledes manden bag en fredsplan, som allerede er blevet fremlagt BDP (Freds- og Demokratipartiet) i parlamentet, PKK militante medlemmer i Nordirak samt PKK-sympatisører i Europa, hvor en stor del af PKK’s aktivister er bosat.

Konflikten started i 1984, hvor arbejderpartiet PKK i bestræbelserne på at opnå et uafhængigt Kurdistan startede en militær kamp mod den tyrkiske stat og kom på både USA’s og EU’s terrorliste. Men i løbet af 90erne og især efter arrestationen af Öcalan i 1999 har man reduceret sine krav – nu ønsker man politisk autonomi og flere juridiske rettigheder.

Torsdag den 21. marts, under fejringen af det kurdiske nytår kulminerede fredsspekulationerne så, da Öcalan opfordrede PKK-militante til at trække sig tilbage fra tyrkisk jord. Opfordringen faldt efter en meddelelse som blev læst op af den kurdiske BDP-parlamentariker Pervin Buldan foran over en million mennesker i den sydøsttyrkiske by Diyarbakir. I meddelelsen opfordrer öcalen blandt andet kurdere og tyrkere til at skabe demokrati i fællesskab fremfor at bekæmpe hinanden.

Indtil videre mangler fredsplanen et reelt indhold, men ifølge flere af de tyrkiske medier skulle den udover tilbagetrækning af PKK-militser fra tyrkisk territorium også indeholde løsladelse af tusindvis af kurdiske fanger samt en række konstitutionelle reformer heriblandt ophævelsen af forbud mod undervisning af kurdisk sprog på uddannelsesinstitutioner.

Öcalans fredsproklamation kommer efter en periode, hvor kurderne har fået stadig mere tiltro til forhandlingerne. Den tyrkiske regering har vist mere reformvillighed end tidligere – bl.a. ved at gennemføre en lov, som gør det muligt at benytte det kurdiske sprog i retten – og har desuden nedsat en fredskommission som sammen med civilsamfundet skal arbejde for en endelig fredsløsning.

Udfordringerne for en fredsaftale
Men dele af det politiske spektrum i Tyrkiet ønsker at sabotere fredsforhandlingerne. Dette blev tydeligt i slutningen af februar: her blev en optagelse fra den 23. februar fra Imrali-øen mellem Öcalan og tre delegerede fra det kurdiske parti BDP (Freds- og demokrati partiet) lækket til den tyrkiske presse. I optagelserne pointerer Öcalan, at han støtter forhandlingerne, men at hvis ikke der sker hurtige positive tiltag står en angrebsivrig hær på 50.000 mand klar til kamp. Ifølge tyrkisk presse er det det kurdiske BDP selv, der har lækket optagelserne, hvilket dog endnu ikke er blevet bekræftet. Det er dog kendt, at der er fraktioner på begge sider, som ikke ønsker fred.

Forhandlingerne er et utroligt sårbart emne i befolkningen. Over de seneste år er konflikten blevet markant optrappet og ifølge International Crisis Group’s optegnelser var 2012 det blodigste år mellem det tyrkiske militær og PKK siden start af 90erne, hvor konflikten var på sit højeste. Både det tyrkiske og kurdiske samfund er dybt polariseret og desillusioneret efter de mange årige borgerkrigslignede tilstande, der især har hersket i Sydøsttyrkiet.

På den kurdiske side har en række dramatiske begivenheder det seneste års tid derudover yderligere reduceret muligheden for fred. I december 2011 blev 34 kurdiske benzinsmuglere dræbt ved den tyrkiske grænseby Uludere af det tyrkiske militær – mistænkt for at være i ledtog med PKK. Beskyldninger som aldrig er bevist. Store dele af den kurdiske befolkning har forlangt en undskyldning fra den tyrkiske regering. Dén kan de stadig kigge langt efter. Senest blev tre kvindelige kurdiske aktivister fundet dræbt i det kurdiske informationscenter i Paris – heriblandt medstifter af PKK, Sakine Cansiz. En aktion, der både af PKK og regeringspartiet AKP er blevet betegnet som et åbenlyst forsøg på at sabotere forhandlingerne.

Men hændelserne har altså ikke forhindret fredsforhandlingerne i at fortsætte, hvilket må tolkes som om, at alle sejl både hos Erdogan og Öcalan er sat til for at finde en endelig løsning på en borgerkrig som siden 1984 har kostet mere end 40.000 mennesker livet. Ifølge Pope er et afgørende element, at den tyrkiske regering simpelthen har mere tiltro til Öcalan end tidligere. Derudover presses Tyrkiet fra andre kurdiske fraktioner. Især fra syrisk side, hvor det kurdiske parti PYD (den Kurdiske Demokratiske Union) er i færd med at ekspandere sin magt i Nordsyrien: ”Tyrkiet er på nuværende tidspunkt uvenner med størstedelen af deres naboer. De ved derfor godt, at hvis de skal genetablere deres magt i Mellemøsten skal de løse det kurdiske spørgsmål – ellers kan kurdiske fraktioner som PKK og PYD i stigende grad bruges som taktiske våben mod den tyrkiske stat.”

Pope mener dog, at hovedårsagen til forhandlingerne skal findes i Erdogans bestræbelser på at overtage den nuværende præsidentpost fra partifælden Abdullah Gül ved præsidentvalget i 2014. En præsidentpost som for første gang skal afgøres ved en folkeafstemning. Erdogan ønsker at vise det tyrkiske samfund, at han er manden, der kan garantere fred.

Men Erdogan har indtil videre været tvetydig i sine meldinger og det er stadig uklart om forhandlingerne skal løse det kurdiske spørgsmål eller først og fremmest stoppe PKK’s terrorangreb. Indtil videre har han udtalt, at PKK må lægge våbnene før en løsning på det kurdiske spørgsmål er mulig.

Med Öcalans Nevroz’ fredserkæring venter den kurdiske befolkning spændt på næste skridt fra den tyrkiske regering. De kan ifølge Tyrkiet-ekspert Soner Cagaptay dog komme til at vente forgæves. I en kronik i januar i magasinet The Atlantic påpeger han, at Erdogans intention med forhandlingerne mest har til hensigt at dæmpe den kurdiske frygt i landet, og derved skaffe tid nok til at sikre sig præsidentposten. Samtidig spekuleres der i tyrkiske medier om hvad PKK egentlig vil stille op efter en fredsaftale. Det er nemlig stadig uklart i hvilket omfang PKK’s ledelse ønsker at opgive deres enorme magt for at blive ”almindelige borgere” i det tyrkiske samfund.

Ifølge Pope er et af de store problemer i fredsprocessen at ingen af parterne har svaret på, hvordan den endelig fred skal implementeres, og hvem der helt præcist skal tage de afgørende praktiske skridt. Der hersker derfor også en generel frygt for, at selv det mindste kan medføre nedbrydning af forhandlingerne og tilbagevenden til status quo.


Mathias Findalen (f. 1985) er kandidatstuderende i Historie og Mellemøststudier fra RUC og KUA. Han har over de seneste par år rejst i store dele af Mellemøsten og var i efteråret 2011 i praktik på den danske Ambassade i Tyrkiet. Året efter blev han ansat som researchstuderende på det Europæiske Universitet i Firenze.

TAKSIM-PLADSEN, ISTANBUL: Nationalistiske grupper demonstrerer mod PKK, 23. oktober 2011. Foto: EvrenKalinbacak / Shutterstock.com