Opinion: 5 ting, der er gået galt i Pakistan

Opinion: 5 ting, der er gået galt i Pakistan

15.10.2013


Ifølge verdens medier er Pakistan et virvar af politisk vold, diskrimination, fattigdom og elendigt håndterede naturkatastrofer. Trods landets store økonomiske potentiale er denne opfattelse desværre ikke langt fra sandheden. Indtil pakistanerne dropper den gamle, militaristiske selvfortælling og opnår en reel selverkendelse, er en positiv social og politisk udvikling ikke mulig.

OPINION af Hassan Kilde Bajwa

Følger man hvilken som helst af verdens nyhedskanaler, eller bladrer man gennem en international avis, støder man med sikkerhed på en af de notoriske beretninger om tragiske hændelser i Pakistan.
Selvmordsbombere, sekterisk vold, oprør, massiv fattigdom, kønsdiskrimination og altødelæggende naturkatastrofer, der efterlader en subsistensløs befolkning, er hverdag for de fleste pakistanere. Mængden af tragedier er svær at begribe, og pakistanerne selv har vanskeligt ved at gennemskue, hvor det er gået galt. Landets intellektuelle, dets journalister og aktivister har forgæves forsøgt at forstå de forhold, der har ført til landets rystende tilstand. Men når man overvældes af en elendighed af dette format, så kan kompleksiteten og de mange aspekter være umulige at overskue.

Faktisk ville jeg næppe have været i stand til at skrive denne artikel, hvis jeg ikke havde forladt Pakistan til fordel for Danmark for et par måneder siden. Trods mine danske aner har årene i Pakistan sløret mit perspektiv, og som de fleste andre pakistanerne har jeg ikke kunne se skoven for gruopvækkende træer. Vores udsyn domineres af den elendighed, der er konsekvens af konflikter, økonomisk kollaps og politisk ustabilitet. Og det i sådan en grad, at roden til problemerne tilsløres. Havde jeg ikke været så heldig at undslippe galskaben, ville jeg sikkert ikke være nået frem til denne artikels konklusioner.


1. Andre rydder op efter os

Dette er ikke en lektion i hygiejne. Rengøringsmidler sælges i store mængder, og selv lav- og middelklasse-familier finder penge til at betale en rengøringshjælp for at holde orden i hjemmet. Problemet er ikke, at pakistanerne ikke ønsker at holde deres hjem, kvarterer og byer rene og ordentlige. Problemet er, at hvis du rydder op efter sig selv, så indikerer det, at der ikke findes nogen lavere i hierarkiet til at gøre det for dig.
Denne manglende evne til at tage ansvar for sin eget rod stammer fra det gamle, indiske kastesystem, som på mange måder stadig dominerer Pakistans sociale struktur.

Den enorme pakistanske befolkning tæller omkring 180 mio. mennesker. Dette betyder principielt en enorm produktionskapacitet og muligheden for at styrke den pakistanske økonomi markant. Men i stedet for at udnytte denne kapacitet bruger en massiv andel af den pakistanske befolkning al deres tid på at servicere og rydde op efter deres ‘herrer’. Og dette segment holdes fast i analfabetisme og underdanighed for at bevare den sociale struktur.
Mange forsvarer den enorme brug af tjenestefolk med mantraet om, at de alternativt ville stå uden arbejde. Men det eneste, der i virkeligheden opnås, er en konstant reproduktion af en kultur, hvor der altid er en – en mindre heldig, mindre værdifuld – person, der rydder op efter dig.

Hygiejnen er ikke et problem i sig selv, men ideen om ghulaami (hoveri) påvirker alle organisationer fra bund til top. Alle er en eller andens tjener. Og Pakistan udnytter langt fra sin befolknings potentiale, fordi alle altid bruger deres ressourcer på at sikre sig, at deres overordnede laver så lidt og tager så lidt ansvar som muligt. I fødekædens absolutte bund finder man det mest udnyttede og magtesløse segment af befolkningen, som er tvunget til at rydde op efter hele samfundet og tilmed blive hånet for det, fordi de ikke har nogen at se ned på.


2. Klassementalitet

Konsekvensen af ghulaami-mentaliteten er desuden en enorm kløft mellem samfundslagene. Ligesom det indiske samfund er det pakistanske samfund designet til altid at have en underklasse, der må bøde for overklassens ekstravagance. Og netop derfor er personers placering i det sociale hierarki afgørende.
Enhver social gruppe, hvad end den er defineret af etnicitet, kaste eller klasse, er forståeligt nok dybt optaget af, hvor mange samfundslag, den kontrolleres af og selv kontrollerer. De laveste klasser kæmper for at bevæge sig opad i hierarkiet, imens de øverst klasser modarbejder denne bevægelse med alle tænkelige midler for at undgå at miste magt.
Resultatet er, at det pakistanske samfund er ekstremt stratificeret. Den klasse, kaste eller etnicitet, som man fødes ind i, bestemmer ens muligheder i livet. For at bevare deres position i hierarkiet bliver de sociale grupper mere og mere isolerede. Nationens ”enhed” er intet andet end et politisk slogan, hvis gyldighed svinder med hver generation.

Mange mener, at fattigdom og mangel på uddannelse er årsagen til, at borgerrettighedskampen aldrig rigtig har slået rod i Pakistan. Men aktivisme af den slags kræver et minimum af samarbejde på tværs af traditionelle, sociale skel. Og frygten for at synke et par trin ned ad den sociale stige betyder, at dette yderst sjældent finder sted. Lokale overhoveder forhindrer aktivt opførelsen af skoler i deres områder for at bevare en hær af analfabetiske arbejdere, der vil pløje herrernes marker, tjene dem med dyb ydmyghed og bekræfte deres position i det sociale hierarki. Fattigdom og analfabetisme er et resultat af et fokus på klasseopdelingen, snarere end omvendt.

De islamiske organisationers succes i Pakistan kan delvist forklares med denne sociologiske faktor. Ekstremister udbreder nemlig narrativen om en transnational Ummah (Ideen om et globalt, muslimsk fællesskab) blandt samfundets svageste. De spreder med andre ord ideen om et samfund, hvor det er fromheden og ikke den sociale position, der definerer menneskets værdi. Og for de udsatte pakistanere er dette en vej ud af klasse- og kastesystemets determinisme.


3. Virkelighedsfjerne ”grænser”

Selvom lagdelingen af det Pakistanske samfund langs etniske, kaste- og klassegrænser er et indisputabelt faktum for enhver pakistaner, så synes de pakistanske regeringer altid at have ignoreret dette faktum fuldstændigt. Da Pakistan blev grundlagt i 1947 inkluderede dets territorium det nuværende Pakistan og Bangladesh (datidens Vest- og Østpakistan).
Det virker vanvittigt at forsøge at skabe enhed i et land, der var delt på midten af sin ærkefjende, Indien. Ikke desto mindre formodede man, at den muslimske tro ville sikre sammenholdet i Pakistan (Øst og Vest) og skabe en ny begyndelse for subkontinentets folk. Det viste sig senere, at planen ikke medtænkte de meget virkelige etniske, kulturelle og sproglige skel, der eksisterede internt i denne storslåede islamiske republik. På trods af, at østpakistanerne var i flertal, blev de systematisk udnyttet, diskrimineret og frarøvet deres demokratiske rettigheder af vestpakistanerne.

Pakistanske skolebøger peger på inderne som syndere, der gennem deres ”lumske handlinger” og ”forbryderiske natur” var skyld i det daværende Pakistans opsplitning og dannelsen af Bangladesh. Det modsatte er tættere på sandheden. Bengalerne udgjorde den største etniske gruppe i det daværende Pakistan. De talte mere end 50% af befolkningen, og da det bengalske parti Awaami League vandt 160 ud af 162 parlamentspladser under valget i 1970, nægtede Vestpakistans politiske elite anført af Zulfiqar Ali Bhutto at anerkende deres formand, Sheik Mujib ur Rehman, som premierminister. I 1971, efter en række uhyrlige offensiver begået af den Pakistanske hær, rev Bangladesh sig løs og blev det land, vi kender i dag.
Bangladesh er måske det bedste eksempel på de urealistiske interne og eksterne grænser, som briterne optegnede i samarbejde med lokale ledere under Pakistans frigørelse. Disse grænser reflekterede slet ikke de naturlige etniske, sproglige og kulturelle skel, der allerede eksisterede.

Durand-linjen, der skiller Pakistans vestlige provinser som Khyber, Pakhtunkhwa og Balochistan fra nabolandet Afghanistan, har eksempelvis ikke basis i nogle naturlige grænser. Den var blot en vilkårligt optrukket linje, der indikerede, hvor den britiske indflydelse i regionen stoppede. Den oprindelige befolkning på de to sider af grænsen anerkender ikke Durand-linjen som en gyldig grænse. Den deler familier og stammer, for hvem grænsen bare er en fjern regerings konstruktion. Og regeringens forsøg på at håndhæve grænseskellet bliver mødt med modstand og trods.

Alligevel fortsætter regeringen med at implementere og udvikle politikker, der ikke medtænker skellene i befolkningen. Som pakistaner tror jeg på, at en samlet pakistansk identitet og stat er en mulighed. Ikke desto mindre kræver det hensyn til de meget virkelige historiske, sproglige og etniske skel, hvis man skal strukturere landet ordentligt. Alle forsøg på at ignorere disse skel i den storslåede islamiske republiks navn er mislykkedes og vil fortsætte med at mislykkes. Det er først, når disse skel anerkendes, at landet kan samles og der kan opnås en form for enhed.


4. Genstand for andre folks strid

Pakistan udvikler sig i enorm fart og er en af de såkaldte Next Eleven – elleve lande, der sammen med BRIC-landene har et højt potentiale for at blive verdens største økonomier i det 21. århundrede. Det er en af jordens største producenter af råstoffer, og dets arbejdsmarked er det 10. største i verden.
Pakistan har ikke alene ressourcer nok til at brødføde sin egen befolkning og samtidigt eksportere til resten af verden. Landet rummer også jordens største naturgasreserver, olie, kul og en kolossal rigdom på mineraler, der befinder sig dybt nede under Baluchistan-plateauet.

De fleste pakistanere er klar over dette. Vi har et massivt flodnet, der strækker sig fra den ene ende af landet til den anden, bjerge imod nord, havet imod syd, og landet ligger lige midt på den mest rentable rute fra Kina og centralasien til havet. Pakistan har et massivt økonomisk potentiale. Og vi ved det. Problemet er, at resten af verden også ved det.
De sidste 60 år har Pakistan været genstand for strid i resten af verden. Et utal af fremmede nationer har forsøgt at blive Pakistans partner eller herre, enten gennem tvang eller venskabelige relationer. Og deres respektive rivaler har gjort alt for at sabotere enhver mulig udvikling i landet. Og på den måde er Pakistan blevet slagmark for adskillige proxy-krige udkæmpet af nationale og ideologiske magter fra den anden side af planeten.

Jeg er ikke i færd med at fritage os, det pakistanske folk, fra ansvaret for vores egen skæbne. Ikke desto mindre er det vigtigt at erkende, at det ikke er altruisme, der ligger bag vores allieredes interesse i Pakistan. Snarere er det landets store uudforskede ressourcer, den enorme, uudnyttede arbejdskraft og dets ekstremt strategiske geopolitiske placering.
Jeg fordømmer ikke fremmede magter for at forsøge at kontrollere de pakistanske ressourcer. I realpolitikkens virkelighed, må enhver national regering arbejde for sit eget folk. Hvis det indebærer at manipulere en anden nation og udnytte dens ressourcer, så er det sådan, det er. Det er imidlertid nødvendigt, at Pakistan anerkender dette, hvis der skal være noget håb for den pakistanske fremtid.


5. Total fornægtelse af realiteterne

Som et barn af 80’ernes Pakistan er jeg opflasket med den uddannelsespropaganda, som var en del af landets daværende militære diktator Zia ul Haqs islamistiske reformprocess. Det er kun takket være en række tilfældige mirakler, at jeg har været i stand til at kassere myten om den storslåede pakistanske identitet, som så mange af mine jævnaldrende stadig tror på. Pakistanerne har nemlig ingen historisk identitet at bekende sig til, når de skal danne deres nationale narrativ. Ligesom Israel er Pakistan grundlagt alene på baggrund af ideologi. Israels jøder har imidlertid en årtusinder gammel historie, hvilket giver dem en solid base at bygge deres nationale identitet på.

Pakistanerne er ikke så heldige. En af konsekvenserne af Pakistans løsrivelse, var den totale fornægtelse af tusindvis af års historie og kultur som en del af det indiske subkontinent. Da vi identificerede Indien som vores største fjende, slettede vi samtidigt alle referencer til vores fælles identitet. I stedet konstruerede vi en række fuldstændigt fiktive historier, der fornægtede vores egentlige rødder og beskrev pakistanerne som en slags neoarabiske, islamistiske krigere.
Alle pakistanske studerende opdrages til at betragte Mohammad-bin-Qasim, en arabisk besætter, som helten, der startede den muslimske bevægelse i subkontinentet. Historiebøgerne fordømmer Akbar, den mest effektive og enhedsskabende af de muslimske Mughal-kejsere. De fremhæver i stedet hans efterfølger Aurangzeb, hvis fundamentalistiske og intolerante behandling af ikke-muslimer passer som fod i hose til den narrativ, der er blevet trukket ned over hovedet på pakistanske børn igennem hele deres skolegang.

Intet samfund kommer sig hurtigt over at blive afskåret fra sine rødder. Men det er det, der er sket for Pakistan. Og det er det, der har forhindret generationer af pakistanere i at se landets reelle problemer i øjnene. De vil ikke indse, at kastesystemet stadig er en dominerende faktor i samfundet. I vores skolebøger er forkastelsen af kastesystemet faktisk en af de afgørende motivationer for Pakistans løsrivelse. Som om det, at kalde os selv noget andet, kunne slette tusinde års kulturelle normer. Pakistanerne vil heller ikke indse, at deres ‘fællesskab’ ikke er et rigtigt fællesskab, men snarere et militært slogan. Sidst, men ikke mindst, vil pakistanerne ikke indse, at den pakistanske nation ikke er gudsgivet, og at den regeringsmæssige struktur ikke er repræsentativ for befolkningen.


Hvad kan man gøre?

Jeg har ikke de endegyldige løsninger på de problemer, som den pakistanske nation står overfor. Jeg kan heller ikke påstå, at jeg har lokaliseret alle landets problemer. Korruption, vold og fundamentalisme spiller også en rolle.
Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at det først og fremmest er den pakistanske identitetskrise, der forhindrer langtidsholdbare løsninger på problemerne. Før vi anerkender vores kastementalitet, kan vi aldrig skabe et meritokratisk samfund, hvor det er individets handlinger, ikke hans baggrund, der bestemmer hans værdi. Indtil vi nedbryder de sociale skel, så kan vi ikke udnytte vores heterogene befolkning. Indtil vi anerkender den værdi, vi besidder, så kan vi ikke slippe for vores selvopfattelse som ofrer, der er afhængige af en stærk velgører. Og vi kan ikke være herrer over vores egen skæbne. Og indtil vi skiller os af med den militaristiske, fiktive nationale narrativ og den forstyrrede identitet som er dens konsekvens, så kan vi aldrig håbe på at skabe en selvfølelse baseret på historiske fakta.

Hassan Kilde Bajwa (f. 1980) har studeret historie, politik og journalistik på Punjab University og har arbejdet i den pakistanske kommunikationsbranche i adskillige år. Han har en dansk mor og har gennem sit liv boet lige dele i Pakistan og i Danmark. Han flyttede fra Lahore til København i Juli.
FOTO: IRIN Photos