Nyt kapitel i den uendelige historie om EU og Tyrkiet

Nyt kapitel i den uendelige historie om EU og Tyrkiet

26.10.2013


Efter 54 års diskussion om EU-medlemskab opsendte Tyrkiets chefforhandler i september en prøveballon: Tyrkiet skal efterligne den norske model. I denne uge besluttede EU så at genstarte forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse af landet i unionen.

ANALYSE af Ole Aabenhus


”Så er det med at indhente det forsømte!”. Sådan lød en twitter-besked fra forhandlingslederen – den litauiske udenrigsminister Linas Linkevičius – efter EU-udenrigsministrenes møde i starten af denne uge, hvor de 28 lande vedtog at genoptage optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet efter tre års stilstand.

Men er det muligt at indhente det forsømte?
Der er 35 forhandlingsområder eller ”kapitler” i den samling af EU-lovtekster på mere end 100.00 sider, som man skal leve op til for at blive medlem af klubben. Der er åbnet 13 kapitler siden Tyrkiet fik status som kandidatland i 2005, men kun ét er
lukket på otte år, og det endda kun på betingelser.

Tyskland og Østrig havde foreslået, at man udover det ene kapitel – kapitel 22 om regionalpolitik – tog fat på yderligere to, nemlig kapitlerne 23 og 24, der handler om to helt centrale emner i forhold til Tyrkiet: Menneskerettigheder og retsforhold. Men sådan skulle det ikke være. Når det handler om at optage nye medlemmer, skal alle være enige, og her var det Holland, der satte foden ned. Som den østrigske udenrigsminister Michael Spindelegger sagde efter mødet: ”Det ville have givet mening, om man snart åbnede kapitlerne om menneskerettigheder og retsvæsen, så det kan klargøres, at Tyrkiet bevæger sig i retning af Europa”.

Norge som model
På et møde arrangeret af en tænketank i Bruxelles i slutningen af september erklærede den tyrkiske chefforhandler Egemen Bagis overraskende, at landet vil være villig til at acceptere en status som Norge – dvs. at man er med i Det indre Marked, men uden at være ”med ved bordet”, når reglerne skal besluttes i Bruxelles. ”Vi vil leve op til europæisk standard, og være tæt knyttet til EU, men ikke som medlemsland”, uddybede Bagis. Den tyrkiske EU-ambassadør Selim Yenel sagde ved samme lejlighed: ”En dag må vi jo beslutte, hvad vi skal gøre, for det her (forhandlingerne med EU) fører ingen vegne”.

Frustrationen afspejler, at der er ved at ske et stemningsskift i Tyrkiet. Tilbage i starten af 00’ene viste meningsmålingerne, at mellem 70 og 80 pct. af den tyrkiske befolkning ønskede EU-medlemskab, og ”Europa” var mere eller mindre synonymt med ”modernisering”. Endnu i foråret lå tallet på 60 pct., men seks måneder senere, i september, viste en Eurobarometer-undersøgelse, at kun 43 pct. af tyrkerne nu ser tyrkisk EU-medlemskab som noget positivt. Udtalelsen i september har tydeligvis været en prøveballon, men dens perspektiv er interessant: Tyskland og Frankrig har fra start markeret, at forhandlingerne med Tyrkiet aldrig vil kunne føre til medlemskab. Svaret fra Ankara har hele tiden været, at Tyrkiet kun gik efter én ting: medlemskab – underforstået, at når forhandlingerne en dag var afsluttet, ville europæerne have indset, at de havde brug for Tyrkiet inden for EU’s rammer – som voksende marked og dynamisk økonomi i et stadig mere alderdomssvækket Europa. Prøveballonen lægger op til et kompromis: Lad forhandlingerne køre. Vi accepterer en Norges-løsning, når de er slut.

Start i 1959
Lige siden Atatürk grundlagde det moderne Tyrkiet i 1920’erne, har ledende tyrkiske politikere erklæret, at de ville orientere sig mod Europa. Landet var med i NATO fra start, og i 1959 anmodede man om EF/EU-medlemskab. Svaret blev til en toldunion (med medlemskab som endeligt mål) fire år senere. To år før murens fald i 1987 sendte Tyrkiet en fornyet anmodning om medlemskab, men Tyrkiet blev placeret i et ”venteværelse” og fik lov at sidde dér, mens otte østeuropæiske lande sammen med Cypern og Malta forhandlede medlemskab og fik et endeligt ja i Bellacentret under det danske formandskab i 2002.

Først i 2005 kunne forhandlingerne begynde – samtidig med Kroatien, som trods en blakket fortid nåede igennem de 100.000 sider på syv år og formelt blev medlem 1. juli i år. Det ejendommelige er, at næsten hvert eneste EU-formandskab har lovet at åbne et nyt kapitel i forhandlingerne med Tyrkiet. Det gjaldt f.eks. også Danmark i første halvår af 2012. Det sker på trods af, at 2/3 af EU’s befolkning i meningsmåling efter meningsmåling erklærer sig imod tyrkisk medlemskab. På trods af at i hvert fald Frankrig og Østrig har truet med folkeafstemninger, hvis forhandlingerne nogensinde afsluttes. Og på trods af at Cypern har kunnet blokere for en lang række af kapitlerne, fordi Tyrkiet aldrig har villet anerkende den græsk-cypriotiske regering i Nicosia, men kun den tyrkisk-cypriotiske på nord-øen.

På den ene side handler det om, at når noget først er vedtaget i EU og overladt til Kommissionen, ruller maskinen videre, uanset hvordan vinden blæser. Men på den anden side er der også lande, der positivt ønsker at se Tyrkiet indenfor i Unionen. Det gælder bl.a. Storbritannien og Spanien – briterne især, fordi Tyrkiet med sine 70 millioner indbyggere vil kunne bruges som modvægt til den tysk-franske akse, der for det meste er udslagsgivende i EU. Samtidig handler det om sikkerhedspolitik: I NATO-sammenhæng har både EU og USA brug for Tyrkiet som en strategisk brik i forholdet til Mellemøsten, til oliefelterne i Kaukasus og som bolværk mod russisk indflydelse omkring Sortehavet. Det gælder ikke mindst lige nu, da Tyrkiet er en aktiv spiller i forhold til den syriske konflikt. Dertil kommer, at Tyrkiet har spillet en rolle i Det Arabiske Forår som et muslimsk land på vej mod demokrati. Den rolle går det dog ikke så godt med, efter at Tyrkiet klart har støttet Morsi og det muslimske broderskab i Egypten.

Erdogans problemer
Beslutningen om at genoptage optagelsesforhandlingerne var på nippet til at blive truffet allerede i juni, da grækerne sad for bordenden. Selv Frankrig havde erklæret sig for, men den tyrkiske regerings brutale nedkæmpning af demonstranter, først i Gezi Park og på Taksimpladsen i Istanbul, senere over hele landet, fik Tyskland og Holland til at sætte foden i døren – i hvert fald til efter det tyske valg den 22. september. Forargelsen var stærk overalt i Europa, fordi den tyrkiske leder Recep Tayyip Erdogan lod demonstrationerne nedkæmpe med unødig brutalitet. Seks døde og 8.000 sårede blev resultatet af politiets hårdhændede indsats med knipler, vandkanoner og gummikugler. I forvejen havde Tyrkiet markeret sig som det land i verden, efter Kina, der har sat flest journalister i fængsel. Og flere tusind bøger er fortsat underlagt et forbud mod udgivelse.

I juni blev det derfor besluttet, at Kommissionens årsrapport om udviklingen i EU’s mange optagelseslande skulle være afgørende for, om forhandlingerne med Tyrkiet skulle genoptages. Den kom 15. oktober og var overraskende positiv, situationen taget i betragtning. Kommissionen noterer bl.a., at der er kommet en ombudsmand, bedre mindretalsbeskyttelse, endnu en retsreform og senest en demokratipakke. Det betyder reelt, skriver Radikal, centrumvenstre avisen i Istanbul, at tortur ikke længere anvendes ”systematisk”. Og at årsdagen for det armenske folkemord i år har kunnet markeres uden indgreb. På den anden side, hedder det i rapporten, har den tyrkiske regering ikke gjort meget for at undersøge de massegrave, der er fundet i den østlige, kurdiske del af landet. Retssystemet lader stadig meget tilbage at ønske, men hovedindtrykket er mere positivt end mange – også skribenten på Radikal – havde forventet så kort tid efter Gezi.

Tyrkiet har brug for EU
Den fremtrædende franske analytiker Dominique Moïsi skrev forleden i Les Echos, at de tyrkiske ledere med Recep Tayyip Erdogan i spidsen har mere brug for Europa end nogensinde, fordi de har spillet fallit i deres forsøg på at markere Tyrkiet som den ledende magt i Middelhavet og Nærøsten. ”Den arabiske revolution har nærmest fungeret som en slags fremkalder, der viser Tyrkiets svagheder og indre modsætninger”, mener han. Eller som den tyrkiske avis Hürriyet skrev forleden: ”Det er et åbent spørgsmål, om Tyrkiet ville have været så ivrig [efter at opfylde de europæiske krav], hvis alt var gået godt i Mellemøsten”.

Første gang, der bliver lejlighed til at ”indhente det forsømte”, er i Cypern-spørgsmålet. Der er lagt op til en forhandling mellem det græske Cypern i syd (som er medlem af EU), det tyrkiske Cypern i nord, Grækenland og Tyrkiet om en genforening og om tyrkisk anerkendelse. De nye Cypernforhandlinger starter 4. november – dagen før det første møde om det nye kapitel i forhandlingerne om Tyrkiets optagelse. I begge sager er der vildt meget at indhente.


Ole Aabenhus er journalist, tidl. DR-korrespondent i Bruxelles og tidl. redaktør af magasinet NOTAT / Magasin om demokrati og Europa.

I 2004 fik den tyrkiske regeringsleder Tayyip Recep Erdogan prisen som ”Årets europæer” af Bruxelles-avisen European Voice med henvisning til de reformer, han iværksatte i Tyrkiet. I sin takketale sagde han, at ”Tyrkiets
[kommende] optagelsesforhandlinger viser, at Europa er et kontinent, hvor civilisationer forenes i stedet for at støde sammen”. Billedet viser en situation på World Economic Forum i Davos, 2009, hvor Erdogan forlader mødet i vrede efter en ordveksling om Israel. Foto: World Bank Photo.