Opinion: Afghanistan. De danske politikere kryber bort fra ansvaret

Opinion: Afghanistan. De danske politikere kryber bort fra ansvaret

16.07.2013


På hver deres måde er Nick Hækkerup og Zenia Stampe i gang med præcis det samme: At smide ansvaret for situationen i Afghanistan hos afghanerne selv. Sådan kryber man som politiker bort fra den principielle diskussion, som burde efterfølge en falleret krigsindsats.

Af Søren Friis

Zenia Stampes kritik kan ses som en interessant udstikker i den stillestående debat om Afghanistan-krigen. Alligevel er det langt fra sikkert, at kritikken vil føre til diskussion om mål, midler og det politiske ansvar for en falleret krigsindsats. Og lægger den overhovedet op til dette?

Ifølge Stampe var det en regulær fejl at kaste danske soldater ind i en kamp for at udrydde Taleban i Afghanistan. Sådan siger den radikale forsvarsordfører til Berlingske tirsdag. Her understreger hun både, at de danske politikere ikke skulle have bedt danske soldater om at deltage i nedkæmpelsen af Taleban og at forsøget på at indføre demokrati og kvinderettigheder i Afghanistan var en fejltagelse. ”Vi kunne ikke nedkæmpe hele Taleban, og det var en illusion at tro, at vi på ti år kunne forvandle et ekstremistisk samfund til et demokrati. Forsvaret skal ikke bebrejdes, for det gjorde, som det fik besked på, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi efterfølgende kan tage diskussionen og ikke mindst lære af denne krig,” siger Stampe. Hun mener dog, at selve grundlaget for krigen samt de seneste års strategi med fokus på at træne afghanske sikkerhedsstyrker har været i orden og vurderer, at Danmark f.eks. kunne have satset på at uddanne afghanerne til at varetage egen sikkerhed fra starten.

Ikke overraskende har Stampes udmelding mødt modstand fra både politiske modstandere og samarbejdspartnere. Forsvarsordfører Bjarne Laustsen (S) fastholder på den ene side, at Danmark har måttet ”betale prisen” for beslutningen om at deltage i Afghanistan. Han er på den anden side enig i, at de danske tab har været for store. Både Troels Lund Poulsen (V) og Lene Espersen (K) er derimod direkte uenige med Stampes vurdering af krigen.

Stampes udmelding falder på et vanskeligt tidspunkt, da et flertal af partierne på Christiansborg (inkl. de Radikale) søndag udstedte en slags retorisk blankocheck til en ny udsendelse af danske soldater efter hjemtrækningen fra Afghanistan, som nu er undervejs. Noget kritisk eftersyn af de seneste tolv-fjorten års militariserede udenrigspolitik var der heller ikke lagt i ovnen til i denne omgang.

Det var en tvær partifælle, fhv. udenrigsminister Niels Helveg Petersen, som reagerede på Stampes udmelding: ”Det er værdiløst at komme med de udtalelser. Det ændrer ikke en tøddel ved, hvad der er sket. Man kan ikke lave verdenshistorien om med tilbagevirkende kraft”. Til TV 2 siger Hans Engell, at Stampes udtalelse er både ”ualmindelig uklog”, ”forkert”, ”amatøragtig” og strategisk ”et klart fejlskud”. Engell tager sig ikke synderligt af, at formanden i Hærens Konstabel- og Korporalforening erklærer sig enig i en vigtig del af kritikkens substans, nemlig at Danmark (diplomatisk fortalt) ”godt kunne have haft en klarere strategi og en mere klar exit-strategi” for krigen. Den tidligere konservative formand og forsvarsminister hævder desuden, at udmeldingen vil skuffe de radikale vælgere, som har ”bakket helt og holdent op om den aktivistiske udenrigspolitiske linje”.

Men er det nu også tilfældet? Ganske vist har den danske krigsindsats i Afghanistan generelt nydt en relativt høj (men langt fra overvældende opbakning) blandt den danske befolkning – typisk på lidt over 50 procent, de seneste år dog noget faldende. Det samme gælder bare ikke, når der er blevet spurgt netop til den militære kamp mod Taleban, som Stampe særligt kritiserer – især ikke hos de Radikales vælgere. I en Gallup-måling foretaget i juli 2009 mente forsvindende få blandt disse, kun 2 procent, at Danmark måtte vente med at trække sig ud af Afghanistan indtil Taleban var endeligt besejret. Kun 5 procent erklærede sig ’helt uenige’ i tanken om at forhandle eller samarbejde med Taleban, mens hele 82 procent mente, at det (i visse tilfælde) kunne være en god idé. Pudsigt nok var de konservative vælgere næstmest åbne for denne løsning, mens SF- og DF-vælgere var mest skeptiske. Af tallene kan man læse, at et alternativ til den direkte krigsførelse ikke har ligget den radikale (ej heller den gennemsnitlige) vælger så fjernt, som nogle nu hævder.

Men har nedkæmpning af Taleban faktisk været blandt hovedopgaverne, som Stampe hævder i sin udmelding? Og hvordan har dette forholdt sig til målsætningerne om demokrati og skolebyggeri, som de senere år har nydt stor (omend ukritisk) bevågenhed? Disse to spørgsmål er lidt sværere at svare på, da målene med den danske krigsindsats konstant har været udsat for den slags skred, man undertiden kalder ”mission creep”. Groft fortalt: Først talte man om en ren forsvarsaktion med det mål at fjerne truslen fra al-Qaeda. Derefter begyndte missionen at blive betragtet som en del af en varig global kamp mod terrorisme, og Taleban (gen)opstod som fjende. Med fornyet fokus på Afghanistan efter den danske Irak-udtrækning i 2007 fremstod de militære vanskeligheder tydeligt. Siden er der således opstået konsensus om, at den danske militære tilstedeværelse i landet ikke skal betragtes isoleret, men snarere som del af en større helhed sammen med udviklingsindsatsen, hvor demokrati, skolebyggerier og kvinders rettigheders er i højsædet.

Stampes udmelding kan i dette lys ses som andet og mere end et angreb på den danske krigsindsats i Afghanistan. Det kan i stedet ses som udstikker i en ny tendens til ”creep-back”. En tendens, der især kommer til udtryk, når de danske politikere forsøger enten at benægte eller tilbagerulle de mange nye målsætninger for indsatsen. ”Målet i Afghanistan har (for mit parti) aldrig været X, det har altid kun været Y,” hører man ofte, selv når modbeviset kan findes sort på hvidt. Således undgår politikerne en reel debat om fejltrin, forkerte beslutninger, selv deciderede fiaskoer.

I en udgave af P1 Debat i januar afviste forsvarsminister Nick Hækkerup (S) uden tøven, at den militære succes i Afghanistan skulle måles på skolebyggerier eller afghanske pigers adgang til uddannelse. Snarere handlede det udelukkende om terrorismebekæmpelse og Danmarks egen sikkerhed; målsætninger, hvor vi ifølge Hækkerup havde ”bevæget [os] betydeligt i den rigtige retning”. ”Vi har ikke været i Afghanistan, vil jeg bare sige, for at opbygge demokrati eller skolevæsen eller sundhedsvæsen. Vi er i Afghanistan for at bekæmpe terrorisme. Og det der med, at de andre mål skal man så lægge oveni, det er en politisk tilsnigelse,” forklarede Hækkerup. Sammenlign dette med citatet fra Stampe om den ”illusion […] at tro, at vi på ti år kunne forvandle et ekstremistisk samfund til et demokrati.” (Stampes karakteristik af Afghanistan som et ”ekstremistisk samfund” kan forekomme noget misvisende, da den ikke vedkender noget medansvar for ekstremismens vækstbetingelser, nemlig udenlandsk militær tilstedeværelse.) Det er ikke underligt, at der her opstår et sammenstød, da Hækkerup beskriver ét sæt mål for indsatsen, mens Stampe taler om et helt andet. Forskellen mellem de to citater siger en del om den noget splittede tilgang til Afghanistan, der længe har hersket blandt danske regeringer, og dermed også om manglen på en klar politisk idé om, hvad missionen gik (og ikke gik) ud på.

Hos det grå kommentatorkorps medfører en udtalelse som Hækkerups rosende gloser som realistisk og nøgtern, mens en udtalelse som Stampes fører til ris og betegnes som uklog og uansvarlig. Alligevel har de forskelligartede udmeldinger visse klare lighedspunkter. Begge kan nemlig fint fungere som stemmeopvarmning til samme sang, som fyldte æteren før det danske Irak-exit. Teksten lød: ”Vi har gjort vores, så nu må det være op til irakerne selv (erstat her med afghanerne) at varetage deres egen sikkerhed og udvikling”. Sådan kryber man som politiker bort fra den principielle diskussion om mål og midler, bort fra den virkelig bidende kritik, og bort fra den selvransagelse, som burde efterfølge en falleret krigsindsats. ■

Søren Friis (f. 1982) er ph.d.-stipendiat og cand.mag. i internationale studier ved Aarhus Universitet. Han er desuden skribent og redaktør ved Udenriget.dk samt medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). Tidligere har han bl.a. arbejdet for Udenrigsministeriet og som praktikant ved FN i Bruxelles.

FOTO: US Dept. of Defense