Pernille Skipper om sociale 2020-mål: Tanken er sød, men naiv

Pernille Skipper om sociale 2020-mål: Tanken er sød, men naiv

04.10.2013


“Jeg synes, det er en meget sød tanke, at man kan løse alle problemer ved at lade kommunerne tale lidt mere sammen og gøre det lidt mere effektivt hist og her. Det er også bare naivt.” Det siger Enhedslistens Pernille Skipper til RÆSON. Hun efterlyser flere penge til området, men kalder alligevel målene et “potentielt paradigmeskifte”.


SOCIALE 2020-MÅL: Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) præsenterede i starten af september et udspil til en socialplan med målsætninger, der skal opfyldes i 2020. Flere udsatte unge skal blandt andet tage en ungdomsuddannelse, og de hjemløse skal have et hjem igen. RÆSON undersøger i denne interviewserie regeringens sociale ambitioner.
Karin Nødgaard om sociale 2020-mål: Regeringen er ikke ihærdig nok
Bettina Post om sociale 2020-mål: Vi skal forebygge, at det kommer så vidt
Thyra Frank om sociale 2020-mål: Individer kan ikke kommes i kasser
Jann Sjursen om sociale 2020-mål: Strategi og finansiering mangler


INTERVIEW af Johan Bendtsen

RÆSON: Du har kaldt regeringens sociale 2020-målsætninger for ”varm luft”. Hvorfor er de det?
Pernille Skipper: Fordi det på den ene side er målsætninger, som jeg har respekt for i den forstand, at de er langsigtede, at man tænker længere end den næste måned eller finanslov, men hvis der hverken er metoder eller kroner og ører bag det, så er det jo varm luft. Så er det flotte ord, men uden at det egentligt er realistisk at nå det.
RÆSON: Hvad er det så for en handling, du mener, der bør knytte an til målsætningerne?
Pernille Skipper: Jeg havde jo gerne set, at man i stedet for udelukkende at påpege problematikkerne, som omgiver de enkelte grupper, der er i 2020-målsætningerne, også havde peget på, hvad der egentlig skal til for de enkelte grupper. Det er jo meget forskelligartede sociale problemer, som er berørt i 2020-målene, og der skal meget forskellige ting til, for at det kan lade sig gøre at indfri dem. Det kræver for langt de flestes vedkommende kroner og ører, hvis man virkeligt gerne vil gøre noget. Når det for eksempel kommer til at få anbragte børn gennem en ungdomsuddannelse, er man nødt til at se på, hvordan fagligheden øges på de interne skoler, som er på anbringelsesstederne. Vi bliver samtidigt også nødt til at diskutere den inklusionsdagsorden, som er i folkeskolen, hvor det selvfølgeligt er agtværdigt, at man vil have folk med en svær social baggage ind i folkeskolen, men der er også behov for, at folkeskolen reelt kan rumme dem. Og det er altså svært uden, at der tilføres ekstra ressourcer. Så det er et bredt spektrum af ting, vi har behov for at gøre. Dét, der er så ærgerligt ved de her målsætninger, er ikke så meget niveauet, men at der ikke er nogen handling bag.
RÆSON: Meget af den handling, du efterlyser, skal jo foregå ude i kommunerne. Anerkender du, at en del af den indsats, som allerede gøres i de enkelte kommuner, fungerer efter hensigten på nuværende tidspunkt?
Pernille Skipper: Der bliver da gjort mange gode ting rundt omkring. Et eksempel er hjemløseområdet, hvor man har haft en strategi, der har været effektfuld og givet gode erfaringer. Så der er da gode takter.
RÆSON: Vil det ikke være smart at lade metode-spørgsmålet være åbent, indtil de allerbedste måder at gribe de sociale problemer an på foreligger og er tilstrækkeligt udbredte. Vil de endelige indsatser så ikke gøre en endnu større forskel for endnu flere udsatte mennesker?
Pernille Skipper: Jeg synes, det er en meget sød tanke, at man kan løse alle problemer, ved at lade kommunerne tale lidt mere sammen, og gøre det lidt mere effektivt hist og her. Det er også bare naivt. Det er sagt mange gange til kommunerne, at de skal blive bedre til at tale sammen; det er blevet sagt mange gange til socialrådgiverne, at de skal blive bedre til at tale sammen. Jeg tror sådan set, at hvis der sad en socialrådgiver og havde opfundet den dybe tallerken og med et fingerknips kunne udrydde hjemløshed, så havde de nok gjort det for noget tid siden.

Det KAN betale sig

RÆSON: Enhedslisten har flere gange været ude at betegne sig selv som et økonomisk ansvarligt parti. I en krisetid, hvor midlerne at dele ud af er endnu færre end ellers, er der så ikke noget fornuft i at bruge noget tid på finde frem til de mest effektive metoder i stedet for at tilføre endnu flere penge til områder, som i forvejen bruger rigtigt mange penge, uden det har haft den ønskede effekt. Er det ikke netop økonomisk ansvarlighed?
Pernille Skipper: Bestemt. Men på mange af de områder, som er omtalt i 2020-planen, ved vi godt, hvad der skal til. Der vil man samstemmigt fra aktørerne høre, hvad der mangler. Hvis vi snakker anbragte børn, så tror jeg ikke du kan finde en, der ikke mener, at manglen på efterværn er et kæmpe problem. Så det ved vi godt. Og det koster altså. Derudover vil jeg sige, at vi selvfølgelig skal forsøge at afdække den bedste metode, der hvor vi ikke ved, hvad den er. Og der hvor vi ved, hvad der er gode metoder, der skal vi selvfølgelig også hele tiden prøve at finde endnu bedre metoder. Vi må aldrig nogensinde stoppe, afhængigt af nogle mål. Men derudover er det et prioriteringsspørgsmål. Man har prioriteret at bruge milliarder på selskabsskattelettelser til de højest lønnede, og dermed ikke valgt at bruge dem på en social indsats. Det kan man jo vælge at gøre om.
RÆSON: Du har udtalt, at det koster penge, hvis de store sociale problemer skal løses. Hvor skal de penge tages fra?
Pernille Skipper: Vi vil meget gerne være med til at finde pengene. Vi vil meget gerne være med til at se på det, såfremt regeringen annullerer deres aftale med højrefløjen omkring selskabsskattelettelser og billigere bajere og sodavand. Vi vil meget gerne være med til at se på, hvordan vi kan beskatte nogle af de mennesker, der har allermest i vores samfund mere. For så til gengæld at kunne få penge til at gennemføre nogle af de gode intentioner, som der bestemt ligger i 2020-målsætningerne.
RÆSON: En række af de involverede organisationer samt Lisbeth Zornig Andersen har været yderst positive omkring det element i målsætningerne, som går på, at de i højere grad skal indbydes til en snak om metoder. Zornig er så gået skridtet videre og har direkte påpeget, at der er en række sociale områder, hvor pengene i dag bruges rigtigt ineffektivt.
Pernille Skipper: Det er da fuldstændigt rigtigt, at der er ting i den offentlige sektor, som vi kan undvære. Minuttyranniet som hjemmehjælperen udsættes for, måltallene politiet udsættes for, standardiserede elevplaner som folkeskolelærerne skal tæskes igennem. Det er alt sammen torskedumt. Der er masser af ting i den offentlige sektor, hvor det kan diskuteres, hvad pengene skal bruges på.
RÆSON: Men siger du dermed, at vi faktisk godt kunne følge regeringens kalkule om, at tingene kunne gøres smartere på en række områder gennem for eksempel sparring i forhold til metoder kommunerne imellem?
Pernille Skipper: Ja, men det kræver jo politisk handling. Meget af det bureaukrati, som ligger i den offentlige sektor, er noget, som de offentligt ansatte er pålagt fra politisk hold, og som det kræver initiativ fra politisk hold at fjerne. Det vil vi meget gerne være med til at se på – og hvis det kan frigøre ressourcer i den offentlige sektor, så er der selvfølgelig brug for det. Ikke kun for de socialt udsatte, men også på det man kalder normalområdet, eksempelvis ældreplejeområdet. Der er bestemt brug for, at vi får kigget det igennem. Men det er ikke det, der er blevet sagt fra regeringens side. Det, der er blevet sagt, er, at man bare lige sådan skal gøre det mere effektivt inden for de rammer, der er, og det holder ikke i den virkelige verden.
RÆSON: Anette Vilhelmsen (SF) påpeger, at man allerede bruger 14 milliarder på udsatte børn og unge. Er det ikke så mange penge, at tiden er inde til at lægge fokus på at øge kvaliteten frem for kvantiteten af ydelserne i den offentlige sektor?
Pernille Skipper: Det holder jo ikke at sige, at nu bruger vi 14 milliarder, og hvis det ikke løser alting, så behøver vi heller ikke at gøre mere. Vi skal se på, at der er nogle problemer, og der er nogle steder, hvor vi ved, at vi kan gøre det bedre. Rigtigt meget af det koster altså bare. Derfor skal man være villig til at sætte de nødvendige penge af til det – i stedet for bare at tale flot om, hvordan man gerne vil gøre tingene bedre. Og så må jeg også sige, at det altså er en investering med tidlige, præventive indsatser over for sociale problemer. Det er altså noget, som tjener sig ind på den lange bane. Det KAN betale sig. Det ærgrer mig, at det øjensynligt er et regnestykke, som Finansministeriets regnemaskine ikke er i stand til at foretage.

Et potentielt paradigmeskifte

RÆSON: Magrethe Vestager har påpeget, at såfremt indsatserne ikke vurderes til at fungere undervejs i forløbet, så vil man også revidere indsatsen løbende. Hvis du på den ene side erklærer dig enig i, at målsætningerne er fornuftige, har du så ikke her en udmærket garant for, at de sociale indsatser rykker – og hvis ikke de gør, så bliver der også justeret på dem, eventuelt med flere penge.
Pernille Skipper: Jeg har intet imod målsætningerne. Det har jeg også rost regeringen for. Det er positivt med langsigtede mål på det sociale område. Og kunne resten af partierne i Folketinget enes om det her, så ville vi også kunne tro på, at indsatserne ville være langtidsholdbare. Og det er da også fint, at Vestager vil tage nogle løbende evalueringer. Min anke er, at det lige nu ser ud til, at der er nogle målsætninger, som man har sat op, men derudover ikke har tænkt sig at gøre andet, end at bede kommunerne tale lidt ekstra sammen om. Det når man simpelthen ikke målene af.
RÆSON: Tror du på, at målene bliver indfriet?
Pernille Skipper: Man skal passe på med at lege spåkone, og der kan ske meget på syv år. Hvis ikke der kommer handling bag inden længe, og hvis den dialog, man vil have med aktørerne, kun bliver til en kop kaffe – så nej, så bliver de ikke indfriet. Specielt taget i betragtning, at man har en overordnet social- og økonomisk politik, som i den grad sender flere mennesker ud i fattigdom og andre sociale problemer.
RÆSON: Så du tror ikke, at målene kan indfris, såfremt der ikke følger penge med? Uanfægtet forbedrede metoder.
Pernille Skipper: Hmm. På nogle af områderne tror jeg godt, at man kan gøre det uden penge – eller i hvert fald uden særligt mange flere penge.
RÆSON: Mangler der nogle områder i målene?
Pernille Skipper: Altså, der mangler handling og en erkendelse af, at når man halverer kontanthjælpen, sender tusindvis af mennesker ud over kanten i dagpengesystemet, ikke gør noget nævneværdigt for at skabe arbejdspladser, så vil der være flere mennesker, som ender i en social deroute. Så der mangler i hvert fald sammenhæng mellem det regeringen gør, og det regeringen siger.
RÆSON: Så det vil sige, at der sådan set ikke mangler noget i regeringens målsætninger?
Pernille Skipper: Socialpolitik hænger jo sammen. Og socialpolitik hænger også sammen med den økonomiske politik. Så jo, der mangler masser af ting. Igen, handling.
RÆSON: Anette Vilhelmsen har kaldt 2020-målene for et ”paradigmeskift inden for dansk socialpolitik.” Hvad vil du kalde det?
Pernille Skipper: Et potentielt paradigmeskifte.


Johan Bendtsen (f.1990) studerer journalistik og politik & administration på Roskilde Universitet. FOTO: Folketinget