RUNDBORD: “Dybt unaturligt at S står så svagt” – Christopher Arzrouni

RUNDBORD: “Dybt unaturligt at S står så svagt” – Christopher Arzrouni

31.03.2013


RÆSONS RUNDBORD. I disse dage har regeringen Thorning-Schmidt været halvandet år ved magten. RÆSON spørger kommentatorerne:

SPØRGSMÅL #1. CORYDON: Ja eller nej – Har Thorning og Corydon – fx med sidstnævntes statement i RÆSON: ‘Det er afgjort forkert at forstå Socialdemokraterne som et venstrefløjsparti‘ – indledt et bevidst internt opgør for at (re)definere S som et midterparti? Hvis ja, hvorfor tager de dog denne kamp her og nu?
■ JARL CORDUA (kommentator og radiovært): Nej. Det har mig bekendt hele tiden været en del af S’s selvforståelse siden man blev folkeparti og tog del i magten første gang fra tiden omkring 1. verdenskrig. Thorkild Simonsen sagde noget lignende som Århus-borgmester, hvor han sagde at han ikke betragtede sig selv som “socialist”. Alligevel vil nok de fleste socialdemokrater betegne partiet som liggende til venstre for midten, men det er ikke det samme som at S tilhører “venstrefløjen”. Socialdemokrater også Sass og Thorning har tidligere defineret sig som værende i en slags modsætningsforhold til venstrefløjen.
■ LARS TRIER MOGENSEN (lederskribent og kommentator): Ja, Corydon håber at kunne lave ’en Clinton’, nemlig at erobre midtervælgerne ved at triangulere mellem højre- og venstrefløjen. Bill Clinton vandt i 1992 på at love at ville ’move people from welfare to work’, men endte i praktisk politik med at føre en nedskæringspolitik, som rullede flere af Roosevelts gamle sociale landvindinger tilbage. Her i Danmark er det også yderst tvivlsomt om det vil lykkes ’Blå Bjarne’ at udvikle og gennemføre en progressiv midterpolitik, der kan løfte bunden og giver alle børn mindst de samme muligheder som deres forældre. Men strategien er i sig selv klassisk og ganske snusfornuftig i den aktuelle situation: I fraværet af social indignation er sossernes sidste håb at vinde en taktisk position inde i centrum af det parlamentariske spil, hvorfra deres toppolitikere i det mindste vil blive taget alvorligt som mulige forligspartnere. Kynisk betragtet er det nok også den mindst usandsynlige vej til genvalg.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI (kommentator og redaktør): Jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl. Men jeg vil i øvrigt hellere bruge nogle lidt andre begreber end f.eks. “venstrefløjsparti”, for jeg tror, at det forvirrer. – Socialdemokraterne har længe været et “fordelingsparti” mere end et “vækstparti”. Og jeg gætter på, at Corydon vil flytte partiet væk fra fordeling – og mere i retning af vækst. Om man kan kalde den strategi for “borgerlig” frem for “venstreorienteret” er en smagssag. Corydon har i hvert fald ikke droppet ambitionen om at politikerne skal bestemme en hel masse. Corydon tager muligvis kampen nu, fordi han alligevel ikke føler, at han har noget valg. For det første bygger Socialdemokraternes magt på alliancen med De Radikale – ikke på alliancen med SF. For det andet er det muligt, at han håber at kunne tiltrække medianvælgere, der er smuttet til Venstre. – Men jeg er ikke sikker på, at der overhovedet er en egentlig strategi bag regeringens – eller Corydons – politik. Jeg har en underlig fornemmelse af, at Corydon bare gør, hvad de ledende embedsmænd i Finansministeriet foreslår ham. Jeg tror simpelthen, at Corydon er “gone native” [begyndt at opføre sig som de lokale, red.] blandt fine embedsmænd af den slags, som han selv gerne ville være, da han arbejdede som beskeden sagsbehandler hos Socialdemokraterne. Nogle gang er der ikke gode forklaringer i politik. Kun dårlige – tilsat masser af tilfældigheder.
■ PETER BRUCHMANN (journalist og kommentator): Nej, det ligner ikke et bevidst opgør som i ‘det-er-vores-gennemtænkte-plan’, men mere en ‘vi-har-kigget-ind-i-virkeligheden-og-derfor-må-vi-gøre-noget’. Det er knapt så respektindgydende som den noget større ideologiske fortælling. Man må anerkende evnen til at rette kursen ind efter virkeligheden. Det er sådan set det, resten af verden handler om. Men uden at snakke løftebrud og alt det der får det uvægerligt en tung em af naivitet, når et kig ind i virkeligheden kan indebære en så forandret kurs.

SPØRGSMÅL #2. ET HYPOTETISK SCENARIE: ‘Mette Frederiksen – der fortsat er en af landets mest populære politikere – afløser indenfor de næste år Helle Thorning-Schmidt på statsministerposten. Frederiksen ønsker at føre S tilbage til en mere traditionel politik, for på den måde at skabe muligheden for genvalg’. Så vidt scenariet. Vores spørgsmål lyder: Vil de samme socialdemokrater, som idag sidder på ministerposterne, troværdigt kunne lægge en ny og markant anderledes politisk kurs (jf. Vilhelmsens vanskeligheder i SF)?
■ JARL CORDUA: Ja, hun kan godt forsøge at lade S slå ind på en mere traditionel linje. Men det sker fra oppositionsbænkene, og efter at S og Thorning har tabt magten. Frederiksen og andre kan godt ændre partiets linje. Det sker tit. Fx har en Lars Løkke og en Anders Fogh ændret Vs politiske linje både til højre og venstre, når der har været behov for det. Kunsten er, at gøre det forholdsvist langsomt så det ikke fremstår alt for utroværdigt ift vælgerne og pressen, og det lykkedes som regel bedst, når et parti er i opposition.
■ LARS TRIER MOGENSEN: Ja, sosserne vil sagtens og hurtigt kunne rekalibrere til den nye linje, som Mette Frederiksen ville lægge, hvis/når hun bliver formand. Ikke blot er beskæftigelsesministeren populær i befolkningen, hun har også massiv opbakning i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Hendes hovedbudskab er umiddelbart det samme Clinton-slogan, som også Bjarne Corydon rejser rundt med: ’to move people from welfare to work’. Den afgørende forskel er dog, at Mette Frederiksen udstråler og inkarnerer en social indignation, som giver vælgerne forhåbninger om, at hun rent faktisk har høje ambitioner på vegne af de dårligst stillede, og ikke blot – som Bjarne Corydon – på egne vegne.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI: Ja, det tror jeg. Politikere kan slippe godt fra meget. Og Mette Frederiksen har signaleret meget effektivt – og illoyalt – at hun var utilfreds med den kurs, som hun ellers har lagt stemmer og retorik til. Jeg tror, at hun kan gøre lidt af hvert, fordi vælgerne undrer sig over Socialdemokraternes nuværende linje. Mette Frederiksens problem kommer i givet fald til at ligge et andet sted. For det første: Hvad vil De Radikale finde sig i? For det andet: Hvorfor skulle vælgerne flokkes tilbage til Mette Frederiksens Socialdemokrater? Man kunne jo gøre den antagelse, at vælgerne straffer regeringen af en meget simpel årsag: En lav forbrugertillid og en meget meget langsom udvikling i de disponible reallønninger. Hvis Frederiksen vil vinde, skal hun ikke først og fremmest lege “venstreorienteret” eller “fordelings-socialdemokrat”. Hun skal sørge for, at folk får flere penge mellem hænderne.
■ PETER BRUCHMANN: Jeg ser ikke Mette Frederiksens fremtidige kandidatur som en rejse tilbage til S-rødderne a la Vilhelmsens. Slet ikke. Jeg ser det som en begavet modernisering af nogle af S-værdierne og et markant opgør med ‘klient-samfundet’, som rigtigt mange vælgere er enige i. Nu kan og vil S ikke skifte ledelse som regeringsbærende parti, men her ligger faktisk meget af svaret på det, som Thorning og Corydon ikke har formået at give autentiske løsninger på i forklaringen overfor vælgerne.

SPØRGSMÅL #3: DE RADIKALE. Ja eller nej: Vil de Radikale overveje en mere rød-grøn(?) linje for regeringen for at sikre et centrum-venstre-flertal efter valget?
■ JARL CORDUA: Nej. Den grønne politik er inferiør både hos vælgerne og hos regeringen ift. dens eget overordnede succeskriterie: Job og vækst. Det ses bl.a. ved at den grønne politik er trængt helt i baggrunden til fordel for regeringens aktuelle vækstplaner. Hvis regeringen skal skabe produktionsarbejdspladser i dette land må de slagte flere af deres grønne projekter, som vælter uforholdsmæssig store energiomkostninger mv. over på virksomhederne, der får dem til at droppe investeringer i Danmark.
■ LARS TRIER MOGENSEN: Nej, de Radikale er mere end velfornøjede med de resultater, som de har opnået på de første 18 måneder. De har taget patent på definitionen af ’økonomisk ansvarlighed’ – og virker komplet ligeglade med S-R-SF-regeringens genvalg.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI: Den nuværende regerings linje er i forvejen meget “grøn”. Det katastrofalt dyre energiforlig er et eksempel. Og her sidder De Radikale for bordenden – med klimaminister Martin Lidegaard – og lukker ørerne for økonomers advarsler. Mit indtryk er ikke, at “grøn” politik vinder stemmer. Jeg kan ikke gennemskue De Radikales strategi – om de har nogen. Det første års tid har de gjort sig umage for at ydmyge deres regeringspartnene systematisk. Man kunne næsten få det indtryk, at de var ligeglade. Eller rettere: at Margrethe Vestager var ligeglad. – De Radikale er det parti i regeringen, der kan få de største problemer i den resterende valgperiode. De må finde ud af, om de vil fortsætte på Thornings synkende skude – eller om de vil gøre sig klar til at kunne hive en kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen væk fra Dansk Folkeparti. Man kunne måske godt forestille sig, at de Radikale ville acceptere et større offentligt forbrug på områder, hvor det ville glæde Socialdemokraterne – og vælgerne. Det ville være i strid med den linje, de indtil videre har lagt. Men strategi er stærkt overvurderet i politik.
■ PETER BRUCHMANN: De radikale er vel i virkeligheden en central aktør i en de facto SVR-kurs, som også peger frem efter et næste valg uanset hvilken farve valget måtte give. Men selvfølgelig bliver det vanskeligt, når partiet selv skal udpege en farve. Det kloge vil være at pege på reformkursen og de aktører, der deltager i den, men det vil nok få et skær af helgardering.

SPØRGSMÅL #4: THULESEN DAHL-EFFEKTEN. Siden sin udnævnelse i efteråret har Kristian Thulesen Dahl benyttet en række lejligheder til at bjærge socialdemokratisk arvegods fra regeringen. Er Dansk Folkepartis kolossale succes et udtryk for en mere varig tendens? Er “Dansk Folkeparti” idag et borgerligt parti (med en del socialdemokratiske vælgere) – eller et parti, der både retorisk og reelt skyder højre-venstre-aksen i grus?
■ JARL CORDUA: Den tendens har varet 16 år, så mon ikke den varer lidt endnu? DF gør en del ud af at kamouflere at de skulle være højrefløjsparti. På fordelingspolitikken ligner de Socialdemokraterne: Når S og DF er med til at føre politik – S i regering og DF i VKO-regi (fx om arbejdsmarkedsreformer) – er der ingen større forskel på deres førte politik: den er pragmatisk. Når de er i opposition, derimod, er de begge populistiske (S under VK, DF idag). Men ideologisk er de fjernt fra hinanden. DF er et nationalt-konservativt parti, hvor der er koblet noget velfærdsstat på. Så alt andet lige er DF et borgerligt parti.
■ LARS TRIER MOGENSEN: Ja, som i resten af Europa nyder protestpartier, der stiller sig uden for og i opposition til Merkel-Monti-teknokratiet stigende popularitet. Herhjemme har Kristian Thulesen Dahl fermt formået at placere og fastholde Dansk Folkeparti som et Tea Party-parti, der er imod alle upopulære beslutninger – skønt han selv har været med til at skrive under på dem alle sammen. Men S-R-SF-regeringens teknokratiske og zigzaggende kurs mobiliserer i sig selv en så stor modvilje, at spørgsmålet kun er, hvem der evner at opsamle utilfredsheden. Lige nu er det Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Men der kan let opstå plads til nye og endnu mere apolitiske protestpartier i de kommende år – hvis vælgerne da ikke foretrækker sofaen.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI: Dansk Folkeparti risikerer at blive en slags højerefløjens svar på Ny Alliance. Et parti, der kan favne alle mulige modstridende tendenser. Jeg tror godt, at DF kan sprænge rammerne i dansk politik. Men det forudsætter, at de ikke får regeringsansvar – og dermed bliver sat i situationer, hvor de reelt skal fremlægge ubehageligheder, frem for at sidde i dansk politisk X-Factor-dommer-panel. Det bliver en enorm udfordring for Thulesen Dahl at være ydmyg og tøjle sine ambitioner om at komme i regering. DF spænder vidt. Der er ærkeborgerlige, kulturkonservative folketingsmedlemmer såsom Marie Krarup og politikere som Morten Messerschmidt. Og der er camouflerede socialister som Bent Bøgsted. Thulesen kan holde sammen på partiet, så længe det er i opposition. Jeg tvivler på, at partiet kan blive ved med at vokse. Det er dybt unaturligt, at Socialdemokraterne står så svagt – jeg tror, at en række vælgere peger på DF alene for at sende et signal til deres gamle parti.
■ PETER BRUCHMANN: DF er vanvittigt dygtige pragmatikere og balancen mellem pragmatisme og opportunisme er ofte hårfin. De skal anerkendes for at vægte aktuelle mærkesager efter folkedybet. I dag skriver alle om DF som den store trussel mod S. Jeg pegede allerede på potentialet i oktober (http://blogs.bt.dk/peterbruchmann/2012/10/18/er-kristian-fremtidens-socialdemokrat/) og er derfor ikke så overrasket. Noget af tendensen er varig, men der vil givetvis komme sager, hvor DF med sit noget lavtloftede menneskesyn og reaktionære samfundssyn vil skræmme nogle af nytilkommerne tilbage i rød blok.



FOTO: Davos, 2012: Helle Thorning-Schmidt (pressefoto: World Economic Forum)