Mali-ekspert: Malis regering ønsker en offensiv kamp mod islamisterne

Mali-ekspert: Malis regering ønsker en offensiv kamp mod islamisterne

15.01.2013


”Hvis radikale grupper får frit spil, kan de bruge områderne som træningslejr for terrorister med vestlige mål,” siger Mali-eksperten Gregory Mann. USA og Europa vil forsøge at inddæmme truslen, men Malis regering foretrækker en mere offensiv kamp mod islamisterne.

INTERVIEW af Hanna Ohm Cleaver

RÆSON: FN godkendte en afrikansk ledet intervention i Mali d. 20. december sidste år. Hvorfor har Frankrig besluttet at gå ind i konflikten med egne styrker nu?
Gregory Mann: Det skyldes den drastiske trussel, der opstod, da oprørerne kom tæt på at erobre de vigtige byer Mopti og Sevare. Den maliske hær har ikke været i stand til at stoppe oprørerne. Sevare er en af de vigtigste militærbaser i Mali, og det ville have været en militær katastrofe, hvis hæren mistede kontrollen der.

RÆSON:Er der tale om en afrikansk ledet krig med fransk støtte – eller er det snarere omvendt?
Gregory Mann: Ingen er begejstrede for at få europæiske tropper på jorden, men på den anden side kræver denne krig en masse logistiske og militære ressourcer, som ikke er tilgængelige for de afrikanske hære. Med Frankrigs indtræden i krigen bliver kræfterne slået sammen i en stærkere fælles front.

RÆSON: Risikerer Frankrig at give de anti-vestlige oprørere i Mali vind i sejlene, når de som tidligere kolonimagt blander sig i en regional konflikt?
Gregory Mann: Folk er indtil videre glade for den franske intervention, fordi hæren tydeligvis ikke har været i stand til at kontrollere oprørerne. Dog vil de anti-vestlige kræfter formentlig blive stærkere, hvis situationen forværres, og ingen griber ind i de nordlige områder.

RÆSON: Frankrig er ikke det eneste land, der er dybt bekymret over Mali. Situationen bliver også fulgt tæt af FN’s sikkerhedsråd, USA og EU. Har Vestafrika udviklet sig til den nye globale terrortrussel nummer ét?
Gregory Mann: Der er en betydelig terrortrussel i Sahara, som dog ikke bør overdrives. Frankrig og USA taler om terror i Mali, fordi begge lande har været udsat for kidnapninger og gidseltagninger. Det samlede antal kidnapninger af franske statsborgere siden 2003 er dog ikke mere end nogle snese. Hvis otte franskmænd bliver holdt som gidsler i Sahara, er det ikke undergravende for hele den franske nations sikkerhed. Det, de bekymrer sig om, er snarere et scenarium, hvor et enormt område i Sahara er uden for kontrol. Hvis radikale grupper får frit spil, kan de bruge områderne som træningslejr for terrorister med vestlige mål. AQIM (Al-Qaida i det islamiske Maghreb) har nu så mange ressourcer, at de opfattes som en meget farlig trussel af både USA og EU.

RÆSON: Hvad er de mest sandsynlige udsigter for krigen i Mali efter Frankrigs indryk?
Gregory Mann: Det er en ekstremt flydende situation, som kan gå i mange retninger. Det er muligt, at styrker fra Frankrig og ECOWAS (Economic Communion of West African States) sammen kan generobre byerne i det sydlige Sahel. Her er Timbuktu, Ménaka og Goundam alle under oprørernes kontrol. De vil sandsynligvis aldrig kunne kontrollere fuldstændigt, hvad der foregår i ørkenen. Du kan ikke skubbe AQMI helt ud. Det er de for magtfulde til. Jeg ser to mulige scenarier: Det første er at inddæmme truslen mod Malis regering og befolkningen i det sydlige Mali, så situationen ikke forværres. Det er målet med de europæiske og amerikanske indsatser. Det andet scenarium, som Malis regering foretrækker, er at bekæmpe islamisterne mere offensivt. Der er lige nu 100.000 flygtninge og internt fordrevne, som ikke kan tage tilbage til det nordlige Mali. Regeringen ønsker, at det nordlige Mali kan blive stabilt nok til, at den fordrevne befolkning igen kan vende hjem.


Gregory Mann er lektor i historie ved Columbia University og én af verdens førende eksperter i Mali og Vestafrika.

Hanna Ohm Cleaver (f. 1987) er kandidatstuderende i antropologi på Københavns Universitet. Hun har tidligere været i praktik på den danske ambassade i Burkina Faso og arbejder som student i Udenrigsministeriets Afrikakontor.

Foto: Træning af soldater i Mali – Flickr