OPINION Margaret Thatcher: Frihedens politik

OPINION
Margaret Thatcher: Frihedens politik

08.04.2013


Nutidens konservative politikere kan med fordel se på den lovgivning, de selv har gennemført, før de på gratis vis hylder Thatcher, og det hun stod for.


Af Rune Kristensen (K), cand.scient.pol. og David Pontoppidan, cand.scient.soc.


ÆRET være hendes minde – og hendes politik. Margaret Thatcher var ingen almindelig kvinde – hun var et menneske, der som kun få formåede at ændre sin samtid gennem en vedholdende, ideologisk forankret politik, og som endnu færre formåede at forudse fremtiden, som da hun i 1990 forudså den dødsspiral både Europa og Euroen i dag er fanget i. Derfor giver Thatchers død også anledning til overvejelse og selvransagelse, blandt konservative politikere, der i dag hylder kvinden som ikke blot kunne kalde sig Storbritanniens første kvindelige premierminister, men også den længst siddende i over 150 år.

DA HUN I 1979 overtog jobbet som premierminister i 1979 var det ingen prestigepost. Tværtimod havde Storbritannien, der ofte blev betegnet som ”Europas syge mand”, i årtier været domineret af planøkonomi og fagforeningsvælde, uagtet hvem der havde siddet ved magten. Som Europas økonomiske skraldespand led landet under det højeste antal strejkedage i Europa, den laveste vækstrate, og en af verdens højeste indkomstskatter – med en topskat på 83%. Med Thatchers første budget blev denne sænket til 60%, og i siden yderligere til 40%. Hun skar i offentlige udgifter, og øgede den økonomiske fremgang markant, og i sin regeringstid gik Storbritannien fra at være en nation i knæ, til at have en af Europas højeste vækstrater, med et fleksibelt og frit samfund, hvor alle kunne tage arbejde, uden at ligge under for kommunistiske fagforeningers diktatur. Alt sammen takket være hende.

HUN MÅTTTE kæmpe internt i sit parti for at blive anerkendt, blev forsøgt henrettet af terrorgruppen IRA, og måtte trodse international konsensus, og gå i krig mod Argentina for at forsvare de britiske Falklandsøer. Men eftertiden har anerkendt hende som en statsleder uden sidestykke i format, karakter og idealisme (http://www.economist.com/blogs/blighty/2013/04/margaret-thatcher).

LEGNDARISK er historien om Thatchers første og eneste besøg hos det konservative partis studiegruppe, der foreslog hende en blød og pragmatisk mellemvej for at sikre genvalg til den konservative regering. Før studiegruppen overhovedet havde talt ud om det, der i dag er acceptabelt politisk konsensuspolitik, sagde kvinden, der hadede politisk kompromisser, fra. Thatcher trak et eksemplar af den østrigske økonom F.A. Hayeks ”The Constitution of Liberty” frem fra sin berømte håndtaske, og holdt den op for alle at se, mens hun sagde ordene: ”This, is what we believe!” Herefter knaldede hun bogen ned i bordet, og gik. Sådan var Thatcher – kompromisløs i sin ideologi, og stålfast i sin vilje. Med rette fortjente hun kælenavnet ”Jernladyen”.

MED THATCHERS DØD bør man derfor også se på det hun var repræsentant for, og ikke kun på mindet om en karismatisk politiker. Frihed var som konservativ det vigtigste for Margaret Thatcher, der blev forbillede for en hel generation af unge konservative verden over, som begyndte at referere til hendes politiske ideologi som ”Thatcherisme”. Hun var fortaler for økonomisk liberalisme – et frit samfund, uden statslige reguleringer. ”Der kan aldrig være frihed”, sagde Thatcher, ”uden økonomisk frihed”. Hvis konservatismen ikke skal dø med Thatcher, bør økonomisk frihed derfor også være det vigtigste element i det lovgivningsarbejde, som nutidens generation af konservative står overfor.

HUN VAR EN indædt modstander af euroen og tanken om en samlet, europæisk stat. Hun forudså korrekt, og mange år før katastrofen indtraf, den kapitalkontrol og centralisme, som ville blive en realitet i eurozonen, og de arbitrære skatter som en europæisk centralbank før eller siden ville påtvinge nationale parlamenter, uden demokratisk hjemmel, for at opretholde finansieringen af en fælles, europæisk møntfod.

DER ER FÅ KONSERVATIVE, som kan håbe at have de kvaliteter og evner som Thatcher havde i sin tid. Men i vor tid, med den kapitalkontrol, brandbeskatning og politiske spændetrøje som EU og ECB har påtvunget nationale parlamenter, senest i Cypern, er der ikke længere nogen undskyldning for som konservativ ikke at sige fra overfor det europæiske projekt. Vi er nået for langt og for dybt i den europæiske tvangsintegration af medlemslandene i én økonomisk og politisk union, til at vi som konservative længere kan bakke op om projektet. Dét mente Thatcher, da hun som Storbritanniens premierminister tordnede imod det føderale, europæiske projekt, og dét ville hun fortsat mene hvis hun stadig var i live i dag. For som hun rigtigt sagde: ”We have not successfully rolled back the frontiers of the state in Britain, only to see them re-imposed at a European level, with a European super-state exercising a new dominance from Brussels”.

LAD OS HYLDE hende for de politiske reformer hun gennemførte, og for den frihed hun gjorde til en essentiel del af konservatismen for mange unge, inklusive de to undertegnede skribenter.

Rune Kristensen er cand.scient.pol. og suppleant til Folketinget samt Folketingskandidat for Konservative i Guldborgsund og Slagelsekredsene. Han har været landsformand for Konservativ Ungdom i 3 år, og blogger jævnligt på jp.dk. Rune har hertil bidraget til flere debatbøger. Til dagligt arbejder Rune i kommunikationsbranchen.

David Pontoppidan er cand.scient.soc. med guldmedalje fra Københavns Universitet, og har været aktiv i tænketanksverdenen som bestyrelsesmedlem i CEPOS, og Koch Fellow hos den amerikanske tænketank Mackinac Center for Public Policy. Han har endvidere bidraget som kilde til Jørgen Sevaldsens anmelderroste bog ”Thatcher”, udgivet på Gyldendal, og som medforfatter om F.A. Hayek i bogen Generation Kan Selv, udgivet på Tiderne Skifter. Til dagligt arbejder han i Forsvaret.

Begge forfattere har mødt og talt med Margaret Thatcher, som del af deres arbejde i den konservative bevægelse.