Krigen uden eftermæle: Ti år efter invasionen af Irak

Krigen uden eftermæle: Ti år efter invasionen af Irak

19.03.2013


I dag er der 10 år siden, at koalitionen indledte krigen i Irak; engang funderet i påstanden om, at Irak bugnede af masseødelæggelsesvåben. Senere retfærdiggjort af et ansvar for at udbrede demokrati og frihed. Her ti år efter, hvor flere hundrede tusinde er dræbt og millioner er på flugt, bør vi stoppe mørklægningen af de politiske beslutninger før og under krigen og vedkende os vores ansvar.

KOMMENTAR af Søren Friis


Natten til den 20. marts 2003 indledte den såkaldte ’koalition af villige’ en bombekampagne mod Irak. I dagene efter begyndte en invasion af landet.
Den 21. marts 2003 besluttede et snævert flertal i det danske folketing, bestående af V, K og DF, at Danmark skulle bidrage til den amerikansk-britiske invasion. Ubåden Sælen, korvetten Olfert Fischer samt et mindre hold forbindelsesofficerer og medicinsk personale blev sendt af sted som dansk bidrag til invasionens tidlige fase. VK-regeringen ønskede også at sende et antal danske specialtropper, men dette blev opgivet i et forsøg på at opnå bredere støtte til det danske bidrag – uden held.

Det centrale i sagen mod Saddam Husseins Irak var påstanden om, at landet besad og producerede kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. USA mente, at Saddam Hussein gennem FN’s resolutioner siden Golfkrigen var forpligtet til at bevise, at han ikke længere var i besiddelse af sådanne våben. Hvis han ikke lagde beviser på bordet, måtte han svare for konsekvenserne. Den danske VK-regering erklærede allerede i efteråret 2002 sin støtte til den amerikanske linje, og støtten blev ført igennem.

Allerede fra sommeren 2003 viste sig en klar tendens til, at den danske tilstedeværelse i Irak i højere og højere grad blev begrundet i udbredelsen af værdier såsom frihed, demokrati og menneskerettigheder, også med en vis tilbagevirkende kraft. Dette nye element var tilsyneladende en afsmitning fra den neokonservative tankegang i Bush-regeringen. Men det var også et ønske om – i lyset af de manglende masseødelæggelsesvåben og den mildest talt vanskelige genopbygningsopgave – at rette fokus mod de ’idealistiske’ perspektiver i den danske indsats i Irak.


Ingen våben, intet grundlag

Sammenlignet med invasionen af Afghanistan i 2001 blev angrebet mod Irak langt mere kontroversielt. Sikkerheds- og terrortruslen fra Irak mod USA, Danmark eller Vesten som helhed forekom nemlig meget svagere. Den danske debat strakte sig over adskillige måneder op til krigens start, og begge sider understregede vigtigheden af at følge det såkaldte ’FN-spor’. En mulig invasion måtte have decideret FN-mandat eller måske blot være ’FN-forankret’, som regeringen senere formulerede det.

I FN’s sikkerhedsråd lagde især Frankrig og Tyskland vægt på, at FN’s våbeninspektører skulle vende tilbage til Irak og have tid til at gøre deres arbejde. Inspektørerne genoptog arbejdet i november 2002, da den irakiske regering modstræbende indvilgede i at acceptere FN’s sikkerhedsråds resolution 1441, som igen pålagde Iraks regering at leve op til FN’s nedrustningskrav. Deres foreløbige rapporter viste sig flertydige, og det lykkedes ikke USA og Storbritannien at opnå noget mandat for et militært angreb i FN’s sikkerhedsråd.

I Danmark opsummerede det endelige beslutningsforslag, forelagt Folketinget i marts 2003, den danske regerings sag mod Saddam Hussein i tretten punkter. Punkterne beskriver en række tæt forbundne forbrydelser og overtrædelser, som det irakiske regime hævdes at have begået. De tretten punkter blev senere berygtede, da statsministeren efter invasionen pegede på dem som bevis på, at kritikerne af beslutningsgrundlaget ”intet havde at komme efter”. Den danske regering havde nemlig udelukkende forholdt sig til FN’s resolutioner, blev det hævdet.

Men som Martin Kaae og Jesper Nissen påpeger i bogen Vejen til Irak fra 2008, rummede hele ni af tretten punkter påstande om, at Saddam Hussein ikke havde levet op til FN’s resolutioner, i særdeleshed sikkerhedsrådets resolution 1441 vedtaget i oktober 2002, som netop handlede om Iraks nedrustningsforpligtelser. Faktisk handler samtlige tretten påstande enten om Iraks afvæbnings- og nedrustningsforpligtelser, Iraks brud på resolution 1441 eller Iraks “trussel mod den internationale fred og sikkerhed i regionen”.

Da FN’s sikkerhedsråd ikke havde autoriseret hverken USA eller Danmark til at håndhæve 1441 militært, står og falder samtlige tretten punkter i det danske beslutningsgrundlag således med spørgsmålet om de førnævnte våbens eksistens. Den senere påstand om, at det danske beslutningsgrundlag modsat andre lande ikke byggede på beskyldningen om masseødelæggelsesvåben i Irak, men derimod på Saddam Husseins manglende efterlevelse af FN’s resolutioner, var således et stykke fra sandheden. Men det viste sig alligevel at blive politisk nyttigt for den danske regering med en hvis plausibilitet at kunne adskille spørgsmålene om det folkeretlige grundlag og den irakiske sikkerhedstrussel. Gennem denne opdeling kunne man hævde, at Danmarks indgriben skam slet ikke hang sammen med tilstedeværelsen af ’WMD’.

“Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved.” Sådan udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen kort før krigen. Til sine folketingskollegaer fortalte han i de samme dage, at amerikanske kilder havde forsikret ham om, at beviserne for denne påstand eksisterede, og at de ville blive fremlagt inden for få uger. Det gjorde de aldrig. Derimod havde både Forsvarets Efterretningstjeneste og de tidligere FN-våbeninspektører, som i månederne før krigen talte ved høringer på Christiansborg, faktisk præsenteret den danske regering for den stik modsatte konklusion: Det kunne ikke påvises, at Irak besad masseødelæggelsesvåben.


Fangemishandling og sekterisk konflikt

Selve den militære kampagne mod det irakiske styre i foråret 2003 blev relativt kortvarig. Invasionen blev dog kun begyndelsen på mere end otte års blodige kamphandlinger mellem amerikanske besættelsesstyrker og irakiske oprørsgrupper. De danske tropper forlod Irak i august 2007, og de sidste regulære amerikanske tropper ved udgangen af 2011. Flere hundrede civile bliver stadig dræbt hver måned.

Det danske forsvar blev ligeledes indblandet i irakiske fangemishandlinger og i borgerkrigen mellem shia-flertallet og sunni-mindretallet i et omfang, vi først nu for alvor begynder at forstå – selvom det nu er velkendt, at den danske forsvarsledelse siden 2004 har været vidende om de irakiske samarbejdspartneres systematiske mishandling af fanger.

I oktober 2012 offentliggjorde den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard en hidtil hemmeligholdt video, der viser irakiske fanger blive sparket og slået mens danske soldater ser på. Videoen er optaget den 25. november 2004 under operationen Green Desert i byen Az-Zubayr syd for Basra. Under operationen blev 36 irakere anholdt og udleveret til shia-sikkerhedsstyrker, hvor flere efter egne udsagn blev udsat for mishandling og tortur.

Ifølge Kærgaard var det på dette tidspunkt almindelig viden, også hos den danske bataljon, at hvis man udleverede sunnier til shiaer eller omvendt, kunne det ”få meget alvorlige konsekvenser i form af sekterisk vold og tortur.” To tidligere danske ambassadører i Irak havde samme opfattelse. Den ene, Christian Oldenburg, gav i et nyligt interview udtryk for det klare synspunkt, at de danske styrker i Operation Green Desert blev brugt som del i en religiøs konflikt:
“Jeg får en mistanke om, at der er tale om et shia-overfald på sunni-muslimer. Der blev fundet meget få våben, og de blev løsladt uden anklager. Så det virker som en fantastisk mærkelig sag, som skal opklares til bunds,” sagde Oldenburg.

Oldenburg forklarede desuden, at det var alment kendt i Irak, at fanger regelmæssigt blev mishandlet. Ikke kun i irakiske fængsler, men også amerikanske. En anden fhv. Irak-ambassadør, Torben Gettermann, har flere gange bekræftet, at han decideret havde advaret Udenrigsministeriet mod fangemishandling i irakiske fængsler.

I alt 23 af de anholdte irakere fra Operation Green Desert har besluttet at søge symbolsk erstatning fra den danske stat, men Forsvarsministeriet og Kammeradvokaten har indtil videre trukket sagen i langdrag ved at nægte såkaldt fri proces og i stedet stille krav om, at hver sagsøger skal stille med 40.000 kr. i sikkerhed for at få sagen prøvet.

Som symptom på den politiske ansvarsforflygtigelse er kun én person hidtil blevet bedt om at stå til ansvar for sin rolle i Green Desert-affæren: Ikke den ansvarlige forsvarsminister, Søren Gade, og ikke en af de ansvarlige officerer fra forsvarets top, men derimod den efterretningsofficer, som stod frem og bidrog til at dokumentere det danske kendskab til fangemishandlingerne, Anders Kærgaard.


Krig uden efterspil?

Ifølge forsigtige vurderinger har krigen i Irak ført til mellem 100.000 og 200.000 civile dødsfald. Andre vurderer, at op mod en halv million irakere er døde, hvilket har ført til 600.000 forældreløse, mens over én million irakere er internt fordrevne og over to millioner er flygtet fra landet.

Som mellemøsteneksperten Stephen Zunes for nylig påpegede, var Irak-krigen ikke en ”fejl”. Gennem hundredevis af rapporter, ekspertbriefinger, udsagn fra våbeninspektører, akademiske kilder og efterretningskilder fik de danske beslutningstagere – ligesom de amerikanske – rig mulighed for at indse, at Bush-regeringens påstande om de irakiske masseødelæggelsesvåben og bånd til al-Qaeda var falske. Ligeledes havde de adgang til indikationer på, at en invasion af Irak efter al sandsynlighed ville resultere i borgerkrigslignende tilstande, forøget ekstremisme og terrorisme, samt øgede sekteriske og etniske konflikter i ikke blot Irak men hele regionen.

På tiårsdagene for invasionen er det værd at reflektere over, hvorfor den danske regering valgte ikke at lytte, men i stedet træffe alle de forkerte valg mod bedre vidende. Ti år senere har danske beslutningstagere såsom forsvarsminister Nick Hækkerup dog stadig muligheden for at gøre op med Irak-krigens blodige eftermæle, nemlig ved at anerkende og handle på det danske medansvar. Ikke blot gennem en Irak-undersøgelse med deadline i 2017, men ved konkret at stoppe mørklægningen af krigens enorme menneskelige omkostninger.


Søren Friis er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og udenrigspolitisk blogger ved Udenriget.dk.
FOTO: US army – flickr