OPINION: Derfor bør Obama ikke skære i USA’s atomarsenal

OPINION: Derfor bør Obama ikke skære i USA’s atomarsenal

10.07.2013


På et tidspunkt, hvor Iran og Nordkorea fastholder deres atomambitioner og Kina øger sit militærbudget vil Obama – opmuntret af europæernes sympati – skære i USA’s atomarsenal. Dét risikerer at svække USA’s strategiske interesser.

Af Rasmus Sinding Søndergaard

I sin tale i Berlin bekendtgjorde Obama, at han har i sinde at reducere USA’s lager af strategiske atomvåben med en tredjedel til omkring 1.000 styk. Løftet om nedrustning har forudsigeligt nok fået en overvejende positiv modtagelse i den europæiske offentlighed inklusiv herhjemme i Danmark, hvor flere eksperter og politikere har rost Obamas visioner. Intentionerne om nedrustning da bestemt også prisværdige og umiddelbart ligner det en positiv udvikling, som det kan være svært at være imod. Men er en sådan nedrustning nødvendigvis en god ting?

For at besvare det spørgsmål tilfredsstillende bør man stille sig selv tre andre spørgsmål: Gør nedskæringerne en forskel? Hvilke eventuelle fordele er der forbundet med dem? Og hvilke eventuelle ulemper?

Først: Gør nedskæringerne en forskel? Dette spørgsmål kan besvares med et relativt klart nej. Nedskæringer af den størrelsesorden, Obama foreslår, er begrænsede og medfører ikke en grundlæggende ændring. Selvom Rusland skulle gå med til nedskæringer af samme omfang, vil de og USA stadig være i stand til at sprænge hinanden og os alle sammen i luften et skræmmende antal gange. Nedrustningen kan muligvis være første skridt på vejen til en atomfri verden, hvis man tror på den slags utopier. Men her og nu bliver verden ikke nævneværdig mere sikker af, at klodens to største atommagter reducerer deres atomlagre med en tredjedel.

Hvor er fordelene? Det korte svar er: De er svære at få øje på.

Tilhængere af ideen har fremført, at en nedrustning vil gavne USA’s forsøg på at få andre lande til at opgive deres atomare våbenprogrammer: Ved at gå forrest og skære ned på egen lagre kan USA være et positivt forbillede, der inspirer andre lande til at gå i samme retning. Men der er intet historisk belæg for, at amerikansk nedrustning hjælper på spredning af atomvåben blandt andre lande, der i færd med at opbygge (læs: Iran) eller udvide nye atomprogrammer (læs: Nordkorea). Det er der god grund til, hvis man ser sagen fra Teheran eller Pyangang. For hvad ændrer det ved den iranske og nordkoreanske sikkerhedssituation, at USA går fra de nuværende ca. 1.550 til 1.000 strategiske atomvåben? Svaret er indlysende: Ingenting. Det er derfor ikke noget, der taler for at nedskæringerne vil fremme USA og Europas forsøg på at hindre spredningen af atomvåben.

Siden 1967 har USA skåret ned på sit atomarsenal. Disse nedskæringer har været positive fordi de blev ledsaget af modsvarende nedskæringer fra det tidligere Sovjetunionen og var med til at skabe afspænding mellem de to koldkrigsfjender. Men en atomkrig mellem USA og Rusland er ikke længere den største sikkerhedstrussel. Det er derfor svært at få øje på konkrete sikkerhedspolitiske fordele ved ny START-aftale, der reducerer USA og Ruslands antal af strategiske atomvåben yderligere.

Fordelen ved at foreslå en sådan nedrustning ligger derimod snarere på det diplomatiske plan. Det er næppe nogen tilfældighed at Obama valgte Berlin, der i årtier om noget sted var epicentret for europæisk frygt for atomkrig, til at proklamere sit ønske om nedrustning. I en tale, der var præget af retorik om fred og menneskerettigheder men fattig på realpolitiske budskaber, blev atomnedrustningen præsenteret sammen med visioner for bekæmpelse af klimaforandringer og lukning af Guantanamo – alt sammen emner, der er klare mærkesager blandt USA’s europæiske allierede. Visioner for atomnedrustning er således en vindersag for Obama i Europa, og samtidigt et forsøg på at dreje opmærksomheden væk fra den seneste tids skandaler om overvågning magtmisbrug (IRS-skandalen: http://online.wsj.com/article/SB10001424127887324767004578487332636180800.html) og et upopulært droneprogram. Den tydeligste fordel ved Obamas nedskæringsløfter er således ikke af sikkerhedspolitisk karakter, men i stedet en styrkelse af præsidentens popularitet blandt dennes europæiske allierede.

Men sikkerhedspolitisk tyder det på, at der rent faktisk kan være en række ulemper forbundet med de proklamerede nedskæringer.

Matthew Kroenig, der er lektor ved Georgetown University med speciale i sikkerhedspolitik og atomvåben, har argumenteret for, at nedskæringerne faktisk kan være med til at svække USA’s strategiske position og dermed skade amerikanske interesser. Kroenig har i en analyse af 52 lande, der var involveret i atom-kriser (som fx Cuba-krisen) i perioden 1945 til 2001, fundet frem til at staten med det største antal atomvåben havde 17 gange større sandsynlighed for at opnå sit mål. Med andre ord ER antallet af atomvåben afgørende for evnen til at afskrække en modstander og atomar overlegenhed kan dermed oversættes direkte til geopolitiske fordele.

Kroenigs bekymring går på, at selvom det skulle lykkes Obama at få Rusland med på en nedskæring, vil nedskæringerne svække USA relativt sammenlignet med Kina, som samtidig moderniserer og udvider sit atomarsenal. Det kan betyde, at Kina vil blive mere modig og villig til at udfordre amerikanske interesser – måske endda militært.

Tilhængere af nedskæringerne har argumenteret for, at de vil være forbundet med en økonomisk besparelse. Men den opfattelse deler Kroenig ikke. Ifølge ham er der snarere tale om en omkostning end om en besparelse. For nedskæringer i atomarsenalet er forbundet med en række udgifter til nedtagelse af missiler, nye faciliteter til opmagasinering, afmontering af sprænghoveder m.v.. På den lange bane kan det medføre en besparelse, men hvis USA på et tidspunkt skulle ønske at gå den anden vej og opruste igen – f.eks. som følge af kinesisk oprustning – vil omkostningerne være enorme.

De sikkerhedspolitiske såvel som de økonomiske gevinster ved en eventuel nedrustning er altså langt fra åbenlyse og der er endda en risiko for at de kan have en direkte negativ indflydelse på USA’s strategiske interesser. Løftet ligner mest af alt et forsøg på at udvise statsmandskab, hvor det er muligt, i en situation, hvor andre mere presserende emner som den vedvarende konflikt i Syrien, Irans fortsatte fremgang imod et atomprogram og det stadigt mere anspændte forhold til Nordkorea ikke giver anledning til mange sikkerhedspolitiske sejre.

Alligevel kan løfterne om atomnedskæringer blive en politisk vindersag for Obama. En eventuel nedrustningsaftale med Rusland skal nemlig vedtages i kongressen, hvilket kan blive mere end vanskeligt, da Republikanerne som bekendt gør en dyd ud af at blokere præsidentens politik. Dette synes især sandsynligt ved et forslag, der vedrører den nationale sikkerhed, der traditionelt set er et område, hvor Republikanerne ønsker at fremstille Demokraterne som blødsødne og naive. Derfor vil nedrustningen blive bremset – Republikanerne vil blokere for, at raketterne bliver taget ned. Løfterne om atomnedrustning kan derfor vise sig at blive en omkostningsfri sag for Obama, hvor præsidenten udviser format som en visionær statsmand på den internationale scene uden nogensinde at skulle forholde sig til eventuelle negative sikkerhedspolitiske konsekvenser. Selv hvis det skulle lykkes Obama at få en nedrustningsaftale igennem kongressen, vil denne ikke nå at træde i kraft før han træder tilbage. Obama vil i den situation stå tilbage som den visionære leder der formåede at nedskære verdens atomarsenal, og efterlade eventuelle strategiske ulemper til sin efterkommer.

Rasmus Sinding Søndergaard (f.1984) er cand. mag i Historie fra Københavns Universitet med speciale i amerikansk udenrigspolitik. Han har bl.a. arbejdet i den amerikanske kongres’ House Foreign Affairs Committee og studeret amerikansk politik ved University of North Carolina. Til dagligt arbejder han som forskningskonsulent. ILLUSTRATION: Obama, Biden og rådgivere efter et møde i det nationale sikkerhedsråd, 1. maj 2013 [foto: Det Hvide Hus/Pete Souza]