Scenarier for Syrien: Hvad vil et bombeangreb afstedkomme?

Scenarier for Syrien: Hvad vil et bombeangreb afstedkomme?

10.09.2013


OPINION af Poyâ Pâkzâd

Vi befinder os på tærsklen til et amerikansk-ledet militærindgreb i Syrien. Den nøjagtige type indgreb står i det uvisse. Jeg vil alligevel forsøge at vurdere effekterne af militærindgrebet for at kunne besvare spørgsmålet: Vil det gøre mere skade end gavn?

Skulle et angreb materialisere sig, vil det være behæftet med humanitære og geopolitiske faremomenter og usikkerheder. Det begrænsede fokus på brugen af kemiske våben er en misvisende succesmarkør, eftersom indgrebet under alle omstændigheder vil blive vurderet på dets påvirkning på den overordnede konflikt.

Et ekspanderende angreb
Officielt har indgrebet til formål at “straffe” Assad-styret for som påstået at have brugt kemiske kampstoffer 12 steder i Damaskus d. 21. august 2013. Straffen indebærer officielt et “begrænset og afmålt” bombetogt med krydser-missiler for at afskrække Assad-styret fra at bruge kemiske våben samt forringe hans evne til at anvende dem. Fraværet af et militærindgreb i kølvandet på det kemiske angreb i Syrien fremstilles som en “trussel” mod den amerikanske “troværdighed”. Assad har overtrådt en “rød linje”. Det er altså for at opretholde opfattelsen af USAs vilje og evne til at fuldføre militæroperationer for at gennemtvinge ønsker og “signalere værdier” ikke alene i Syrien men hinsides, som er på spil. Ifølge denne forestilling vil Amerikas fjender tolke det som svaghed og allierede vil tolke det som svigt, hvis ikke truslerne realiseres.

Det vil dog ikke være nok til at ødelægge eller sikre de kemiske våbenlagre. Det ved vi, bl.a. fordi en bombning af disse vil skabe giftudslip og fordi Pentagon har skønnet, at det ville kræve 75.000 soldater på jorden at bringe lagrene i sikkerhed. Officielt er regimeskifte også blevet pillet ud af supermagts-kataloget over handlemuligheder, af frygt for det scenarie, der kan indtræde efter et regimekollaps. I nogle udlægninger af det militære indgreb tilføjes målene om at “udjævne styrkeforholdene” for at fremelske afhoppere fra Assads indercirkel, og for at gøre en forhandlingsløsning mere sandsynlig.

Men der er al mulig grund til at tro, at missionen ikke vil være så begrænset som fremlagt. Potentialet for såkaldt “mission creep” er høj. Det betyder, at selve indgrebet kan skabe situationer, der fordrer nye krav om yderligere voldsanvendelse, fx hvis Assad-styret eller rebellerne bruger kemiske våben igen, eller hvis konflikten eskalerer. Flere eksempler på sådanne potentielle ”mission creeps” gav sig til udtryk i den nyligt afholdte senat-høring og godkendelse af et krigsmandat.

Da senatoren fra staten Wyoming spurgte, hvad der ville ske, hvis giftgasser blev brugt igen, svarede Kerry, at den øverstbefalende general Martin Dempsey har “follow-up possibilities”. Kerry specificerede ved høringen, at der ikke bare er tale om et enkelt strafangreb, men en “gentagelig militærkampagne”. Teksten i krigsmandatet giver også licens til langt mere end den bebudede mission. Resolutionen kalder på “ændring i konfliktdynamikken”, og giver i en af de indledende tillægsklausuler Det Hvide Hus en blankocheck til at gøre, hvad den finder “nødvendigt og passende” for at “beskytte USAs nationale sikkerhedsinteresser”.

Der gik heller ikke så meget som 24 timer fra senat-høringen til, at Wall Street Journal kunne berette om en potentiel udvidelse af indgrebet med B52-bombefly i tillæg til Tomahawk-missiler fra fire krigsskibe i Middelhavet, samt udrykningen af et hangarskib med jægerfly til Det Røde Hav i tilfælde af gengældelsesangreb. Læg hertil de eksisterende baser i den persiske havbugt, og det bliver tydeligt, at Syrien er så godt som militært omringet af den såkaldte US Central Command (CENTCOM).

Saudi-Arabien, som tilbage i maj 2013 overtog styringen af våbenleverancerne til rebellerne ved de tyrkiske og jordanske grænseovergange til Syrien, planlægger i forbindelse med det amerikanske angreb en ny, større forsendelse af panserværnsvåben, luftværnsmissiler og håndvåben under CIAs opsyn (The Times, 06.09.2013).

Sideløbende fører Obama-administrationen såkaldt “hemmelige operationer” i Syrien, der i realiteten ikke er så hemmelige. Det drejer sig om koordineringen, træningen og bevæbningen af blåstemplede oprørsgrupper. Til senatshøringen antydede udenrigsminister John Kerry ivrigt, at disse “hemmelige operationer” har været i fremdrift over de sidste par måneder.

Potentielle faremomenter
Enten står vi altså over for en bebudet mission, som er fuldkommen ubetydelig for konfliktdynamikken, eller en som kræver massiv involvering for at opnå den efterlyste kædereaktion af positive konsekvenser. Den sidstnævnte ambition vil kræve tid, hundredvis af fly, skibe, ubåde og specialtropper, har Amerikas øverstbefalende general Martin Dempsey skønnet. Dempsey, der flere gange har advaret imod et hovedløst angreb, fortæller i et interview i ABC News at den nøgne brug af militær magt “måske aldrig afstedkommer de resultater, vi ønsker”.

Dempseys advarsler lader sig opretholde af empirien. En ny undersøgelse af interventioner fra 1989-2005 viser, at indgreb på vegne af oprørsgrupper i borgerkrige traditionelt øger volden mod civile op til 40%. Årsagen er den oplagte: Et angreb giver begge sider incitament til at gå mere brutalt til værks for at overleve og vinde konflikten (slate.com, 27.08.2013). Endnu andre studier konkluderer, at økonomiske sanktioner minimerer muligheden for fred med op til 157% og at militære indgreb historisk set forlænger borgerkrige, mens diplomatiske mål traditionelt producerer nedtrappende effekter (thruthout.org, 04.09.2013).

Foruden det historiske mønster af mislykket militær humanisme, er den konkrete regionale dynamik problematisk. Det er ikke en afgrænset intern konflikt mellem det syriske styre og rebellerne. Det er også en global og regional magtkamp, der nærer kamphandlingerne. Assad-styret nyder direkte militær opbakning fra Rusland, Hizbollah og Iran. Hvordan kan det ventes, at disse vil reagere i tilfælde af et amerikansk angreb? Der kan argumenteres for, at omkostningerne forbundet med en reaktion vil være høje for dem alle. Men det er samtidig tænkeligt, at de nævnte aktører vil reagere ved at eskalere på en måde, der minder om det amerikanske angreb i sin symbolik. Det kan heller ikke udelukkes, at Bashar al-Assad kan finde på at angribe mere eller mindre involverede nabostater indirekte.

Et tilbagevendende refræn fra interventionstilhængere har hele tiden været, at situationen ikke kan blive værre, medmindre man ikke angriber, for så kan den spøjst nok godt blive værre. Selvom dette ikke er et argument for en intervention, er det en fatal antagelse. Selvfølgelig kan det blive værre i Syrien. Hvilket bringer mig til et andet fatalt dogme: Nemlig, at vi bliver bedt om at se bort fra eksemplet Irak. Situationerne i Irak og Syrien er på ingen måder helt ens men visse ligheder mellem landene er værd at rejse.

Begge konflikter indgår i den samme regionale dynamik: groft sagt striden mellem Iran og Saudi-Arabien. Landene i Levanten har pluralistiske folkesammensætninger, og store grupper i disse lande nærer tætte bånd til deres modstykker i nabostaterne. Det betyder, at stridende regionale stater kappes med hinanden om magt i konflikten på deres foretrukne elementers side. Konflikterne bliver en ’cause-celebre’ for selvbestaltede væbnede grupper, der drager over de porøse grænser for at gå i krig i den gode sags tjeneste. Det var sandt i Irak, som i dag fortsat er sunket ned i stædige sekteriske konflikter, det var sandt i den 15 år lange borgerkrig i Libanon, og det er også tilfældet i Syrien i dag.

Irakkrigen understreger også, at amerikansk bombning ikke afskrækker radikale elementer såsom al-Qaeda fra at blande sig. Selvom det er nedslående at se, at modstandere af en intervention skamløst overdriver den islamistiske trussel i Syrien, er der heller ingen grund til at tro, at der hersker en slags arbejdsdeling i Syrien mellem ekstreme islamister og amerikanske bombefly. De ekstreme islamister bliver ikke hjemme, hvis USA bomber.

Andre forventelige for ikke at snakke om uforudsigelige negative konsekvenser udover at forhøje dødstallet og forlænge borgerkrigen er forøgelsen af en allerede rekordhøj flygtningestrøm, bortvisning af nødhjælpsarbejdere og modvirkning af nødhjælpsarbejde.

Med fredelige midler
Der er flere måder at tolke den amerikanske Syrien-politik siden konflikten begyndte med Assad-styrets nedslagtning af fredelige demonstranter for to et halvt år siden. Det er for letkøbt at beskylde USA for at være “tøvende”, “passiv”, “handlingslammet” eller modsat at være “skødesløs”, og “krigerisk”. USA har ikke ligefrem siddet på sine hænder, men har heller ikke vist den store appetit på direkte involvering. Fra et kalkulerende perspektiv kan USA med ganske få midler dræne flere af sine fjender på en gang: Iran, Syrien, Hizbollah og dele af al-Qaeda.

Tænketanken The European Council on Foreign Relations kalder i en rapport den amerikanske Syrien-politik for en blanding af “intervention lite” og “diplomacy lite”. Som disse navne antyder, menes der, at begge spor har været forfulgt halvhjertet. Det er falske midler, der medvirker til at forhale, fremfor som at fremskynde en afslutning på stridighederne. Ifølge rapportens forfattere Julien Barnes-Dacey og Daniel Levy står valget mellem to upopulære alternativer. En fuldbyrdet krig eller en helhjertet forpligtelse på diplomati. For at få diplomatiet til at virke, skal Vesten sluge bitre piller, såsom at inddrage Iran i forhandlingerne og opgive forhåndsbetingelsen om, at Assad skal træde af forud for en forhandlingsproces. Hvor meget det end trodser ens retsfølelse og forråder revolutionen kan det være et beskedent trin i retning af en kærkommen nedtrapning, russisk opblødning, øget humanitær nødhjælp, tentative forsøg på våbenhviler, forhandlinger om midlertidige magtdelinger i landet, økonomisk bistand og en overgang til fred og demokratisk udvikling.

Der findes ikke magiske løsninger, der i ét hug kan præsenteres for offentligheden. Det ville være lige så uvederhæftigt som at påstå, at et militærindgreb vil lede til en kædereaktion af positive konsekvenser. Men der findes alternativer til at gå ind i risikofyldte og hovedløse krige. Det er bedre at lade være.

Poyâ Pâkzâd (f. 1984) er mellemøstredaktør på tidsskriftet RÆSON og medlem af RIKO – Rådet for International Konfliktløsning