Sørine Gotfredsen: Fri abort er et oplagt konservativt emne

Sørine Gotfredsen: Fri abort er et oplagt konservativt emne

18.10.2013


“I sommerens debat har de konservative debattører gjort den fejl, at de netop har hævet konservatismen op til en ideologisk udredning – som opposition til liberalisme og socialisme. Hvis man kører den debat for længe, så ender man med at tale konservatismen væk.” Det siger præst og konservativ debattør Sørine Gotfredsen.


KRISEN HOS K. Hvordan er det gået så galt? I det konservative bagland husker man årene under Schlüter i 80’erne, hvor folketingsgruppen var landets næststørste og talte mere end 30 mandater. Siden det historisk dårlige valg i 2011, der satte partiet tilbage fra 10 til blot 8 mandater, har formkurven ikke kunne genoprettes. I dag samler man kun 3,4 pct. i meningsmålingerne (29/9 2013, Berlingske Barometer). I denne serie møder jeg 2 forskere, 2 debattører og 1 politiker. De svar, jeg får, tager jeg med videre til næste interview, hvor de vil danne afsæt for en ny række af spørgsmål. Den fjerde medvirkende er sognepræst Sørine Gotfredsen.

LÆS OGSÅ:
Christian Egander Skov: Kommunalvalget kan blive skæbnesvangert for Lars Barfoed
Lars Bo Kaspersen: De Konservative har INGEN selvstændig profil
Kasper Støvring: De Konservative bør kombinere det bedste fra LA og DF


INTERVIEW af Simon Kærup

RÆSON: Hvilke grunde ser du til De Konservatives nuværende krise?
Gotfredsen: Det slår mig gang på gang, at De Konservative glemmer de punkter i debatten, som er indlysende konservative. F.eks. er fri abort et oplagt konservativt emne. Det samme er organdonation og familieopfattelse. Det handler om, hvordan vi opfatter mennesket som individ, livet som ukrænkeligt, og fordi de alle har en religiøs dimension. De Konservative har jo også rødder i den kristne tankegang. Man burde som konservativt parti gå ind og markere sig på de etiske sager – særligt i lyset af, at det er områder, som andre partier ikke tager særligt alvorligt.
RÆSON: Hvordan hænger det, at den konservative værdipolitik er blevet klemt, sammen med den igangværende krise?
Gotfredsen: Min pointe er, at der eksisterer nogle værdipunkter i debatten, som De Konservative ikke engang er klar over, de har mistet. Det har svækket dem. De har mistet fornemmelsen for, at disse punkter i virkeligheden hører deres parti til. Dansk Folkeparti har taget andre dagsordner, danskheden og nationalitetsdagsordenen, det er jo oplagt, men De Konservative burde gå ind og gøre disse værdipunkter til deres. Den igangsværende krise har ført De Konservative endnu længere væk fra de værdimæssige temaer. Det er som om, at krisen forsyner dem med en slags retfærdiggørelse i forhold til at lade andre og ikke økonomisk relaterede ting ligge.
RÆSON: Samtidig lever den konservative værdidebat i bedste velgående i forsamlingshusene og i avisspalterne. Lytter politikerne ikke nok deres debat-bagland?
Gotfredsen: Nej. Jeg tror endda, det er så tragisk, at de ikke opfatter disse emner som konservative. De toneangivende konservative politikere i dag er repræsentanter for erhvervslivet og lavere skat – og for en meget liberal tankegang om menneskets frie selvbestemmelse.
RÆSON: Men er der vælgere, der ville være interesserede i den slags dagsordner?
Gotfredsen: Ja. Hver gang emner som tab af dannelse, historisk, kulturel og litterær viden og forankring samt respekt for autoriteter sættes til debat, er det noget, mange mennesker har en lidenskabelig holdning til. Det samme gælder kirkens fremtid og forholdet mellem de store religioner. Alle de store spørgsmål, som i den grad bliver diskuteret hen over middagsborde og i selskaber. Det er jeg helt sikker på, at der er vælgere i.


Trusselsdagsordenen

RÆSON: Mange konservative debattører og politikere fremfører ofte den bekymring, at nutidens danske samfund (det senmoderne) er udfordret ift. sammenhængskraft og opløsningstendenser. Kan det være medvirkende til at forklare De Konservatives krise?
Gotfredsen: Globaliseringen, indvandringen og værdirelativismen gør, at vi føler sammenhængskraften blive svagere. Her har De Konservative fuldstændig sovet i timen og overladt trusselsdagsordenen til Dansk Folkeparti. Jeg tror, det er afgørende for mennesker i dag at vide, hvor de hører til. Jeg forstår ikke, at de ikke graver ned i deres konservative gods og husker på de tanker omkring, hvad det betyder for et menneske at være forbundet med en konkret virkelighed – hvor man ved, hvad man er udsprunget af, og at der er noget, man skal være trofast overfor. Det virker som om, den konservative grundtanke om at være jorden og virkeligheden tro ikke længere bliver opfattet som relevant. Hvis de dyrkede den position, ville de i den grad adskille sig fra Liberal Alliance og Venstre.
RÆSON: Lars Bo Kaspersen sagde i denne series anden del, at det billede, som de konservative debattører tegner, ikke eksisterer. Der er ikke er nogen opløsning eller manglende sammenhængskraft i Danmark. Er I ikke fra debatkorpsets side i gang med at forstærke budskabet om en konservativ politik, som ikke rigtigt efterspørges af vælgerne, fordi vælgerne faktisk ikke kan genkende det billede, der tegnes af samfundet?
Gotfredsen: Det tror jeg ikke. Jeg kan konstatere, at jeg i mit liv og i min præstegerning møder mange mennesker, for hvem den her underliggende forestilling om, hvor man hører til i verden, virkeligt er noget, der optager dem meget. Mange mennesker er bange for moderniteten, for globaliseringen og teknologien – de er bange for de her kæmpe kræfter, som styrer vores samfund. Det, som Radikale Venstre og socialisterne gør, er jo nærmest at latterliggøre den bekymring, man kan have for udviklingen. Men samtidig er det en del af tidsånden, at man ikke må frygte fremtiden, og at man ikke må sige, at det var bedre i gamle dage. Ved at være solidarisk med de mennesker, der nærer forbehold overfor den moderne verden, kunne De Konservative stå stærkere.


Konservatismen fremstår i praksis

RÆSON: Henover sommeren har vi set, hvordan flere konservative debattører gør meget brug af ironi og samtidig taler om behovet for mere åndfuldhed i debatten og i det politiske liv. Er det ikke med til at tillægge De Konservatives krise endnu en slagside?
Gotfredsen: Det kan jeg kun give dig ret i. Sommerens debat har været fyldt med sjove og tvetydige personer, såsom Søren Hviid og Mads Holger, som er svære at få hold på med deres ret morsomme fremtoning. Det er ærgerligt, når konservatismen reduceres til det. Det er helt afgørende, at man som konservativt menneske virkelig tør tage alvoren på sig, fordi alvoren hænger sammen med det konservative livssyn og den kristne tilgang til verden.
RÆSON: Hele diskussionen har været uhyre fattig på konkret politisk ideudvikling. Er konservative debattører ret idéløse, når det kommer til stykket?
Gotfredsen: Ja. Hvis man vil have en tankegang, der er virkeligheden tro, så er der grænser for, hvor højt man kan løfte sig op i ideologiske formuleringer. Man bør forholde sig til, hvad der sker omkring en lige nu. I sommerens debat har de konservative debattører gjort den fejl, at de netop har hævet konservatismen op til en ideologisk udredning – som opposition til liberalisme og socialisme. Hvis man kører den debat for længe, så ender man med at tale konservatismen væk.
RÆSON: Så konservatismen er en art livsfilosofi?
Gotfredsen: Ja. Den står og falder ved, at man forholder sig meget mere konkret til de emner, jeg her har nævnt. Nu har vi efterhånden set mange kronikker om, hvad konservatisme er – fra Barfoed, Mikkelsen og en hel række debattører. Det er ret lattervækkende. Hver gang sidder man tilbage og tænker: Det blev jeg ikke meget klogere af. Konservatismen skal sættes i forbindelse med noget konkret. Konservatismen fremstår i praksis.


Tre punkter for en konservativ genrejsning

RÆSON: Hvordan kan De Konservative rejse sig og stå stærkt?
Gotfredsen: Der er tre ting man skal væk fra: 1) Den enormt ensidige fokusering på skat, økonomi og erhvervsliv. Det er naturligvis vigtige ting, men det må simpelthen ikke være det, der dominerer folks opfattelse af, hvad De Konservative er. 2) Skammen eller flovheden over at være et konservativt menneske. Som Barfoed ofte er inde på, så findes der mange konservative mennesker i Danmark. Hvis vi blot havde nogle politikere, der havde modet til helt synligt at repræsentere de konservative kræfter, der er inde i mange mennesker, ville det betyde meget. 3) Den meget akademiske, ret overlegne tilgang til, hvem der har læst flest konservative tænkere, og hvem der kan formulere de bedste sætninger. De skal i stedet gå konkret ind i den verden, vi lever i, og tage folks bekymringer og moderniteten alvorligt.
RÆSON: Kasper Støvring argumenterede i sidste del af denne serie for en kombination af det bedste fra LA og DF som en gunstig vej frem for K. Hvad er dit syn på det?
Gotfredsen: Jeg kan sagtens se, at elementer fra alle 3 partier kunne forenes til noget godt. Men selvom Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står for mange konservative sager, så er de for mig at se ikke i tilstrækkelig grad partier, der repræsenterer konservative mennesker. Jeg har svært ved at se, hvordan disse partier på det menneskelige plan kunne smeltes sammen til en konservativ stemme. Dansk Folkeparti er efterhånden blevet et socialdemokrati og tiltrækker hovedsageligt stemmer fra klassiske arbejdertyper. Og Liberal Alliance er simpelthen for liberalistiske til at kunne ramme ret mange konservative sjæle.


Sørine Gotfredsen (f. 1967) er dansk journalist, samfundsdebattør, sognepræst og forfatter. Simon Kærup (f. 1981) er Master of Social Sciences (MSSc) i politisk kommunikation og ledelse fra CBS. Tidligere erhvervsøkonomiske studier på Syddansk Universitet; han har sidenhen forsket og publiceret indenfor bl.a. mobilitet. FOTO: Konservative.